Det enorme mediefokus på seksuelle overgreb er et helvede for ofre

Denne artikel er oprindeligt udgivet af TONIC USA

"Sidste uge var rigtig hård. Jeg lever af at skrive, så min overlevelsesmekanisme er at skrive. Jeg skrev en artikel, som jeg selv gerne ville læse," fortæller Bridget Phetasy. "Jeg synes, det er vigtigt at tale om, at det er hårdt, og det er der tydeligvis også andre, der synes."

I mandags skrev den 38-årige kvinde, der blev voldtaget, da hun var 18, så en artikel for Huffington Post med titlen, "Sådan takler man sexovergreb, når emnet er allestedsnærværende." Den er siden blevet delt mere end 15.000 gange på Facebook.

Hun skrev artiklen, efter hendes kusine ringede for at høre, om hun var okay i kølvandet på afsløringen af Harvey Weinsteins overgreb, der blev offentliggjort den 5. oktober i New York Times og også behandlet i The New Yorker den 10. oktober.

Siden har Bridget Phetasy svaret på tonsvis af positive erklæringer via email og på Twitter. "Folk fortæller om deres egne erfaringer med voldtægt, og hvordan nyhedsorkanen har påvirket dem. Folk fortæller mig, at de har stået i samme situation som mig."

For mange mennesker, der har overlevet seksuelle overgreb og voldtægt, har den seneste uges tid nemlig været et mareridt, eller som Phetasy kalder det, "en shitstorm." Udover Weinstein-afsløringen har medierne også været beskæftiget med at "fejre" et-års-jubilæet for offentliggørelsen af Access Hollywood-optagelsen, i hvilken Donald Trump praler af at have befamlet kvinder i skridtet. Du har sikkert hørt om den før. Det var båndet (og de efterfølgende anklager om overgreb), der ikke formåede at afholde ham fra at blive præsident i USA. I søndags stævnede advokaten, der arbejder for kvinden, som beskylder Trump for overgreb, Trump-kampagnen for at få adgang til dokumenter, der er relevante i sagen. Trump har afvist sagen som "Fake news… det pure opspind."

Weinstein-sagen i sig selv er blevet til et cirkus i medierne. Der er nærmest ikke gået en dag uden nye indslag om producerens tidligere problemer med misbrug, nye anklager om overgreb begået af ham selv eller andre Hollywood-chefer eller fuldstændigt tonedøve kommentarer i debatten (Woody Allen, Donna Karan og Mayam Bialik). Da Trump blev spurgt, om han synes, Weinstein har opført sig upassende, undveg han spørgsmålet: "Han siger jo selv, det var upassende." Trumps rådgiver Kellyanne Conway brugte sagen som ammunition mod Hillary Clinton – en stor bedrift selv for hende, når man tager i betragtning, at hun forsvarede Trump efter grab them by the pussy-båndet blev offentliggjort.

Kriselinjen hos RAINN, USA's største organisation, der forsøger at bekæmpe seksuelt betonet vold og overgreb, har "oplevet en markant stigning i opkald, siden Weinstein-historien kom ud. Det sker typisk, når historier om voldtægt dominerer i mediebilledet," siger RAINN's pressesekretær, Sara McGovern. Hastagget #MeToo er også eksploderet på de sociale medier, hvor ofre og overlevere deler deres historier. Det er også blevet dækket intensivt i medierne. Selvom det for mange er en positiv oplevelse at dele deres historier, så kan den hyppige omtale også rode op i smertefulde minder og traumer. Som Phetasy siger: "Den omfattende mediedækning er traumatiserende i sig selv," og "jeg går rundt hele dagen og er lige ved at græde hvert øjeblik."

Phetasy blev diagnosticeret med PTSD på grund af hændelser i barndommen samt den voldtægt, hun var offer for som 18-årig. Men man behøver ikke en diagnose for at have det svært med de mange overskrifter om overgreb for tiden. Jeg blev selv voldtaget, da jeg var 19, og var udsat for et overfald nogle år forinden. Jeg lider ikke af PTSD, men at scrolle gennem mit Facebook-feed i den her uge har været ligesom at gå gennem et minefelt. Når jeg har set #MeToo-opdateringer, har det selvfølgelig mindet mig om de mænd, der overfaldt mig – og de folk, der stædigt holder fast i, at det er kvindernes egen skyld – langt oftere, end jeg bryder mig om at tænke på.

"Hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb, der tidligere har udløst PTSD-reaktioner, så kan de her triggere sagtens udløse dem igen," fortæller Heidi Zinzow, der er klinisk psykolog og lektor i psykologi ved Clemson University. Hendes forskning fokuserer på traumer og mentalt helbred. "Selvom man måske ikke har en klinisk diagnose, der hedder PTSD, kan man sagtens opleve stressreaktioner, når man bliver mindet om overgreb i medierne" – især hvis overgrebene fortsat står på.

Jeg talte aldrig om min egen voldtægt med en terapeut til dels, fordi jeg bebrejdede mig selv. Der var alkohol indblandet. Jeg kunne ikke engang kalde det for en voldtægt. Det var bare "noget rigtig skidt, der skete for mig." Det var i 2004, da "voldtægt" stadigvæk blev opfattet som noget, der kun fandt sted i mørke gyder, ikke i offerets seng i barndomshjemmet. Det er først inden for de sidste par år, jeg er begyndt at tale med folk om det, efter New York offentliggjorde historien om 33 kvinder, der anklagede Bill Cosby for voldtægt. Jeg arbejdede på magasinet på daværende tidspunkt, og hele sagen føltes som at blive kørt over et tog. Men jeg kunne stadig kun få mig selv til at kalde det et "overfald" eller "date rape." Det var først i den her uge, at jeg for første gang kunne få mig selv til at sige, "jeg blev voldtaget" – selvom jeg stadigvæk tilføjer, "det var 'date rape.'" Små skridt.

Jeg ved godt, det ikke er godt for mig at gå og gemme de her tanker bort – "Jo mere vi undgår tankerne, jo mere spillerum får angsten og andre psykiske problemer," siger Zinzow – men de mange nyheder om overgreb og det intense offentlige fokus på emnet har over de sidste par uger gjort, at jeg både har mistet appetitten og haft svært ved at koncentrere mig. Jeg har været nødt til i visse situationer at tvinge mig selv til at fokusere på min vejrtrækning. Når jeg tænker på det helvede, som andre gennemgår lige nu, skammer jeg mig over, hvordan jeg har det.

Selvom jeg frastødes, når jeg hører om Weinstein eller læser #MeToo-opdateringer, så ved jeg samtidigt godt, at det her øjeblik er for andre, hvad Bill Cosby-historien var for mig. Det var der, det gik op for mig, hvad jeg havde været udsat for. Så ender jeg med at blive vred på mig selv over min reaktion. I skrivende stund sidder jeg og overvejer, om folk vil kalde mig hykler for at tale om min egen historie, mens jeg samtidigt indrømmer, at jeg ikke bryder mig om at læse om andres. Det er udmattende.

Zinzow, der også er medlem af Clemson University Sexual Violence Advisory Board, siger, at et (temmelig svagt) lyspunkt er, at flere folk træder frem og deler deres historier. Det er de mennesker, man kan dele sine oplevelser med. Virkeligheden er den, at mange folk har det utroligt skidt og føler sig uproduktive. "Jeg håber, flere mennesker vil indse, at der er folk, de kan tale med om deres oplevelser for at komme gennem dagen. Der vil altid være svære dage, hvor man har svært ved at få lavet noget på arbejde eller være social. Det er desværre bare sådan, det er."

For andre kan den konstante dækning af Weinstein-sagen og #MeToo-opdateringer bare være for meget. Zinzow anbefaler, at man tager en pause fra de sociale medier i så fald. Det er McGovern enig i: "Når det handler om nyhederne, skal man huske på, at man selv har kontrol over, hvad man ser. Man skylder ikke nogen at være på forkant med udviklingen i sådan en sag. Du skal ikke læse eller se noget, der gør dig utilpas."

Det er selvfølgelig svært for folk, der arbejder i mediebranchen, og det påpeger Phetasy også. "En af mine venner er redaktør, og hun har haft det rigtigt svært hele ugen. Det er der også mange af hendes kolleger, der har haft," siger hun. "Kvinder i medieverdenen og i politik kan ikke bare trække stikket. På mange måder er vi historien. Det er et tveægget sværd. Man skal dække en historie og samtidigt passe på sig selv. Det kan være farligt… Jeg er glad for, at jeg ikke arbejder på kontor lige nu."

Det seneste år synes at have været en prøvelse for folk, der har været udsat for overgreb og voldtægt. Mere end et dusin kvinder er stået frem og har anklaget Trump for sexchikane, men det lykkedes ham stadigvæk at vinde valget. I juni blev sagen mod Bill Cosby afvist, fordi nævningetinget ikke kunne nå til enighed om en dom. Et af tingets medlemmer udtalte sågar, at et af ofrene havde blottet sin mave og på den måde signaleret samtykke. Bill O'Reilly. Roger Ailes. Og nu Weinstein. Ja, de tre mænd har mistet deres arbejde over beskyldningerne, men ingen af dem er sigtet for noget endnu. Sagerne er blevet ført i offentligheden fremfor i en retssal og er blevet mødt med den sædvanlige skepsis. "Hvad havde hun på?" "Hvorfor er de ikke trådt frem noget tidligere?" "De er bare ude efter penge."

Selvom vi efterhånden er vant til at høre den slags argumenter i debatten, er de stadig svære at takle. Zinzow siger, at efter Trump blev valgt, har hun haft langt flere samtaler om seksuelle overgreb, end hun før har haft. "Det er ikke kun mine patienter i terapi, jeg har talt om det med. Det er også unge, kvindelige studerende her på universitetet, der har været udsat for overgreb. Måske har de forældre, som stemte på Trump. De føler sig svigtede."

Hvis man føler, at mediestormen er overvældende, er det en god ide at opsøge terapi, siger Zinzow. Især hvis det begynder at påvirke en i dagligdagen. "Derudover er det vigtigt at have et solidt netværk, man kan være åben overfor, så man ikke bare går rundt alene og isolerer sig selv," siger hun. "Og taler om det åbent i det omfang man kan kapere."

Efter at have skrevet flere historier om Weinstein, som Phetasy henviser til som "voldtægtstrilogien," er hun bevidst om, at hun bliver nødt til at tage en pause fra at tænke, tale og skrive om emnet. "Man skal ikke være bange for at tage en fridag," siger hun. "Hvis du ikke møder forståelse for det på din arbejdsplads, så er det ikke et sted, der er værd at være. Det her emne er noget, der påvirker én på lang sigt og i de forhold, man indgår i. Hvis man bare pukler igennem det uden at bearbejde det følelsesmæssigt, så kan det blive hængende resten af livet. Det er bedre at konfrontere det."

Den dag, jeg talte med Phetasy, fejrede hun, at hun havde været ædru i fire år. Hun sammenligner det at konfrontere sin følelser omkring et overgreb, man har været udsat for, med noget, hun har lært gennem sin ædruelighed. "Folk siger, det er lidt, som om man har fyldt bagsædet i bilen med affald. Når man så en dag laver en hård opbremsning, får man hele lortet i nakken. Man bliver konfronteret med det lige meget hvad."