Der er dansk rap, pikrock og grov punk på Simon Juls playliste
Illustration: Nicolai Bruun

FYI.

This story is over 5 years old.

The Music Issue 2017

Der er dansk rap, pikrock og grov punk på Simon Juls playliste

"Man får lyst til at ryge chillum, stjæle en Puch Maxi og have en trekant med en flok ungmøer i en kassevogn."

Denne artikel bringes som del af serien 'A-list Playlists' i VICE Magazine – Music Issue 2017.

Simon Jul er komiker og radiovært. Og så er han generelt et optursmenneske. Her fortæller han om de fem af de numre, han lytter mest til for tiden.

Benal: ”Hvis det virkelig er vigtigt”
Supergruppen Benals debutalbum er en sikker vinder. Benjamin og Albert har begået en lille genistreg med store bogstaver og ord. På en lidt liderlig måde er det meget old school, men Benjamin Havs ordleg er pt. en stor rod i det, man kun tør håbe på, bliver fremtiden for dansk hiphop. Hele albummet er på repeat, og det tilbyder en røvfuld med grin, eftertanke, den frie tanke og beatsmederi i den helt tunge klasse.

Thin Lizzy: ”Cold Sweat”
Fra 1983, albummet hedder Thunder & Lightning. Coveret er en knyttet næve med nittecykelhandske på, der brager op igennem jorden, imens lynet slår ned i en guitar. Det er pikrock af bedste skuffe, og man får lyst til at ryge chillum, stjæle en Puch Maxi og have en trekant med en flok ungmøer i en kassevogn.

The Gun Club: ”A Devil in the Woods”
Et all-time favorit band med Jeffrey Lee Pierce i hovedrollen. Nummeret er fra pladen Miami fra 1982. Den onde plekterbas i starten tændte mig øjeblikkeligt. Jeg kan stort set altid høre alt med The Gun Club, men lige pt. er det Miami-pladen, der dunker i kassetten. Er du til vestkyst-punk fra 80'erne, er det bare at grave dybt.

Morbid Angel: ”Blessed Are the sick”
Fra 1991-albummet af samme navn. Trey Azagthoth, den noget dystre nørd i spidsen for bandet, dedikerede graciøst albummet til Mozart. What the fuck? Nå, men "Blessed Are the Sick" er nummer tre på min playliste, når jeg cykler til dans.

Baby in Vain: ”Sweetheart Dreams”
Københavnertøsernes oprør imod alt. Jeg tror, den er fra 2012. Det er, når støj giver mundvand, og det brænder lidt bagerst i ganen. De har deres helt egen vibe, og så er det tungt og beskidt, det de for rodet sig ud i. Der er noget voldsomt inciterende over kvinder, der spiler røven ud bukserne på drengebands, der forsøger det samme.