Objektivt korrekte lister

Vi optog og anmeldte ventemusikken i fem sjæleknusende danske telefonkøer

Ønsker du personlig betjening, tast '1'. For dope beats, tast '2'.

af Alfred Maddox; illustrationer af Erik Pontoppidan
26 september 2017, 7:18am

Illustration af Erik Pontoppidan

Du har ringet til Borgerservice. Egentlig ville du bare gerne vide, hvad der sker med din boligsikring. Et hurtigt svar på et simpelt ja/nej spørgsmål – det er det, du er efter. Intet andet. Den kan hurtigt klares, tænker du, mens du finder telefonnummeret frem og fryder dig over, at du ikke er en af de tabere, der fysisk har slæbt sig ind på kommunekontoret for at trække numre og sidde i kø. Det her er 2017, og du har bedre ting at tage dig til. Men inden længe har du glemt alt det. Du har glemt, hvorfor du ringede. Du har glemt, hvordan glæde føles. Du har glemt dit eget navn. Du er fanget i en limbo af ikke at kunne lægge på, men heller ikke at kunne foretage dig noget som helst andet i frygt for at miste din plads i den pludseligt uigennemskueligt lange telefonkø. I stedet ebber dyrebare sekunder af dit liv ud i intetheden, til lyden af anonyme, rettighedsfrie toner, som kun afbrydes af en kvindelig robotstemme, der nådesløst spammer dig med opdateringer om, hvad nummer du er i køen.

Vi har allesammen været der. En telefonkø er sin egen form for sjælefortærende helvede. Men i det helvede findes der en overset helt. Flere helte, faktisk. En ansigtsløs armé af tapre artister, der står bag ventemusikken.

Det er let nok at levere en god koncert, hvis folk frivilligt har købt billetter til den. Alle kan lovprise og anmelde musik, som de selv vælger at sætte på. Men i ingen situation skal musik arbejde hårdere, end når det spilles for den ufrivillige lytter. Jeg vil vove at påstå, at ventemusik er den musikgenre, du har brugt suverænt mindst tid på aktivt at dyrke i din livstid. Bortset fra gospel, måske. Uden ventemusikanterne , ville vi alle være fanget i en trist og binær verden af robotstemmer og dødssyg tavshed. Bare tænk, hvor langsomt det ville gå, og hvor endnu mere indholdsløs telefonventetid pludselig ville være. Lyder det som en verden, du kunne tænke dig at leve i? Hell no.

Derfor besluttede jeg mig for at gøre det eneste rigtige. Jeg dedikerede den bedre del af en formiddag på at kaste mig ind i nogle af landets mest notorisk tilstoppede telefonkøer for at opleve de unavngivne ventemusikanter i deres element og anmelde deres værker i håb om at give dem den tid i spotlightet, de så hjerteligt har fortjent:

Telenor – Eksperimenterende elektropop

Imod al forventning kommer jeg direkte igennem til Telenors kundeservice, og beder derfor pænt Telenor-Maria om at sætte mig tilbage i køen, så jeg kan opleve telegigantens ventemusik. Et halvtgrinende "øhh, jo" indikerer, at det ikke ligefrem er noget, hun er vant til at blive bedt om. Jeg takker, og læner mig tilbage i stolen med lukkede øjne, klar til at lytte.

Skandinaviens største teleselskab smider et stykke svævende elektropop på. Bløde synthflader fosser ud over et roligt traskende beatloop med tiltagende intensitet. Ventemelodien kulminerer i en eksperimentel bro spækket med små, laser-agtige lyde, efterfulgt af et drop, der er overraskende grandiost, taget i betragtning af at jeg hører det gennem min iPhone. Det er discount-Enya, der møder "Twinkle, Twinkle, Little Star", der møder en reklame for angstmedicin, og ærligt talt er det ret afslappende. Måske fordi jeg har været heldig at høre nummeret i sin uafbrudte fuldstændighed, uden konstante afbrydelser fra den automatiserede DU ER NUMMER...12...I KØEN-stemme.

Inden det er forbi, tager jeg mig selv i at sidde og knipse med. Senere på dagen, mange timer efter at jeg har udsat mig selv for flere hjernevaskende ventemelodier, end noget rationelt menneske burde på én formiddag, er det anonyme Telenor-track stadig det nummer, jeg sidder og nynner for mig selv.

Borgerservice i Københavns Kommune ft. Ukendt klavertype fra ventemusik.dk

Hvis der er nogen, der forstår sig på telefonventetid, er det Borgerservice i Københavns Kommune. Det står klart allerede på Kontakt-siden, hvor jeg bliver mødt af et top-professionelt, farvekodet skematisk overblik over, hvornår der er mest travlt på linjen. Jeg sørger for at ringe midt i et tidsrum med "lang" ventetid. Mens jeg venter tålmodigt, saboteres et passioneret klaverstykke, der sagtens kunne være et rettighedsfrit bud på Lukas Grahams "7 Years", af konstante opdateringer om min plads i køen.

Til trods for et pludseligt break omkring 1:20, der virker, som om det kommer lidt bag på kunstneren selv, og at han/hun kompenserer ved at trykke mere eller mindre tilfældige steder på sit keyboard, er nummeret egentlig et udmærket bud på generisk tribal house.

"Da Københavns Kommune jo har mange telefoniforbindelser ind, har vi valgt at benytte ventemusik, der er fritaget for Koda/Gramex afgifter, da vi ellers ville have meget store udgifter i forbindelse med ventemusik. Vi mener, at kommunen vil have mere gavn af at benytte pengene på pleje, omsorg og lignende til kommunens borgere," skriver kommunenschefkonsulent i systemhåndtering John Heunecke Pedersen senere til mig i en mail, efter jeg spørger ham, hvor Borgerservices ventemusik stammer fra. "Vi benytter derfor ventemusik, som kan købes billigt på www.ventemusik.dk. Det kunne sikkert være sjovere at benytte kendte numre med kendte kunstnere, men som sagt vil vi hellere bruge pengene på borgernes velfærd."

DSB ft. Joey Moe

Selvfølgelig er det her et område, hvor kongerne af dansk ventetid på ingen måde skuffer. Ikke nogle generiske gratisbeats her hos de Danske Statsbaner, ellers tak. Efter jeg er igennem det sædvanlige automatiserede tastehelvede, er det selveste Joey Moe (som, fun fact, åbenbart hedder "Lynghave" til efternavn**), der skratter en af sine uadskillelige break-up hymner ind i ansigtet på mig, mens jeg venter på personlig betjening. Lige netop den her inkarnation af mainstreammagnatens klynkekartotek hedder "Hvis Det Ik' Skal Være Os", og fungerer egentlig fremragende som DSB-ventemelodi – på mere end et niveau. Udover at kvalmende, vokal-forlængende Moey tekster som // For puuuhuuden den, dufter stadiiiiiiig af daaaaaa-ig // byder sig til som afløb for dine mange års ophobede vrede mod DSB's forsinkelser og prisstigninger, er "Hvis Det Ik' Skal Være Os" også den ideelle slagsang for en pseudomonopolistisk statsbane. Overvej det. Ja, DSB, hvis det ik' sku' være jer, hvem fuck skulle det så være? Har vi andre valg? Cocky bastards. Jeg kan ikke være den eneste, der virkelig savner Uber.

Da jeg kommer igennem og spørger DSB-damen, om hun ved, hvor ventemusikken kommer fra, og om DSB's lyttere også indimellem hører fra andre kunstnere end Joey Moe, svarer hun fortvivlet, at hun "kun ved ting om billetter". Jeg undskylder høfligt for at have spildt 30 sekunder af hendes dag på at rable om ventemusik og lægger på.

SKAT – Legesygt indie synthpop

Hos SKAT byder telefonkøen på noget dulmende, synthvædet xylofon-indie – klassisk ventemusik. En blød ottetaktsmelodi, der også ville have egnet sig ganske udemærket som pausemenu-musik i et Zelda-spil, snor sig ind gennem mine øregange og fjerner alle bekymringer. Det bærende instrument lader umiddelbart til at være et af de der rytmeæg, som sidste mand sad tilbage med, efter alle de rigtige instrumenter var blevet delt ud i børnehaveklassens musiktime. Det sagt, gør SKATs bedøvende ventemusik, præcis hvad det skal. Få telefonkøer kan have mønstret lige så meget kollektiv vrede, frustration og desperation som skattevæsnets, så det giver fin mening, at de har væbnet sig med lydens svar på af en bedøvelsespil til næsehorn. Gad vide, hvor lang tid sådan et track har taget at lave? Gad vide, om nogen kunstner nogensinde er blevet opdaget gennem sin ventemusik?

Da røret bliver taget, går det op for mig, at jeg frivilligt har ringet til en institution, der har udøvende magt over min privatøkonomi. For at sludre om ventemusik. Jeg godtager prompte skattedamens opgivende svar om, at hun ikke aner, hvem der står bag den behagelige musik, eller hvor det kommer fra, eller hvem der måske ved, hvor det kommer fra, takker hende flere gange, end jeg nok burde, og afslutter opkaldet omgående.

Gjensidige Forsikring – Ekstremt minimalistisk dubstep

Jeg har arbejdet mig igennem de telefonkøer, jeg umiddelbart selv kan huske at have siddet i, da jeg støder på en EB-artikel om en telefonkø, der tilsyneladende er berygtet for sin hjernelammende uoverskuelighed. Ivrig efter at høre, hvilken ventemusik, der ligger til grund for ramaskriget, ringer jeg straks op til forsikringsselskabet Gjensidige.

Efter robotstemmen tilbyder noget besynderligt specifikt blær om lige præcis hvor mange kompetente Gjensidige agenter, der sidder klar til at besvare mit opkald (23!), går der ikke længe, før jeg indser, hvor problemet ligger:

Intet ventemusik.

Ingenting. Et uendeligt sonisk tovtrækkeri mellem komplet stilhed, en alt-for-ivrig robotstemme og den nøgterne duuut-lyd, der indikerer, at telefonen stadig ringer. Der er ikke noget at sige til, at så mange danskere har mistet livslysten i netop den her telefonkø.

Hvis der skrues højt nok op for dem (som i: ubehageligt højt op) kunne de lyde, jeg udsættes for, mens jeg venter på at høre nærmere om den forsikringspakke, som jeg ikke har nogle intentioner om at købe, med lidt god vilje fortolkes som en form for minimalistisk avantgarde dubstep. Så avantgarde, at Danmark – at verden – endnu ikke er klar til at kapere det. Eat your heart out, Ninja.

**Joey Moes fulde fødenavn er "Joey Lanni Moe Lynghave". Helt seriøst. Ved folk godt det her? Han har åbenbart siden ændret det til fire helt andre navne. Det er en hel ting. Google det.