Gennem virtual reality vil en gruppe sorte kvinder lade andre opleve, hvordan deres verden ser ud

Virtual reality bliver i stigende grad brugt som et terapeutisk værktøj. En gruppe kvinder bruger mediet til at gøre opmærksom på, hvordan teknologi og produktudvikling diskriminerer.

|
04 oktober 2017, 10:09am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

Da jeg satte mig i stolen og tog VR-brillerne på, blev jeg straks transporteret til en futuristisk damefrisørsalon i Chicago. Da jeg så op, så jeg mit spejlbillede på væggen: En sort kvinde med afrohår sat op i to totter. Først blev jeg lidt forvirret, fordi jeg faktisk havde sat mit hår op i to totter den dag, men de sad ikke som dem, jeg så i spejlbilledet.

Da jeg kiggede ned så jeg to små lår i et par skinny jeans. Så kiggede jeg op igen og fik øje på en stor futuristisk lysekrone, der hang fra loftet over mit hoved. Jeg var i en anden verden. Jeg beboede en krop, der føltes ny og dog genkendelig på samme tid. Det var ikke mig, jeg så i spejlet, det var ikke mine små lår, men det var alligevel mig.

Normalt forbinder man virtual reality med computerspil, men forskere er nu begyndt at undersøge mediets nytte som terapeutisk værktøj. VR bruges allerede til at behandle ofre for seksuelle overgreb samt krigsveteraner, der lider af PTSD. NeuroSpeculative AfroFeminism, et futuristisk projekt, der kombinerer kunst og teknologi, skabt af Hyphen-Labs collective, har som mål at bruge teknologien på ny og banebrydende vis ved at skabe et empatisk, digitalt miljø, der er centreret omkring sorte kvinders oplevelse af verden.

Lederen af projektet, Ashley Baccus-Clark, fortæller, at hun og kollegaen Carmen Aguilar y Wedge udviklede projektet, mens de arbejdede på at skabe mere empati omkring politiets nedskydning af sorte borgere. Hun henviser til en bestemt undersøgelse, der især inspirerede projektet: I 2013 påviste en gruppe forskere, anført af Mel Slater, at hvide mennesker, der har oplevet verden fra en sort kvindes perspektiv via VR, har færre fordomme om sorte mennesker bagefter.

Foto: Hyphen-Labs

"Hvis man ser sig selv i en sort krop eller en sort avatar, må man ændre sit synspunkt, og man tvinges til at se kroppen som et medmenneske," siger Baccus-Clark. "Måske kan det ændre måden, man ser sorte på ude i virkeligheden." Historier om politibrutalitet og andre former for diskrimination omgår ofte sorte kvinder, forklarer hun, så hun og hendes kollegaer ønskede at skabe en oplevelse, der var centreret omkring en sort kvindes perspektiv for at forestille sig en mere inkluderende fremtid.

Udover VR-oplevelsen har Baccus-Clark og hendes hold også udviklet adskillige prototyper på afrofuturism-inspirerede produkter, der skal beskytte og hjælpe sorte og brune kvinder generelt. Installationen byder på produktbeskrivelser og enkelte fysiske objekter, der er lagt frem på et bord, så de besøgende kan se og røre ved dem: Øreringe, der optager konfrontationer med politiet, et tørklæde, der slører ansigtet for ansigtsgenkendelsessoftware (det er bl.a. nyttigt ved overvågede demonstrationer) og solcreme, der kan bruges på mørk hud uden at give huden en hvid glans. Billeder af produkterne dukker også op i VR-universet, så det er muligt at opleve dem i virkeligheden såvel som i den virtuelle verden.

"Vi leger med muligheden for verdener, der kunne og burde eksistere, ved at se på dem fra et produktperspektiv og fra et virtuelt perspektiv," siger Aguilar y Wedge.

Som en, der har arbejdet på et neurovidenskabeligt laboratorie, er jeg især begejstret over et bestemt produkt, der både figurerede i VR-oplevelsen og i installationen: Octavia-elektroderne, der er opkaldt efter den berømte science fiction-forfatter Octavia Butler. De er baseret på den type elektroder, man bruger til at aflæse hjerneaktivitet og til at stimulere hjernen hos patienter. Jeg har før prøvet at udstyre folk med dem i forbindelse med eksperimenter, og derfor ved jeg, at de kan være svære at påføre folk med kraftigt, krøllet hår.

Foto: Hyphen-Labs

For at modvirke den triste realitet handler VR-oplevelsen i overvejende grad om at sidde i det "neurokosmetolgiske laboratorie", frisørsalonen, hvor Octavia-elektroderne væves direkte ind i folks hår-extentions. På den måde kommer man omkring problemet, og sorte kvinder får lov til at nyde godt af fordelene ved hjernestimulation og får derudover også en ny frisure.

Manglen på inklusion i industrielt design er ikke bare et problem i forhold til elektroderne – teknologien er fuld af lignende eksempler. Sensorerne på automatiske vandhaner kan ikke altid opfange sort hud, og det viser bare, at langt fra de fleste produkter designes til forskellige hudfarver. Et andet eksempel er udviklingen af farvefotografi, der kun blev skabt med den hvide hudfarve som parameter.

Diskrimination er ofte en implicit – og helt ubevidst – del af måden, designere går til deres arbejde på, ifølge Anna Lauren Hoffmann, der er lektor ved University of Washingtons Information School, hvor der forskes i, hvordan teknologi og design kan hjælpe udsatte grupper i samfundet. Produktdesign deler som oftest brugerbasen i to grupper: "Normale tilfælde og udgrænsede tilfælde," siger hun. Problemet er bare, at den tilgang ikke afspejler virkeligheden. I stedet for at være til gavn kan det være med til at marginalisere i forvejen udsatte grupper yderligere. "Det går mig på," siger Hoffmann. "Folk med mørk hud er ikke udgrænsede tilfælde! Men på grund af måden, designere ser deres arbejde på, så bliver de det."

Et af NeuroSpeculative AfroFeminisms mål er at inspirere produktdesignere til at tænke udover deres egne livserfaringer. Et andet vigtigt mål er at arbejde frem mod en verden, hvor flere kvinder med en anden hudfarve end hvid faktisk sidder i designerstolen selv.

Visionen bag et produkt som Octavia-elektroder affødes kun af en konkret erfaring med at leve med produkter, der ikke er skabt til ens brug. "Der er ikke andre, der er kvalificerede til at lave de her produkter," siger Datrianna Meeks, der er senior produktdesigner ved Spotify. "De folk, der har den bedste forudsætning for at forstå udfordringen, er de sorte kvinder, der laver det. Så hvis vi ikke investerer i dem, så investerer vi ikke i de folk, der kan løse opgaven."

Men kvinderne bag projektet er også godt klar over de andre forhindringer, der ligger på vejen fra koncept til markedsføring: Eftesom den typiske investor er en hvid mand, kan det være svært at få grønt lys til at udvikle et produkt, der er specifikt rettet mod sorte forbrugere. Og det selvom der langt fra er tale om et lille marked, siger Meeks. "Profitpotentialet er stadigvæk lige så stort, hvis det er et produkt, der holder."

Store teknologigiganter og investorer mener måske, at produkter og teknologiske løsninger, som dem NeuroSpeculative AfroFeminsim arbejder på, ikke giver stort nok afkast, men Hyphen-Labs ønsker stadigvæk at inspirere andre firmaer og designere til prøve med noget af det samme. De undersøger også alternative muligheder for at skaffe midler som for eksempel crowdfunding.

"Vi har fået meget positiv respons fra vores bagland, både i virkeligheden og online, og vi ved, der er brug for de her produkter," siger Aguilar y Wedge. "Så jeg synes først fremmest, det er de stemmer, vi skal lytte til."

Mere VICE
VICE kanaler