Annoncering
Pizza

Tapiokaperler skal i teen – ikke på din pizza

Du inhalerer heller ikke ost gennem et sugerør, vel?

af Hannah Keyser
22 august 2018, 11:53am

Billedecollage: Foto via Instagram-bruger Nini_food0822

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Jeg fatter ikke, jeg bliver nødt til at skrive det her, men det er bare ikke okay at putte boba – de geleagtige tapiokaperler du kender fra bubble tea – på pizza.

Det er ikkeen ting”, det er ikkeden nye dille”, og det er i hvert fald ikke ”epicenteret for den kulinariske udforskning af bobaens potentiale”. Du, kritisk bevidste og gourmetinteresserede læser, ved bedre end at lade dig lede i fordærv af underlødige hjemmesider som dem, jeg har linket til (ja, undskyld, 9gag.com), men vi skal alligevel drøfte emnet, inden det er for sent, for internettet kan være et utroligt åndsformørket sted, og billeder af totalt upassende madkombinationer har det med at udvikle sig til trends.

Den seneste mediedækning af det utroligt frastødende tapiokapizza-fænomen (der er ingen billeder af folk, der spiser det endnu, og jeg nægter at anerkende det her tiltag, før jeg ser nogen) lader til at udspringe af en post på Reddit-gruppen r/shittyfoodporn, der tilsyneladende har rippet et billede fra en Instagram-profil tilhørende en populær madblogger fra Taiwan. Men billeder på Instagram af disse forbandede pizzaer går helt tilbage til 2015, og det er bare aldrig blevet en ting, fordi det er utroligt ulækkert.

Det ser ækelt ud! Ikke på sådan en nedladende-overfor-andre-kulturer måde eller en tosset-nok-til-at-det-måske-fungerer måde, men bare på en helt-grundlæggende-får-maven-til-at-vende-sig ækel måde. En ostepizza er lækker og enkel: der er en masse kulhydrater, den ligger tungt, og den er svær at lave selv. Men den her pizza ligner en vingummi. Hvad er det helt præcist, boba bidrager med?

Kulhydrater hører (efter min smag) kun til i bunden af pizzaen i form af brødet. Jeg har aldrig i mit liv ønsket mig mere stivelse på en pizza. Derudover er den også bare grim at se på. Husk på, at den her vederstyggelighed er fotograferet af en person, hvis job det er at få mad til at se indbydende ud på billeder. Lad os se nogle andre eksempler.

Fy for fanden!

Forbryderen bag den ugudelige opfindelse er Foodie Star, en restaurant i Taiwans Chiayi City. Den markedsføres som en dessertpizza, som du selv kan få fornøjelsen af at spise for sølle 26 kroner (plus en billet til Taiwan selvfølgelig).

Kombinationen af ost og boba lyder kvalmende, men slå dig endelig løs.