Broadly

Hvordan du griner af en voldtægt og andre lektioner fra "Fri os fra Kærligheden"

At læse Suzanne Brøggers debutbog fra 1973 er lidt som at møde en veninde, der, uanset hvad du betror hende, svarer: ”Bare rolig. Jeg har prøvet det, der er meget værre.” Det er både morsomt og sine steder hjerteskærende.

af Amalie Langballe
22 august 2018, 8:43am

Alle billeder af Hedda Rysstad

Velkommen til Broadlys bogklub! Vi vil gerne kende vores feministiske klassikere, men det kan være svært at komme i gang, og derfor har vi startet en bogklub. Bogklubben varetages af journalist Amalie Langballe: "Jeg har ingen særlige litterære eller filosofiske forudsætninger for at læse de forskellige værker, men det er sådan set meningen. Vi tror på, at alle kan læse med, og jeg håber, du vil læse med."

Tidligere har Amalie læst Simone de Beauvoir og Chris Kraus – denne gang er det Suzanne Brøgger, der er på programmet. "Fri os fra kærligheden" står som et hovedværk i dansk litteratur i al almindelighed og i dansk feministisk litteratur i særdeleshed. Suzanne Brøgger lægger sig både ud med kernefamilien, monogamiet, moderskabet, den fri kærlighed, homofobi med mere og alt sammen på kun et par hundrede sider. Derfor skulle hun selvfølgelig med i vores klassiker-klub.

”Jeg sad og skrev et kladdehæfte fuldt: Jeg er så bange Jeg er så bange. Jeg er så bange.”

Suzanne Brøgger sidder i kapitlet "Voldtægt" og venter på at kunne komme til Afghanistan fra Usbekistan, mens hun fylder sit kladdehæfte ud. På den anden side af en glasrude har hun udsigt til sine talrige voldtægtsmænd. Aftenen forinden har de voldtaget hende på skift i en park fyldt med Lenin-statuer.

Voldtægtsscenen er sådan en tekst, you can’t unread. Den har fulgt mig, siden jeg læste Fri os fra Kærligheden første gang for snart længe siden, og hverken før eller siden har jeg læst noget, der var skrevet med så hjerteskærende en ironi, for sagen er denne: Suzanne Brøgger bliver først gruppevoldtaget, og bagefter griner hun af sine overfaldsmænd, mens hun hudfletter 1970’ernes du-var-nok-selv-ude-om-det-voldtægtskultur:

”Sandt at sige er den erektion ned i min hals det mindste af det hele, jeg finder ham faktisk komisk og ynkelig.”

Den spydige humor går igen i næsten alle tekster, men er måske i disse #metoo-tider særligt relevant i "Voldtægt"-kapitlet. Der er noget både provokerende og befriende ved, at Suzanne Brøgger nægter at spille nogen særlig offerrolle – voldtægten bliver et endnu mere beskæmmende overgreb, hvis man går med på præmissen om, at kvinden har noget ”rent” og værdifuldt, som hun kan miste under voldtægten. Som Suzanne Brøgger skriver:

”Trodser man spillets regler og siger: Det er ikke jeres pikke, jeg er bange for, men jeres kultur, så falder hammeren.”

At Fri os fra Kærligheden kan provokere 45 år efter udgivelse(!) er et vidnesbyrd om bogens holdbarhed. Selv om alle kapitler ikke har klaret tidens tand (incest-kapitlet blev for eksempel for freudiansk til mig) med lige stor elegance, så er bogen overordnet set stadig skræmmende relevant. Når hun i sin kritik af kernefamilien for eksempel skriver, at man har brug for ”lykkevidner” eller tilskuere til sit privatliv, at der grundlæggende er tale om en optræden, får man en fornemmelse af, at hun foregriber de glansbilledeliv, som så mange i dag prøver at fotografere sig til på instagram.

Hvert kapitel i Fri os fra kærligheden er en tekst om noget, der relaterer sig til feminisme, køn og kærlighed, og Suzanne Brøgger når vidt omkring: Hun skriver om alt fra transvestitter til incest til kernefamilien som roden-til-alt-ondt til hekse til sindssyge mødre, og jeg kunne blive ved. Det er kernefamiliens version af kærlighed, som Suzanne Brøgger sigter til, når hun skriver "fri os fra kærligheden". Hun snakker om den kærlighed, der kræver, at man sover og vågner i den samme seng med den samme person dag ud og dag ind i en livstid. Hun snakker om det monogame forhold og idealet om en kernefamilie. Hun skriver, at ”tosomheden er en organiseret form for ulevet liv” og dermed ikke et ideal værd at stræbe efter.

Jeg skriver med vilje ”tekster” i stedet for "essays" eller "noveller", for hendes tekster kæmper ligesom deres forfatterinde imod konventionelle genrebetegnelser. Nogle af dem er essays, andre ligner mere noveller, og andre igen er nærmest rene dialoger.

Fælles for teksterne er, at Suzanne Brøgger lader personlige erfaringer være udgangspunktet for den generelle samfundskritik, hun rejser. Hvad end det er et lesbisk forhold på kostskolen eller en affære med en meget ældre mand, så har Suzanne Brøgger selv lagt krop til. Det sker ud fra datidens feministiske devise om, at det private er politisk. Om kostskoleforholdet skriver hun for eksempel:

”Hun sad tit på mig og min hals og ned ad siderne og kneppede mig lystigt med, hvad der var i sæson.” (af frugt og grøntsager, red.)

I bogens sidste kapitel "Vask" tager hun til et offentligt hammam i Iran og bliver vasket af en ældre kvinde, for hun er blevet beskidt. Kapitlet kan læses som en kommentar til hele bogen. Hun har eksperimenteret for vores skyld – kastet sig i grams, nærmest bedrevet sit eget feltstudium. Nogle eksperimenter gik godt, andre gjorde ikke, men det hele er spændende og værdifuldt at læse om.

Suzanne Brøgger går hele tiden til grænsen i sine eksperimenter, og hun er ærlig, når hun overskrider grænsen, hvilket næsten er bogens største kvalitet. Det bliver for underligt, da hun har sex med den to meter høje transvestit med den løstsiddende paryk. Hun er ikke enig med datidens feminister, når de kræver total lighed mellem kønnene. Det er ikke så frækt, som hun havde håbet på, når hun udlever sin seksuelle fantasi om at have en gammel skaldet mand til at onanere foran sig.

Mens hendes kritik af kernefamilien som intet andet end en ulykkelighedsfabrik er næsten polemisk, så rejser hun en anden, mere subtil, kritik af den fri kærlighed, der er lige så interessant. For mig er det ambivalensen, som gør Fri os fra Kærligheden værd at læse.

Suzanne Brøgger er nådesløs i sin kritik, men hun er også ærlig i sin tvivl. Og så er hun vild. Vi har at gøre med en dame, der i den grad har levet. Det er jeg ret vild med.