Hvordan fortæller man sine klassekammerater, at man er psykisk syg og bor på behandlingshjem?

Cirka 11.000 danske børn og unge er anbragt uden for hjemmet. Frederik Kofod var en af dem, fordi han led af den psykiske sygdom NLD.

|
11 februar 2019, 11:21am

Socialt Kollegium på Amager hæver sig over de andre bygninger i nærheden. Det er her, oppe over byen, på syvende sal, at jeg møder Frederik Kofod. På hans værelse er der fyldt med bøger om Den franske revolution, Kennedy-brødrene og opdagelsen af Amerika. Frederik afsluttede sidste år sit bachelorprojekt i historie på Københavns Universitet og har netop taget hul på sin kandidat i historie med spansk som tilvalgsfag. Han er 23 år.

For ti år siden blev Frederik udredt i psykiatrien og diagnosticeret med nonverbal learning disorder, som man forkorter til NLD.

“I midten af folkeskolen begyndte det at gå galt,” fortæller han. “Jeg begyndte at have en masse problemer – kastede med sten og stole i klasselokalerne og kom ofte op at slås med de andre.”

Frederik fik forklaret af en psykiater, at NLD er en diagnose, som gør, at man ofte har svært ved at forstå ting, der ikke bliver sagt bogstaveligt. Med andre ord kaldes det for empatiforstyrrelser, som skyldes en underudvikling af visse områder i hjernen. Diagnosen er en del af autismespektrummet og kan minde om en mild grad af Aspergers. Der er ingen officielle opgørelser over, hvor mange der lider af sygdommen i Danmark.

“Når en psykiater giver dig den her diagnose, som fortæller dig, hvordan tingene hænger sammen, så får du din rolle som den syge,” siger Frederik.

Stemplet som psykisk syg blev Frederik en del af “systemet”. Han blev udskrevet fra børnepsykiatrisk afdeling efter tre måneder, og det blev bestemt, at 13-årige Frederik skulle flytte fra det velkendte liv hos sine forældre for at starte på et behandlingshjem.

Frederik Kofod på sit kollegieværelse
Frederik på sit værelse på Socialt Kollegium, som er et almindeligt kollegie på Amager.

Frederik blev indskrevet på et behandlingshjem i den lille by Nødebo i Nordsjælland. Han startede som dagelev, og allerede fra første dag var det tydeligt, at det her sted var det rigtige for ham. Børnene spillede fodbold, lærerne drak kaffe, og pædagogerne var venlige. Selv om Frederik aldrig havde spillet fodbold før, kastede han sig hurtigt over behandlingshjemmets nationalsport og fik i løbet af kort tid mange venner på grønsværen. Efter kun et år som dagelev flyttede Frederik ind på døgnbasis efter eget ønske.

“Jeg ville gerne bo der, fordi det var mit indtryk, at det var bedst. Jeg kunne lide alt fra arkitekturen til de folk, der var dernede. Både børnene og pædagogerne,” fortæller Frederik.

Da Frederik flyttede på hjemmet, blev han en del af de over 3000 danske børn og unge, som er anbragt på en institution i Danmark. Der er forskellige årsager til, at man vælger at anbringe et barn på institution – nogle børn bliver anbragt, fordi de ikke har et hjem. For andre er det for at få hjælp til deres psykiske diagnoser.

Ifølge Ankestyrelsens seneste statistik over anbringelser fra 2015 er over 11.000 børn og unge i Danmark anbragt uden for hjemmet. Det svarer til cirka 1 procent af de 0-17 årige. I 2015 var 3611 børn og unge – ligesom Frederik – anbragt på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder. Andre var eksempelvis anbragt i plejefamilier.

Der er børn, der tilbringer en hel barndom og ungdom på institution, men for de fleste danskere er det alligevel et ukendt hjørne af det danske samfund.

Frederik levede en beskyttet og afskåret tilværelse på hjemmet. Han gik i den interne skole, som husede alle institutionens elever, og når det var weekend, tog Frederik hjem til sine forældre. Det lyder let, og for mange 14-årige lyder det måske som drømmen at være lidt væk fra sine forældre, men at være psykisk syg og bo på et behandlingshjem var hårdt arbejde.

Frederik Kofod
Frederik syntes, det var svært – hvis ikke umuligt – at fortælle om sin psykiske sygdom og anbringelse, da han var yngre. Han håber, at hans fortælling kan hjælpe andre med at være åbne om deres situation.

“Da jeg flyttede ind på afdelingen, fandt jeg ud af, at jeg kunne være meget grænseoverskridende. Pædagogerne måtte separere mig fra en af eleverne og sige, at nu skulle jeg slappe af. Jeg måtte ikke være i alene rum med ham, fordi jeg var for meget,” siger Frederik. “Det gjorde mig ked af det, fordi jeg ikke selv havde opfattet mig sådan, selv om jeg godt derefter kunne se, at det var for meget.”

Frederik havde også problemer med sin opførsel overfor personalet på hjemmet.

“Jeg havde udvist voldelig adfærd overfor nogle af pædagogerne. Der fik jeg en kontant melding fra forstanderen om, at jeg skulle stoppe det – ellers kunne de ikke have mig,” fortæller Frederik. “Jeg havde en idé om, at vold var okay, men det fik jeg hurtigt korrigeret.”

Med tiden arbejdede Frederik sig frem – både fagligt i skolen, hvor han havde tabt mange år, såvel som han udviklede sig socialt og forbedrede sin psykiske tilstand. Det gik så godt, at Frederik i sommeren 2012 bestod folkeskolens afgangsprøver. Pædagogerne på behandlingshjemmet, Frederik og hans forældre besluttede i fællesskab, at han efter sommerferien skulle starte på det lokale gymnasium, men samtidig blive boende på institutionen.

Selv om Frederik ikke kunne betegnes som psykisk syg længere, var der stadig grund til at blive boende på behandlingshjemmet. Det handlede nemlig ikke kun om at blive rask, men også om at blive resocialiseret til et samfund, som Frederik ikke havde været en rask del af længe.

Frederik husker første skoledag på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød. Hvordan han sad uroligt på sin stol blandt 300-400 nervøse nye elever og hørte rektors tale. “Jeg sad bare der og tænkte: Hvad fanden skal der nu ske?” siger han.

Han var tilbage i den raske verden, men var han helbredt? Der var gået seks år, siden han havde kastet med stole i et klasselokale i folkeskolen. Dengang syg hos sine forældre, men nu som rask på et behandlingshjem.

Eleverne rejste sig fra stolene, da rektors tale endelig var overstået. Frederik og hans nye klassekammerater satte sig ind i et lokale, hvor snakken hurtigt bredte sig om de grundlæggende spørgsmål: Hvor bor du? Hvilken skole har du gået på? Tvivlen spredte sig hurtigt hos Frederik. Pludselig var et helt normalt spørgsmål svært at svare på.

For hvordan forklarer man, at man bor i samme lille by som flere af sine jævnaldrende klassekammerater, men ingen af dem har set dig før?

“Jeg kunne vælge at sige, at jeg boede på behandlingshjemmet, men hvad fanden skulle de så tænke om mig? Det vidste jeg jo ikke,” siger Frederik.

Når man bor på et behandlingshjem, er det jo, fordi man er syg.

“Jeg valgte at lyve om min situation ved at sige, at jeg havde gået på en folkeskole længere væk og derfor ikke havde mødt dem. Det virkede, som om de købte løgnen.”

Det blev en presset situation at bo på et behandlingshjem, samtidig med at han gik i skole ude i “den virkelige verden”.

“Jeg kan huske anden dag på gymnasiet,” siger Frederik. “Jeg skulle tage den lokale bus fra Nødebo til gymnasiet, og ved busstoppestedet stod der nogle elever, jeg kunne genkende fra dagen før. Folk kendte mig ikke personligt, men de kunne jo godt se, at jeg kom gående fra institutionen.”

Frederik følte sig hæmmet af at bo på behandlingshjemmet. Engang havde stedet været et adgangskort til hjælp. Nu føltes det mere som en byrde, der afholdt ham fra frit at kunne navigere i det nye sociale miljø uden at støde på sin syge fortid.

“Jeg tænkte, om folk troede, at jeg var syg. Det var en skræmmende tanke – jeg stod handlingslammet og tænkte: Hvad så nu?”

Midt i en i forvejen sårbar ungdomstid, kan det være svært samtidig at skulle bryde det tabu, som det er at bo på et behandlingshjem, af frygt for stigmatisering. “Jeg var bange for at blotte mig selv,” siger Frederik. Han overvejede at lægge kortene på bordet og fortælle sine nye klassekammerater om sin diagnose, og hvor han boede, men han lod være.

“Jeg sagde aldrig åbent ud til klassen, at jeg boede på en institution, men jeg sagde det til enkelte, som jeg havde et tæt forhold til,” siger Frederik.

Frederik flyttede tilbage til sine forældre efter 1.g og fortsatte på Frederiksborg Gymnasium. Han blev boende hjemme hos sine forældre, indtil han blev student i 2015, hvorefter han for anden gang i sit liv flyttede hjemmefra – men den her gang under mere normale og raske omstændigheder. Samtidig var det nu også blevet lettere for Frederik at leve med sin fortid.

Frederik Kofod

“Da jeg startede på universitetet, valgte jeg at være åben om min fortid. Det var lettere nu, da jeg ikke længere havde nogen tilknytning til behandlingshjemmet – men også fordi jeg var blevet ældre. Jeg var ikke længere 17 år.”

Det var svært for Frederik at leve i limbo mellem behandlingshjemmet og gymnasiet, hvilket er en af grundene til, at han fortæller sin historie.

“Jeg fortæller min historie, fordi det er et personligt skridt videre i processen for at føle mig accepteret. Derudover er det godt, hvis det kan lede til en mere afslappet tone omkring psykiatrien og det at have vanskeligheder.”

I dag er Frederik netop flyttet til Valencia, hvor han er på udveksling det næste halve. Efter universitetet drømmer Frederik om at blive gymnasielærer og at kunne hjælpe andre unge til en god gymnasietid.

Mere VICE
VICE kanaler