Alle billeder af Lasse Bak Mejlvang

Peter Bonneman er den vigtigste danske musiker, du aldrig har hørt om

Han er en københavnsk punklegende og har udgivet to hjemsøgende solo-ep'er, men Bonneman har ingen intentioner om at forholde sig til den moderne musikverden.

|
25 januar 2018, 10:06am

Alle billeder af Lasse Bak Mejlvang

Denne artikel er oprindeligt bragt i VICE Magazine – The Music Issue 2017

Da jeg kontakter sangskriver og multiinstrumentalist Peter Bonneman – en levende legende i den danske musikundergrund – for at spørge, om han er frisk på at blive interviewet, går der et par dage, før jeg hører tilbage fra ham. På sin egen beskedne og poetiske facon svarer han langt om længe: ”Jeg skulle lige overveje det. Kan godt have det lidt svært med VICE, men jeg er jo også en ældre herre, som ikke forstår de unge nu til dags og egentlig heller ikke min egen ungdom.”

Ironisk nok er Peters musik noget af det eneste, jeg kunne forholde mig til, da jeg var en vred, ung mand i provinsen. Som frontman og sangskriver i det legendariske hardcoreband Amdi Petersens Armé stod han i centrum for en musikalsk revolution, der skulle sætte dansk punk og hardcore på verdenskortet.

Amdi Petersens Armé spillede hurtig og pissed-off hardcore punk i stil med 80’er ikoner som Black Flag og Minor Threat, men på samme tid hævede Peters gribende tekstunivers på dansk, de krøllede og aggressive guitarriffs og bandets høje tekniske niveau Armeen langt over flertallet af deres samtidige. Bandet har inspireret tonsvis af bands til at spille hardcore og punk – også flere musikere, som senere er blevet mainstream-kendte – og selv om Armeen forblev en hemmelighed i den globale undergrund gennem hele deres korte, men eksplosive karriere (1999 til 2002), så anses deres plader i dag for at være moderne klassikere. Amdi Petersens Armé var mere en orkan end et band, og midt i øjet stod Peter Bonneman og spyede ild i mikrofonen.

Siden Armeens storhedstid har Peter spillet med række andre højtprofilerede bands på den københavnske punkscene, heriblandt No Hope for the Kids, hvor han spillede trommer, og den melodiske punkkvartet Gorilla Angreb, der havde stor succes internationalt og i 2016 spillede tre udsolgte reunionkoncerter på Loppen i København. For tiden bruger Peter meget tid på bands som 0% og Sun Bather, men han har også haft tid til at starte en kritikerrost solokarriere med to ep’er – den seneste af hvilke, Mig og Henriette, udkom sidste år – bestående af melankolske kompositioner, der blander folk-elementer med skramlet rock’n’roll og punkattitude.

Peter Bonneman i København i 2017.

På en grå og kold regnvejrsonsdag inviterer Peter mig indenfor i sin lejlighed på Istedgade i København. Da jeg indleder interviewet med at skamrose hans evner som sangskriver og fortælle ham, hvor meget hans musik betyder for mig, virker han nærmest genert. Peter taler stadigvæk med en svag antydning af et fynsk dialekt, som 20 år i København endnu ikke har udryddet, og han er et beskedent menneske.

”Det er fedt, at folk husker noget, man har lavet, og at det har stor betydning for dem,” siger han. ”Det generer mig ikke, at jeg ikke er berømt. Det betyder noget for mig, at min musik er vigtig for nogle folk.”

I slutningen af 90’erne dannede Peter Amdi Petersens Armé sammen med trommeslageren Rasmus ”Skralle” Sørensen og fik senere Tommas Svendsen med på bas. Tommas Svendsen udgav bandets plader og dannede senere Gorilla Angreb sammen med Peter. Bandet fungerede som en trio, men havde en lang række liveguitarister med til koncerter og turneer. Musikken blev primært skrevet af Peter.

Da Amdi Petersens Armé brød igennem var det intet mindre end en milepæl i det danske musikliv. Punkscenen var blevet kedelig og forudsigelig op igennem 90’erne, men med to ep’er – Amdi Petersens Armé fra 2000 og Blod Ser Mere Virkeligt Ud På Film fra 2002 – vendte bandet tilbage til hardcore-punkens rødder og startede en musikalsk bølge, der skulle efterlade et varigt aftryk verdenen over. Bandet er opkaldt efter Mogens Amdi Petersen, stifteren af de kultagtige Tvindskoler, der svindlede for flere millioner, inden han flygtede ud af landet, og på den måde udgjorde den perfekte metafor for 68’er-generationens moralske falliterklæring og dødsstødet til de glade 60’ere.

Amdi Petersens Armé var et af de første danske hardcore-bands, der turnerede i USA, hvor de hurtigt opbyggede en fanbase på grund deres friske tilgang til old school amerikansk hardcore, der henfører lytteren til Reagan-tiden i 80’erne og genrens storhedstid. I mange år efter var ”K-Town Hardcore” – det tag, københavnske punks bar som et kongemærke – synonym for fede, banebrydende punkplader, og Amdi Petersens Armé støbte fundamentet for det.

”Jeg havde godt hørt om bands, der spillede old school hardcore i 90’erne, men der skete ikke så meget på den scene,” siger Peter. ”Men det var ikke, fordi vi havde en målsætning om at spille retromusik. Vi havde selv lige opdaget bands som Minor Threat og Black Flag, så det hele var meget nyt for os.”

Peter har boet en del forskellige steder gennem sit liv. I dag kalder han København hjem, men han har også boet i Tyskland i de senere år. Som barn voksede han op i Nyborg på Fyn, men flyttede frem og tilbage mellem Danmark og USA, da han var teenager – han har statsborgerskab i begge lande – og det var i USA, hans interesse for punk blev vakt.

I dag finder Peter, der er 43, inspiration endnu længere tilbage i tiden, når han skriver musik til sit soloprojekt. Selv om hans sange stadig er bygget omkring en kerne af frådende punkrock-raseri – ”Fri Kærlighed” fra hans solodebut i 2008 er en skarptunget kritik af hippiehykleri – så trækker han langt mere på den musikalske arv fra de plader, han voksede med. Gamle, amerikanske folknumre og klassisk rock har tydelig indflydelse på hans skriveproces.

”Det går bedst, når jeg bare springer ud i det og optager de ideer, jeg har,” fortæller han om processen. ”Man kan gå rundt med et nummer i hovedet og have en idé om, hvordan det skal lyde, men sådan bliver det aldrig helt i sidste ende, hvis man går med det for længe. Det er bedre at få det ud, mens det er friskt.”

Her nævner han blandt andet indspilningen af den seneste ep, Mig og Henriette som eksempel. Ep’en er resultatet en optagesession i Pittsfield, Massachusetts, og backingbandet består af en gruppe venner derfra. ”Vi hang bare ud og fik et par øl en dag, og så besluttede vi os for at optage et af mine numre,” fortæller han. ”Det hele er optaget i et take. Man lægger helt sikkert mærke til små skønhedsfejl, men jeg er rigtig glad for det endelige resultat. Når man optager spontant på den måde, er man åben for nye ideer.”

Peter er meget fascineret af eksperimenterende popmusikere som produceren Phil Spector og Brian Wilson fra Beach Boys. I sit solooutput er Peters musik præget af en kantet, lo-fi-æstetik, men sangene er grundlæggende velkomponerede og fængende popmelodier.

”Brian Wilson er egentlig en meget eksperimenterende kunstner. Hans sange lyder som almindelige sange, velskrevne popnumre, men hvis man lytter godt efter på et nummer som ’Good Vibrations’, så er det virkelig mærkeligt komponeret,” siger han. ”Man regner altid med, at eksperimenterende musik er meget kantet – man ved, det er eksperimenterende, når man lytter til det – men hans sange er smukke. Det kan jeg godt lide. Det er underligt, men uden den der sædvanlige attitude.”

Det hele handler om at videreformidle den særlige fornemmelse af rum, som man hører på gamle optagelser, fortæller han mig. Det er også grunden til, at han primært optager sin musik analogt.

”Jeg kan godt lide, den måde det lyder på, når det er optaget analogt,” siger han. ”Jeg kan godt lide at have en fysisk optagelse. Noget man kan holde i hænderne.”

Peter Bonneman i København i 2017.

Hans modvilje over for moderne teknologi rækker udover optageprocessen. Peter er ikke meget for at promovere sig selv online. Der er masser af videoer på YouTube af ham og hans forskellige projekter, men det er alt sammen – fra livevideoer til sange, der er spillet over fra hans plader – noget fans har uploadet. Man finder heller ikke Peters solomusik på Spotify. At Amdi Petersens Armé og Gorilla Angreb har fundet vej til platformen er heller ikke Peters arbejde. ”Jeg tror måske, 0% er på Spotify,” siger med en vis tvivl i stemmen (det er de ikke – det er Bandcamp og Soundcloud).

”Jeg vil gerne sælge flere plader og se flere mennesker til mine koncerter. Det kunne være fedt at leve af musikken. Men så længe jeg kan lave det, jeg kan lide at lave, så er det fint,” siger han.

Peter er på nuværende tidspunkt i gang med at geare op til at optage en lp med solomateriale, som har været længe undervejs. Han indrømmer, at han har det med at trække tiden ud, fordi han er perfektionist. Men den skal nok komme på et tidspunkt. Det hele kører på Peter-tid.

For et par år tilbage betalte en booker Gorilla Angreb for at komme til Los Angeles og spille. Til en efterfest, hvor bandet optrådte, lagde de mærke til en ung kvinde, der stod foran scenen under hele koncerten og sang med på alle sangene. ”Vi troede først, hun var dansker, fordi hun kunne alle teksterne, men det var hun ikke,” siger Peter. ”Hun var spansktalende, men da hun var yngre havde hun skrevet alle vores tekster ned og lært dem udenad på dansk.”

Selv om Peter påstår, at han ikke forstår unge i dag, så efterlader hans musik et varigt aftryk på lytteren. Det, der adskiller Peter fra mange af hans samtidige, er, at han er pisseligeglad med at promovere sig selv og sin kunst. Det bunder ikke i en eller anden bedaget punkkliché om, at kommerciel succes ødelægger kunst – Peter er den første til at indrømme, at han gerne vil sælge flere plader. Det handler om, at han er mere interesseret i at spille end noget andet. Hans kunstneriske uafhængighed og evnen til at skabe et bånd til publikum er det, der driver værket.

”Det er fedt, når folk kan lide ens musik,” tilføjer han. ”Men det er noget andet, når man møder en person, som ikke bare er nede med det på grund af hypen.”