Herredybe spørgsmål

Vent, hvilken Eminem får vi egentlig at se på Roskilde?

Den legendariske (og fallerede) rappers første danske koncert er i kalenderen, men hvad kan vi se frem til? Og har vi overhovedet lyst til at se Em i 2018? Vi undersøger.
29.1.18
Foto: Jeremy Deputat

Glem, at vi endelig er med til fodbold-VM. Glem, dengang Obama besøgte København. Glem alt, hvad Kongehuset har i sinde at foretage sig i 2018. Eminem kommer på Roskilde Festival – der som bekendt foregår i Danmark. Det bliver derfor Slim Shadys første koncert på dansk jord nogensinde, og dermed er det noget nær den største danske nyhed, du kommer til at høre i år. Den har efterladt os med et bredt spektrum af følelser, spænding og bekymringer, som vi er nødt til at gennemgå i fællesskab som nation.

Annoncering

I stedet for en ekspansiv liste om Oscar-udmærkelser, platinplader, samarbejder med anybody who is anybody og den 45-årige levende legendes øvrige bedrifter, så lad os bare nøjes med at sige, at Eminem er Prometheus for en generation af gangster-rap-hungrende millennials. Hiphoppens Elvis Presley, hvis vi skal beskrive rapperens med hans egne tekster. // (Heyyy!) There's a concept that works //

Så hvis du, som millioner af andre voksede op med The Eminem Show som soundtracket til din teenage-neuroser, har du helt sikkert allerede bidt mærke i, at Marshall fucking Mathers har tænkt sig at dukke op om onsdagen på den pløjemark af en festival syd for København, hvor du alligevel kommer til at vælte rundt til sommer. Men samtidig er du bange. Bekymret. Du har aldrig set Eminem live. Slim Shady, baby. Findes han stadig? Gennem tiden har han startet beefs med alle fra Moby til Ja Rule til Moby til Elton John, og udgivet legendariske album, solide album og direkte elendige album (sorry, Revival). Så hvilket af Eminems mange ansigter skal vi forvente at se på Orange til sommer? Vi ser nærmere på mulighederne:

Peroxid-blonde, morderiske Valium-Eminem

// Twenty million other white rappers emerge / But no matter how many fish in the sea / It'll be so empty / without me //

Profetien fra "Without Me" er for længst gået i opfyldelse. Ingen ville give en fuck for Asher Roths collegedage, Macklemores genbrugsvaner eller de hyldestsange til pensionerede NBA-stjerner, der er kommet ud af Post Malones Guitar Hero-inspirerede musikkarriere, hvis ikke Em var kommet dem i forkøbet. Hvid rap startede med den helt rigtige cocktail af lykkepiller, socialt fordærv og dertilhørende badboyisme, som Eminem hærgede verdens lydbølger med i den første del af årtusindet.

Annoncering

Du kender ham fra din discman. Du elsker ham. Han har afbleget sit hår med peroxid og vil dræbe sin ekskone (kone?!) med en motorsav. Han hader George Bush. Han hader FCC. Han danser en Valium-induceret linedans på kanten mellem fjollet, morderisk og samfundskritisk. Men overlevede han nullerne?

Angrende 'Recovery'-Eminem

Nope.

Recovery-Eminem blev første led i transformationen fra elskværdig psykopat, der samtidig var en af de sejeste og mest sindssyge rappere nogensinde, til voksent, mondænt rap-menneske. Her mødte vi en reflekteret og ubehageligt hudløst ærlig Marshall Mathers, der var trådt frem af mørket, og pludselig så klart, klarere (og kedeligere) end nogensinde før.

Ahh ja, hvem kan glemme Recovery-fasen? Hvide do-rags. Hårde, taktfaste greb om egne testikler. Angren over døde venner og et solidt årti med stofmisbrug, slåskampe, retssager og destilleret, professionel fjendtlighed. Den pludselige opståen af Skylar Grey i alt, hvad Eminem foretog sig. (Og okay, ekstremt succesfulde Rihanna-features, hvis vi skal være fair).

Rap-Guden i sit efterår: Den stilforvirrede, Donald Trump-bashende, jeg-er-stadig-relevant-Eminem

Har du nogensinde haft en aften, hvor du var festens midtpunkt, fordi du havde den helt rigtige kombination af lattergas og 50/50-gin & tonics i dit system? Og så kigget dine beskeder fra de sene nattetimer igennem dagen efter – nu en tømmermændshærget menneskelig pøl af usammenhængende ord og svedige håndflader – uden at have den fjerneste idé om, hvor den smoothness og charme kom fra eller var blevet af?

Forestil dig nu, at milliarder af mennesker ved hvem du er, udelukkende på grund af de forskruede genialiteter, du lod fosse ud over verden midt i en vedvarende, selvudslettende rus af alkohol og receptpligtige lykkepiller. Pointen er, at det er svært at gå ud på scenen som 45-årig mand og kanalisere en narkoinduceret ild man havde inde i sig for 20 år siden.

Annoncering

Vi så alle sammen det der rant fra p-kælderen. Og vi sad alle sammen tilbage med den samme blanding af 'ja, vi er teknisk set enige med dig, Trump er en nar'-følelser, med en bitter eftersmag af '…men hvorfor legitimiserer en realitystjerne-præsident den her akavede rap-messias, sidste-bedste-håb-for-menneskeheden-seance?"

Hey, du sagde det selv, Em – // A plaque and platinum status is whack if Im not the baddest //

Er vi sikre på, at du stadig er 'the baddest'? Kender vi dig overhovedet længere? Kender du overhovedet dig selv?

*krydser fingre for, at Revival bliver en minimal del af Roskilde '18-oplevelsen*

Lidt af det hele

I sidste ende kommer det nok i lige så høj en grad til at handle om dig og din tilgang til koncerten, når Detroits hvideste røvballer for første gang træder ud på en dansk scene. Det er vigtigt ikke at tænke for meget over, at den tåkrummende akavede brug af Pink-features på hans seneste lp på et tidspunkt har ligget højere på Ems prioritetsliste end hans første besøg til Danmark. Den gode nyhed er, at det tætteste vi kan komme på en legitim præ-koncerts-forudsigelse indikerer, at vi kan se frem til et brag af en Eminem-koncert – en blanding af alle de mange afskygninger af Shady. Sidste sommer spillede han 30+ tracks på de festivaler, han gæstede. Sætliste-prognosen og anmeldelser af hans seneste koncerter er lovende. Han spiller højst sandsynligt med fuldt band, og han husker at spille en masse af de ældre numre ("Lose Yourself" som ekstranummer(!)).

Men bare, please…Marshall…lad være at spille det der nye track med Joan Jett-samplet. Just…don't do it, man.