Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Den græske fotograf Niko J. Kallianiotis tidligste minde fra USA er fra Queens i New York, hvor han så den chokerende modsætning mellem storbyens velhavere og de hjemløse på bunden med egne øjne. Da hans far flyttede til den lille by Scranton i Pennsylvania i starten af 90'erne, blev hans mor tilbage i Athen, og Niko rejste frem og tilbage mellem dem.
"Jeg var fanget mellem to kulturer og to lande," siger han. Hans søgen efter sin identitet begyndte dengang, da han var i slutningen af sine teenageår.
I 1997 emigrerede Niko permanent til USA. I starten følte han sig udenfor, men i de følgende årtier blev fremmedgørelsen udskifte, med en følelse af at høre hjemme. "Min kærlighed til Pennsylvania og de folk, der bor her, er efterhånden lige så stor som kærligheden til mit hjemland," forklarer han. "Jeg ser mig selv som en fremmed, der har fået den indfødtes perspektiv."
I løbet af de seneste to år har Niko kørt rundt i staten, og stoppet i mange byer for at tage billeder af de små samfund. Hans igangværende projekt, America in a Trance, er et gribende og tvetydigt portræt af et land, dets indbyggere og deres værdier.
Alle billeder af Niko J. Kallianiotis
44-årige Niko Kallianiotis sagde til mig på forhånd, at jeg måtte skrive lige, hvad jeg ville om hans billeder, men han havde dog ét ønske: "Du må ikke gøre mig politisk." Han har set alt for mange fotografer og journalister flokkes til landområderne i Pennsylvania efter præsidentvalget i 2016. Han har også set mange billeder, der præsenterer indbyggerne i de omkringliggende landsbyer som karikaturer og tegneseriefigurer. Den slags er han ikke interesseret i.
For at forstå et sted og en kultur mener Niko, at man er nødt til at være en del af den. "Man skal ikke lade, som om man forstår," siger han, "man skal bare købe en kop kaffe og køre afsted."
Det er lige præcis, hvad han har gjort. Nogle få gange har han spærret trafikken, fordi han sprang ud af sin bil for at tage det perfekte billede. Mange af billederne er endda taget direkte ud af vinduet på bilen.
Når Niko rejser rundt, tager han kun det allermest nødvendige med: "Et kamera, en linse og et memorycard." Han går ikke ind i folks huse, eller ind på diners og i butikker. Han foretrækker at forestille sig, hvordan de er udefra. "Hvis jeg går ind, tager jeg normalt ikke mit kamera med," fortæller han. Han holder en vis afstand. Det virker næsten overtroisk – som om han er bange for at ødelægge noget fint og kostbart, hvis han kommer for tæt på.
America in a Trance dokumenterer dagligdagen, men der er stadig plads til mystik. De steder, hvor virkeligheden bliver grumset og uvis, er det vores egen historie, der udfylder tomrummene.
Kunstneren har ikke noget mål med sit projekt, og han har ingen højtflyvende drømme om at forandre verden. Hans billeder er hans minder – intet mere, intet mindre. I Nikos Pennsylvania går bekymring og fornøjelse hånd i hånd.
Der har været smertefulde og triste øjeblikke undervejs. Han kan ikke få synet af et øde busstoppested i McKeesport ud af hovedet. Bygninger var forladte og de få, omvandrende mennesker virkede fortabte. Men han insisterer på, at USA ikke er sunket ned i fortvivlelse. "Hver dag, jeg har fotograferet, er fyldt af håb."
Niko får emails fra folk, som genkender en gade eller en bygning i hans billeder. Der er ikke en særlig hilsen, der skiller sig ud. De minder alle sammen om hinanden, men det gør dem ikke mindre betydningsfulde. Måske husker en kvinde, hvordan det var at vokse op rundt om hjørnet, mens en mand kan huske, at han i en årrække boede længere nede af vejen. På et ensomt sted som her, har billederne skabt forbindelser til fortiden.
Men hvis Niko ikke vil have, at han og hans billeder bliver set som politiske, hvad vil han så? Hvad handler America in a Trance om, hvis ikke det handler om tomme bygninger, fyringer, økonomien og landets tilstand? "Det handler om mig," siger fotografen til sidst, "og måske også om dig."
Se flere billeder herunder.
