Annoncering
Broadly

Drenge skal være menstruations-makkere for deres klassekammerater

I nogle lande er menstruation et tabu, der afholder piger fra at gå i skole. Derfor underviser man nu drenge i, hvordan de kan støtte deres menstruerende kammerater.

af Rosalie Chen
06 december 2017, 9:54am

Foto: Guille Faingold, via Stocksy 

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

I mange lande er menstruation et stort tabu, som lærere helst skøjter let henover i seksualundervisningen. Særligt hvis undervisningen er rettet mod drenge. Det fortæller Tamar Springer, der er seksualunderviser i Los Angeles og har arbejdet med børn og unge i puberteten gennem en årrække. Og forskning peger på, at manglende undervisning i menstruation ikke blot kan føre til sociale udfordringer, men også forårsage uddannelseskløfter og sundhedsproblemer for unge kvinder rundt om i verdenen.

For at komme problemet til livs har UNICEF og en række andre non-profit-organisationer udarbejdet et undervisningsprogram, der ved hjælp af videomateriale og tegneserier skal oplyse unge mennesker – uanset køn – om menstruation.

I USA lærer skolebørn om menstruation i femte til ottende klasse, men her fokuserer undervisningen ofte udelukkende på de rent biologiske aspekter, forklarer Springer. ”Man vil helst ikke tale åbent om de seksuelle aspekter, og menstruation falder ind under den kategori, fordi det blandt andet handler om blod og tamponer,” siger hun.

På lignende vis konkluderede en britisk undersøgelse foretaget blandt 1.000 piger i alderen 14 -21 år for nyligt, at næsten 25 procent af de adspurgte synes, det er ubehageligt at tale om menstruation med drenge, mens cirka halvdelen fortalte, at de følte sig pinligt berørt over deres menstruation.

I andre dele af verden er menstruationstabuet kombineret med manglende adgang til hygiejneprodukter og rene badeværelser, hvilket ofte betyder, at menstruerende piger bliver hjemme fra skole. På den måde vokser uddannelseskløften mellem drenge og piger. Ifølge en undersøgelse foretaget af UNICEF bliver 30 procent af kvindelige skoleelever i Afghanistan og 21,3 procent i Sierra Leone hjemme fra skole, når de har menstruation. En anden UNICEF-undersøgelse, foretaget blandt deltagere i Indonesien, konkluderer, at næsten hver syvende pige i skolealderen er blevet hjemme fra skole under deres sidste menstruation. Nogle af deltagerne oplyser, at det skyldes mobning fra drengenes side. En anden indonesisk undersøgelse viser, at 22 procent af de mandlige deltagere indrømmer, at de har hånet og mobbet kvinder for deres menstruation.

”I store dele af verden findes der en meget rodfæstet tro på, at menstruationsblodet på en eller anden måde er noget skræmmende og kraftfuldt, der skal reguleres og kontrolleres,” siger professor i socialmedicin ved Columbia University, Marni Sommer. ”I lande, hvor tabuet er meget stærkt – hvor man anses for at være uren eller bryder med sociale normer, hvis man ikke opfører sig korrekt – kan det have enorm indflydelse på ens liv som kvinde. Det har også indflydelse på ting som selvværd og en kvindes syn på sin egen krop.”

For at bekæmpe stigmatiseringen i Indonesien har UNICEF sammen med en række lokale organisationer lavet en video om menstruation, som er rettet mod drenge. De har også udarbejdet en tegneserie, hvori siderne skiftevis henvender sig til piger og drenge – den ene side henvender sig til dem, der har menstruation, mens den anden beskriver, hvad der foregår i pigernes kroppe, og hvor vigtigt det er at udvise forståelse og støtte.

UNICEF delte tegneserien ud til 4.000 børn i to lokalsamfund. Her lavede de en undersøgelse af 245 piger og 129 drenge syn på menstruation før og efter, de havde læst den. Andelen af skolebørn, hvis syn på menstruation blev mere positivt, gik fra 81 til 97 procent blandt pigerne og fra 62 til 89 procent blandt drengene. Derudover steg antallet af drenge, der er i mod menstruationsrelateret mobning fra 61 til 95 procent. Aidan Cronin, der leder UNICEF-programmet Indonesia’s Water, Sanitation, and Hygiene, fortæller, at tegneserien nu er delt ud til 30.000 børn og teenagere og er en del af undervisningsmaterialet i skolerne.

”Det er en god anledning til at tage diskussionen med drengene og på samme tid give pigerne et mere positivt indtryk af deres menstruation,” siger Brooke Yamakoshi, der arbejder for UNICEFs WASH-program. Undervisningsmaterialet skal ikke bare hjælpe med at fjerne stigmaet i forhold til menstruation, forklarer hun, det skal også opmuntre drenge og unge mænd til at støtte deres menstruerende klassekammerater.

Udover det almindelige kulturelle tabu omkring menstruation, hersker der også en udbredt misforståelse om, at man i Islam ser ned på menstruation, siger Cronin. For at komme de sejlivede myter til livs er UNICEF gået sammen med Indonesian Council of Islamic Scholars for at skrive en bog om menstruation fra et islamisk perspektiv.

Yamakoshi tilføjer, at man i Etiopien har oplevet lignende succes ved at reformere seksualundervisning. ”Vi så, at holdningerne skiftede ret markant,” siger Yamakoshi. ”Drengene begyndte at se sig selv som menstruationsmakkere, hvis opgave det er at støtte deres søstre og klassekammerater og samtidigt afmontere de negative myter om menstruation.”

Tagged:
Drenge
Menstruation
skole
piger
seksualundervisning