Nye naboer

Når flygtninge og europæere fester sammen

Når du fejrer alle helligdage fra forskellige kulturer, har festen ingen ende.

af Mahmoud Al Abdallah
29 maj 2017, 7:00am

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

–––

Mahmoud Al-Abdallah er 18 år og fra Damaskus i Syrien. I dag bor han i Wien.

Jeg kommer fra en stor familie. Jeg har otte søskende og var altid omgivet af familie og venner, da jeg voksede op i Syrien. De fleste af mine venner blev enten i Damaskus eller flygtede til Libanon, mens jeg tog til Østrig. Det var første gang i mit liv, jeg virkelig følte mig alene. Jeg savnede mit hjem.

Da der udbrød krig i Syrien, ville min familie have, at jeg skulle stoppe med at gå i skole. De var bange, fordi de stærkeste drenge i skolen sandsynligvis ville blive sendt i krig. Derfor forlod jeg Damaskus og flyttede til en lille by i det sydlige Syrien, hvor jeg boede med en ven i et par år og gik i en ny skole.

I december 2015 flygtede jeg til Østrig, hvor min storebror havde boet i tre år. Han havde allerede fortalt mig en hel del om det østrigske samfund og uddannelsessystemet her og særligt om, hvor trygt der er i landet.

Da jeg ankom, kendte jeg ikke nogen udover min bror. Inden længe fik jeg godkendt min asylansøgning og var ekstremt motiveret til at lære tysk og knytte tættere bånd til det østrigske folk. Underviserne på det tyskhold, jeg gik på, var alle sammen frivillige studerende, der underviste flygtninge gratis. De var så venlige, og vi endte med at bruge en del tid sammen – ikke bare mellem timerne, men også i fritiden. Inden længe var mit tyskhold blevet som en anden familie for mig. Det var så overraskende at se, hvordan de her mennesker – der kun havde kendt mig i et par uger – var så villige til at hjælpe mig med at tilpasse mig og blive integreret i deres samfund.

Alle fotos via forfatteren

Mine to bedste venner er begge østrigere. Vi mødtes gennem tyskundervisningen, og jeg er ekstremt taknemmelig for alt det, de har lært mig om østrigsk kultur. Sidste sommer tog vi på musikfestivalen Donauinselfest sammen – jeg havde aldrig set så mange folk på samme sted, der dansede og havde det sjovt sammen.

Mine venner inviterer mig med til deres fester. De lyder måske ikke som noget særligt i dine ører, men det er de for mig. Da jeg boede i Syrien, var jeg stadig for ung til at holde fester kun med mine venner. De eneste slags fester, jeg nogensinde havde været til, var familiefester. I dag får jeg den mest utrolige følelse af at blive accepteret – af at være en del af den her nye verden – hver gang jeg bliver inviteret med til en fest, hvor jeg kan møde endnu flere nye mennesker.

Jeg er forresten troende muslim og drikker ikke alkohol, og det er der ikke nogle af mine østrigske venner, der har gjort en større sag ud af. Ingen har presset mig til at drikke eller fået mig til at føle, at jeg ikke er så stor en del af gruppen, fordi jeg ikke drikker. Tværtimod – jeg tror, at vores forskelle gør vores venskab stærkere. Hvis vi laver mad sammen, sørger vi altid for, at der også er noget uden svinekød på bordet. Og så har jeg løbende præsenteret mine venner for syriske specialiteter.

Da det var påske sidste år, inviterede en af mine venner mig med hjem til sine forældre. De gav mig lederhosen og en ternet skjorte og præsenterede mig for østrigsk folkedans. Til ingens store overraskelse var det første gang, jeg havde et traditionelt østrigsk outfit på, og jeg havde det fantastisk sjovt i det. Vi gemte æg i haven og gik på jagt efter påskeæg bagefter.

På samme måde har jeg også præsenteret dem for mine egne kulturelle højtider – Eid al-Fitr og Eid al-Adha, som er lige så vigtige for syrere, som jul og påske er i Østrig. Vi fejrede begge to sammen, og det var spændende at se alle være med – der er en hel del at fejre, når man fejrer helligdage fra forskellige kulturer.

Mit liv har ændret sig så drastisk, siden jeg flygtede til Østrig. Livet har ikke været nemt de sidste par år, og jeg er stadig konstant bekymret for min familie og gamle venner. Men mine nye venner har gjort det meget rarere og meget mindre mærkeligt at bo i et nyt og fremmed land. Jeg kan ikke takke dem nok.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Vil du støtte lokalt, kan du donere til den østrigske organisation NOVA VITA via dens hjemmeside.