Munchies

Mit liv som kok fik mig til at glemme, at jeg har en mikropenis

Da jeg kom i puberteten, fandt jeg ud af, at jeg var anderledes end de andre drenge. Jeg følte mig ikke maskulin på nogen måde, men det ændrede sig, da jeg blev kok.

af Anonym
05 september 2017, 11:00pm

Photo via Flickr user Jens Karlsson

Den her artikel oprindeligt publiceret af MUNCHIES UK i 2014. Forfatteren er en mandlig kok på 25 fra Storbritannien. Her fortæller han om, hvordan det er at arbejde i et køkken, når ens mandighed er begrænset.

Min penis er 7,5 centimeter, når den er stiv, og lige under 3 centimeter, når den er slap. Jeg har en mikropenis, og jeg blev født med den. Da jeg kom ud, så min pik helt normal ud - lille og lyserød lå den og gyngede oven på mine store nosser, som en lille troldmandshat. Mens jeg blev større, forblev den lille, og jeg vidste ikke, der var noget galt.

Det var ikke før, jeg så de andre drenges pikke, at jeg tænkte: Hmm, min er meget lille. Det var ikke fordi, den ikke var der. Den var bare meget lille. Den bevidsthed voksede, da jeg kom i puberteten. Da jeg var 12 år gammel, og små dun var begyndt at komme til syne på min overlæbe, bad jeg min far kigge på den.

"Hva? Skal jeg kigge på din tissemand?"

"Vil du ikke nok, far. Jeg tror ikke, den er normal."

"Okay, må jeg se. Nåh. Øh. Ja, lad os få lavet en aftale hos lægen."

Så vi tog afsted. Jeg havde almindelige klunker, en stemme der var ved at gå i overgang, let skægvækst, og en meget, meget lille diller. Lægen kiggede på den og sagde: "Vi bliver nødt til at lave nogle undersøgelser. Den burde vokse." Derefter sortnede det for mine øjne, og jeg havde det som om, mine ører var fyldt med vat. Det var min penis, de stod og snakkede om, og min far var med i samtalen.

Nåh, men jeg fik lavet en masse undersøgelser, og konklusionen var, at jeg ikke var helt normal. Jeg har altid været lidt overvægtig, og det hjælper ikke, men man kalder det først for en mikropenis, når den er mindst 2,5 gang mindre end en almindelig pik, eller altså kortere end 7 centimeter i erigeret tilstand - i modsætning til de 13 centimeter, der er gennemsnittet. Min er 7,5 centimeter, så jeg ligger lige på grænsen. Normalt bliver den slags opdaget ved fødslen, men det skete ikke for mig. Jeg bebrejder ikke mine forældre for det - de fleste små drenge har lige så små vedhæng, og jeg så åbenbart ikke særlig unormal ud.

LÆS MERE: Derfor knalder jeg kun med bartendere

Bagefter blev jeg ekstremt bevidst om mig selv. For bevidst. Når de andre drenge pralede af at have givet finger eller fået blowjobs bag ved skuret, så tænkte jeg: Det kommer aldrig til at ske for mig. Det var jo ikke fordi, jeg ikke var seksuel. Langt fra. Jeg fantaserede, jeg fik stiv pik og jeg kom. Men hvorfor skulle en pige nogensinde bruge tid på min lillebitte diller? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne tilfredsstille nogen?

Jeg blev nødt til at finde noget at tage mig til, som kunne få mig til at tænke på noget andet. Jeg har altid været god til sport, men som pubertær teenager, var jeg bange for omklædningsrummet. Jeg dyrkede kun i idræt i skolen og fandt på måder, hvor jeg kunne gå i bad og skifte tøj, hvor jeg kunne bevare min blufærdighed. Ingen af mine venner havde set min diller.

En aften, mens en bagt kartoffel dansede langsomt rundt i mikroovnen, samlede jeg en af min mors mange Jamie Oliver-bøger op. Den måde, han skrev om mad, lød på samme måde, som mine venner snakkede. Det var ikke en videnskab, det handlede mere om at bruge sin sunde fornuft og være begejstret. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne lide Oliver i virkeligheden, men på siderne talte han virkelig til mig. Jeg fandt en opskrift på havbars med vanilje, og af en eller anden grund besluttede jeg, at det skulle være mit første forsøg på at lave mad. Næste gang vi var ude at købe ind, brugte jeg nogle af mine lommepenge på havbarsfilet, vaniljestænger, chilier, og de andre ingredienser i opskriften. Jeg havde skrevet en indkøbsliste på mit håndled.

En dag efter skole åbnede jeg bogen der, hvor jeg havde lavet et æseløre, og lavede retten til min mor. Hun var lidt mistænksom først - "vanilje og fisk - er det en joke?" - men hun kunne virkelig godt lide det. Jeg blev fuldstændig forelsket i at lave mad fra det øjeblik: Den opmærksomhed det kræver, hvor fintfølende man skal være, og det faktum, at man kan lave noget helt fantastisk ud af meget få ingredienser. Jeg var 14 år gammel, og det var en åbenbaring. En åbenbaring med et strejf af vanilje.

Fra den dag holdt jeg aldrig op med at lave mad: Jeg lavede tagine, karryretter, langtidsbraisseret kød, fancy desserter. Jeg blev besat af krydderier - engang stod jeg seriøst i køkkenet i 20 minutter og pressede et stykke stjerneanis op i næsen for at lugte til det. Det ville være latterligt at påstå, at det fik mig til at glemme, hvad der foregik i mine bukser. Men det gav mig ro i hovedet fra alle tankerne. Jeg kommer til at være alene for altid. Jeg kommer aldrig til at føle mig som en rigtig mand, lige meget hvad jeg laver. Jeg kommer aldrig over det her. Jeg glemte det, når jeg lavede mad.

Jeg gik direkte på kokkeskole efter folkeskolen, og det er den bedste beslutning i mit liv. En af mine første tanker var, at når nu jeg skulle have løse kokkegevandter på, var der ingen, der kunne se, hvad der foregik mellem benene. Det var et stort plus i min bog. Da jeg fortalte min far om det, flækkede han af grin. Men som ung mand betyder pikken alting. Det er din antenne vendt mod resten af verden.

"Der er ingen almindelige mennesker, der kigger på dit skridt, med mindre de gerne vil i bukserne på dig," sagde han. "Hold op med at tænke over det."

Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg fløj gennem kokkeskolen, lærte nye teknikker hver dag, og fik topkarakterer i alle eksaminer. Jeg havde stadig aldrig været sammen med en pige - udover oppe i hovedet, selvfølgelig - men sådan var det for mig. Jeg havde fået en identitet. Jeg var kok.

Da jeg blev færdig og fik mit første job i et professionelt køkken (et ret fint sted i Nordengland, men jeg siger ikke hvor), havde jeg det som om, jeg ejede verden - tonen, farten og entusiasmen var ikke til at stå for. Jeg var ligeglad med, hvor lange arbejdsdage vi havde, for jeg eksisterede et sted udenfor mine egne tanker og mine mangler som mand. Det er ikke en overdrivelse at sige, at den testosteronfyldte atmosfære fik mig til at føle mig mere mandig, end jeg nogensinde havde følt før. Når gutterne snakkede om sex og kvinder, var jeg med. Når de skubbede til hinanden, skubbede de også til mig. Jeg havde brugt så lang tid i skolen på at gemme mig fra alt det maskuline, fordi jeg var bange for at blive "opdaget". Jeg følte, at jeg altid havde en hemmelighed. Men på det tidspunkt var den frygt (næsten) forsvundet.

Da jeg var 20, arbejdede jeg i et rigtig godt køkken. Min chef var en idiot – en rigtig bølle som kastede med tallerkener, når ting gik galt – men mine andre kollegaer var skide sjove, og maden var fantastisk. Efter et par måneder kunne jeg skære gulerødder som julienne, så dine øjne løb i vand. Mine saucer var fløjlsbløde, og min evne til at tilberede et stykke kød – især due og vildt – var nok det bedste i køkkenet.

Jeg har altid godt kunne lide processen omkring slagtning, men her blev jeg virkelig optaget af det. Og ja, når jeg skar et stort stykke af en gris med en kæmpe kniv, følte jeg mig som en rigtig mand. Det lyder måske tragisk for dig, men når man har kæmpet med sin maskulinitet alle sine teenageår, så må man tage, hvad man kan få.

LÆS MERE: Livet som kok gjorde mig afhængig af sex

I dag er jeg 25 og arbejder et rigtig fedt sted, hvor jeg har temmelig meget at skulle have sagt i forhold til udformning af menuen. Næsten alle er under 30, og det er fedt. Jeg elsker kød, at bruge store knive, at vi tager pis på hinanden, og at det næsten er som en børnehave i køkkenet nogle gange. Skolegården var et skræmmende sted, da jeg var teenager, fordi jeg var så fanget i mine egne tanker, men køkkenet har erstattet det for mig. I køkkenet skaber jeg de venskaber, som jeg aldrig tillod mig selv at have.

Jeg har aldrig fortalt nogen på arbejdet om min mikropenis. Men jeg har mødt en pige. Det tog ufattelig lang tid, før jeg var tilpas nok til at kunne fortælle hende det. Jeg havde aldrig nogensinde talt med andre end min læge og mine forældre om det, men til sidst vandt min lyst.

Pigen er dejlig og sexet, og jeg ville så gerne være sammen med hende og gøre alle de ting, som folk gør ved hinanden. Da jeg fortalte hende det, trak hun på skuldrene og sagde: "Det er en myte, at piger godt kan lide store pikke. Det ved du godt, ik?"

Det var det bedste, hun kunne have sagt. Det var ligefremt, sjovt og uden så meget pis. Første gang vi havde sex, var lidt... Ja, lad os bare sige, at det ikke tog særlig lang tid. Vi har næsten været sammen et år nu, og hun virker glad og tilfreds, og det er det eneste, jeg kunne håbe på.

Så længe hun er glad, og jeg stadig kan være kok, så føler jeg, at jeg er en rigtig mand.