Kampen mod Trump starter med en syrisk kogebog i København

Det var omkring det fjortende sølvbedeblad, at tvivlen pludselig begyndte at sætte ind. Og med tvivl mener jeg et rivende, fuldblods, hvad-fanden-tænkte-jeg-på sammenbrud.

Det var første gang, jeg lavede yalanji al-siliq. Ser man bort fra de gange, mine venner Hannah og Melina har stukket gulerodspinde ned i en skål hummus fra supermarkedet, var det faktisk første gang, nogen af os havde været bare i nærheden af syrisk mad. Ikke bare var vi i gang med at pakke krydrede risklumper ind i sølvbeder. Vi var i gang med at tilberede en omfattende syrisk middag bestående af et dusin forskellige retter, serveret i en lejlighed i København. Og det var Donald Trump, vi bebrejdede for vores optimisme og naivitet.

Som amerikanere bosat i Danmark har vi set rædselslagne til, mens Trump har vundet præsidentvalget, er blevet svoret ind og efterfølgende har bevæget sig fra den ene skandaløse optræden til den næste. Selvom vi befinder os for langt fra Washington til at møde op og demonstrere på 1600 Pennsylvania Avenue, følte vi os nødsaget til at gøre et eller andet, men vi var usikre på, hvad det skulle indebære.

Omkring det tidspunkt, hvor Trump indførte sit indrejseforbud mod folk fra bestemte muslimske lande, fik jeg stukket et eksemplar af Marlene Tatars The Aleppo Cookbook i hånden. Bogen er elegant skrevet, og den beskriver et køkken og et folk på randen af udrydelse. Et folk, der takket være Trump, ikke længere kunne søge tilflugt i USA.

En plan begyndte langsomt at tage form: Vi ville lave en middag med en menu baseret på opskrifter fra bogen, invitere venner og venners venner via Facebook, og bede gæsterne om at donerede et beløb til organisationen International Refugee Assistance Project, der leverer juridisk bistand til flygtninge fra både Syrien og andre lande. (Senere fandt vi ud af, at der eksisterer et lignende tiltag med både egen kogebog og eget hashtag, hvor masser af berømte kokke er involverede. Men det vidste vi ikke, da vi gik i gang, og jeg bør nok lige pointere, at vi bestemt ikke er berømte kokke.)

Vi skulle bare lave et måltid mad til de cirka tredive mennesker, der havde meldt sig til, fra et verdenskøkken ingen af os havde forudgående kendskab til. Som Matar skriver, er det syriske køkken næsten lige så gammelt som menneskeheden selv: "Når man er i Aleppo, er det svært at undslippe følelsen af, at det er her livet, som vi kender det, udspringer fra."

Der var altså intet pres på vores skuldre. Vi besluttede os for at fokusere på nogle af bogens mindre komplicerede retter såsom hummus og baba ghanoush, fordi de var familiære; nogle salater, fordi det er svært at forpurre en salat; en ret med syltede majroer kaldet den "Respekteret dame", fordi vi syntes om navnet; en stuvning med kylling og oliven, fordi vi kunne lave den på forhånd. Matar havde desuden overbevist os om, at vi var nødt til at prøve kræfter med kødbollerne med sur kirsebærsovs, fordi det er "kronjuvelen" i det Aleppo'ske køkken og et produkt af de mange kirsebærlunde, der engang omgav byen.

På trods af en velkoordineret lobbyindsats fra Hannah og Melina sagde jeg fra overfor lammedumplings med hjemmelavet pasta og yoghurtsauce, da vi jo ikke er vanvittige. Og så outsourcede vi fladbrødet – den sværeste del af måltidet – til det københavnske bageri Mirabelle, der yderst storsindet valgte at donere brødet som et bidrag.

Madlavningen startede langsomt. Matars opskrifter er meget klart og koncist formulerede, og det indgød os med en selvsikkerhed, der ingen steder hørte hjemme. Under alle omstændigheder var stemningen meget afslappet. Melina skrællede omkring 40 hvidløgshoveder, Hannah brunede kyllingen, og jeg begyndte at purere valnødder og rød peberfrugt til muhammara — en dip — som vi ville servere sammen med brødet.

Vi stoppede for at få os en snack. Muhammaraen viste sig at være virkelig lækker. Den var en anelse sød, men med en smag og konsistens, der fik gæsterne til at spørge, hvilken slags kød, der var i. Første ret var færdig, og vores selvsikkerhed steg. Vi drak lidt øl og foldede filodej rundt om en saltet ost til vores borek. Kyllingfonden blev færdig.

Jeg vågnede næste morgen og begyndte at stege aubergine til baba ghanoush, hvorefter jeg rettede min opmærksomhed mod en semulje-budding, som Matar kalder for 'Vesterlandsk baklava'. Det var den klart letteste dessertopskrift i bogen, men den var en smule sær — som en blanding af polenta og crème anglaise. Måske var det her, tvivlen satte ind.

Det var næsten frokosttid. På det tidspunt havde vi færdiggjort to dips og trefjerdedele af kylling- og olivenstuvningen, og vi havde en dessert, der kun manglede at blive bagt. Det efterlod os med otte retter, der skulle laves og cirka seks timer til at gøre det i. Lettere urolig rettede jeg min opmærksomhed mod den føromtalte yalanji al-siliq.

Yalanji er et tyrkisk ord, der betyder 'løgner', og det bliver ofte brugt om retter, der ikke indeholder kød, men som smager og ser ud som om, de gør. Det skriver Matar i hvert fald. Men der gik ikke længe, før det gik op for mig, at løgner-aspektet måske også gjaldt opskriftens ved første øjekast meget simple instruksioner.

Jeg havde lavet fyldet aftenen forinden. Det smagte fint, selvom risene var foruroligende knasende, og der ikke rigtigt var nok af dem. Nu stod jeg overfor sølvbederne. Jeg løsnede dem fra stænglerne, blancherede dem og lagde dem til side for at køle af. Så lang, så godt. Men da jeg forsøgte, at folde hver enkelt af bladene til en fin lille trekant rundt om en risklump, begyndte det hele at skride. Bladet er ikke en perfekt rektangel, og mine trekanter så bestemt ikke trekantede ud. Riskornene, der stak ud fra hjørnerne, truede med at blive til noget slimet rod, da de skulle tilberedes. Men det største problem var mængden. Da der var seks timer tilbage, før 30 mennesker dukkede op i min stue, skulle jeg stadig nå at folde omkring 106 trekanter. Jeg begyndte så småt at svede.

Det virker så åbenlyst nu, men problemet med at lave mad, man ikke kender, er, at man ingen idé har om, hvordan slutresultatet skal være. Mens jeg forsøgte at forme de satans sølvbeder, bekymrede jeg mig voldsomt om fyldets tilstand: risene var stadig til den rå side og måske også en smule for søde. Gennem en tåge af angst kunne jeg se, at Melina og Hannah havde deres egne tvivl. Var kirsebærsaucen for tynd? Matars opskrift instruerede os i, at udbene kyllingen, men skulle vi derefter skære det i strimler, eller skulle det bare være store lunser?

Vi ramte helt sikkert ikke hovedet på sømmet. Et par skiver rødbede skulle være blevet tilføjet de syltede majroer for at farve dem lyserød, men vi blev en smule distraherede og kom til at skære dem julienne, hvilket resulterede i en ret, der var mere skøge end respekteret dame. Og, ja, den der yalanji al-siliq skulle helt sikkert ikke have set sådan ud.

Risene inde i bladene havde dog fået en perfekt konsistens, efter de havde fået lov til at dampe i en times tid mellem to tallerkener. Selvom det lignede røv, smagte det dejligt sødt og jordnært. Efter min bedste overbevisning gjorde det ingen forskel, at stuvningen var blevet krydret et par timer for sent. Den duftede stadig herligt af kardemomme, kanel og af syltede grønne oliven. Kirsebærsaucen havde måske ikke den rigtige konsistens, og smagen — vi kunne kun finde søde kirsebær, som vi havde spædet op med lidt citronsaft — var det nok ikke mange mennsker fra Aleppo, der ville have genkendt.

Under middagen fortalte den eneste af gæsterne, der rent faktisk havde været i Syrien, og som derfor havde et kendskab til syrisk mad, hvor overrasket han var over, hvor mange af retterne, der var skruet rigtigt sammen. Måske var han bare høflig. Men hvis kødbollerne havde fået en smule for meget, og hvis gulerodssalaten var for sød, og den vesterlandske baklava ikke var i nærheden af at være lige så god som den ægte vare, gjorde det så overhovedet en forskel? Her sad 30 mennesker, der ikke havde mødt hinanden før, men som nu talte livligt med hinanden, glade for at blive bespist og glade for at kunne gøre noget i en god sags tjeneste.

I introduktionen til sin kogebog bemærker Matar, at Aleppo altid er kommet tilbage, selvom byen har oplevet sin del af vold og ødelæggelse gennem de seneste århundreder. Hun skriver også, at hun håber, at den her samling af opskrifter "kan bidrage til, at det kommer til at ske igen," næste gang byen skal genopbygges. Vores middag løste selvfølgelig hverken flygtningekrise eller vores problem med Donald Trump. Men vi indsamlede over 7000 kroner, og for en enkelt aften følte vi os badet i lyset af fornyet sammenhold.

Det var et beskedent bidrag. Meget mere beskeden end Matars, men det var nok. Mit sølvblads-udløste sammenbrud var det hele værd.