Alle illustrationer af skribenten
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Mit datingliv er svært at navigere rundt i, fordi forskellige dele af mig vil have forskellige ting. Jeg vil gerne indlede det nye år med en dybdegående analyse af, hvorfor jeg konstant er single, og hvorfor jeg mener, at det er det helt rigtige for mig. Måske vil de mennesker, der læser den her artikel kunne få nogle positive refleksioner ud af den, som de kan relatere til. Men der er større sandsynlighed for, at det hele bare med, at en masse folk på Facebook kommenterer på, at jeg bare er en typisk Generation Y-taber, der ikke er rigtig journalist, og at jeg ikke fortjener kærlighed. Det er også chilleren nok. Jeg er i høj grad enig med dig. Jeg føler mig ikke bedre end andre mennesker, så bare lad mig have mit Carrie Bradshaw-øjeblik.
Faktisk er min uendelige jagt på ægte kærlighed det eneste, jeg har tilfælles med Carrie Bradshaw. Et eller andet sted dybt inde i mig selv er det det, jeg søger. Men det øjeblik, jeg begynder at anerkende det, skubber jeg det ud af mine tanker. Den dominerende del af mig er en nederen fuckboi, der på en eller anden måde føler, at han er hævet over kærligheden, som koncept. Jeg tænker på Gordon Gekko i Wall Street, når han siger, at kærlighed er fiktion, der er opspundet af mennesker for at forhindre dem i at springe ud af vinduer. Jeg burde nok ikke henvise til en filmskurks syn på kærlighed, men jeg så den alene i sengen i går aftes, mens jeg spiste tærte med kokoscreme efter et hook-up med en fyr, jeg mødte på Tinder, og den ramte virkelig plet.
Jeg bruger Tinder ret meget. Det fungerer ret godt for mig, fordi jeg er en ekstremt indadvendt person, der virker ekstremt udadvendt på internettet. Det er som regel noget, jeg bringer på banen, inden jeg møder en anden person i virkeligheden af frygt for at virke som en catfish. Tinder fungerer, fordi jeg ikke har det så dårligt med at ghoste folk, som jeg møder gennnem appen. Jeg plejer at tage på date, som regel hooke up, og 30 procent af gangene har jeg aldrig kontakt med dem igen.
Men ghosting går begge veje, og jeg bliver heller ikke specielt ked af det, når folk på Tinder gør det ved mig. Det sker konstant. Måske er ghosting som fremgangsmåde et symptom på vores kultur, der glorificerer øjeblikkelig tilfredsstillelse og fordømmer ansvarlighed. Måske var de bare ikke udpræget glade for at kneppe mig. Lige meget hvad er mit liv i dag hjemsøgt af spøgelser. Nogle gange kan jeg mærke deres tilstedeværelse, som når de liker en af mine selfies, efter vi ikke har talt sammen i flere måneder, i et forsøg på at få kontakt til mig fra den anden side. Jeg ville tilkalde en clairvoyant for at hjælpe med genforeningen, men jeg er ikke til trekanter. Når du først har ghostet mig, vil du for evigt være et spøgelse. Det kan ikke reddes.
Nogle gange er det mig, der er spøgelset. Når jeg bryder kontakten med nogen, forventer jeg at blive behandlet, som om jeg er usynlig. Hvis jeg støder ind i nogen på et diskotek, som jeg har ghostet, vil jeg ikke have, at de skal anerkende mig. Det er flere gange sket, at jeg har ghostet en person og fortrudt det efterfølgende. Der kan være utallige grunde til, at jeg stopper med at snakke med folk. Mange gange har jeg bare ondt i psyken og er dårlig til at kommunikere det. Når jeg har fået det bedre, giver jeg lidt lyd fra mig og håber på en respons. Skaden er næsten altid sket, og så er det for sent. Det er en rytme, jeg gentager ret ofte.
Jeg er hunderæd for parforhold. Jeg har ret svært ved at stole på folk, og min kynisme kan være ret frastødende over en længere periode. Det er en af grundene til, at jeg er så ensom, som jeg er. Det er svært at finde balancen mellem gerne at ville være alene og gerne at ville have sex med mange mennesker.
En af mine (mange) andre fejl er, hvor besat jeg bliver, når jeg falder for et andet menneske. Jeg bliver ekstremt intens og jaloux – og i det helt taget til en person, jeg ikke kan lide at være. Jeg ved ikke, om det er det, andre mennesker betegner som et "crush", men jeg gør alt, hvad jeg kan for at undgå dem og forsøger at holde ting så casual, som jeg kan med de mennesker, jeg har sex med. Når jeg begynder at blive til den der sindssyge udgave af mig selv, forsvinder jeg.
Jeg har i en længere periode ført mig selv bag lyset for at kunne slippe for følelsesmæssige forpligtigelser, og det har fungeret ganske fint indtil for nylig. Jeg er begyndt at blive lun på folk, der bor langt væk fra mig. På den måde er ghostingen indforstået, når vi mødes, fordi den er geografisk betinget. Vi kan have en lille affære og behøver ikke at gøre mere ved det. Denne fremgangsmåde fungerede fint indtil for lidt siden, da jeg fløj til den anden side af kontinentet for at møde en fyr og fik mine følelser med mig hjem. Nu er jeg besat af ham, men er ude af stand til at stalke ham over så lang en distance. Og det bekymrer mig. Hvis jeg ikke har lyst til at ghoste nogen, der bor i den anden ende af landet, er jeg totalt blottet over for at falde for nogen, der bor i min egen by.
Jeg tror ikke, at ghosting nødvendigvis er en god ting. Det er problematisk. Men måske er det bare en naturlig udvikling af den måde, vi interagerer med hinanden gennem teknologi i dag. Den anonymitet jeg har, når jeg sidder på den anden siden af en skærm, gør det ekstremt nemt for mig at handle på ghosting-instinktet. Vi er nødt til at affinde os med, at vi alle sammen er en eller andens spøgelse.
Nu er vi nået til stykket, hvor jeg eftertænksomt bider i en kuglepen, mens jeg stirrer op i loftet, tager en dyb indånding og skriver: "And I couldn't help but wonder…If we're all someone's ghost, are any of us really living?"
