internettet

Jeg gik i bad med en marineret sild og blev født på ny

Internettet går amok over folk, der spiser appelsiner under bruseren, men hvorfor ikke udvide repertoiret med sild, urter og syltede agurker?
7.3.17

For et par uger gik Munchies og alverdens medier i selvsving over det nyeste livsstilsfænomen: #ShowerOrange, hvor folk piller og spiser appelsiner, mens de står under bruseren. Det er et tåbeligt påfund blandt internettets horder af ensomme eksistenser, der ikke kan finde sig en ordentlig hobby, og endnu et glimrende eksempel på det 21. århundredes medievirkelighed, hvor fake news og menneskehedens kollektive forfald er altdominerende.

Annoncering

På trods af min medfødte skepsis overfor alt nyt, der lover stor afkast til gengæld for en minimal indsats, var der alligevel et eller andet pirrende ved tanken om at høste frugten efter en lang nats søvn. Derfor gik der ikke lang tid før, jeg selv befandt mig under bruseren med en kold og saftig orange kugle af frugtkød mellem hænderne, som den slave af massehysteri jeg så alligevel er.

Da jeg stod der og skulle igang med det voldsomt irriterende pillearbejde (der er årsagen til, at jeg normalt ikke har appelsiner liggende derhjemme), gik det op for mig, at brusehovedets stråler sørgede for, at saft og frugtkød ville forsvinde fra overfladen af min krop, lige så hurtigt som det indfandt sig. Seancen udviklede sig i en dyrisk og voldsom retning, da jeg lod mine fingerspidser penetrere den genstridige skal, rev frugten i to og ubekymret lod saften flyde ud over mine fingre og ned ad min nøgne krop, så den bugtede sig forbi den begyndende cellulose på mine baller.

Wow. År nul.

Derefter fortærede jeg den forfriskende appelsin uden at skænke hverken kerner, klistrende frugtsaft eller det der hvide irriterende stads, der befinder sig mellem skallen og kødet, så meget som en tanke.

Den revitaliserende kombination af varm bruser og appelsin var befriende, og følelsen i krop og sjæl kan bedst sammenlignes med den fornemmelse, man får i kroppen, når man forfalder til en ShowerBeer en fredag aften. Bare uden socialt hæmmende og leverbelastende bivirkninger. En appelsin i badet gav mig altså ti minutters sjælefred, og så var det ovenikøbet fyldt med C-vitamin. Havde jeg fundet den hellige gral?

Annoncering

For at finde svaret måtte jeg finde ud af, om min appelsin-forårsagede lykkerus udelukkende kunne fremprovokeres af citrusfrugter, eller om kombinationen af varm bruser og andre ting fra køleskabet kunne gøre lige så skelsættende underværker.

Jeg måtte bryde med ShowerOrange's kun-for-citrusfrugter politik, men for at holde mig bare en smule tro mod Reddit, undlod jeg at gøre rent rent på badeværelset, før jeg gik igang.

Grapefrugt

Føj. For. Helvede. Hvad der starter lovende udvikler sig hurtigt i en negativ retning. Mine fingre graver sig endnu engang ubesværet ned gennem skallen og følelsen af frihed er den samme, som da jeg rev appelsinen i to. Men da jeg bider ned i den store frugt med rødt kød og orange skal, bliver jeg slemt skuffet. Den sure grape giver den stik modsatte effekt af appelsinen, og min tunge føles ru som en neglefil. Nu forstår jeg, hvorfor grapefrugter er bandlyst fra #ShowerOrange-tråden på Reddit.

Dårlig start. Men hvad kan man også forvente sig af en sur grape.

Ananas

Mine sparsomt udrustede overarme er ikke i stand til at flække en ananas, så jeg må nøjes med at skære et par skiver med en kniv, som jeg efterfølgende udhuler, så de ligner dåsevarianten, jeg er vant til. Møllehjulene af ananas er det, min gane har ventet på. Frugtkødet knaser en smule, det er saftigt, og det søde og det syrlige giver modspil til det varme vand.

Da jeg efterfølgende tørrer kondensvand væk fra spejlet, bliver jeg mødt af synet af en idiot, der spiser ananas i badet. Men en glad og en af uforklarlige årsager lidt mere sexet idiot. Ananas i badet kan klart anbefales. Fem ud af syv.

Annoncering

Mynteblade

Noget andet jeg nyder, når jeg befinder mig alene under bruseren, er at børste tænder med rigelige mængder tandpasta. Det friske sus fra tandpastaen og det varme vand er den perfekte måde at sige farvel til tømmermænd på. Jeg samler derfor en håndfuld mynteblade i håb om, at de kan give mig den samme friske mundsmag.

LÆS MERE: Jeg spiste mig skæv i kagerne fra Den Store Bagedyst

Da jeg propper bladene i munden og tygger dem et par gange, er resultatet beskt, harskt og bittert. Lige så hurtigt som de kom ind i munden, ender de nede i håndvasken. Efterfølgende må jeg bruge fingrene til at fjerne de resterende mynteblade, der klistrer sig til ganen. Mit svælg er langt fra Aquafresh, og jeg har det alt andet end mojito-lækkert.

Syltet agurk

Selvfølgelig fungerer det bare rasende godt med en knasende sprød pickle under bruseren. Selvfølgelig gør det da det.

Marineret sild

Mmmmm… marineret. Seancens helt store satsning er en hel marineret sildefile. En af den slags man normalt klipper over i mindre bidder. Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede, men jeg bliver positivt overrasket. Badeværelsets varme og fugtige milieu fremhæver sildens smag, og det marinerede kød glider let af de bløde sildeben, da jeg holder den op over hovedet med en gaffel og tilgår den nedefra.

Det smager godt, og silden, der dingler fra gaflen, sender mig tilbage til min barndom og de der snørrebånd af slik, man skulle spise til børnefødselsdag uden at bruge hænder. Jeg er overbevist om, at bade-silden har potentiale til at gå  sejrsgang verden over i stil med både #ShowerOrange, dansk hygge og Arne Jacobsen. #ScandiLiving.

Selvom jeg har været i bad i 45 minutter og må være at betragte som ren, føler jeg mig alligevel en smule beskidt. Da jeg har skyllet frugtsaft og syltelage ud af skægget, snupper jeg en kold øl. Den originale gå-glad-i-bad rekvisit. En god gammeldags bruserbajer. Dåseøllens beroligende alkoholprocent hjælper mig med at bearbejde den uhellige seance, der netop er foregået på mit badeværelse, og jeg indfinder mig efterfølgende med, at jeg nu har fået mig en interessant niche-hobby. Som jeg kan dele med verden.