En sidste aften med parnasset og et farvel til en flig af Københavns dødsrute

Jeg kæmper mig gennem den tætte flok af mænd i jakkesæt, der griner brølende til hinanden. De har ikke tænkt sig at flytte sig for nogen. En mand med lædersko og vandkæmmet hår springer op på en stol og råber "fisse". Alle griner. Der ryger snapse ned omkring mig, mens jeg balancerer øl tilbage til bordet, hvor Ziggy venter. Vi er på restaurant Parnas i indre København, og der er fuldt drøn på.

Parnas var den gamle (avant)gardes sidste stop, når de var på druk. Stedet var for de gamle kunstnere, hvad Café Louise blev for vores generation. Sidste bajer inden man blev tvunget til at vende tilbage til hverdagen og ædrueligheden.

Nu lukker Parnas. Lørdag d. 6. maj var sidste gang, der var åbent i køkkenet, og sidste weekend i maj bliver der sagt endeligt farvel til de gamle lokaler i Lille Kongensgade.

Jeg har aldrig før været på Parnas, men jeg kender min fortid, så da jeg hørte, at et af de velkendte steder på Dødsruten lukker, skulle jeg nå en omgang stegt flæsk med persillesovs, inden det var for sent.

Dødsruten var en fast vej gennem byens beværtninger, der især var populær i 60'erne og 70'erne blandt Københavns kreative klasse. Skuespillere og digtere væltede fra den ene beværtning til den næste i bragende beruselse, og sprang man om bord på ruten, kunne man være heldig at møde Dirch Passer eller Tom Kristensen. På Parnas kunne man enten starte med en bid mad og en snaps og få lagt bunden, eller man kunne ende her, når hele verden var tåget og solen begyndte at stå op.

Det er et stykke af vores fortid, der forsvinder med Parnas, så jeg har inviteret min ven Ziggy Silver med til den sidste flæskenadver. Ziggy er poet og en sucker for nostalgi og levende historie.

Det er bare overhovedet ikke det, vi får, da vi dukker op til vores reservation lørdag aften klokken 21. Tårnhøj Medina banker ud af restauranten, og omkring langborde sidder 40 unge mænd i jakkesæt og råber som en flok teenagere på deres første bytur. Der er charmeklud og provins.

"Den var jeg ikke lige klar på," siger Ziggy og skubber kasketten om i nakken.

Vi får et bord i en læderklædt bås i de tilstødende gemakker. Der er stearinlys, og alting er holdt i brun og bordeaux. Bestikket er beskidt, men her er hyggeligt. Vores tjener, Malene, er datter af ejeren Per, der har haft stedet de sidste 16 år. Hun giver os ikke noget menukort.

"Vi har altså kun flæsk i dag," siger hun undskyldende. "Men det er jo også en lidt mærkelig dag. Stedet har været en del af mit liv i så mange år, så det er trist, det lukker."

Stegt flæsk er ad libitum til 149 per snude, og så følger der oven i købet en fad og en snaps med. Persillesovsen er så tyk, at den næsten kan stå selv. Vi skyller ned med snapsen, der er serveret i et Gajol-glas af plastik.

Kødet er sej og strid at tygge, som beef jerky, så der skal meget fadøl til at skylle stykkerne ned med. Det er sgu nok ikke et savn for den danske gastronomi, at køkkenet lukker. "Man ved, det er rigtig bondemad," siger Ziggy, "når en syltet rødbede er 'det friske pust' i retten."

Parnas har aldrig været kendt for stor gastronomi eller mikrobryg. Det var kendt for simple retter som biksemad med spejlæg, og svin med ristet gemyse, serveret med kedelig vin, man blev fuld af. Det var et sted, hvor man kunne te sig tosset, drikke sprit og danse moderne til levende musik. Der er ikke en eneste kvinde til stede i dag, udover bartenderne.

Jeg kæmper med min portion, mens Ziggy læner sig mæt tilbage mod det dybrøde tapet og tænder en smøg. Vi er i sandhed i en tidslomme, hvis man kan få en smøg, en bid mad og en svingom det samme sted. Han slukker cigaretten i et stykke flæsk. Tænk at sidde her med parnasset i pænt tøj og lommeur, med luften tyk af røg og råb, og lidt spildt whiskey på vesten. Hele lokalet emmer af gamle dage.

Inde hos handelsskolefolket med Bilkaleder-potentiale bliver vi mindet om 2017. En fyr holder tale og høster stor applaus for at give endnu en flaske snaps. Han bliver klappet på skulderen. Der bliver råbt "fisse" igen. Bare for en sikkerheds skyld. Støjniveauet er blevet så højt, at vi skal råbe til hinanden, selvom vi sidder inde ved siden af.

Det har helt sikkert også været svært at få ørenlyd i gamle dage. Men hvor jeg forestiller mig en form for ophøjet dionysisk druk, har realiteterne nok været mindre romantiske. Forfatter Tage Voss beskriver turene på Dødsruten som "meget lidt ånd, ganske megen vrøvlen og kæfert". Med det in mente føler jeg, at vi passer ganske godt ind.

Mens vi sidder og gumler, bliver vi enige om, at hvis vi virkelig skal opleve, hvad Parnas kunne (og kan), så bliver vi nødt til at fortsætte ud på Dødsruten bagefter. Vi bliver nødt til at drikke os en kæp i øret og suge smøger, til vi spytter slim. Inde ved siden af skråler jakkesættene med på gamle 80'er-hits og er lige på nippet til at begynde at snave eller slås.

Oppe i den her ende af Lille Kongensgade ligger tre af Dødsrutens destinationer nærmest dør til dør. Skindbuksen er helt proppet, så vi går videre til Hviids Vinstue, hvor der er til at være. En digter har skrevet poesi på lampeskærmen, og vi har whiskey on the rocks.

Vi stavrer videre til Café Nick, der ligger rundt om hjørnet fra Nikolajkirken nede ad en gade, der ser komplet forladt ud. Tre ældre herrer ved et bord og ejeren bag baren er de eneste til stede, og de tager kun kontanter. Vi smækker mønter på disken og får lager-øl og et krus terninger. Ejeren mener, at der sandsynligvis har været værtshus på matriklen siden 1799. "Det er jo et gammelt luderkvarter det her," siger hun og nipper til sin rosé.

På Galathea Kroen møder vi to franske piger, som spørger om vej til Mambo Club, men vi skal ikke med. Vi er på en fast rute, som vi ikke kan afvige fra. Dødsruten. Jeg er temmelig stiv, da vi snubler hen foran Drop Inn.

Kort efter sidder Ziggy og jeg på en trappesten og snakker om, hvor vildt et digt Tom Kristensens "Angst" er.

"Skal vi ikke tage på Louise og få en sjus?" siger Ziggy ud af det blå. Jeg må minde ham om, at der er lukket for altid.

Alting er lukket. Også Parnas.