"Jeg røber en masse hemmeligheder, og så må det jo koste, hvad det koster"

FYI.

This story is over 5 years old.

Litteratur

"Jeg røber en masse hemmeligheder, og så må det jo koste, hvad det koster"

Vi har mødt forfatter Thomas Korsgaard til en snak om at skrive om sig selv og sin egen familie og bringer her et uddrag fra hans debutroman, som udkommer i morgen.

Tues mor får ikke altid taget en bluse på, inden hun sætter sig foran skærmen. Hun sidder bare der, dag ud og dag ind i trusser og kæderyger, mens hun spiller internetkasino. Tues far kan hverken få økonomien eller hverdagen til at løbe rundt, og hunde uden navn løber ukontrollerede rundt på gårdspladsen ved den slet vedligeholdte gård for enden af, hvad der føles som verdens længste grusvej i en lille by uden for Skive.

Annoncering

Thomas Korsgaard er ikke Tue, men Tue er baseret på Thomas Korsgaard, og i morgen udkommer hans debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi.

Thomas Korsgaard er 21, og for to år siden begyndte han at skrive sine minder fra barndommen ned – en barndom præget af fattigdom og håb, der forsvandt. Af vold og depression. En barndom, hvor der var meget lidt plads til at udvikle sig, men hvor man alligevel blev voksen alt for hurtigt.

Jeg mødte Thomas Korsgaard til en snak om, hvordan det er at skrive en bog baseret på sig selv og sin familie, når billedet ikke er skønt, og om de vaklende forsøg, man gør som teenager for at finde ud af, hvem man egentlig er.

Foto: Amanda Bødker

VICE: Bogen er inspireret af din eget opvækst, og karakteren Tue er baseret på dig – hvordan har det været at skrive en bog baseret på én selv?
Thomas Korsgaard: Det har været udfordrende. I begyndelsen skrev jeg erindringer, ting, jeg kunne huske, men så fik jeg brug for at distancere mig fra min egen virkelighed, og ved at lave den her karakter, Tue, kunne jeg tillade mig mere – både at bruge endnu mere af mit eget liv, men også at finde på og så videre. Jeg plejer at kalde ham min stuntmand, fordi jeg kan sende ham ud i en masse situationer og lade ham prøve nogle ting af, som ikke nødvendigvis er sket i virkeligheden, men som jeg har tænkt.

Den er baseret på nogle år i folkeskoletiden, det er jo også ret længe siden – hvordan har det været at finde alt det frem igen?
Der var mange ting, som jeg faktisk havde glemt, at jeg kunne huske. I starten af skriveprocessen var jeg bange for at skrive dårligt, men da jeg så bare tillod mig selv bare at skrive, og også at skrive dårligt, så flød det bare. Så kom der sådan dominoeffekt, hvor det ene minde tog det andet, og det var rigtig sjovt. Jeg tror, at jeg tænker meget i billeder – så kom der lige et billede til mig, og så kunne jeg forstørre det i teksten.

Annoncering

Bogen handler i høj grad om alle de her mennesker i Tues liv, den handler om morens depression, faren, som kæmper for at få det hele til at hænge sammen, og alle de her andre personer rundt om Tue, og man får en fornemmelse af, at der er meget lidt plads til Tue…?
Ja, helt klart. Der er næsten ikke plads til ham, og han prøver selv at tage den nogle gange ved at være en rod, men han er også meget føjelig, og han glider med strømmen, så han er lidt fanget mellem de to ting. Han vil gerne bryde ud og lave alle mulige vilde ting, men han vil også bare gerne gøre, hvad de andre synes, han skal.

Jeg tænker, at han er fanget mellem sine forældre. De er så ustabile, og jeg tror ikke, at han kan lide dem nogle gange. Han er skiftevis voldsomt træt af dem og viser helt vildt stor omsorg for dem.

Er det også en følelse, du selv har haft i din opvækst?
Helt sikkert. Når jeg var hjemme hos en kammerat, kiggede jeg på hans mor og ville ønske, at hun var min mor, og så forkastede jeg alligevel tanken, fordi jeg blev ramt af skam; det må man ikke tænke. Men det var jo nok, fordi jeg nogle gange ønskede, at hun var det. Eller at mine egne forældre i hvert fald var bedre.

Den her skam er måske også et udtryk for, at man som barn er enormt loyal over for sine forældre…
Ja, og det tror jeg faktisk, man er hele livet. Og det jeg har gjort ved at skrive den her bog er jo enormt illoyalt over for min familie, fordi jeg røber en masse hemmeligheder, som jeg har haft hele livet, men som også er familiehemmeligheder. Det er noget af det mest illoyale, man kan gøre, og det er også et svigt fra min side, men jeg har fundet det nødvendigt og vigtigt, og så må det jo koste det, det koster.

Annoncering

Det er en vigtig historie for dig at fortælle, men tror du også, at det er en vigtig historie for andre at læse? 
Ja, det kan man håbe, men det er også derfor, at det er et stort sats, for jeg ved det jo ikke. Det kan også være, at den ender med at blive sat på en palle og sendt ud til IKEA for at stå og fylde reolerne op derude.

Der er nogle kapitler, hvor vi kommer lidt tættere på Tues udforskning af sig selv og sin homoseksualitet – og uden at sige for meget kan man vel godt sige, at du lader nogle ting stå hen i det uvisse. Hvorfor har du valgt at behandle hans seksuelle udvikling på den her måde? 
For at historien ikke skal blive for barsk, var der også behov for, at han skulle komme i nogle situationer, hvor han ikke kun var sammen med sin familie. Han har en ven, der hedder Mike, og får en veninde, der hedder Iben, som han tester sin identitet og sin seksualitet af med, og det var også en måde at give ham en frihedsbillet, en måde, han kunne komme væk fra familien. Og så var det også vigtigt at få noget med ind om seksualitet i den her bog – det er jo slet ikke en altoverskyggende tematik, det er ikke en bærende søjle i bogen, men jeg synes, det var vigtigt at få med alligevel, fordi det er noget, jeg selv har oplevet og gerne vil sige i samme omgang.

Det her virker som et svært miljø at være i og opdage, at man stikker ud på endnu en måde?
Jeg tror, at i den alder, uanset hvor man vokser op, er det svært at finde ud af nogle ting om sig selv, som gør, at man er anderledes. Det er klart, at i det her miljø, hvor det hele i forvejen er så betændt, og der er så mange problemer, så er det svært at overkomme for Tue; hvad stiller jeg op med det her?

Annoncering

Når du tænker tilbage på, hvordan det har været for dig selv – var der plads til, at du kunne udvikle dig generelt som ung, også seksuelt?
Alle går jo igennem en eller anden seksuel udvikling i de der teenageår og skal finde ud af; hvad er jeg? Så det var også vigtigt for mig at skildre det, men ikke at lave en 'spring ud-bog', for det gør han ikke, vi er bare vidne til de her vaklende forsøg, han gør sig – de vaklende forsøg, som jeg tror, at alle mennesker, homoseksuelle såvel som heteroseksuelle, gør sig.

Du valgte selv at flytte til København allerede som 17-årig…?
Jeg gik fra at være storebror til at være forælder, og det kunne jeg ikke rumme, så jeg flyttede, og så fik jeg dårlig samvittighed over at have ladt nogen i stikken. Jeg følte, at jeg havde svigtet. Men jeg synes, at alle, der sidder i det lige nu, skal vide; det er okay, at man ikke kan tage sig af sin familie, de skal også nok klare den, de er voksne mennesker og må selv finde ud af det. Det lyder så kynisk, men sådan er det bare.

Der kan gå rigtig mange år, hvor man gør en masse for andre menneskers skyld – og man skal også i livet gøre ting for andre mennesker, det er klart – men man er også nødt til, og det er så kliché, at få det godt selv, før man kan hjælpe andre med at få det bedre.

Vi bringer her tre af de (korte) kapitler fra "Hvis der skulle komme et menneske forbi", hvor vi kommer lidt tættere på Tue og Tues forsøg på at finde ud af, hvem han er. Det er henholdvis bogens kapitel 30, 38 og 46.

Annoncering

Kapitel 30
Mine knæ bankede mod betonvæggen. Hele min krop rystede. Jeg lå og onanerede med lukkede øjnene, men det var svært at koncentrere sig og holde billederne fast i hovedet. Det blev hele tiden afbrudt af min fars host nede fra køkkenet. Han råbte også. De små skændtes om et eller andet. I klassen havde nogle af drengene fortalt om en hjemmeside, hvor de havde set porno. Jeg kom i tanke om navnet og gik over til computeren, som jeg havde købt for alle pengene fra min konfirmation.

Jeg klikkede hen over hjemmesiden. På forsiden var der en film med tre piger, der spiste lort fra en kop. I en anden film knaldede et pizzabud med tre piger. Jeg klikkede videre rundt på siden og fandt en tilfældig film med to emo-drenge. Jeg gik ind på den. Deres piercinger rystede overalt på kroppene. Jeg stoppede filmen og gik tilbage på forsiden, og så var det, jeg fik øje på James Deen. Porn movie star, stod der efterfulgt af en masse stjerner. High quality, stod der.

James Deen havde blå øjne og et uskyldigt smil. Han havde hår på brystkassen og store læber. James Deen. Det gad jeg godt hedde. Jeg klikkede på filmen med ham. Han kneppede en ung pige, men det var kun ham, jeg kiggede på. Hans muskler var store, og hans skæg var flot. Tøjet sad pænt og stramt på ham. Tænk at være James Deen, tænkte jeg. Jeg havde selv kun lige fået hår på pikken. Jeg forsøgte at ligge helt stille, selvom min seng knirkede, hver eneste gang jeg trak vejret. Da de holdt op med at larme nedenunder, rullede jeg kroppen over i den anden side af sengen. Jeg var hunderæd for at blive opdaget, men jeg blev ved med at spille pik, og James Deen blev også ved sammen med pigen. Min krop rystede, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg følte mig beskidt og havde mest af alt lyst til at tage alt tøjet af og gå ned og vaske mig. Nogen larmede på trappen, og jeg skyndte mig at trække bukserne op. I samme øjeblik kom James Deen. Jeg lå helt stille, men kunne intet høre. Det var falsk alarm, der var ingen på trappen.

Annoncering

Bagefter ville jeg slette min historik. Ingen skulle vide, hvad jeg lige havde gjort, men jeg fik trykket på den forkerte knap. Computeren begyndte at printe hele skærmen ud. Der var ikke noget at gøre, jeg kunne ikke afbryde det. Printeren stod nede på kontoret. Jeg tvang mig selv til at tænke på noget andet. Jeg trak dynen helt op over begge ører og tænkte på lektier og begyndte at stirre ind i akvariet og kigge på fiskene. Så kunne jeg høre trappen igen. Denne gang var der virkelig nogen. Skridtene kom tættere på mit værelse. Det bankede på. Kun min mor bankede på.

"Må jeg lige komme ind?" sagde hun og åbnede døren på klem.
"Ja," råbte jeg. Det lød sammenklemt. Hun så fjoget ud, da hun åbnede døren helt. Hun havde noget i hænderne. Nogle papirer. Hun gik hen og lagde dem ved siden af mig på natbordet. 
"Det er vist dine," sagde hun og gav mig papirerne fra printeren. 
"Det var et uheld. Jeg kom til at trykke på alt muligt." 
"Det er lige meget," sagde hun og kiggede mig direkte i øjnene; det havde hun ikke gjort, siden jeg var helt lille. "Men far så dem altså." 
"Det var en fejl. Det var bare noget, jeg kom til at trykke på." 
"Jeg ved det godt." 
"Hvad sagde han?" 
"Han sagde bare fy for helvede." 
"Og hvad sagde du så?" 
"At det var mig, der kom til at printe dem." 
"Hvad sagde han til det?" 
"Han kunne ikke tåle det," sagde hun, "han gik ud til køerne. Du ved, hvordan han kan være, når han bliver humørsyg. Han er en stille mand."

Annoncering

Hun kiggede rundt i værelset. Nogle gange virkede hun slet ikke syg. Hun var aldrig den samme. Hun gik hen og tog den lille bøtte med fiskemad og dryssede nogle flager ned i akvariet. 
"Mor, jeg skal nok selv fodre dem. Gå nu bare ud igen."
"Ja ja. Men så husk lige selv at stille de dér gamle kopper ud i køkkenet, det her er fandeme ulækkert," sagde hun og tog et glas, der havde stået på en stol i flere uger. Hun lukkede døren forsigtigt bag sig.

Kapitel 38
"Vi skal ud og fange ål! Vi tager ned til fjorden og gør det," sagde Mike fra sit sæde i bussen. 
"Det kan vi godt," svarede jeg. Det var lige før sommerferien, dagene var blevet lange igen. Om under to måneder skulle vi starte i niende. Selv den tid, man aldrig tror går, går.

Mikes forældre var blevet skilt, og moren var flyttet til en anden landsby, der lå sidst på strækningen med skolebussen. Nu kørte vi den samme vej hjem hver dag, det var sådan, vi var kommet til at snakke om det, da vi så vandet fra bagsædet. Morens nye kæreste havde lært Mike at fange ål. Han var ret sej, havde Mike sagt, han havde været i militæret og slået over 30 mennesker ihjel i Afghanistan.

"Man må egentlig ikke," sagde Mike. "Den er truet." 
"Hvad for en?" 
"Ålen, din idiot!" 
"Nå ja. Er det så en god idé?" 
"Ja ja, min mors kæreste gør det altså hele tiden." 
"Okay." 
"Vi kan sagtens gøre det." 
"Jeg har bare ikke nogen fiskestang." 
"Man bruger sgu da heller ikke fiskestang. Det er andre folks åleruser, vi tjekker!" 
"Er det ikke lidt dumt?" 
"Der er ingen, der kommer derud alligevel."

Annoncering

Vi cyklede ud til fjorden uden at snakke sammen. Jeg kunne kun høre hjulene, der drev hen ad asfalten. En enkelt bil overhalede os med sindssyg fart. Mike cyklede ud på midten af vejen og drejede tværs ind på en markvej. Jorden begyndte at blive sandet, der var ikke en sjæl på stranden. Et stykke metal blinkede ude på vandet. Måske var det en kutter. Hvis man missede med øjnene, kunne man se lidt af dæmningen. Til sidst smed vi cyklerne fra os i sandet, det var umuligt at cykle i det. Helt nede ved vandkanten tog Mike sin T-shirt af og sparkede kondiskoene af. Så smed han bukserne og underbukserne og hoppede et par gange, så hans pik flagrede op og ned. Han brægede som et får og grinede selv ad det. Jeg kiggede ned i jorden, mens jeg trak min T-shirt af og tænkte på, at der var sten overalt. Jeg rørte ved min ene armhule med hånden, der var begyndt at gro hår. Det stak en smule, og de blev ulækre, når jeg svedte, men det ville være underligt at barbere dem af, tænkte jeg.

Mike stod allerede et stykke ude i vandet og ledte efter ålerør. Jeg kiggede hen på ham. 
"Vil du ikke i vandet?" spurgte han.  
"Tjo," sagde jeg, "men skal jeg være helt nøgen?" 
"Det er da pissevarmt," sagde han. "Men du må selvfølgelig selv om det."  
"Det er virkelig varmt," sagde jeg. Jeg tog også tøjet af. Jeg holdt mig for skridtet, mens jeg gik ud i vandet, og skyndte mig at dukke hele kroppen under, så Mike ikke kunne se min pik. Jeg svømmede, til jeg ikke kunne bunde længere. Mike sjoskede stadig rundt tæt på stranden og kiggede efter rør eller dæk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kigge efter. Mikes hud skinnede og var meget ren. Han stak hænderne ned i vandet, trak et rør op og tømte det. 
"Se her," råbte han, men der flød kun vand ud af det, og han kastede det væk igen. Det skete igen og igen. Vi svømmede begge to så langt ud, at vi røg ind i et sort hul af tang. 
"Lad os svømme tilbage, herude er det umuligt at fange ål," sagde Mike og vendte om. Så blev vandet lavere igen, og vi kunne rejse os op og stå på bunden. Pludselig skreg Mike. Et kort, højt hvin. Han lød som en pige. Han pegede på en goppel, der flød rundt i vandet tæt på han. Det var en brandmand.

Annoncering

Inde på land lagde han sig i et hul i sandet og tog sig til skridtet. Jeg satte mig i nærheden og foreslog, at vi hentede hjælp. Han lagde sig på ryggen. Halvdelen af hans krop var klæbet ind i sandkorn. 
"Skal du ikke ligge?" sagde han. Jeg mumlede et eller andet og lagde mig ved siden af ham. 
"Det gør altså nas," sagde han. 
"Der er en del brandmænd herude," sagde jeg. "Jeg har prøvet det masser af gange, det går over om lidt."

Solen bagte. Vi lå nøgne i sandet. Af en eller anden årsag kneb jeg øjnene sammen. Så tog Mike fat i min hånd og lagde den på sit skridt. Jeg åbnende øjnene, men turde ikke se på ham. I stedet for kiggede jeg direkte op i himlen og forsøgte at fange lidt af Mike i øjenkrogen. 
"Det er allerede ved at blive bedre," sagde han, han holdt stadig min hånd fast. Jeg knugede den om hans pik, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Så begyndte han at hive min hånd frem og tilbage, mens han stønnede. Jeg turde ikke flytte ansigtet. Han blev ved, jeg kunne mærke en varm følelse strømme gennem mig. Jeg forsøgte at slå følelsen ud af hovedet med det samme, man må ikke tænke sådan om sine venner.  Så var der stille et par sekunder. Bølgerne brusede bag den sandbanke, vi lå nede i. Mike blev ved med at styre min hånd op og ned omkring sin pik, mens han talte til mig med anspændt stemme. Jeg havde helt lukkede øjne og kunne ikke lade være med at tænke på James Deen. Jeg bukkede mig ned mod Mike og kyssede ham på læberne. Han lugtede stadig dårligt ud af munden. Hans læber bevægede sig slet ikke. Han lå bare helt stiv i kroppen og tog imod det. Jeg vidste ikke, om det var sådan, det burde være. Men jeg fortsatte, til jeg kunne mærke hans hænder glide ned over mit lår og op på min mave. Jeg åbnede øjnene. Hans var stadig lukkede. Han spændte i hele kroppen og trak næsten ikke vejret. Han åbnede øjnene, missede med dem. Jeg smilede til ham, men blev ramt af et sug i maven. Han fjernede min hånd fra sin pik, løftede hovedet og satte sig op. Hele hans kind var fyldt af sand. Jeg havde mest lyst til bare at blive liggende, men så rejste han sig op. Jeg rejste mig også, mens jeg holdt hænderne for min pik og stillede mig foran ham. Han gik ned til vores håndklæder, der lå i vandkanten, jeg fulgte efter ham. Jeg tog mine underbukser på igen. Der lå sand i bunden af dem, det gned sig op af ballerne. Jeg kiggede på Mike. Han svedte på panden. Behøvede det allerede være slut, tænkte jeg, mens han balancerede på det ene ben og tog sin strømpe på. Jeg håbede aldrig, han ville fortælle nogen om det.

"Nu fangede vi ikke nogen ål," sagde jeg. 
"Der plejer ellers at være en del," sagde han. Kapitel 46
Jeg var på vej ned på stationen for at mødes med Iben. Den dag havde Inga erklæret mig egnet til gymnasiet. 
"Du er jo ikke dum," havde hun sagt. "Jeg tror, det kunne være godt for dig at få åbnet nogle bøger for alvor."

Jeg besluttede mig for at prøve, selvom jeg ikke vidste, hvad det præcis gik ud på, eller hvad jeg skulle forvente. Men at gå i gymnasiet var en fin ting, og der var ingen i min familie, der var nået så langt før. Det i sig selv var en grund til at starte.

Iben sad på en bænk og spillede på en blå Gameboy Color. Den var næsten skjult bag hendes lange hår, når hun sad foroverbøjet. Hun kiggede ikke op fra den. 
"Jeg skal lige være færdig med banen," sagde hun. Jeg satte mig ved siden af hende og ventede. "Så!" sagde hun, klappede sin Gameboy sammen og smed den ned i tasken. "Hvorfor kommer du først nu?" spurgte hun. "Du er over ti minutter forsinket?" 
"Jeg skal i gymnasiet. Inga har lige sagt det." 
"A' hva'?" råbte hun. 
"Jeg er blevet erklæret egnet til gymnasiet." 
"Sådan!" 
"Det er vildt fedt," sagde jeg. "Tre år, og så kan jeg komme væk herfra!" 
Hun smilede til mig. "Det er sejt. Er det inde i Skive, du skal gå?" 
"Ja, hvis jeg altså kommer ind, man skal optages først." 
"Det gør du, de tager alle ind. De får penge for hver elev. Min bror går der lige nu. Det er rimelig skod, siger han, men det er jo lidt det eller teknisk skole," sagde hun.  
"Kunne du se mig som tømrer?" 
"Nej, slet ikke," hun grinede, mens toget gled ind på perronen. Vi plejede kun at sidde og se dem køre forbi og snakke om alle de steder, man kunne tage hen, men så rejste Iben sig og gik hen til døren. 
"Kom!" 
"Hvad skal vi?" 
"Bare kom!" 
"Men hvad med billetter?"  
"Bare gør som mig."

Vi gik op i toget og satte os ved et tomandssæde, og da Iben lænede ansigtet ind mod vinduet og lukkede øjnene, gjorde jeg det samme. Hun lagde sin hånd på mit lår og klappede et par gange, det virkede beroligende, men jeg var bange for at få en bøde. En kontrollør var på vej gennem toget. 
"Nye rejsende," lød en kvindestemme længere nede i toget, "nye rejsende," lød stemmen igen og igen. Jeg lod, som om jeg snorkede let. 
"Nye rejsende," blev kontrolløren ved, nu var hun lige op ad os, men vi lod stadig, som om vi sov. Hun fortsatte længere ned i toget, og vi åbnede øjnene, da vi var sikre på, at hun var væk. Iben ruskede mig i armen. Vi så på hinanden uden at sige noget. En gammel dame sad på sædet skråt over for os og kiggede vredt. Efter et enkelt stop holdt toget endelig ind på stationen i Skive, og vi steg af.

Vi gik ind gennem stationsbygningen og over busholdepladsen, drejede om hjørnet ved Føtex. Der hang en tæt lugt af benzin omkring bymidten. Fra McDonald's sivede en fritureagtig stank ud og blandede sig med trafikosen. Vi gik rundt i Søndercentret og kiggede på mærkelige ting. Slikbutikken var lukket, og i stedet var der åbnet en plantebutik. Foran Kvickly stod en slushice-maskine, en lille pige trak i tappehanen og væltede en masse ud på gulvet. 
"Vi skal i Matas," sagde Iben. 
"Hvorfor det?" 
"Russerne er kommet." 
"Hvad?" 
"Jeg har fået menstruation!"

Det gjorde mig flov, når hun snakkede om den slags, men hun lod ikke til at skamme sig. I Matas stod en mand med pelskrave og fingerringe foran os i køen. Han var helt sikkert bøsse, det kunne man fornemme på ham. Han kunne ikke være herfra, der boede ingen bøsser i Skive. Ikke hvad jeg havde hørt. Jeg begyndte at læse på tilbudsskiltene for ikke at tænke for meget på ham. 
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte ekspedienten bøssen. Han lænede sig ind over kassen. 
"Det er lidt privat," hviskede han til hende, men han talte så højt, at vi sagtens kunne høre, hvad han sagde.
"Hudormefjerner," sagde han, og jeg måtte koncentrere mig om ikke at kigge på Iben. Jeg vidste, at hun syntes, det var mindst lige så sjovt, som jeg selv gjorde, og vi ville bryde sammen af grin, hvis vi fik øjenkontakt. Bagefter sad vi og røg på broen bag centeret. Jeg måtte låne en cigaret af Iben, jeg havde ikke nogen selv. Hun sagde, at hun ellers var holdt op med at give ud. Vi kunne se ind i en piercingforretning. Den lå ud til åen, bagdøren stod åben. 
"Han var helt sikkert bøsse, ham inde i Matas," sagde jeg. 
"Det var så sjovt," grinede Iben, "altså det, han sagde."

Man kunne høre en maskine plaffe nåle gennem hud inde fra forretningen. 
"Det lyder godt nok ikke rart," sagde jeg, da vi kunne høre en pige hvine. 
"Måske skulle du også have dig en ørering." 
"Det må jeg ikke." 
"Du er sgu da voksen." 
"Det er jeg da ikke." 
"Få nu bare en ørering. Vær lidt modig." 
"Det vil jeg ikke. Min far bliver stiktosset. Det er ikke det værd, måske en anden gang." 
"Springer du ikke snart ud?"  
"Hvorfor siger du det?" 
"Gør du ikke?" 
"Det ved jeg altså ikke." 
"Boller du egentlig i røven, eller er du den, der bliver bollet i røven?" 
Jeg tyssede på hende, selvom der ikke var nogen. 
"Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til." 
"Hvordan ved du så overhovedet, om du ER bøsse?" 
Jeg tyssede på hende igen. 
"Det er da heller ikke sikkert, at jeg er." 
"Er du, eller er du ikke?" 
"Det er ikke så nemt, som du får det til at lyde." 
Hun kiggede ned i jorden, kastede cigaretten i åen. Den flød med strømmen ned mod havnen.
"Efterhånden er det jo også lidt min hemmelighed," sagde hun. 
"Jeg gør det snart," løj jeg. 
"Gør du? Virkelig?" 
"Ja." 
"Lover du mig det?" 
"Måske. Jeg lover aldrig noget." 
"Så siger vi det." 
"Ja." 
"Hvordan tror du, dine forældre vil reagere?" 
"De kan rende mig." 
"Du må gerne bo hos mig et stykke tid, hvis de smider dig ud." 
"Tak." 
"Måske kan de regne det ud selv, hvis du får en ørering." 
"Ja, måske." 
"Der er nogle piger i min klasse, der snakkede om det forleden." 
"Om hvad?" 
"At du er bøsse!" 
"Hvad sagde du så?" 
"Jeg sagde, at det er du altså ikke." 
"Godt." 
"Men det er du jo." 
"Ja, det er jeg vel." 
"Ja, det er du. Og hvis du får den ørering, farver jeg mit hår lyserødt." 
"Men jeg har altså ingen penge." 
"Det har du jo aldrig – jeg giver," sagde hun. 
"Du skal ikke give noget så dyrt." 
"Jo, jeg skal!" 
Hun rejste sig op og rakte mig hånden. Vi gik ind i piercingbutikken og valgte en lille, blå sten. Plaf, sagde det, da manden skød nålen gennem mit øre. 
"Sådan," sagde Iben. 
"Hvordan ser det ud?" spurgte jeg. 
"Det er blevet meget flot," sagde Iben. 
"Har I et spejl?" 
Manden fra butikken hentede et lille spejl og holdt det op foran mig. 
"Er du sikker på det her, Iben?" 
"Ja ja! Helt sikker." 
"Godt," sagde jeg og rejste mig fra stolen. Jeg pillede lidt ved øreringen. Den sad godt fast. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få den ud igen.