FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

​Vi besøgte Københavns værste turistattraktioner

Det viser sig, at Vesterbro, DGI-byen og Planetariet bl.a. ikke lever op til turisternes standarder.

Borgerne i Danmarks hovedstad er gennem de seneste år blevet forkælet med en række flatterende artikler i internationale medier, der kårer København som en af verdens absolut sejeste byer. Således har vi med tiltagende storhedsvanvid kunnet læse os til, at vores by er en uimodståelig urban oase, hvor skønhed, velstand, lykke, gastronomi og finkultur mødes i skøn, skøn forening. Man kan derfor ikke fortænke tilrejsende turister i at ville aflægge København et besøg, vel? Jeg mener, hvem har ikke lyst til at tilbringe et par dage i en så højt besungen by, før resten af verden får øjnene op for destinationen og spolerer det hele?

Annoncering

Desværre viser det sig, at der ikke altid er overensstemmelse mellem turisternes forventninger og det, der møder dem på deres færden rundt i København. I hvert fald er det langt fra alle seværdigheder, der bliver taget lige godt imod.

På Tripadvisor har den slags turister, der finder det magtpåliggende at advare andre turister om dårlig service og slatne oplevelser, bedømt stort set alle Københavns seværdigheder helt uden omsvøb. Vi satte os for at gå listen over hovedstadens attraktioner igennem for at se nærmere på, hvad udlændingene i skrivende stund vurderer til at være byens bundskrabere.

Se også: Her er de tatoveringer, som danske tatovører er mest trætte af at lave

Her er resultatet af en dags sightseeing fra nogle af de turistmål, som har indkasseret de sløjeste anmeldelser.

VESTERBRO

Nr. 149 på listen over aktiviteter i København

"Meget lang gade. Et par middelmådige butikker og restauranter her og der. Jeg undrer mig over, hvorfor det er et tilløbsstykke. Der er virkelig ikke noget særligt at komme efter."

Sandheden er som bekendt ilde hørt, men ovenstående anmeldelse rammer faktisk hovedet på sømmet. Hvilken ret har "gaden" Vesterbro egentlig - i al sin en-gadede utilstrækkelighed - til overhovedet at kalde sig turistmål endsige bydel? Én vindblæst gade bevandret af vildfarne turister, der vader rundt i kanyler og kebabaffald og leder efter bussen tilbage til civilisationen - det er, hvad der ligger tilbage på bunden af gryden, når al hypen er kogt fra. Tag i stedet forbi Kødbyen eller Fisketorvet, som er to meget bedre gader end Vesterbro.

Annoncering

TYCHO BRAHE PLANETARIUM

Nr. 144 på listen over aktiviteter i København

"Planetariet består af et cirkulært rum med dansksproget tekst overalt. En masse computerskærme med indhold på dansk, der vistnok handler om rummet. Det er tilsyneladende bare en masse Wikipedia-artikler, som er printet ud og hængt op på væggene, hvorefter de har klasket nogle stjerner og planeter på. Det minder mig mest af alt om et 7. klasses skoleprojekt. Alt i alt en helt igennem middelmådig oplevelse."

Som en skrånende skamstøtte over fejlslået firser-arkitektur ligger Planetariet for enden af Sankt Jørgens Sø og griner af sig selv og sin triste skæbne. Ikke så meget på grund af bygningens ubestridte status som øjebæ par excellence, (Rådhuspladsens udskældte busterminal havde i det mindste offentlige toiletter) men fordi netop denne matrikel indtil 1987 har huset det legendariske spillested Saltlageret.

Saltlageret var arnested for den danske punkscene, og bands som Sods, Dead Kennedys, Black Flag og sågar Depeche Mode har betrådt scenegulvet. Stjerneoplevelser kan man stadig få på adressen, men underholdningsværdien er styrtdykket, entréprisen tredoblet, og publikum består nu af dysfunktionelle børnefamilier på flugt fra regnvejret.

FRIHEDSSTØTTEN

Nr. 207 på listen over aktiviteter i København

"Der er jo selvfølgelig godt, at der findes et mindesmærke over en hård og ond tid for stakkels stavnsbundne folk i Danmark, men måden mindesmærket er udformet på er med sin højpatetiske stil og kongehyldest jo nærmere en hån mod alle disse stakkels fæstebønder, hvis liv fra fødslen var frataget enhver mulighed for at folde sig ud."

Ikke enig. Det giver kærkomment modspil til Københavns polerede image, at man midt på kørebanen har rejst en 20 meter høj fuckfinger i sandsten henvendt til bilisterne, som kommer ind fra provinsen.

Annoncering

HOVEDBANEGÅRDEN

Nr. 64 på listen over aktiviteter i København

"Det er svært ikke at værdsætte denne smukke gamle bygning. Desværre er den beskæmmet af cigaretskodder, graffiti, skrald og hvad der tilsyneladende er en nationalsport i Danmark: At hoste slim op. Der er langt til fordums storhed."

Objektivt set er en 64. plads ikke så dårligt - der er i hvert fald et stykke vej ned til "højpatetiske" monumenter og andre modbydeligheder henvist til skammekrogen over københavnske seværdigheder - derfor er det også smadder ærgerligt, at Hovedbanegårdens udmærkede udgangspunkt skal komme på kollisionskurs med noget af det, der rækker helt ind i hjertekulen af den danske folkesjæl: slimopkast i offentligheden.

Forhåbentlig vil bare et fåtal af turisterne kunne abstrahere fra kulturchokket og i stedet værdsætte den brede vifte af kvaliteter, som er at finde her: Fjerner du blikket fra det kropsvæskeindsmurte underlag, kvitterer Hovedbanegården med oplevelser så forskelligartede som indendørs-duer, lommetyve og muligheden for at stå og ligne en idiot i baggrunden, når TV2 sender live herfra mellem 6:30 og 9 om morgenen.

DGI-BYEN

Nr. 164 på listen over aktiviteter i København

"For at sige det ligeud så er stedets hygiejnestandarder de værste, jeg endnu har set i Skandinavien. Gæsterne ignorerer reglerne om afvaskning og resultatet er, at vandet ikke bare er urent men møgbeskidt. Saunaen, som også bliver misbrugt af respektløse svømmere, lugter forfærdeligt. Hvis du vil svømme i København, så tag et andet sted hen."

Det er alligevel lidt groft af denne anmelder at fælde dom over hele DGI-byen, bare fordi han har haft en dårlig oplevelse i svømmehallen. Han kunne eksempelvis også have aflagt bowlinghallen i kælderen et besøg og derved givet sin fintfølende lugtesans lidt modspil i form af fodsved fra de obligatoriske bowlingsko. DGI-Byens sande perle er dog den himmelstræbende klatrevæg, der pryder bygningens DDR-romantiske indgangsparti. Det rygtes, at kun fire personer nogensinde har forceret væggen uden sikkerhedsudstyr og tilmed i en brandert: Lars Løkke Rasmussen og hans partifæller Søren Pind, Peter Christensen og Lars Mikkelsen.

Annoncering

RÅDHUSPLADSEN

Nr. 72 på listen over aktiviteter i København

"Pladsen har været under renovation i 20 år - først da man byggede en forfærdelig busterminal og sidenhen rev den ned, manglende fortov i årtier og nu med metrobyggeriet, som først afsluttes, når jeg er død. Skrald overalt, som i resten af København, tarvelige discountbutikker og Mcdonald's."

Vi har helt klart at gøre med en insider her, som har et langvarigt og betændt forhold til Københavns mest centrale plads. Modsat Vesterbro, som bare er en røvirriterende og tilflyttertjekket gade, der gerne vil være en bydel, så har Rådhuspladsen ikke anpart i sin egen ulykke, og det er en formildende omstændighed, som der bør tages højde for i domsfældelsen. Rådhuspladsen er jo ikke selv skyld i, at den har lagt fliser til en forkætret busterminal, og den kan jo sådan set heller ikke gøre for, at den lige nu er blevet vendt på vrangen på grund af metroarbejde - og vigtigst af alt, så er det jo heller ikke Rådhuspladsen, der har bedt om at blive betrådt af generiske inka-orkestre, og hvis Rådhuspladsen dog bare kunne sige fra, så tror jeg ikke at alle de letantændelige springknivsbærende psykopater fra forstæderne var velkomne.

Yderst står et udtjent springvand, som gennem årene har bevidnet alle de dårligdomme, der har overgået pladsen, lige fra arkitektoniske overgreb til ditto musikalske. Når der alligevel er væske i springvandet, skyldes det ikke kun den natlige tilførsel af urin og opkast. Nej, den udefinerbare pøl, der gemmer sig på bunden af bassinet, er Rådhuspladsens egne tårer.

Annoncering

GUINNESS WORLD RECORDS MUSEUM

Nr. 175 på listen over aktiviteter i København

"Har altid drømt om at komme ind og se dette museum. Endelig fik jeg gjort det sammen med min kæreste, da vi begge tænkte, at det kunne være sjovt. Der er virkelig intet, man går glip af, og deres bog er nok bedre end selve museet. Mega skuffelse!!! Barndomsdrøm i ruiner."

Forestil dig, at du finder din gamle Guinness Rekordbog i en flyttekasse på loftet og får en vild idé: Du flår alle siderne ud af bogen og tapetserer væggene i dit hjem med talrige fjollede rekorder fra det menneskelige overdrev. Dette dristige valg vil bidrage til mytologiseringen af din person, og herudover vil du berige dig selv med en masse små fun facts, der gør dig til et sikkert kort i enhver social sammenhæng. Tjek for eksempel dette konversationelle kødben, som kan fyre op under den mest blodfattige samtale: Newzealænderen Mem Bourkes holder rekorden for at have flest rhinesten på kroppen - 31.680 på én gang! Hvad giver du mig?

Desværre er Guinness World Records Museet på Strøget kommet dig i forkøbet og har allerede klistret en masse tåbelige og forstemmende verdensrekorder op på væggene. Den gode nyhed er, at enhver kan komme ind og se alle herlighederne for den nette sum af 90 kroner.

Lyksalighederne stopper dog ikke her, for minsandten om ikke der også er blevet plads til en håndfuld voksdukker af vores kongefamilie. Det er muligt, at rekordmuseet har lagt en barndomsdrøm i ruiner, men det er intet imod det, der hænder dig, hvis du stirrer for længe ned i den vanvittige afgrund, der er voksdukkeudgaven af Prins Joachim. Holder du øjenkontakten og hvisker "aldrig konge" tre gange, siges det, at du vil forulykke under dit næste veteranbilsracerløb.

Annoncering

Tilbage står spørgsmålet: Går Tripadvisors brugere for langt i deres kritik af København? Nej. Men dermed ikke sagt, at man bør tillægge den gennemsnitlige turists bedømmelse af vores hovedstad nogen som helst form for troværdighed. Det kan man simpelthen ikke, så længe denne åbne kloak af grimme mennesker, taskenspillere og middelmådige restauranter ligger nummer et på listen.

Mere fra VICE:

Derfor er Danmark det bedste sted i verden

Det du ikke lærte om stoffer i skolen

En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende