Quantcast

23-årige Lasse har spildt sin ungdom på kasinoer og kokain

AfKatrine Krøjbybilleder af Amanda Hjernø

Lasse Næsgaard Steensen var 18, da han første gang trådte ind på Casino Copenhagen. Tre år senere ender han på gaden med en kæmpe spillegæld. Her er historien om en ung ludoman.

“Det er den 21. december 2016. Jeg er på kasinoet for tredje dag i træk. I løbet af de sidste to dage har jeg vundet 25.000 kroner. Først spiller jeg på ét bord. Så spiller jeg på to borde, så spiller jeg på tre borde, så fire, og til sidst spiller jeg på fem borde på én gang. I løbet af et par timer, hvor jeg har zigzagget rundt, har jeg mistet alle pengene.”

Ordene er 23-årige Lasse Næsgaard Steensens. Han ser tilbage på sidste gang, han satte sine ben på et kasino. Der bliver ikke nogen næste gang - forhåbentlig.

Lasse er opvokset i Skovlunde nær København, han synes, han har haft en god barndom, og da jeg møder ham, ser han skarp ud i sine Chelsea-støvler og en sort frakke, som står godt til det veltrimmede skæg. Jeg kan slet ikke forestille mig, at han har været ludoman, at han har startet morgenen med en bane kokain – eller at han har overnattet i opgange, fordi han ikke havde et sted at bo.

Vi tager den fra begyndelsen.

“Jeg var 16 år, første gang jeg spillede. Det var bare en 10’er i en kiosk på en fodboldkamp. Det var først, da jeg som 18-årig fik et Dankort, at det gik galt. Pludselig kunne jeg spille online, og jeg kunne gå på kasino.”

Jeg tabte 20.000 kroner, anden gang jeg var på kasino.

Lasse var altså kun lige blevet myndig, da han i år 2013 trådte ind på Casino Copenhagen med sit nye Dankort. Han havde besluttet sig for at spille for 500 kroner. Og det gik nogenlunde, for han havde samme beløb med ud derfra. Få dage efter var han tilbage.

Det var rouletten, han blev forelsket i. Hjulet, der drejede, kuglen, der endte på sort eller rød et sted mellem nul og 36. Men det var en dyr forelskelse, for han tabte 20.000 næste gang, han forlod kasinoet.

“Det er mange penge, så jeg ringede til min mormor og morfar for at høre, om jeg kunne få 20.000 til et kørekort. Klokken var 22:30, så det var jo et lidt mærkeligt tidspunkt at ringe og spørge om det på, og de sagde da også nej.”

Lasses ræsonnement var klassisk for ludomaner: Han følte, at han blev nødt til at spille igen for at dække sit tab. Og det gik egentlig meget godt. Han vandt. Indtil han tabte igen. Og sådan fortsatte han, mens overtrækket voksede sig større.

Med spilleafhængigheden følger et væld af løgne.

“Jeg skrev til min ven klokken et om natten for at høre, om jeg måtte låne penge til en ny cykel. En anden gang skrev jeg, at jeg havde brug for pengene til at bestille en rejse. Jeg spurgte endda, om han kunne overføre pengene på MobilePay, så jeg kunne få dem med det samme. Det var så dumt, for fem minutter efter havde jeg tabt pengene. ”

Pludselig havde jeg gæld syv forskellige steder. Det ene sted var renten 200 procent.

“Man lyver meget, når man har et problem, man ikke vil stå ved. Det er en ond spiral, hvor det bliver sværere og sværere at holde sig til sandheden. Til sidst måtte jeg ringe til banken og sige, at mit kort var blevet stjålet. Men så snart, jeg havde sagt det, vidste jeg, at det ikke kunne fortsætte sådan. Så jeg fortalte faktisk bankdamen, at det var, fordi jeg havde spillet pengene op. Så satte hun min kassekredit op.”

I dag kan Lasse stadig ikke tro, at banken gik med til det. “Men de tjente vel penge på mig,” siger han. En højere beløbsgrænse hjælper dog ikke ligefrem på ludomani.

“Kassekreditten var det værste, jeg havde prøvet. Jeg kæmpede med den i halvandet år, hvor den bare var i minus. Men så ringede en bankmand en dag for at høre mig, om jeg ikke hellere ville have omlagt det permanente overtræk til et lån. Det sagde jeg ja til. Og efter et par dage stod jeg så både med et lån og en kassekredit. Så jeg forhøjede mit lån for at få styr på kassekreditten, og sådan fortsatte det. Lige indtil banken sagde stop, og jeg ikke måtte låne flere penge. Men så begyndte jeg bare at låne andre steder. Jeg kunne tage et kviklån på sms, hvor jeg kunne få pengene med det samme. Pludselig havde jeg gæld syv forskellige steder. Det ene sted var renten 200 procent.”

Løgnene, gælden og spillene kører rundt i hovedet på Lasse. Det er kun et par måneder siden, at han første gang stod på kasinoet, men ludomanien buldrer løs i ham.

“Det eneste, jeg tænker på, er, hvordan har jeg penge til i morgen. Hvordan skal jeg få penge til mad? Jeg føler, at jeg bliver nødt til at spille. Og jeg bliver nødt til at låne for at spille. Det stresser mig helt vildt, for det fylder hele mit liv.”

I 2015 dropper han som 20-årig ud af HHX og får fuldtidsarbejde på McDonald’s. I løbet af de næste par år er det ludomanien, der styrer alt i hans liv.

“Når jeg var på arbejde, tænkte jeg kun på at få fri, så jeg kunne spille. Nogle gange prøvede jeg at finde nogle ting, der kunne gøre mig sur, så jeg havde en undskyldning for at spille. Jeg var måske på kasino to til fire gange om ugen. Resten af tiden var det online-kasino. Nogle gange var jeg bare lige på i fem minutter, hvis jeg havde brug for 500 kroner. Men for det meste var jeg der i et par timer, og nogle gange kunne jeg være der i seks timer. Der er ikke noget ur derinde, så man glemmer tiden.”

I mellemtiden er kæresten begyndt at få nok af løgnene, byturene og de evige pengeproblemer.

“Hun ringede og skrev, fordi jeg ikke kom hjem, og jeg sagde bare, at jeg var ude med drengene. Og så måtte hun komme ud og betale for taxaen, da jeg endelig kom hjem, for jeg havde brugt alle mine penge. Jeg var hende også utro."

Hun ender med at smide ham ud med en besked om, at han skal søge hjælp for sin spilleafhængighed. Pludselig har Lasse ikke noget sted at bo, så i en periode lever han som hjemløs.

“Først sov jeg hos nogle venner, og så begyndte jeg at gå rundt på gaderne, indtil jeg fandt en åben opgang, hvor jeg kunne sove. Så jeg gik på arbejde fra 8-19, og så vandrede jeg omkring, inden jeg igen fandt en opgang. Jeg frøs helt vildt, så på et tidspunkt tog jeg faktisk ind på det hotel, som kasinoet ligger på. Jeg forsøgte at bestille et værelse på mit arbejdes regning, men det gik ikke. Så gik jeg ned og sov på deres toilet, indtil jeg blev smidt ud af vagten klokken syv om morgenen.”

Jeg har dummet mig så meget, at jeg ikke kunne kende mig selv.

Lasse indser, at han må gøre noget drastisk for at få styr på sin situation, så i 2016 starter han i behandling for ludomani. Nu er han blevet 21. Hans mor hjælper ham af med lånene, men gælden beholder han. Den bliver bare privat gæld i stedet for. Efter seks måneder i behandling føler han, at han har styr på det, så han stopper uden at afslutte forløbet – en fatal fejl, ved han i dag.

“Jeg ville egentlig bare spille på en fodboldkamp, og pludselig var jeg røget direkte tilbage i det. Jeg var tydeligvis ikke klar til at stoppe. Men når folk spurgte, om jeg var stoppet, så sagde jeg ja.”

En aften går det helt galt. Først vinder han 175.000 kroner på rouletten, men i løbet af 20 minutter har han tabt det hele igen. Rutsjebaneturen tager så hårdt på ham, at han stiller sig ud på kanten af en perron og overvejer at kaste sig ud foran et gennemkørende tog – men det bliver ved tanken. Til gengæld søger han endnu engang hjælp og må – endnu engang – indrømme over for sin familie, at den er gal igen.

Jeg havde gravet et hul, lagt mig ned i det og var begyndt at lade jorden vælte ned over mig.

Den her gang går det bedre med at holde sig fra gambling, men til gengæld har en ny last fået tag i ham.

“Jeg havde brug for noget at erstatte mit spillemisbrug med, så jeg begynder at tage kokain. Og jeg gør det faktisk på daglig basis. Jeg starter dagen med en streg, og så holder jeg mig kørende på omkring et gram i løbet af dagen."

Misbruget gør Lasse endnu mere deprimeret, end han nogensinde har været før. “Jeg havde gravet et hul, lagt mig ned i det og var begyndt at lade jorden vælte ned over mig."

I maj 2017 er lasse igen på selvmordets rand. Han sidder tilbage med en følelse af at have fucket alt op og beslutter sig for at skære sin pulsåre over. Han ender med at kaste kniven fra sig og bryde grædende sammen.

"Jeg har jo ikke lyst til at dø, men jeg var bare så langt nede,” siger han i dag.

Episoden bliver et wake-up call, som fører til, at han stopper med kokainen fra den ene dag til den anden. I dag har Lasse afsluttet sit ludomanibehandlingsforløb, og snart er det et år siden, at han stoppede med at spille. Det har givet Lasse tid til at reflektere over tingene.

“Jeg var helt nede og skrabe bunden, men jeg er på vej op nu. Det var så dumt, at jeg drømte om at vinde så mange penge, at jeg bare kunne sidde i Spanien med fødderne i vandet. Penge er bare penge, det er bare papir. Jeg har lært meget af det her. Jeg har begået mange fejl. Jeg har dummet mig så meget, at jeg ikke kunne kende mig selv. Nu handler det bare om at være glad for livet og nyde det og være optimistisk. Jeg smiler, selvom det regner."

Jeg vil gerne kunne fortælle min børnebørn om min ungdom, uden at det hele handler om problemer

Nu drømmer Lasse om at kunne hjælpe andre ludomaner. Men af og til dukker ludomani-spøgelset op hos ham selv.

“Når det sker, handler det om at acceptere følelsen og så flytte tankerne over på noget andet. Det er meget at kæmpe med inde i hovedet, og jeg tror måske altid, at jeg vil have det her spille-gen, så jeg vil altid kunne falde i igen. ”

Og gælden, den forfølger ham stadig.

“Jeg skylder omkring 200.000 nu, og jeg er også i RKI. Min far er blevet ansvarlig for min økonomi, han sørger for, at alle mine kreditorer får deres penge, så jeg kan få ro. Ellers ville jeg få nye breve ind ad døren hver dag. Men det går så meget bedre, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Jeg vil gerne kunne fortælle min børnebørn om min ungdom, uden at det hele handler om problemer.”