Foto

Sådan flygtede jeg hele vejen fra Eritrea til Danmark

20-årige Mussie Wedi Mihtuns flugt gennem Sahara var lang og farefuld. Undervejs fik han lavet tatoveringer, så han aldrig glemmer, hvad han har været gennem.

af Amanda Hjernø
23 januar 2018, 12:12pm

Mussie fotograferet i København. Alle fotos af Amanda Hjernø.

Mussie ved godt, han er heldig. Det kunne lige så godt have været ham, der fik en kugle gennem hovedet, da deres bil blev beskudt af libyske soldater. Eller ham, der brækkede ryggen, da den overlæssede pick-up truck kørte galt i Saharas bagende sol. Men Mussie klarede rejsen hele vejen fra Eritrea til Ærø.

De efterhånden mange tatoveringer, der pryder Mussies krop, er med til at fortælle historien om alt det, han har været gennem. De forskellige motiver minder ham om vennerne – både de levende og døde, og de husker ham på, hvem han er, og hvor han kommer fra. I dag er han rejst fra Ærø til København for at drikke øl med mig og fortælle om en langt større rejse, han har været på.

Mussie er fra Eritrea i det nordøstlige Afrika. Han kan både snakke tigrinya, flere grene af arabisk, engelsk og nu også dansk. Det arabiske lærte han i et fængsel i Libyen, engelsk fik han med sig, da han nåede til Europa, og dansk har han lært på sprogskolen i Ærøskøbing.
Mussie forklarer på et dansk, der er blevet meget bedre siden første gang, jeg mødte ham, at han flygtede fra værnepligten i diktaturstaten Eritrea.

“Først når du går på pension, er du en fri mand. Min far er 50 år og stadigvæk soldat. Hvis ikke, du er studerende, skal du i militæret, og det var derfor, at jeg fik et indkaldelsesbrev. Jeg droppede ud af 10. klasse for at hjælpe min mor med arbejde.”

Hele rejsen startede en eftermiddag i januar 2014. Mussie var på arbejde som gartner i en park, da hans søster kom forbi med hans indkaldelsesbrev, som militæret havde sendt. Militær tjeneste i Eritrea foregår under slavelignende forhold og med frihedsberøvelse som normen. Konsekvensen af ikke at ville i militæret er fængselstraf. Mussie så ikke andre udveje end at stikke af. Uden at sige farvel til resten af familien, og uden andet på sig end sine bukser og t-shirt, flygtede han til nabolandet Sudan. Herfra var hans plan at fortsætte mod Libyens hovedstad Tripoli, hvor han ville krydse Middelhavet.

“Min første tatovering er et 'M' for Mussie. Den er lavet i Eritrea. Jeg var en smule ude af kontrol, røg cigaretter og drak alkohol, og der ville jeg gerne have noget som indikerede, at jeg følte mig voksen. Alle mine tatoveringer er lavet med en nål eller en torn. Selve farven er fra brændt plastik eller gummi."

Den første del af rejsen var hurtigt overstået. I Sudan fik Mussie arbejde sammen med sin ven Aman. “Det er nemt at skaffe arbejde i Sudan. Har du venner, kan de bare tage dig med på arbejde. Du skal ikke registreres eller betale skat. Jeg havde mange venner der. Min moster bor der også, men hun var lidt for streng og ville passe på mig. Hun sagde, at jeg ikke måtte gå ud og kun skulle blive i lejligheden. Jeg måtte heller ikke ryge cigaretter, så jeg flyttede hjem til en ven.”

Visse dele af Sudan er underlagt streng sharia-lovgivning, hvilket skabte problemer for ham.
“Jeg var især bange for mine huller i ørerne, som de lokale virkelig ikke brød sig om. De har kristne kirker i Sudan, så min religion var ikke problemet. Til gengæld skal man klæde sig i lange bukser og ikke have smykker i ørerne som mand. Kvinderne skal også være tildækket og med tørklæde.”

Mussie og hans venner betalte en smugler for at transportere dem fra Sudan gennem Sahara til Libyen. Rejsen foregik i overlæssede Toyota-pickups.

“Jeg rejste med ti venner og min vens kæreste. Vi sagde, at hun var hans kone, kaldte hende et arabisk navn og fortalte, at hun var gravid for at undgå, at smuglerne slog og voldtog hende. De har ikke samme regler for os mænd, så vi behøvede ikke at have muslimske navne.

“Vi kørte gennem Sahara i seks dage. Chaufføren var ikke til at stole på. Han røg sig skæv i hash og kørte dårligt og alt for stærkt. Der var tolv biler fyldt med flygtninge, som kørte på række gennem ørkenen. En bil foran væltede, og jeg så en mand ligge i sandet med en brækket rygsøjle. Han kunne ikke rejse sig op, og nogle chauffører sagde, at de bare kunne efterlade ham, men en anden tilbød at tage ham med til Libyen.”

Mussi husker ikke, om de ankommer til Libyen den 9. eller 10. januar 2014. Han husker mest af alt, at det var en hård tid for ham. Smuglerne holdt ikke deres løfte om at hjælpe drengene til hovedstaden Tripoli, i stedet holdt de dem som fanger og afkrævede løsesum af familierne.

“I seks dage sov vi 60 mennesker i en container, og om dagen tilbragte vi tiden i en lejlighed. Containeren lugtede virkelig dårligt. Folk havde ikke været i bad i mange dage, og der var ingen steder at tisse eller skide.”

Den her tatovering fik Mussie lavet sammen med vennen Aman, som han arbejdede med i Sudan. Der står “Intet kan måle sig med mødre”. Hver gang, han ser på den, savner han sin mor. Da Mussie kom til Tripoli cirka et halvt år efter, den her tatovering blev lavet, mødte han Aman igen. Aman boede nu på gaden og levede af mad fra skraldespande. Han lignede ikke sig selv på grund af det hårde liv, og først da Mussie så tatoveringen, de har til fælles, kunne han genkende sin ven.

“Efter seks dage blev vi flyttet til en ny lejlighed midt ude i en skov. Hvis du skreg, kunne ingen høre dig. Vi kunne ikke rejse videre, fordi smuglerne ville have penge af os – 2500 dollars. De gav os to dage til at betale, men det kunne vi ikke. Da vi fortalte dem det, tog de bluserne af os. Først kastede de koldt vand på os, derefter slog de os med et bælte. Vi stod med fronten op ad en mur og blev slået på ryggen. Der var mænd på over 30 år, som stod og græd. Jeg grinte bare af dem. Jeg ved ikke hvorfor, jeg var helt fucked up lige der. Jeg græd ikke på noget tidspunkt. Måske var latteren i stedet for tårer.”

“Når vi snakkede i telefon med vores familier for at skaffe penge, ville smuglerne have, at vi skulle græde, og de slog os, hvis vi ikke gjorde. Jeg tog spyt i øjenkrogen for at narre dem.”

Mussies helt store forbillede er Bob Marley. Under flugten nynnede han altid reggaestjernens sangtekster for sig selv. "Don't worry, about a thing..."

“De gav os mad én gang om dagen, klokken 13. Det var altid pasta med salt. Der var heller ikke så meget at ryge på. Én cigaret til ti personer. Alle fik et hvæs, og hvis du var den sidste, fik du filteret, som man kan lægge ned i undermunden og suge nikotin fra. Alle ville gerne have filteret.”

En morgen, da Mussie vågnede i lejligheden, så han sin ven Abel stå op i hjørnet. Der var stadig mørkt, så man kunne kun ane hans silhuet. Folk bad ham om at lægge sig ned igen, men han lystrede ikke. Abel havde hængt sig selv i sit snørebånd. Hans forældre tog ikke telefonen, da han ringede efter løsesum, og Abel havde følt sig fortabt. Smuglerne dumpede hans krop i ørkenen.

Selvmordet var Abels desperate oprør, for ingen havde magt til at gøre modstand. Smuglerne bar våben og var ikke tilbageholdende med at bruge dem, hvis det gjaldt. En dreng prøvede at flygte, men smuglerne opdagede ham.

“Vi blev sat op på række og blev tvunget til at se ham blive tortureret. De tog alt tøjet af ham, puttede salt i hans røvhul og slog ham med pinde. De sagde, at vi alle skulle se på ham og huske, hvad der ville ske med os, hvis vi prøvede på at flygte. Jeg kunne mærke et sug maven, da jeg stod og så på. Drengen kunne ingenting efterfølgende og lå ned i to uger.”

Korset blev også lavet i Sudan og viser Mussies kærlighed til sin religion. Motivet blev ikke taget vel imod hos de muslimske fængselsvagter, og han blev flere gange truet med pistol i tindingen, når den blev for synlig. Mussie sørgede derfor altid for at beholde t-shirten på. “En af fyrene i fængslet havde en stjerne tatoveret på halsen. På det libyske flag er der tegnet en måne og stjerne som symbol for islam. Vagterne troede, at stjernen var en hyldest til islam og var derfor rigtig glade for mig. De tog billeder sammen med mig og lod mig af og til slippe for at arbejde.

En dag i februar, en måned efter Mussie flygtede, lykkedes det hans familie at skrabe pengene sammen til løsesummen. Mussie og fem andre unge mænd, der også havde held til at betale, blev stuvet sammen i en Toyota med kurs mod Tripoli – deres sidste destination inden Europa.
Mussi husker, at chaufføren smed et tæppe over dem, og de blev bedt om at ligge helt stille på ladet. Chaufføren havde brækket det ene ben og for at dulme smerterne røg han konstant joints, mens pickuppen hamrede gennem tusmørket i ørkenen.

Undervejs fik en libysk militærpatrulje øje på dem på grund af chaufførens vanvidskørsel, og da chaufføren ikke umiddelbart stoppede, åbnede soldaterne ild mod bilen.

“Vi lå under tæppet og kunne ikke gøre andet end at ligge stille, bede og krydse fingre. En kugle passerede mit øre og ramte min ven i hovedet. Mine bukser var fyldt med blod, og jeg kunne ikke tænke eller græde.”

Vennen havde ligget med hovedet op ad Mussies skulder og var dræbt på stedet. Det opdagede Mussie først, da soldaterne stoppede med at beskyde Toyotaen. En anden af hans venner blev ramt i benet.

“Oh god help me”. En sætning, der blev brugt meget under rejsen til Europa. Det var det eneste, Mussie kunne sige, da deres truck blev beskudt af libyske soldater. Kuglerne fløj om ørerne på dem, bogstavelig talt.

Endelig huggede chaufføren bremserne i. De seks unge mænd blev igen frihedsberøvet – den her gang af soldaterne, fordi de ikke havde gyldige rejsepapirer.

“Vi blev sat i et rigtig fængsel den her gang, men det her fængsel var godt, der var indsatte fra forskellige lande, Cameron, Senegal, Sri Lanka... Men vi var kun seks fra Eritrea. De gav os vores eget rum. De libyske soldater gav os et bad og rent tøj på. Militærtøj. Jeg tog bad for første gang i to måneder.”

Jeg sidder lidt forvirret, for Mussie roser de libyske soldater for deres behandling af dem – de samme mænd, som åbnede ild mod Toyotaen og dræbte hans ven. Men Mussie siger, at det ikke var personligt.

“De havde en smule dårlig samvittighed og forklarede, at de ikke vidste, at der var mennesker under tæppet i Toyotaen. De sagde undskyld og behandlede os bedre end de andre fanger.”

I fængslet gik tiden med at knokle for det libyske militær.

“Vi skulle pakke lastbiler med RPG’er (raketdrevne granater, red.) og kanonløb til tanks. Kanonerne vejede 70 kg, så hvis man var to, var det nemt nok at bære. Vi arbejdede fra klokken 8 om morgenen til klokken 18 om aftenen. Når vi kom hjem, sov vi, masserede hinanden og fortalte jokes, andet var der ikke at lave.”

Uden for fængslets mure var der udbrudt borgerkrig i Libyen, og en dag stak soldaterne, der bevogtede dem, af. Nogle nye soldater kom til og besluttede at løslade de tilbageholdte flygtninge. Mussie var igen på flugt, den her gang til fods.

“Vi gik omkring tre timer og nåede til byen Sirte, som Islamisk Stat netop havde forladt. Havde de været der, var jeg død. Vi sov på gaden, og næste dag fik vi en taxa til at køre os videre til næste by. Her havde taxachaufføren arrangeret, at hans bror skulle hente os og skaffe midlertidigt arbejde til os, så vi kunne tjene penge til at rejse videre.”

Men taxachaufførens bror havde en anden plan. Han truede drengene med pistoler og krævede tusindvis af dollars for at løslade dem. Drengene kunne umuligt skaffe pengene, og da det gik op for gidseltageren, solgte han dem som slaver.

På bedste Oliver Twist-manér skulle drengene stjæle værdigenstande fra forladte regeringsbygninger. De fik intet ud af udbyttet selv.

“Nogle af menneskerne, vi hjalp med at stjæle for, vidste ikke, vi var slaver. En dag fortalte vi en af dem, vi stolede på, at vi var flygtninge og ikke havde snakket med vores familier i et halvt år. Han lod os ringe hjem fra sin telefon. Jeg ringede til min mor. Hun fortalte mig, hun havde født min lillesøster samme dag. Jeg vidste ikke engang, at min mor var gravid. Jeg var chokeret og glad, men græd stadig ikke, ikke engang glædestårer. I stedet smilede jeg hele dagen.”

En aften besluttede de sig for at flygte.

“Det var min idé. Jeg var så frustreret, for jeg havde lige ringet til min bror. Han var allerede i Holland. Det tog ham en måned at flygte fra Eritrea til Europa. Han fortalte mig, at de fleste, jeg flygtede med fra Sudan, allerede var i Italien. Vi kom op med en plan, og heldigvis ville ham, vi boede hos, hente mad til os den dag. Klokken var 19.00 og solen var ved at gå ned, da vi pakkede vores cigaretter og stak af, men da vi var på vej ud, kom nogle af røverne, vi arbejdede med, forbi lejligheden. De spurgte, hvad vi skulle. Vi sagde, at vi skulle på toilettet, og at vi har tradition for at skide i naturen i Eritrea. Den hoppede de på, og så løb vi. Vi løb i tre timer uden at holde pause.”

Efter den lange løbetur ankom drengene, udmattede og udsultede, til en lille landsby, hvor de blev budt indenfor af nogle venligtsindede lokale. “De var søde mod os, da vi fortalte, at vi var flygtninge. Vi spiste og sov hos dem.”

“Om morgenen lavede vi en tatovering i den lille landsby - os fire venner, som var tilbage. Den her tatovering er et løfte til hinanden om bedre tider, og at vi skal overleve og bevare venskabet.”

I juli, fem måneder efter Mussie flygtede hjemmefra, var der endelig udsigt til bedre tider.
To og to lykkedes det drengene at blive smuglet til hovedstaden Tripoli i bagagerummet på en taxa. Her måtte Mussie vente to måneder på at komme over Middelhavet, fordi der var trængsel og ekstremt stor efterspørgsel på sejldygtige både.

Overfarten tog tre dage og foregik med et mindre skib, som var fyldt til bristepunktet. Ifølge Mussie var der omkring 350 mennesker på båden, hvor de stod så tæt, at ingen kunne bevæge sig. Kursen var sat mod Italien.

“Lugten var slem, for mange kastede op. Der var ingen kaptain, så en af de rejsende blev nødt til at styre båden.”

Efter tre dage blev båden reddet i sikkerhed af de italienske myndigheder. Mussie var kold, udmattet og endnu langt fra sit mål – alligevel skyllede en følelse af lettelse ind over ham. En følelse af at være nået i sikkerhed.

Selvom der er meget ventetid, er der ingen soldater, der skyder mod tilfældige biler, og han ved, at den farlige del af rejsen ligger bag ham. Mussies oprindelige plan var at søge mod Holland, hvor hans bror har fået asyl – men tilfældigheder fører til, at han i 2014 ankommer til Danmark, hvor han ender på Ærø. Nu har Mussie fået fem års opholdstilladelse, et pas og en uddannelse som maler.

Jeg spørger Mussie, om han har grædt endnu, efter han er kommet til Danmark – han suger et hvæs af sin cigaret – rød LM – og svarer 'nej' – køligt og bestemt.

Et, øje der græder, og ordet ‘tid’ under. Mussie fortæller, at han ikke har grædt endnu, for han græder kun “indvendigt”. Da han boede i Sudan, fik han tatoveringen som erstatning for de tårer, han ikke kan frembringe.