Annoncering
diskrimination

Vi talte med tre somaliske 'berigelser' om deres plads i Danmark

"Er somaliske kvinder i Danmark en berigelse eller en byrde?," spurgte Dansk Folkeparti sine følgere på Facebook. Nu sparker en række dansk-somaliere tilbage. Selvom de er vrede over, at det er nødvendigt.

af Kristian Lauritzen
07 marts 2018, 10:34am

TV2’s historie om somaliske kvinder i Vollsmose og deres manglende evne til at tale dansk (som sidenhen har vist sig ikke at være helt korrekt), skabte røre blandt politikere og i debatter på Facebook for nylig. Dansk Folkeparti benyttede lejligheden til at spørge sine følgere på Facebook, om somaliske kvinder i Danmark er en berigelse eller en byrde. Herefter gik det som forventet amok i kommentarsporet til videoopslaget. Som en trodsreaktion blev gruppen Somalisk Berigelse dannet, hvor dansk-somaliere fortæller om sig selv, og hvorfor de føler sig som en berigelse for Danmark.

Vi har talt med tre personer, som har bidraget til 'Somalisk Berigelse', om hvorfor de følte sig kaldet til at dele deres historie.

Sumeya Mohammed Hassan, 19 år, født i Danmark og fra Aalborg

Sumeya (t.v.) har færdiggjort handelsgymnasiet og skal begynde på studie til september. Hun har haft arbejde, siden hun var 13 år. Foto: Sarah Declercq

VICE: Hvorfor skrev du et opslag på siden?
Sumeya Mohammed Hassan: Jeg følte, jeg måtte gå imod det negative billede af somaliere. Når DF laver sådan et opslag, rammer det også mig, da jeg – på trods af, hvad jeg har opnået – er somalier. Det er min mor, min søster og alle mulige andre stærke somaliske kvinder, som jeg kender og ser op til. Jeg synes, det er stigmatiserende og diskriminerende, når politikerne vælger at udstille en bestemt etnicitet på den måde. Jeg føler også, at kampagnen er udansk. I det Danmark, jeg er født og opvokset i, kategoriserer vi ikke mennesker som 'byrder' eller 'berigelser'. Vi burde fokusere på at hjælpe hinanden og løfte hinanden, som også er grundlaget for de værdier, som Danmark bryster sig at stå for, såsom som solidaritet, fællesskab, ligeværd og tolerance.

Hvorfor er du ikke ligeglad med at bevise dit værd over for DF?
Jeg har været heldig at være født og opvokset i Danmark og er blevet introduceret til de danske værdier siden barnsben. Mange af de pågældende kvinder i Vollsmose er komme direkte fra krig til et nyt land, hvor de har skullet begynde forfra og vende sig til deres nye omgivelser. Det går imod mine moralske principper at vende det blinde øje til, blot fordi jeg har haft andre forudsætninger.

Hvorfor var det vigtigt for dig at nævne en del af dit CV i dit opslag?
Alle de ting, jeg nævner, er jeg stolt af at have opnået. Jeg føler, at jeg ofte har noget at skulle bevise, fordi jeg har somalisk baggrund, og det er jeg seriøst ved at blive træt af. Det tror jeg mange dansk-somaliere er. Os, som har haft et forspring, bliver set som dem, der skal løfte byrden for de ældre generationer. Men hvis vi ikke gør det, så stopper den negative retorik imod os aldrig. Vi er nødt til at stå sammen og vise det positive billede som normale danskere, der får sig en uddannelse, har fritidsjob, frivilligt arbejde, men det er sørgeligt, at vi skal føle os tvunget at dele, hvad vi har opnået i vores liv.

Har du så en idé om, hvad du gerne vil i dit voksenliv?
Jeg vil gerne tage min bachelor og så muligvis en kandidat i udlandet. Jeg håber på at starte min egen virksomhed på et tidspunkt. Man er altid et skridt efter ens danske klassekammerater og kollegaer, fordi man er begrænset af ens hudfarve og dit tørklæde. Heldigvis har jeg haft arbejde, siden jeg var 13 år gammel. Det har motiveret mig til, at jeg gerne vil have mit eget firma. Så er der i hvert fald ingen, der kan fortælle mig, at jeg ikke kan have tørklæde på og passe et arbejde.

Hvad skal de omtalte politikere gøre anderledes, synes du?
Hvis der er nogen, der er en byrde for samfundet, er det højrefløjspopulister. De gør ikke andet end at skabe splid og danne skræmmebilleder. De mobber og udstiller svage grupper i samfundet. Jeg synes, retorikken bliver hårdere og hårdere. Det handler ikke om at finde løsninger. Hvis de her politikere bare brugte den samme energi på at finde en løsning, som de gør på at tale om problemer, er jeg sikker på, at vi ville være nået længere med integrationen. Politikerne spiller på en frygt i befolkningen.

Sadia Aden, 25 år, kom til Danmark fra Somalia som fireårig og er fra Odense

Sadia Aden har en BA i Engelsk & IT-baseret markedskommunikation, læser en kandidat på SDU og er praktikant i Folketinget, som hun skriver i sit opslag på Somalisk Berigelse. Foto: Jonas Fedder Wit

VICE: Hvorfor er du ikke ligeglad med DF?
Sadia Aden: Jeg er en somalisk kvinde. Godt nok fremgår jeg ikke af de statistikker, som DF har brugt. Men der tales jo om somaliske kvinder, og som somalisk kvinde bliver jeg også nødt til at bidrage, så debatten bliver mere nuanceret.

Hvordan ser du på den aktuelle debat?
På den ene side er der retorikken, som er usmagelig og moralsk forkastelig. Det er ikke konstruktivt at spørge, om mennesker er en berigelse eller en byrde. Det løser intet.

Samtidig synes jeg, at den statistik, som DF har brugt, er lidt misvisende. Den inkluderer 53 procent (fra 30-59-årige, red.) af somaliske kvinder. Men man kan ikke se bort fra så stor en del af de somaliske kvinder og så forsøge at drage konklusioner om somaliske kvinder generelt. At der er høj arbejdsløshed blandt somaliere i den aldersgruppe er et reelt problem, men jeg savner, at debatten bliver nuanceret, og at man taler pænt om mennesker. Ellers risikerer man også at skabe en kløft til alle de somaliere, som klarer sig godt og er i arbejde.

Hvor ofte oplever du at skulle forholde dig til din baggrund som somalier?
Når der er fokus på somaliere i medierne og blandt politikere, bliver jeg mindet om det, men generelt og til hverdag er det ikke noget, jeg oplever at blive konfronteret med negativt.

Du er SoMe-praktikant i seks måneder hos Socialdemokratiet på Christiansborg. Ved du, hvad du gerne vil med dit liv efterfølgende?
Jeg vil gerne arbejde med it-baseret markedskommunikation. Vedligeholdelse og oprettelse af hjemmesider. Jeg vil gerne være med til at producere indhold til sociale medier. På nuværende tidspunkt er det underordnet hvorhenne, da langt de fleste virksomheder bruger sociale medier.

Anders Jirde, 19 år, født i Danmark og fra Aalborg

Anders Jirde nævner i sit opslag, at han går på Erhvervsakademiet, hvor han læser til logistikøkonom. Han har arbejdet som frivillig for nytilkomne flygtninge, og snart skal han til Kina med sit studie for at få et indblik i, hvordan danske virksomheder arbejder i udlandet. Privatfoto

VICE: Hvorfor følte du, at det var nødvendigt for dig at skrive om dig selv?
Anders Jirde: Man sætter folk i små kasser ud fra en udsendelse, som TV2 også er blevet kritiseret for. Så hoppede jeg på den for at vise dem, at de tager fejl. Mine forældre har aldrig modtaget offentlig støtte. De kom til Danmark som helt unge, har arbejdet sig op i samfundet og fået arbejde. Vi er fem børn, der aldrig har fået noget tilskud fra kommunen. Alle børnene har en gymnasial uddannelse i dag.

Hvordan oplever du det politiske syn på danske somaliere?
De går i små sko. De kan jo ikke se alt, hvad der sker fra Christiansborg. Bare fordi det handler om 11 kvinder i Vollsmose, betyder ikke, at det også gælder for 11 somaliske kvinder i Aalborg.

Hvad ville TV2 og politikerne se, hvis de kom til Aalborg?
De ville se en hel anden forandring. Hvis du går ned i den somaliske forening, kan du se, at der bliver taget hånd om de kvinder, som er kommet ud på arbejdsmarkedet. Viceborgmesteren i Aalborg er somalier. Han har været en stor hjælp til at få somaliere i arbejde. Det står sgu ikke stille i Aalborg, så de burde komme herop. Der er udvikling.

Du har et dansk-klingende navn – Anders. Har det haft betydning i dit liv, tror du?
Når jeg har søgt job, har det været en klar fordel, at jeg hedder Anders. Jeg kan da huske, da en af mine somaliske venner og jeg søgte job det samme sted, var det kun mig, der fik svar tilbage. Og jeg var ikke bedre kvalificeret end ham. Mine forældre gav mig navnet, fordi Anders udtales på samme måde som det somaliske navn Anas. Min far arbejdede som tolk, da jeg blev født, og så kom ham på ideen med at give mig et navn, der kan fungere både i Somalia og i Danmark.

Hvad skal der ske, når du er færdig med din uddannelse?
Jeg satser på at flyve fra reden og finde et fedt arbejde. Jeg har planer om at tage en tur til udlandet og bo et stykke tid. Der vil jeg gerne arbejde som shipping-koordinator.