Foto: Gudmund Thai / Folketeatret via Wikipedia Commons
Ole Thestrup er død efter længere tids sygdom.
Det er trist. Især fordi jeg føler, at han ikke var færdig med at give til verden. Hans karriere startede i 1979, men det er især de seneste årtier, at han har været et fyrtårn i dansk film og teater. Han havde et gudsbenådet komisk talent, men ligesom andre store komikere, så var det kun en lille side af hans evner. Som han viste i blandt andet Borgen, er han en skuespiller, som hverken kan eller skal glemmes for sin evne til at leve sig ind i enhver rolle.Vi har fundet de største øjeblikke, som Ole Thestrup har givet os, så vi kan glæde os over alt det gode midt i sorgen.Busters Verden, 1984
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Ole Thestrup, var som den øretæveindbydende, selvglade fodboldtræner i Busters Verden. Hans tykke mave og hans provokerende attitude mindede skræmmende meget om folkeskolens idrætstimer. Han skubber til børnene og dømmer obstruction, når de andre scorer mål, men intet er sjovere end hans ”små, lækre træk med hofterne og små finter”.Valgaften, 1998
Et langt partnerskab mellem instruktør Anders Thomas Jensen og Ole Thestrup begyndte med denne kortfilm fra slutningen af 90’erne. Den udstiller en latent racisme i det danske samfund, og filmen er desværre kun blevet mere relevant siden dengang. Thestrup personificerer den indgroede racisme til UG med kryds og slange, som taxachaufføren, der hører Richard Ragnwald og sviner alle indvandrerne, men fornærmet råber op om demokrati og ytringsfrihed, når han bliver bedt om at holde sin kæft. Se hele filmen herunder.Blinkende Lygter, 2000
Ja, det var fucking sjovt, da Arne og Alfred skød bæ-køer med uzier og andre vanvittige våben (”Vi jaaaager”). Men den scene fra ny-klassikeren Blinkende Lygter, som jeg vil huske Ole Thestrup for, er samtalen omkring bålet, som de to skydegale mænd har senere. Den viser en skuespiller, der kan meget mere end bare vrænge og vælte omkring i snapsekogere. Han er øm og til stede, han og løfter en tragikomisk scene til et sted, hvor man næsten glemmer den ellers fremragende Mads Mikkelsen. Her er samfundskritik, ægte følelser og noget på spil.Trafikdengsen, 2001
Er du lidt yngre end mig, var din første oplevelse med Ole Thestrup sikkert Trafikdengsen på DR, hvor han som semi-aggressiv, men alligevel pædagogisk soldaterofficer lærte børn at cykle ordentligt. Han bandede og svovlede og smadrede børnenes cykler, hvis de ikke overholdt trafikreglerne, og det introducerede en helt ny generation for den rødhårede hvirvelvind.
Grev Axel er en virkelig underlig film. Den er spækket med de største danske stjerner, men Ole Thestrup lyser alligevel op som ridefogeden på slottet, der bare gerne vil kneppes af herremanden, når han da ikke har travlt med at tæske bønderne for at tabe en roe. Filmen har de mærkeligste meta-lag, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er en seværdig film. Men jeg husker i hvert fald tydeligt Thestrups karakter, som både er manisk og mild, autoritær og underdanig - og helt igennem fucked up.De Grønne Slagtere, 2003
Udover at spille en ubehagelig mand, som han så ofte gør, så er Ole Thestrup som den gamle slagter i Anders Thomas Jensens bizarre kannibalkomedie også en passioneret dræber, der elsker at gøre en ende på dyrs liv.
”Der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i sin egen tarm,” siger han til en lamslået ældre dame i butikken. ”Kunne De forestille Dem noget mere ydmygende end at blive proppet op i røven på dem selv?” Det er ikke bare selve replikken, men den intense selvfølgelighed, som den bliver leveret med, der bliver hængende i luften efter scenen er slut.Adams Æbler, 2005
Endnu en af Anders Thomas Jensens dystre roller hvor skyggesiderne i vores samfund bliver pakket ind i humor. Vi kan grine lidt akavet, men ikke hjerteligt - for hvor sjovt er det lige, at børnene bliver ”kneppet sønder og sammen”?
Men sikkert er det, at Ole Thestrup formår at spille en rolle, hvor man ganske bogstaveligt ikke ved, om man skal grine eller græde. Det eneste, man ved, er, at han er fucking ægte. Man tror på ham. Som han selv siger: ”Man skal sige tingene, som de er. Alle er bedst tjent med at få klar besked.”Aftenshowet, 2009
Balancen mellem det tragiske og det smukke - troen på livet, der trods alt bliver hængende, selvom hans liv har været præget af vold, svigt og alkoholisme - er noget af det, som karakteriserer både mennesket og skuespilleren Ole Thestrup. Det her interview er hjerteskærende på samme måde, som hans roller kan være. Ligesom i de film, vi husker ham bedst for, får al elendigheden et både smukt og komisk skær, da han slutter samtalen af med at spille blændende trompet.Bodega
Vi slutter af med et gammelt klip, der skiller sig lidt ud. Ole Thestrup var ikke bare skuespiller. Han var også musiker – og alkoholiker. De to ting forener han i denne sang om bodegaen, der fanger ham ind i sit spind. Ole Thestrup er ikke verdens største sanger, men han mener det – åh, hvor han mener det. Den nerve og tilstedeværelse var nok hans største styrke. Tak for sangen, Ole. Vi ses på den anden side.
Annoncering
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Ole Thestrup, var som den øretæveindbydende, selvglade fodboldtræner i Busters Verden. Hans tykke mave og hans provokerende attitude mindede skræmmende meget om folkeskolens idrætstimer. Han skubber til børnene og dømmer obstruction, når de andre scorer mål, men intet er sjovere end hans ”små, lækre træk med hofterne og små finter”.Valgaften, 1998
Et langt partnerskab mellem instruktør Anders Thomas Jensen og Ole Thestrup begyndte med denne kortfilm fra slutningen af 90’erne. Den udstiller en latent racisme i det danske samfund, og filmen er desværre kun blevet mere relevant siden dengang. Thestrup personificerer den indgroede racisme til UG med kryds og slange, som taxachaufføren, der hører Richard Ragnwald og sviner alle indvandrerne, men fornærmet råber op om demokrati og ytringsfrihed, når han bliver bedt om at holde sin kæft. Se hele filmen herunder.Blinkende Lygter, 2000
Ja, det var fucking sjovt, da Arne og Alfred skød bæ-køer med uzier og andre vanvittige våben (”Vi jaaaager”). Men den scene fra ny-klassikeren Blinkende Lygter, som jeg vil huske Ole Thestrup for, er samtalen omkring bålet, som de to skydegale mænd har senere. Den viser en skuespiller, der kan meget mere end bare vrænge og vælte omkring i snapsekogere. Han er øm og til stede, han og løfter en tragikomisk scene til et sted, hvor man næsten glemmer den ellers fremragende Mads Mikkelsen. Her er samfundskritik, ægte følelser og noget på spil.
Annoncering
Er du lidt yngre end mig, var din første oplevelse med Ole Thestrup sikkert Trafikdengsen på DR, hvor han som semi-aggressiv, men alligevel pædagogisk soldaterofficer lærte børn at cykle ordentligt. Han bandede og svovlede og smadrede børnenes cykler, hvis de ikke overholdt trafikreglerne, og det introducerede en helt ny generation for den rødhårede hvirvelvind.
Grev Axel, 2001
Grev Axel er en virkelig underlig film. Den er spækket med de største danske stjerner, men Ole Thestrup lyser alligevel op som ridefogeden på slottet, der bare gerne vil kneppes af herremanden, når han da ikke har travlt med at tæske bønderne for at tabe en roe. Filmen har de mærkeligste meta-lag, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er en seværdig film. Men jeg husker i hvert fald tydeligt Thestrups karakter, som både er manisk og mild, autoritær og underdanig - og helt igennem fucked up.De Grønne Slagtere, 2003
Udover at spille en ubehagelig mand, som han så ofte gør, så er Ole Thestrup som den gamle slagter i Anders Thomas Jensens bizarre kannibalkomedie også en passioneret dræber, der elsker at gøre en ende på dyrs liv.
”Der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i sin egen tarm,” siger han til en lamslået ældre dame i butikken. ”Kunne De forestille Dem noget mere ydmygende end at blive proppet op i røven på dem selv?” Det er ikke bare selve replikken, men den intense selvfølgelighed, som den bliver leveret med, der bliver hængende i luften efter scenen er slut.
Annoncering
Endnu en af Anders Thomas Jensens dystre roller hvor skyggesiderne i vores samfund bliver pakket ind i humor. Vi kan grine lidt akavet, men ikke hjerteligt - for hvor sjovt er det lige, at børnene bliver ”kneppet sønder og sammen”?
Men sikkert er det, at Ole Thestrup formår at spille en rolle, hvor man ganske bogstaveligt ikke ved, om man skal grine eller græde. Det eneste, man ved, er, at han er fucking ægte. Man tror på ham. Som han selv siger: ”Man skal sige tingene, som de er. Alle er bedst tjent med at få klar besked.”Aftenshowet, 2009
Balancen mellem det tragiske og det smukke - troen på livet, der trods alt bliver hængende, selvom hans liv har været præget af vold, svigt og alkoholisme - er noget af det, som karakteriserer både mennesket og skuespilleren Ole Thestrup. Det her interview er hjerteskærende på samme måde, som hans roller kan være. Ligesom i de film, vi husker ham bedst for, får al elendigheden et både smukt og komisk skær, da han slutter samtalen af med at spille blændende trompet.Bodega
Vi slutter af med et gammelt klip, der skiller sig lidt ud. Ole Thestrup var ikke bare skuespiller. Han var også musiker – og alkoholiker. De to ting forener han i denne sang om bodegaen, der fanger ham ind i sit spind. Ole Thestrup er ikke verdens største sanger, men han mener det – åh, hvor han mener det. Den nerve og tilstedeværelse var nok hans største styrke. Tak for sangen, Ole. Vi ses på den anden side.