Ketamin reddede mit liv

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE New Zealand.

Hver tirsdag og fredag morgen tripper jeg. Det er planlangt. Jeg gør det aldrig på andre tidspunkter, og jeg tager ikke andre rusmidler. Men hver tirsdag og fredag står jeg op præcis 8:15. Jeg tager tøj på og gør mig klar. Lige omkring 9:30 glider nålen ind i min arm. Der går omkring fem minutter, før det rigtig virker.

Jeg er ikke narkoman. Jeg får indsprøjtninger med ketamin to gange om ugen som behandling for depression. Ketamin er vel mest kendt som bedøvelsesmiddel, og selvom der er også mange, der bruger det rekreativt, så bliver det faktisk oftere og oftere brugt som et revolutionerende - og nogle gange livsvigtigt - middel mod depression. Det har nemlig vist sig at kunne noget for de patienter, der ikke har reageret på andre behandlinger.

Inden jeg begyndte min behandling med ketamin, havde jeg været mentalt ustabil i mange år. Jeg havde en depression, der var resistent overfor behandling, jeg havde kroniske selvmordstanker, jeg oplevede psykotiske anfald, og jeg havde forsøgt at tage mit eget liv adskillige gange.

Jeg har prøvet alle former for kognitiv adfærdsterapi, og jeg har prøvet åndedrætsøvelser, mindfullness, søvnhygiejne og sikkert flere ting, som jeg ikke kan huske. Og ligesom de fleste andre, der får ketamin, har jeg været gennem hele møllen af lægemidler. Venlafaxin, Mirtazapin, Escitalopram, Nortriptylin, Lithium, Olanzapin, Risperidon, Aripiprazol, Paliperidon, Chlorpromazin, Quetiapin, Lorazepam, Clonazepam, Propranolol, Zopiclon, Melatonin, Promethazin… Nogle af dem tager jeg stadig mod depression, psykoser, angst - og søvnproblemer, der hænger sammen med de andre ting.

Udover medicinen har jeg fået elektrochokterapi (ECT) over 40 gange. De første syv gange var ufrivillige, da jeg var 18, og de næste mange behandlinger var frivillige forløb over de næste par år. Det virkede, men det er en skræmmende omgang. For det første skal man skal ligge i fuld narkose, hvilket i sig selv er uhyggeligt. Og så mister man ret meget af sin hukommelse. Jeg kan ikke huske særlig meget fra den tid, hvor jeg fik behandlingen, og jeg har også haft dårlig korttidshukommelse siden. Jeg er bestemt glad for, at jeg fik behandlingen, for jeg ville nok være død i dag, hvis ikke det var sket, men jeg er også ret sikker på, at jeg aldrig vil have det igen.

I modsætning til andre antidepressiver, hvor der kan gå flere uger, før det virker, så virker ketamin utrolig hurtigt. Vi snakker timer, ikke uger. Jeg kan mærke, at jeg begynder at have det bedre omkring en time efter indsprøjtningen, og det varer ved i flere dage. Der er mange, som kun har brug for en indsprøjtning en gang om ugen, eller en gang hver anden uge. Og der er mange, der oplever, at det er den eneste behandling, der virkelig hjælper.

Jeg kan tydeligt huske min første ketaminindsprøjtning. Jeg var så nervøs - bange for at det ville gå galt, og at jeg reagerede dårligt på det - men mest af alt, var jeg faktisk bange for, at det ikke ville virke. Min psykiater blev hos mig lidt tid efter, jeg fik sprøjten, og det samme gjorde min søster. Så begyndte alt at blive lidt sløret og føles langt væk, som om de sad i et andet lokale og talte til mig, selvom de var lige ved siden af. Selve trippet tager kun 20 minutter, men det føles, som om der går flere timer. Og så kommer jeg tilbage til virkeligheden. Mit hoved bliver mere struktureret, og efter en time eller to er jeg helt normal igen.

Så snart jeg er "ædru" igen, kan jeg hurtigt mærke en forbedring. Alt føles lettere inde i mit hoved. Jeg har mere energi, og jeg kan bedre koncentrere mig. En af min søsters venner fortalte hende, at jeg lignede "et andet menneske", efter jeg var begyndt på det. Hun kunne slet ikke fatte forandringerne. Ketamin har fuldkommen forandret mit liv. Jeg er så meget mere stabil, end jeg var for et år siden. Så stabil, at jeg kan tage min egne beslutninger om mit velvære, og det var utænkeligt tidligere, da jeg blev indlagt igen og igen og fik tvungen behandling. Jeg er også ved at komme mig over bivirkningerne ved elektrochok, for min hukommelse og min koncentration bliver bedre.

Derfor blev jeg meget bekymret, da jeg så nyheden om, at ketaminklinikken ikke længere må tage imod nye patienter, og så snart en ny behandlingsplan er på plads, må de nuværende patienter heller ikke få mere.

Min reaktion var lige dele sorg og frygt. Det er synd for alle de mennesker, som står på venteliste, og som nu ikke får lov til at få fornøjelsen af ketamins gavnlige effekter på samme måde som mig, og jeg er bange, fordi jeg ikke aner, hvad fremtiden bringer for mig og de andre nuværende patienter.

Hvis de fjerner ketaminen fra os, så fjerner de en livsvigtig behandling. Selvom der er op- og nedture ved det, og mit humør stadig skifter, så er jeg stadig meget mere stabil end jeg var for et år siden. Ketamin var vores sidste chance. Vores eneste chance for at have et liv udenfor hospitalet, eller bare for at have et liv, punktum.

Sundhedsstyrelsen siger, at det kun var 20 procent af patienterne, der havde en gavnlig effekt af ketamin. Men 20 procent er ikke dårligt, når man tænker på, at mange som mig har prøvet bogstaveligt talt alt andet.

Hvis det handler om udgifter, er jeg både bekymret og forvirret. Den anden væsentlige behandling af resistent depression er elektrochok, og det kræver både en narkoselæge, en psykiater, en særlig sygeplejerske og en anæstesitekniker. Det koster omkring fire gange så meget som ketamin.

Jeg beder til, at de ansvarlige vil tænke på de mennesker, som får forandret deres liv ved at lukke programmet. De snakker om tal og 'effektivitet', de drøfter udgifter, og de tager beslutninger hen over hovedet på os.

Mens de gør det, venter vi spændt på at høre, om vi bare skal gå tilbage til et liv, hvor vi lider hver dag. Hvor vi ikke kan komme ud af sengen. Hvor vi vågner hver morgen med ønsket om, at vi aldrig var vågnet. For det er sådan et liv, vi er vant til at leve - og hvis de fjerner programmet, er der mange af os, der kan se frem til at vende tilbage til det.

Jeg håber, at ketaminklinikken til behandling af depression ikke bliver lukket, men i stedet udvider til hele landet, så flere mennesker kan få fornøjelse af det. Håb er ikke noget, man ser meget til, når man befinder sig i en ørkenvandring af en depression, men ketamin gav mig faktisk håb: En forhåbning om, at jeg måske kan leve et liv, hvor jeg ikke er konstant bange for tilbagefald og indlæggelser og skal frygte, at jeg skal samle alle stumperne op og starte helt forfra igen og igen og igen. Og det håb er det hele værd.