ISIS

Vi delte celle med en IS-kriger

Her får du historien om Robert Daw og Rae Lewis-Ayling, der satte kurs mod Syrien i håb om at være med til at bygge et utopisk samfund, men i stedet havnede 40 dage i et irakisk fængsel.
28.3.18
Robert Daw og Rae Lewis-Ayling

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Mens de sidder i mørket og forsøger at holde gløderne fra deres tændte cigaretter skjult, så de ikke bliver opdaget af snigskytter, venter Robert Daw og Ray Lewis-Ayling på signal til at løbe. Alt går efter planen.

Pigtrådshegnet ligger cirka 100 meter foran dem ude i natten – det er en hurtig løbetur for to unge mænd i 20’erne. I horisonten aner de en vagtpost og silhuetterne af to soldater, som står og ryger bag vinduet. ”Det er okay for jer nu,” hvisker en af de kurdiske oprørskæmpere, som har sagt ja til at smugle dem ind i Syrien. ”Hvis vagterne ser os, smider de jer i fængsel og slår os ihjel.”

Annoncering

Det er sidst i august 2017, og de to unge briter er tættere end nogensinde før på at udleve deres delte drøm. De er endelig på vej mod Rojava, den kurdiskkontrollerede nordlige del af Syrien, hvor oprørsbevægelsen Folkets Forsvarsenheder (kendt som YPG) har ligget i åben krig med Islamisk Stat siden 2011. De to mænd har ventet ni dage i Irak på en måneløs nat, så de kan krydse grænsen uden at blive opdaget. Nu er tiden endelig kommet. Næsten.

Lige pludselig lyder en advarsel, på et sprog ingen af dem kender. Lyden af geværer, der afsikres, efterfølges af en flok på cirka 30 pashmerga-grænsevagter, der kommer frem fra mørket og råber, at de skal lægge sig ned på jorden. ”I det øjeblik går det op for mig, at drømmen er død,” siger Rae.

Han har imidlertid ingen anelse om, hvilket mareridt der venter forude.


WATCH:


Rae på 25 er fra det nordlige Wales og har arbejdet ved jernbanen. Rob på 21 er sikkerhedsvagt i Preston. De er begge to overbeviste socialister og mødte hinanden til et træf for medlemmer af Labour-partiet, da begge var teenagere. I dag er de bedste venner. Jeg møder dem på en pub i Londons New Cross tidligt i september 2017. Ingen af dem ser fysisk imponerende ud. De er magre og blege med tjavset skæg og nedbidte negle. De ligner ikke to mænd, man regner med kunne finde på at rejse frivilligt til en af de mest voldelige kampzoner på jorden. ”Sådan er vi heller ikke – det er ikke derfor, vi tog afsted,” siger Rob. ”Vi ville støtte revolutionen.”

Det nordlige Syrien undergår en voldsom udvikling i de her år. Inspireret af Abdullah Öcalan, den fængslede leder af det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Tyrkiet, og udløst af det arabiske forår i 2011, har man i det nordlige Syrien erklæret sin uafhængighed og organiseret sig i en græsrodslignende organisation, der skal skabe grundlag for et rigtigt demokrati. Antikapitalistiske, marxistiske og feministiske ideer florerer. En af grundtankerne er et regeringssystem, hvor mænd og kvinder deler magten på samtlige niveauer. I YPG vælges officerer af tropperne, og mænd og kvinder kæmper på lige fod.

Annoncering

Det er et eksperiment, som har tiltrukket mange venstreorienterede idealister fra hele verden. Inspireret af Den Internationale Brigade under den Spanske Borgerkrig har dusinvis af venstreorienterede idealister fra vesten siden 2015 valfartet til Rojava. Den første bølge af revolutionære dannede International Freedom Battalion (IFB) i juni 2015 som modsvar på det, de kalder ”blodbadet” i Mellemøsten. ”Målet for [de syriske kurdere] er at smadre patriarkatet, som undertrykker kvinder, og genopbygge et samfund baseret på ligestilling, hvor alle har en stemme lige meget køn og race,” siger Rob. ”Og så i hjertet af Mellemøsten! Fra det øjeblik, jeg hørte om Rojava, har jeg ville være del af det.”

Men syriske og irakiske kurdere er ikke ligefrem på bølgelængde. ”Kurdistans Regionale Regering (KRG) i det nordlige Irak er påvirket af USA og er en kapitalistisk myndighed. De er ikke for med udviklingen i Syrien,” fortæller Rae. ”Derfor skal man passe på, hvis man prøver at krydse grænsen.”


READ:


”Du er IS,” råber en af soldaterne. ”Vi dræber IS.” De lægger de to mænd i håndjern og giver dem bind for øjnene, samtidigt med at de får geværmundinger for panden. ”Mine ben rystede af angst,” siger Rob. ”Jeg troede, vi skulle dø. Men hvad kunne vi gøre? Jeg lukkede bare øjnene og ventede på det.”

Soldaterne skød ikke. Set i bakspejlet er Rob og Rae i tvivl om, om de overhovedet var soldater eller bare entusiastiske teenagere, der var sat til at bevogte grænsen.

Annoncering

Henover de næste to dage ryger de to mænd frem og tilbage mellem den ene politistation efter den anden til afhøring. På intet tidspunkt tilbydes de advokatbistand eller mulighed for at foretage telefonopkald. ”Vi sagde sandheden til dem,” siger Rob. ”Vi sagde, at vi var nødhjælpsarbejdere. Vi var der ikke for at kæmpe, men for at hjælpe de syriske kurdere med at bygge et bedre samfund.”

Den 3. august ankommer de til Erbil, hovedstaden i den irakiske del af Kurdistan, hvor de gennes ind i en celle af byens militære myndighed. Fængslet er bygget af amerikanere og huser de værste forbrydere, systemet har anholdt. ”Alle kiggede på os, da vi kom ind,” siger Rae. ”Vi vidste ikke, om vi skulle sætte os stille og roligt ned i et hjørne eller straks gå til angreb på den største fange, som man hører folk gør i fængsler for at sætte sig i respekt.”

De endte med ikke at gøre nogle af delene. I samme øjeblik, som de træder ind, mødes de af en spanier, en brasilianer og en franskmand, der hilser hjerteligt på dem. De siger, at hvis Rob og Rae holder sig til dem, kommer de ikke noget til. ”Velkommen til helvede,” hvisker brasilianeren.

De to fortæller, at cellen er cirka fem gange 13 meter stor og huser omkring 100 mand. Om natten er det kun muligt at sove, hvis man ligger på siden. Fangerne er stuvede sammen som sild i en tønde. ”De slukker på intet tidspunkt for lyset i loftet,” siger Rae. ”Vi oplevede ikke mørke i mere end en måned. Det er det, der påvirker psyken hårdest.”

Annoncering

Fangerne er alt fra voldtægtsforbrydere til narkohandlere til kurdiske oprører plus en håndfuld vesterlændinge, som har kæmpet sammen med Rojavas YPG-tropper og er blevet anholdt på vejen hjem. Det er ikke vagterne, der bestemmer i cellen, men derimod en fange ved navn Zrian - en kraftig tidligere pashmerga-soldat, som nu er politistikker. ”Han rapporterede om alt, hvad der skete til vagterne,” siger Rae. ”Han var gode venner med voldtægtsforbryderne og var den mest magtfulde fyr i cellen. Klokken 13 hver dag beordrede han folk til at tage en lur på to timer. Det var en magtdemonstration.”

Robert i Kurdistan

Dage bliver til uger, og Rob og Rae begynder at tvivle på, om de nogensinde kommer hjem igen. ”Vi vidste ikke, om vores forældre overhovedet var klar over, at vi var i live, eller hvor vi var,” siger Rae. ”Det var ikke et sted, vi havde lyst til at blive.”

Vagterne er voldelige og sadistiske. Man får tæsk, hvis man så meget som griner, når de er i nærheden. Det sker dog ikke for hverken Rob eller Rae. ”Vi har senere fundet ud af, at de havde ordre til at lade os være, fordi vi var politiske fanger og ikke oprører,” siger Rae. ”Så heldige var de andre fanger ikke.”

Det konstante lys, frygten for tæsk og kedsomheden får nogle af deres medfanger til at gå fra forstanden. ”Der var så lidt at tage sig til, at folk sloges over, hvem der skulle vaske gulvet,” siger Rob. ”Det betød selvfølgelig på den anden side, at der altid var rent.”

Annoncering

Efter to ugers fangenskab dukker to spaniere – tilfangetagne YPG-krigere – op. De slæbes ind i cellen. De har fået tæsk og er dækket af blod. Den ene af dem er i så dårlig fatning, at han muligvis har fået et slagtilfælde og er sunket i koma. ”Han var så dehydreret, at hvis man nev ham, så rettede huden sig ikke ud igen,” siger Rae.

De tigger vagterne om tage fangen med på hospitalet, men de får at vide, at det ikke er deres problem. ”Spanieren er kun i live i dag, fordi en kurdisk fange ved navn Omut – en fyr, der fuldstændig havde mistet forstanden – gik til angreb på ham med en kedel, så han endte med at få et kraniebrud,” siger Rob. ”Det gjorde ham til vagternes problem, fordi det var sket, mens de havde ansvaret for ham.” Herefter blev spanieren tilset af en læge.

En anden gang vågner de to til den gruopvækkende lyd af en 14-årig dreng, som bliver gruppevoldtaget. ”Jeg fandt senere ud af, at han bare var der, fordi han blev taget med pot på sig,” siger Rae. ”Men hvad skulle vi gøre? De, der voldtog ham, var venner med Zrian. Hvis vi var gået i mellem, var de faldet over os.”

Fangerne har en time om dagen, hvor de får lov til at gå rundt i en lille tildækket gård og bruge små toiletter med rigtigt toiletpapir (det er der ikke ved toilettet i hjørnet af cellen). Tre mænd forsøger at begå selvmord under udgangen til gården ved at hænge sig selv med optrevlede tæpper. ”Jeg måtte redde en af dem ved at kravle indover døren på toilettet, efter han havde låst sig inde og var begyndt at skrige,” siger Rob. ”Jeg tænker, han fortrød i sidste øjeblik.”

Annoncering

Maden er overraskende god. Fangerne lever hovedsageligt af brød, yoghurt, ged eller kylling, plus ris og kogte kartofler. Der er også øjeblikke, hvor stemningen lettes. Der er for eksempel en kæderygende mand i 70’erne, som er tidligere Taliban- og Al Qaeda-kriger, der altid deler cigaretter ud og lærer Rae at spille skak.

Så er der de kurdiske oprører, som sidder i rundkreds og synger gamle kurdiske viser. ”Vi endte med at synge sammen med dem og lære dem de gamle britiske socialistsange, som ’Internationale’ og Billy Bragg-sange. De elskede dem,” siger Rob og griner. ”’The Power of the Union’ var et kæmpehit.”

Rob kan fejre sin 21-års fødselsdag i cellen, og det lykkedes også nogle af de andre europæiske fanger at smugle lidt kage ind til ham. ”Jeg aner ikke, hvordan de bar sig ad med det, men det var et af de mest rørende øjeblikke i mit liv,” siger han.

Henimod midten af august begynder der at gå rygter om, at en ny tysk fange snart ankommer til fængslet. ”Vi så frem til at få endnu en vesterlænding i cellen,” siger Rae. ”Forhåbentlig kunne han tale engelsk.”

Men manden, der dukker op i cellen, er langt fra, hvad de to har ventet. Han er kraftig bygget og muskuløs med et stort skæg, og det er ret tydeligt, at han kun kan komme fra et sted: Islamisk Stat i Irak. Rae, der taler en smule tysk, beslutter sig alligevel for at introducere sig for manden. Svaret, han modtager, kommer bag på dem begge.

Annoncering

”Sup, nigga,” siger manden på næsten perfekt engelsk og griner, før han giver hånd, som om han er en gangster fra L.A. ”Han var tydeligvis nervøs,” siger Rae. ”Men han lod til at være åben overfor os, fordi vi var briter. Han lød vildt mærkelig, når han talte, men i det mindste var det et sprog, vi forstod.”

Mandens navn er Deniz, og han er tyrkisk-tysker fra Frankfurt. 25-årige Deniz afslører senere, at han blev taget, mens han forsøgte at flygte fra tilværelsen som jihadist sammen med sin yndlingskone. ”Han var en af de få mænd, der talte både flydende engelsk og arabisk, så han kunne agere tolk for os og vagterne,” fortæller Rob. ”Man kunne nemt se under overfladen, at han var et forfærdeligt menneske. Han havde haft slaver, adskillige koner, og han pralede tit af at have tortureret kurdiske civile for sjov. Men på mærkværdig vis virkede han meget flink i de få øjeblikke, hvor man glemte alt om, hvem han var. Jeg husker en aften, hvor Deniz vækkede os begge ved at synge 'Where Is the Love' af Black-Eyed Peas for fulde gardiner.”

Deniz (hvis efternavn vi har tilbageholdt, da han på nuværende tidspunkt står tiltalt i retten i det nordlige Irak) er overhovedet ikke, som de to briter forestiller sig en IS-kriger. Han har en tatovering af sit stjernetegn, Stenbukken, og han taler tit om, hvor højt han elsker Mars-barer og om sine yndlingsfilm, Inception og 2 Fast 2 Furious.

”Det var lidt, som om han var to mennesker i en person,” siger Rob. ”Han kunne næsten i samme åndedrag tale om, hvor vidunderligt det var, at kalifatet kun tillader trommemusik til visse dele af Koranen, og hvor højt han elskede amerikansk gangsterrap. Han var nærmest besat af DMX og 50 Cent. Deniz var en ret forvirret fyr.”

Annoncering

Efter få dage begynder Deniz at fortælle hele sin livshistorie. Han påstår blandt andet, at han gennem sine tyvere har kørt et fitnesscenter i Frankfurt, hvor han blev afhængig af steroider, indtil han blev venner med nogle mexicanske gangstere, der introducerede ham for kokain. ”En dag besluttede han sig for at konvertere til Islam, gifte sig med en muslimsk kvinde og rejse til Irak for at kæmpe for IS,” siger Rob.

Men af alle samtalerne, Rob og Rae har med Deniz, stikker især en enkelt ud. ”Jeg kender ikke meget til Islam, og jeg ville gerne forstå hans version af det,” siger Rob.

Samtalen forløber nogenlunde sådan her:

Rob: Deniz, tolker du Koranen bogstaveligt?

Deniz: Nej, vi følger det, som lærde mænd på YouTube siger.

Rob: Hvor holder de til?

Deniz: I Storbritannien. Samtlige videoer på YouTube, som vi ser i IS, er med islamiske lærde, som bor i Storbritannien. Hver og en.

”Jeg var sådan lidt, ’Fuck!’” siger Rob. ”Det slog benene væk under mig. Jeg tror, han var en fortabt sjæl, der ledte efter en identitet – noget han kunne holde op og sige, ’Det er mig.’ Det fandt han kortvarigt hos IS. Men så blev han bange.”

Først fortæller Deniz, at han er flygtet, fordi han ikke længere tror på krigen og har set for mange krigsforbrydelser. Men som ugerne går, indrømmer han selv at have stået bag flere og flere krigsforbrydelser. ”Til sidst fortæller han, at han er flygtet, fordi han frygtede for sit liv,” siger Rae. ”Han var bange for dronerne. Han var ikke nede med at dø, som han sagde.”

Annoncering

VICE har kontaktet Deniz’ far for at bekræfte Rob og Raes påstande. Over telefonen nægter faren anklagen om, at sønnen sluttede sig til IS, men han kan bekræfte, at Deniz og hans kone overgav sig til pashmerga-styrker i det nordlige Irak. Han benægter også påstanden om, at Deniz skulle have taget steroider og kokain tidligere i sit liv, at han var del af en bande, at han kunne lide rapmusik, og at han har en tatovering af Stenbukken.


WATCH:


Kort tid efter Deniz’ ankomst får Rob og Rae endelig lov til at ringe hjem. De ringer til det eneste nummer, de begge kan udenad: Raes mors. ”Hun var vores livline,” siger Rae. ”Hun ringede til det britiske indenrigsministerium, som sendte generalkonsulen ud fra konsulatet i Erbil for at tilse os. Han bad os om at holde ud et par uger endnu, mens han arbejdede på at få os løsladt.”

Efter 30 dage i fangenskab får de endnu engang lov til at ringe. ”Raes mor fortalte os, at vi var blevet benådet, men at der nok ville gå yderligere ti dage på grund af Eid.”

Dagene snegler sig afsted, men 10. september vender generalkonsulen tilbage. ”Han fortalte os, at KDP ikke vil forny vores visa, så derfor opholdt vi os ulovligt i landet. Vi skulle betale en bøde på 340 dollars, få et stempel i passet og forsvinde.”

Fireogtyve timer senere sidder Rob og Rae på en flyver på vej mod Heathrow.

En talsmand fra det britiske udenrigsministerium vil ikke kommentere detaljerne i Rob og Raes sag, men siger dog: ”Vi har bidraget med hjælp i gennem konsulatet til to britiske borgere, som har været tilbageholdt i Irak i august og september. Begge individer er nu tilbage i Storbritannien.”

Annoncering

Rob og Rae finder aldrig ud af, hvilken skæbne deres guider under anholdelsen den 1. august har lidt. ”De er formodentlig døde,” siger Rob. ”Men det finder vi aldrig ud af.”

I dag har både Rob og Rae arbejde hjemme i Storbritannien – Rob arbejder for jernbanen igen, og Rae er håndværker. De bor sammen i en lejlighed i London, og Rae er blevet forlovet.

De tænker stadigvæk begge ofte på den skakspillende jihadist og YPG-krigerne fra Vesten. Nu og da falder tankerne også på Deniz.

Føler de, at hændelsen har traumatiseret dem? ”Sommetider vågner jeg op midt om natten i den tro, at jeg er tilbage i cellen,” siger Rob. ”Jeg får kuldegysninger, hver gang jeg hører et nøglebundt rasle,” tilføjer Rae. Men i det hele taget virker de ikke nær så medtagede, som man måske skulle tro.

Da jeg spørger dem, om de har fortrudt deres handlinger, blusser trodsigheden op i Robs øjne. ”Ikke et fucking sekund. Hvis jeg kunne gøre det hele igen, ville jeg gøre det på samme måde. Det eneste, jeg fortryder, er, at vi aldrig nåede frem til Rojava. Vi kunne have udrettet en masse der. Selv hvis jeg kun kunne bidrage ved at bygge et hus, så er det stadigvæk et hus, som nogen kunne have boet i. Det havde været nok for mig.”

Rae giver sit besyv med: ”Hvis det har lært mig noget, så er det, hvor bange de reaktionære kræfter i den region er for Rojava-revolutionen. De er villige til at spærre socialister inde under livsfarlige forhold.”

Hvad hvis de var omkommet? Rob griner. ”Der er mange, som er døde i socialismens navn gennem tiderne. Jeg har ikke noget dødsønske, men hvis jeg skal dø, så dør jeg gerne under den røde fane. Kender du ’The Red Flag’? Det er Labours slagsang.”

”Ikke hele teksten,” svarer jeg.

Rob tager en slurk af sin øl, ser på Rae og griner. Så bryder de to ud i sang: "Though cowards flinch and traitors sneer, we'll keep the red flag flying here."