Ting vi har set

Tyler, The Creator genopfandt sig selv for øjnene af os

Rapperens optræden på Coachella indkapslede stemningen og det æstetiske udtryk på 'Flower Boy', hvor Tyler er trådt ind i en ny æra og er helt alene i den fantasiverden, han selv har skabt.

af Shaad D’Souza; billeder af the1point8
16 april 2018, 1:41pm

Billede af The1point8

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Tyler, The Creator anno 2018 er ikke manden, vi kender fra tidligere. Hvis jeg indtil for nylig tænkte på Tyler, var det især én bestemt video, der dukkede op i min hukommelse. Det er et klip fra 2012 fra The Tonight Show med Jimmy Fallon, hvor Tyler og Hodgy, iført elefanthuer, optræder med "Sandwiches", mens de hærger studiet og terroriserer programmets øvrige gæster. Hele forestillingen var både morsom, underlig og godt tænkt, men også lidt forskruet – et underligt teenageoprør, som udspillede sig på live-tv. Igennem mange år var det Tylers foretrukne fremgangsmåde: 100 procent rendyrket chokeffekt.

Så da Tyler sidste år udgav Flower Boy, var det let for skeptikerne at rakke ned på. Et blødt og varmt konceptalbum, med hvad der bedst kan tolkes som en queer-fortælling i baggrunden. Kynikerne affejede pladen som et let gennemskueligt forsøg på at score point i en ny, politisk woke verden. Men hvis man lytter godt efter, så er Flower Boy faktisk det modsatte. Det er et album, der handler om at blive voksen og tackle sin identitet, et pastelfarvet eventyrland, hvor sorte unge kan udtrykke sig selv og leve uden begrænsninger. Det er lyden af Tyler, der finder sig selv og finder ud af, at han ikke er en ballademager længere.

Koncerten i lørdags var den perfekte gengivelse af den stemning og det æstetiske udtryk, som Flower Boy har. Den gik stik imod alle forventninger til rapperen og viste nye lag af Tylers evner som performer og sangskriver. Han er ikke længere bare en provokatør, han er blevet en entertainer. Han er sød og imødekommende på scenen og spørger os: ”Har I det godt, Coachella?” og: ”Vil I synge sammen med mig?” og opfordrer publikum til at synge med på hooket til ”Boredom” med en nærmest barnlig entusiasme. Iført gyldne Le Fleurs i læder, en t-shirt med påskriften ”No Violence!” og en hat, hvor på der står ”Problem Child” (alle sammen produkter, han selv står bag med brandet Golf Wang) toner Tyler frem og ligner din vens generte lillebror, der lister henover scenen med glidende bevægelser til nogle af de mere funky numre og udforsker kulisserne, der består af store træer og træstammer, med et barns nysgerrighed.


Mange af dagens koncerter – især dem senere på aftenen – byder på store navne med enorme kulisser, men det, der er iøjnefaldende ved Tylers opsætning, er, hvor ensom han står midt i det hele. Hvor mange af de andre Flower Boy-koncerter har budt på Tyler omkranset af venner eller dansende teenagere på live-tv, så føles kulisserne som den ultimative krystallisation af stemningen på albummet. Det er Tyler helt alene i en fantasiverden, han selv har skabt. De enorme skærme omkring ham fremviser animerede landskaber, der stikker kraftigt ud i samspil med ørkenlandskabet omkring Coachella.

Det føles lidt, som om Tyler optræder som Flower Boys Mr. Lonely-karakter, der står mutters alene på et podie midt på scenen og stirrer ud i natten. For publikummer, der ikke i forvejen kender til Flower Boy, må det være en fremmedgørende oplevelse; den største respons fra folkemængden kommer også først, da Tyler halvvejs gennem koncerten spiller “IFHY” og “Tamale” fra Wolf fra 2013. Resten af sættet får en lunken modtagelse, og det er nærmest, som om folk er skuffede over ikke at få flere partytracks udover dem fra Wolf og Flower Boys ”Who Dat Boy?”

Men det er faktisk helt i orden. Numrene fra Flower Boy er utroligt overbevisende, og de giver Tyler mulighed for at vise, hvor dygtig en vokalist han er blevet. Hans stemme forvandler sig fra det velkendte brøl under ”Garden Shed” til et højfrekvent skrig på ”Who Dat Boy?” og ”I Ain’t Got Time”.


Sidstnævnte track er sammen med ”Sometimes” og ”See You Again” aftenens højdepunkter. Da han spørger publikum, om vi ”er friske på at gå fuldstændig amok”, føles det et øjeblik, som om vi ser den gamle Tyler, bare en mere selvbevidst version. Teksten flimrer over skærmene som en slags surrealistisk karaokeforestilling. Idet han runder sangen af tidligt, leverer han den meget omdiskuterede linje // I’ve been kissing white boys since 2004 //. Jeg tror ikke, de her sange rent faktisk handler om Tyler – det kan selvfølgelig godt være, at de gør, men det er overfladisk at læse al kunst som værende biografisk – men det føles alligevel, som om der er en intern logik i måden, sættet er skruet sammen omkring tracks, der omhandler seksualitet og identitet som “I Ain’t Got Time” og “Garden Shed”. Under sidstnævnte står Tyler på podiet i midten og kigger ud mod verdenen. Det er helt afgjort en koncert, der tematisk lægger vægt på vigtigheden i at finde sig selv – ”OKRA” indeholder sågar en spoken word-del, hvor en stemme opfordrer publikum til at gøre, som de vil i livet – og på sårbarhed, og den måde, de er placeret i sættet på, afspejler det.

I stedet for at lukke showet med en banger, drosler Tyler ned for koncerten med “See You Again”, der er hans første deciderede kærlighedssang. Det er en meget passende sang at lukke på. I “See You Again” er Tyler inde i sit eget hoved, hvor han dagdrømmer og fantaserer om omverdenen, mens han maler storslåede billeder af mulighedernes landskab. Det kan godt være, at sættet har fokuseret på Tylers ensomhed, men som han kaster sig ud i de sidste vers af “See You Again” uden resten af bandet, stemmer tusindvis af stemmer i. Pludselig virker han ikke længere så ensom.