FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Valget af Danica Roem får fremtiden til at se lysere ud for transpersoner som mig

Jeg stod på en bar sammen med Danica Roem, da hun blev valgt ind i delstatssenatet som den første transperson i amerikansk historie: "Til alle, som er blevet diskrimineret i mod, der er blevet stigmatiseret, der ikke passer ind… Det her er for jer."

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

I sidste uge rejste jeg til delstaten Virginia for at møde Danica Roem, en transkvinde, der stillede op til delstatsvalget i staten overfor modstanderen Bob Marshall, den republikanske politiker, der introducerede Virginias transfobiske lovgivning om brugen af offentlige toiletter.

Jeg overværede valgkampens sidste hektiske dage, hvor 300 mennesker for ind og ud af kampagnens hovedkontor over en weekend. Samme med mange andre så jeg Roem vandre op og ned ad små landeveje i den nordlige ende af staten, mens hun opmuntrede de frivillige med det enkle, græsrodsslogan: ”Hvordan vinder vi!? Vi stemmer dørklokker!”

Annoncering

Og den anden aften stod jeg så sammen med Roem og hendes demokratiske medkandidater i en bar i Virginia og så til, mens hun øgede sit forspring blandt de optalte stemmer over Marshall, der baserede det meste af sin kampagne på at angribe Danica på hendes kønsidentitet. Det, der startede som beundring for hendes kampagnefilosofi og politiske målsætning, blev hurtigt vendt til overvældende håb for fremtiden. Tårerne begyndte at strømme ned ad mine kinder, da det gik op for mig, at Virginia havde valgt USA's første transkønnede medlem af et delstatssenat.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke et år tilbage i tiden, da det stod klart, at Donald Trump ville vinde præsidentvalget, hvor jeg vidste, at mit og mine transsøstres liv og rettigheder var under angreb. På årsdagen for det nederlag er Roems triumf et lys for enden af tunnelen – og jeg tror, det er et tegn på en bredere modstand i samfundet. Om og om igen hørte jeg Roem gentage sit motto: Jeg vil vinde, fordi jeg er den, jeg er. Ikke på trods af den jeg er.

Da Roem stillede sig på bordet i baren for at tale til forsamlingen, der var mødt op, understregede hun, at Trumps regering selv har skabt det, der bliver dens undergang: Alle de mennesker, der har aldrig har følt, at deres stemme er blevet hørt, som nu stiller op ved valgene og engagerer sig i politik for første gang. ”Til alle, som har oplevet diskriminering, der er blevet stigmatiseret, der ikke passer ind, der altid har stået i skyggen, der har haft brug for nogen til at kæmpe deres sag, når de ikke selv kunne. Det her er for jer.”

”Jeg vil gerne slå en ting fast,” sagde hun, mens folkemængden jublede. ”Lige meget, hvordan du ser ud, hvor du kommer fra, hvad du tror på, hvem du elsker, hvordan du identificerer dig selv – og ja, hvordan du rocker ud – hvis du har gode ideer, hvis du er egnet til politik, så skal du stå frem, for det er også dit Amerika.”

Hun fortsatte sin tale med at fremhæve andre vigtige sejre i staten. Elizabeth Guzmán og Hala Ayala, der begge er af latinamerikansk afstamning, og Jennifer Carroll Foy, som er sort, har også vundet pladser i delstatssenatet. ”Nu ligner vores folkevalgte politikere rent faktisk folk, som bor i Prince William County.”

Det er længe siden, jeg har tilladt mig selv at være optimistisk. At mærke den overvældende fremtidsoptimisme, som Danica Roem udstrålede i den bar og være i stand til at dele den med alle de andre, der var til stede, vækkede en positivitet til live, som jeg ikke har mærket i lang tid. Det var lidt som at komme sig over kærestesorger. Sommetider handler det om at møde et nyt menneske, hvis man skal genoprette sin tro på menneskeheden og fremtiden. Det var det, Danica gjorde for mig og mange andre på den bar i Virginia.