danmark

Københavns madmor siger, vi skal råbe op, hvis vi vil spise bedre

'Gigger' har kæmpet for bedre mad i hovedstadens institutioner gennem 10 år. Men hun er ikke tilfreds. Hun vil have mere hverdagsaktivisme. Og politikere, der tager mad alvorligt.

af Lars Bjerregaard; billeder af Amanda Hjernø
20 november 2017, 8:41am

Anne-Birgitte 'Gigger' Agger. Billede af Amanda Hjernø

Alle kalder hende Gigger. Hun hedder egentligt Anne-Birgitte Agger og er direktør i Københavns Madhus, men alle, der har haft noget med hende at gøre, ved, at hun kun lystrer ”Gigger”. Og hvis du ikke synes, du har hørt om hende, så er det nok fordi, du ikke har haft bedsteforældre på plejehjem eller børn i institutioner i løbet af de sidste 10 år.

Københavns Madhus er, på trods af at det ligger i Kødbyen, nemlig ikke en restaurant med røde michelinstjerner. Det er et madhus, som har sørget for at børnehavebørn, skolebørn og ældre i Københavns kommune får et anstændigt måltid mad, som oven i købet er 90 % økologisk.

Men mad til folket er ikke et emne, du finder klasket op på valgplakaten. Det er bløde værdier og svært at måle. Der er heller ikke skyggen af glamour og michelinstjerner i de offentlige køkkener, så det kræver, at nogen stiller sig op på køkkenbordet og taler madens sag. Det gør Gigger.

“Det er en generel ting i samfundet,” siger hun. “Vi råber ikke op længere. Flygtningespørgsmålet og Venligboerne er vel det nærmeste, vi kommer noget, som har skabt en folkelig bevægelse herhjemme i de sidste mange år. Vi har det lidt svært med folkelige bevægelser, vi tror ikke på, at det nytter noget. Jeg tror, man skal lave forandringen selv. Hvis det er aktivisme, så er det vel hverdagsaktivisme.”

Men hverdagsaktivisme er ikke nok, når man skal ændre maden og måden, den bliver lavet og spist på i en storby som København. Der skal et bredere perspektiv og en større indsats til. ”Ritt Bjerregaard, som var overborgmester dengang for 10 år siden, og politikerne på rådhuset blev trætte af at tale om den elendige offentlige mad, uden at der skete noget,” fortæller Gigger. “Madhuset blev dannet, og jeg blev ansat som direktør. Formålet var at ændre tingenes tilstand. Det var skide nemt sagt.”

Det var skide nemt sagt, ja. Men madens standard i kommunen var så lav, at opgaven hurtigt viste sig at være endog meget velvoksen. Gigger kan godt huske det: ”Da vi tog fat, kunne vi jo pludseligt tælle 900 køkkener, 1700 medarbejdere og 5 forvaltninger og ansatte uden megen faglighed, og køkkener uden udstyr.”

Gigger og hendes håndgangne folk i Københavns Madhus startede fra en ende af, små bidder af gangen. De satte kort op på væggen, satte krydser ved alle institutionerne og steg derefter på cyklerne for at finde ud af, hvordan landet lå. De talte med de mennesker, hvis hverdag nu skulle til at indeholde mad på en helt anden måde end før. Det lyder jo som fødevareaktivisme.

LÆS MERE: Bo Jacobsen siger, at vi har mistet vores kulinariske hukommelse

Men Gigger vil ikke kaldes aktivist. Det minder hende for meget om hendes fortid, da hun i sin pure ungdom var kommunist. Gerne iværksætter, men ikke aktivist. Ordet ildsjæl hader hun også. Hun forlod alt det, da hun forlod kommunismen, lader hun forstå, og begyndte at lave fredsbevægelsen Next Stop, hvis mål var at rive jerntæppet ned på et tidspunkt, da det hang ganske sikkert. ”De venstreorienterede var sådan nogle, der demonstrerede og stod og sagde ‘Nej!, ‘Ud med!’ og ‘Stop!’. Det var venstrefløjens rolle, og jeg var ved at kaste op over at skulle bruge mit liv på at sige nej og stop. Det, jeg gerne ville med Next Stop, var at tilbageerobre ansvarsbegrebet.”

Next Stop-bevægelsen mobiliserede 3000 unge mennesker, som marcherede gennem jerntæppet, som om det ikke eksisterede, og lavede en sattelittransmitteret rockkoncert fra Moskva. Kampagnekontoret var Café Rust (som nu bare hedder Rust) på Guldbergsgade på Nørrebro og var opkaldt efter den tyske pilot Matthias Rust, der i 1987 landede sin sportsflyver på Den Røde Plads i Moskva. Det var en tid fuld af gryende, stilfærdig og fredelige revolution.
”Så nej, jeg er ikke aktivist, selvom jeg godt kan se, at der ikke er langt imellem aktivisme og iværksætteri," siger Gigger. "Men jeg er meget politisk, og jeg vil stadig gerne ændre verden. Jeg har et motto, som jeg har brugt i alle årene i Københavns Madhus, og det er: Man kan ikke tale sig til forandring. Men heldigvis er mad jo taknemmeligt at lave revolution med.”

Den måde Gigger og Københavns Madhus har ændret verden på, i hvert fald i København, er helt grundlæggende at sørge for, at alle dem, der har mest brug for et ordentligt måltid, også kan få det. Og så er det lige meget, om du er 4 eller 90 år gammel, eller om du er rig eller fattig. Der er hjemmelavet mad i børnehaverne og på plejehjemmene, og sådan så det, med få undtagelser, ikke ud før Københavns Madhus.

LÆS MERE: Johanne Schmidt-Nielsen har det svært med kebab, men hun elsker snobrød

Generer det hende, at vi ikke hører de her historier, når vi nu hører så mange andre madhistorier fra hovedstaden?

”Nej, det irriterer mig ikke. Tværtimod, faktisk. Det nynordiske manifest, Noma og alt det der har jo været med til at rykke fokus over på vores egne råvarer, og det har kun været positivt. Jeg kan godt huske dengang selleri levede en kummerlig tilværelse som suppeurt i bunden af kølemontren. Nu er den rykket ind midt på tallerkenen.

”Men altså... jeg tænker jo mere på, hvad vi kan gøre de næste ti år. Hvordan vi kan afskaffe det, jeg kalder madanalfabetisme. Altså, det at den opvoksende generation er i stand til at lave deres egen mad og tage sunde valg, når de er færdige med folkeskolen. Fællesskabet kan klare det. Som politiker skal man spørge sig selv, om man ikke synes, det er vigtigt? Kommunalpolitikere har lige præcis på det her område sindssygt gode muligheder for at skabe noget. Jeg er ikke tilfreds, vi er ikke færdige, men der er ingen tvivl om, at vi har skabt resultater.”

Hun vil ikke ud med, hvad hun stemmer til kommunalvalget. Hendes børn kalder hende borgerlig, de borgerlige kalder hende venstreorienteret, og selv er hun, med egne ord, sur i en hel uge op til hvert valg. ”Jeg har faktisk stået nede i valgboksen og ringet rundt, trukket livliner for at høre, hvem jeg skulle stemme på, indtil en valgforordnet tog mig på fersk gerning og fortalte mig, at man ikke måtte ringe inde i en stemmeboks. Jeg har stemt på nogen, hvor Jon [Giggers mand] ville skilles bagefter. Så det er mange år siden, jeg har fortalt ham, hvem jeg stemmer på. Jeg føler mig politisk rodløs. Jeg tror på fællesskabet, men mener, at der ligger stor værdi i det private initiativ. Begge dele er brugbart.”

Skyldes rodløsheden en utilfredshed med manglende eller for mange muligheder i det politiske spektrum?

”Hvis vi kigger på landspolitik, så er jeg faktisk rigtigt deprimeret. Det, der sker med denne regering, virker lige nu som de sidste krampetrækninger. På hele agendaen med bæredygtighed, fødevaresystemet og miljøet er der kommet en renæssance med at gøre det hele til ideologier. De afskaffer fornuftige og nødvendige miljølovgivninger, som det har taget tyve år at bygge op på grund af ideologi. På alle mulige områder. At Danmark sidder nede i EU og forsvarer de sprøjtegifte, som udrydder bierne. Lader hånt om kystsikring og vandløb. Det er rystende. Den landbrugspakke er udsprunget af forældede, skadelige værdier og den er bagstræberisk og forkert.”


”Og når landbrugets interesseorganisation (Landbrug & Fødevarer) går ud og nakker Coop for deres økologikampagne på den der meget, meget hysteriske måde, så får jeg følelsen af, at det er krampetrækninger fra en del af samfundsøkonomien, der varetager en synkende skudes interesser i panik og glemmer, at det, de står for, er hamrende umoderne. Jeg forstår ikke, at ingen i de borgerliges egne rækker råber op. Jeg forstår generelt ikke, og her vågner aktivisten så alligevel lidt i mig, at flere ikke råber op i dagens Danmark.”


Mit første minde om Gigger var dengang, jeg som totalt grøn kommunikationsspire, var til jobsamtale hos hende og hendes kommunikationschef. Jeg havde nul uddannelse og næsten ingen erfaring med noget som helst. Da samtalen var næsten slut kom et af de der spørgsmål om, hvordan jeg var som type. Jeg anede naturligvis ikke, hvad jeg skulle svare, men endte med at sige, at jeg egentligt var ret nem. Gigger havde på det tidspunkt intet sagt, men nu løftede hun øjenbrynene og sagde ”Ha! Det vil jeg sgu blive ked af, hvis nogen sagde om mig!”
Det tror jeg heller ikke, at nogen nogensinde har sagt om Gigger. At hun var nem.

Jeg endte i sin tid, efter 2-3 samtaler, med at få jobbet som kommunikationsmedarbejder i Københavns Madhus. Men jeg endte også med at blive fyret af Gigger et par år senere. En ting er, at jeg så hende som en tornado af en direktør, med et voldsomt og smittende energiniveau, men hvordan ser hun sig selv?

”Der er ingen tvivl om, at folk er i Københavns Madhus på grund af mig, men der er lige så lidt tvivl om, at de også er skredet på grund af mig. Jeg har for eksempel svært ved at rose folk. Jeg synes jo, at et veloverstået projekt er ros nok i sig selv. Jeg er allerede i gang med at tænke på, hvad vi kan ændre og gøre bedre i næste projekt. Så vi er blevet nødt til at udpege en anden i ledelsen til at være den, der roser.

LÆS MERE: Fra danske frikadeller til libanesisk humus - en historisk gennemgang af madkrige

”Men jeg er også meget loyal på den måde, at hvis det går skidt med nogen i Madhuset så vender jeg det indad med det samme og spørger mig selv om, jeg kunne have gjort noget anderledes. Alt for længe. Det er nok fordi, jeg er barn af en alkoholiker, at jeg altid har følelsen af at være hovedansvarlig. Den er skidt at have med sig, når man skal træffe nogle konsekvente beslutninger, men god at have med sig, så man ikke bliver for selvfed og giver andre skylden. Jeg kan ikke huske, at have givet andre skylden for noget, der er gået skævt, som jeg selv har været involveret i.”

Jeg var skidebitter over at blive fyret dengang. Men jeg lærte en enormt vigtig ting ved det: man skal ikke bære nag. Gigger bærer heller ikke nag. Hun kan være uenig med mangt og mange og diskutere højlydt med de mennesker, hun er uenig med, men det er aldrig personligt med hende. Det er det samme med landbruget, som hun ofte skyder på. Det drejer sig ikke om de enkelte bønder. Det drejer sig om helheden.

”Jeg har ikke lyst til at slå på bønder, der i forvejen ligger ned. Okay, der er et par grisebaroner, der godt kunne trænge til nogle slag, men udover det har jeg intet behov for at personificere det. Jeg føler mig medskyldig og føler, at vi i byerne er lige så medskyldige i den produktionsform, som de er. Og når Landbrug & Fødevarer så stiller sig op og siger, at det økologiske og det konventionelle landbrug er lige godt og bare er glade, når vi kan sælge nogle lortesvin til Kina, så har vi bare et kæmpe problem.”

Gigger sammenligner landbruget med det militærindustrielle kompleks i USA eller i det gamle Østeuropa. Man har opbygget et enormt kompleks med højt specialiserede virksomheder, forskning, produktion, masser af medarbejder og stor økonomi, som laver kemiske våben, atomvåben eller lignende. Og så kommer man og siger: hør her venner, vi afskaffer atomvåben og kemiske våben. ”Hvad fanden skal de så lave?” spørger hun retorisk ”Og det er det samme med den enkelte bonde, som i dag ikke er bonde, men fabriksejer.”

Der er stor forskel på christianborgpolitikere og lokalpolitikere, siger hun for at komme tilbage til spørgsmålet om valget.

”Lokalt har man jo en borgerkontakt, og man er vant til, at det, man siger, skal kunne udfolde sig i virkeligheden. Det bliver man målt på. De kommunale politikere er jo dem, der kan skabe forandringerne, hvis de har de rigtige ressourcer til stede. På trods af hvordan de politiske vinde blæser, kan man, på tværs af partier, lave noget, der er sund fornuft i lokalpolitik. Man glemmer det lidt i valgkampen.”

”Og jeg har det sådan, at bæredygtighed, økologi, madkultur og folkesundhed er en fælles dagsorden, der burde være bredere.

“Alt det her, der vedrører maden, har jo egentligt ingen partifarve.”