Islamisk Stat

Mød bloggeren, der tog kampen op mod Islamisk Stat

”Selvfølgelig var jeg bange for, at Islamisk Stat ville finde ud af, hvor jeg var, og slå mig ihjel, men jeg var mere bekymret for, hvad de ville gøre ved min familie.”

af Moustafa Saadoun; illustrationer af Lisa Raneva
16 november 2017, 6:00am

Illustrationer af Lisa Raneva

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Arabia

Da ISIS indtog den nordirakiske by Mosul i starten af juni 2014, besluttede en af indbyggerne at starte en blog for at holde folk i og udenfor Mosul velinformerede omkring, hvad der rent faktisk skete under terroristernes regime. Den selvproklamerede ”non-journalist” oprettede Mosul Eye, hvor de beskrev, hvad Islamisk Stat havde besluttet, hvor de befandt sig i byen, og hvilke planer de havde. En del af informationen kom fra almindelige samtaler med soldater på gaden. Artiklerne spændte fra daglige rapporter om situationen i byen, til opdateringer om væbnede modsvar, til besættelsen eller detaljerede beskrivelser af Islamisk Stats strategi.

Hjemmesiden blev ved med at offentliggøre nyheder, alle tre år Mosul var besat af Islamisk Stat. Nogle af artiklerne skulle eftersigende have hjulpet den irakiske hær med at finde et par af gruppens hovedkvarterer. Men efterhånden som sidens popularitet voksede, steg antallet af dødstrusler mod personen bag siden også – mest via e-mails eller kommentarer på bloggens posts. Det eskalerede i en sådan grad, at forfatteren flygtede fra Irak, kort før byen blev befriet i juli 2017.

VICE Arabia talte med skaberen af Mosul Eye, som ønskede at værre anonym, for at finde ud af, hvad der fik ham eller hende til at starte bloggen, hvordan det var at modtage trusler fra Islamisk Stat, og hvad der skal ske nu.

VICE: Hvad fik dig til at starte Ain Al Mosul?
Mosul Eye: Alt virkede så dystert og håbløst den dag Islamisk Stat invaderede Mosul. På det tidspunkt brugte jeg allerede min Facebookside til at skrive nyheder og information, så jeg besluttede mig for at tage det skridtet videre og lave en rigtig blog, hvor jeg kunne dokumentere alt det, der foregik rundt omkring i byen. Kort efter jeg startede bloggen, begyndte folk at kontakte mig, men jeg svarede aldrig af frygt for, at det var ISIS-krigere, der prøvede at finde ud af, hvor jeg var.

Hvor fandt du modet til at lave sådan en blog?
Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg aldrig troet, at jeg ville være en person, der havde modet til at gøre sådan noget. Da jeg begyndte, spredte Islamisk Stat så meget falsk propaganda om, at folk i byen havde budt dem velkommen, at alt var under kontrol, og at alle levede i fred og harmoni. Jeg ville bare gerne hjælpe folk i byen ved at fortælle dem sandheden. Jo mere fokuseret jeg blev på opgaven, jo lettere blev det at gøre det.

Hvor fik du din information fra?
Jeg gik simpelthen bare rundt i byen og holdt øje med, hvordan deres krigerne behandlede folk. Jeg skrev det selvfølgelig aldrig ned – hverken i hånden eller på min telefon. Jeg måtte huske det hele i hovedet og så skrive det ned, når jeg kom hjem.

Talte du personligt med nogle af Islamisk Stats krigere?
Ja, nogle gange, hvis jeg så dem på markedet eller andre offentlige steder. Jeg var som regel tryg ved at starte en diskussion med dem om religion og politik, for jeg ved temmelig meget om deres ideologi. Der var engang, hvor diskussionen blev lige lovlig ophedet, og de spurgte mig, om jeg havde hyldet deres leder, Abu Bakr al-Baghdadi, endnu. Hvis jeg havde sagt ja, ville de sikkert have bedt mig bevise mit troskab. Hvis jeg sagde nej, kunne de slå mig ihjel. Heldigvis undgik jeg spørgsmålet ved at skifte emne.

Hvor tæt på at blive opdaget har du været?
En dag da jeg havde talt med nogle Islamisk Stat-krigere, skyndte jeg mig hjem og bloggede om det, som den idiot jeg er. Et par dage senere kom de samme fyre og bad mig forklare, hvordan den information, de havde givet mig, var endt på hjemmesiden. Jeg benægtede, at jeg kendte noget som helst til hjemmesiden eller ham, der lavede den. De fortalte mig alt det, de ville gøre for at finde og straffe ham, der ejede hjemmesiden. Det var meget skræmmende.


SE: Fritidskrigeren


Hvad gjorde de for at finde dig? Islamisk Stat havde adgang til personlig information om alle internetbrugere i Mosul, ikke?
Ja – og der må man sige, at jeg var meget heldig. Islamisk Stat bad internetselskaberne give dem privat information om alle deres kunder i byen, så de kunne holde øje med alles aktivitet. Men jeg havde en ven, som ejede et af de selskaber. Jeg betalte ham dobbelt for ikke at give min information videre.

Hvordan påvirkede situationen dig personligt?
Selvfølgelig var jeg bange for, at Islamisk Stat ville finde ud af, hvor jeg var og slå mig ihjel, men jeg var mere bekymret for, hvad de ville gøre ved min familie, som ikke engang anede, at jeg havde bloggen. Hver gang nogen bankede på døren, frygtede jeg, at det var Islamisk Stat. Jeg forberedte mig altid på det værste.

Ved du, om du direkte eller indirekte har hjulpet sikkerhedsstyrkerne?
Jeg fik beskeder fra folk, som fortalte, at min blog hjalp det irakiske militær med at finde Islamisk Stat-krigere og hovedkvarterer. Selvfølgelig var jeg glad for at vide, at den information, jeg kom med, kunne bruges til at hjælpe beboerne i Mosul, men jeg har ærlig talt aldrig ønsket at gøre andet end at dokumentere, hvad jeg så – jeg er hverken journalist eller agent.

Hvad er den vigtigste post, du har offentliggjort, som du tror har hjulpet i kampen mod Islamisk Stat?
Jeg var en af de første, der skrev om strukturen i deres organisation og de hierarkier, de har indenfor organisationen. Det blotlagde deres system og svækkede dem.

Du blev til sidst nødt til at flygte fra Irak. Er du tilbage nu?
Jeg vil helst ikke sige, hvor jeg er i dag, men ja, jeg besluttede mig for at forlade Irak, efter jeg fik en meget direkte trussel fra Islamisk Stat, lige inden Mosul blev befriet. Det lykkedes mig at flygte gennem Syrien ved hjælp af turkmenske smuglere, efter at have betalt dem 6000 kroner.

Hvilke planer har du for bloggens fremtid?
Jeg vil gerne have, at den bliver ved med at være aktiv, men måske skal den i stedet dokumentere Mosuls kulturelle genopstandelse, og alle de måder byens unge er en del af den udvikling. Eller også lægger jeg den bare ned og får et almindeligt liv igen.