Jeg spiste smørrebrød med danske pensionister på Gran Canaria
Kurt og Laila Nielsen, som driver Den Bette Kro. Alle billeder af artiklens forfatter.
dansk kultur

Jeg spiste smørrebrød med danske pensionister på Gran Canaria

Nede i de varme lande ligger Den Bette Kro, hvor der er dansk mad og dansk betjening. Jeg tog på besøg for at lære om min egen kultur.
16.11.17

“Når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg,
ja, så forsvinder jeg også.
Sydpå til Spanien og mit luksus-eksil,
for at te mig som en tosse.”

Sådan sang CV Jørgensen i 1980, og jeg har fulgt hans råd. Jeg er taget til den spanske sol, nærmere bestemt kolonien Gran Canaria, som måske nok stadig hører under Spanien, men som siden 70’erne er blevet invaderet af horder af indvandrere fra Tyskland og Skandinavien, der ”danderer den flittigt i dansker-koloni med pension hjemmefra i reserve” - for nu at bruge CV Jørgensens drillende formulering.

Annoncering

Under den bagende sol på Gran Canaria har jeg nydt friskfanget fisk, tapastallerkener og kølig hvidvin, men jeg er på jagt efter en helt anden kulinarisk oplevelse. En oplevelse, der bliver både surrealistisk og fuldkommen velkendt på samme tid. Jeg skal besøge ”Den Bette Kro” – en dansk café med danske retter og dansk betjening, midt i de varme lande.

Da min kæreste og jeg ankommer, er det ikke ”Costa del Sol”, der spiller på anlægget, men derimod ”Costa del Solcenter” af Troels Trier.

I et stille hjørne af det åbne indkøbscenter i byen Puerto Rico - turistmagneten på Gran Canarias sydspids - ligger Den Bette Kro. I den anden ende af indkøbscenteret ligger både den norske bager og det norske steakhouse, og lige ved siden af Den Bette Kro finder man ”Svenska Baren”, som sælger snus og viser trav.

Den Bette Kro er virkelig bette, og fra det lille, åbne lokale er der udsigt til hoteller og timeshares, holdt i hvide nuancer. De ligger hele vejen op af den stejle bjergside. Solen skærer i øjnene, da vi ankommer, men indenfor er der skygge og hjertevarme.

Selvom stedet lige er åbnet, er der allerede fyldt ved alle borde med rødternet dug, undtagen ét, som vi får lov at sætte os ved. Alle stopper deres samtaler og glor på os, da vi kommer ind. Vi er umiddelbart de eneste under 60. Men det varer ikke længe, før samtalerne fortsætter lystigt. Alle de karakteristiske danske dialekter, som forsvinder mere og mere efterhånden, er rigt repræsenterede. En rigtig næstvedsk, der trækker på vokaaalerne. En gammeldags københavnsk, som ikke er blevet drevent og Kim Larsensk endnu. Og jysk i alle afskygninger. Masser af jysk.

LÆS MERE: Vi tog på Guldkroen og blev væltet af rejecocktail, dansktop og fadølsbuffet

Indehaveren Laila taler også jysk for alle pengene, da hun byder os velkommen. Der er tilbud på drinks, så jeg beder om en caiprinha.

”Sådan noget fancy noget har vi ikke,” siger hun. Det bliver en lokal rom med cola i stedet. Ved bordene omkring os nyder gæsterne allerede godt af tilbuddet om to fadøl for €5. Eller to ”med håndtag”, som der så kækt står på skiltet. Det udtales ”håndtaw”.

Annoncering

Jeg kan lide Laila med det samme, og det er jeg ikke ene om. Alle er på fornavn med hende, når de beder om flere kolde øl. Selvom der er mange at betjene, tager Laila sig tid til os, og peger på avisudklip fra andre medier, der har været forbi. De er især stolte af dengang Bubber besøgte kroen. Laila fortæller, at Den Bette Kro har fødselsdag dagen efter og fylder 19 år.

”Stedet er blevet ti år ældre siden sidst vi holdt stor fest, og det er vores kunder også, så nu får vi snart installeret elevator,” proklamerer hun. ”Så kan folk trille hjem.”

Min kæreste og jeg kaster et blik ned over menukortet, hvor alle de klassiske retter er skrevet med Comic Sans. Min partner har aldrig været glad for dansk bondemad, så hun har lidt svært ved at finde noget i moradset af tarteletter, flæskestegssandwich, og bøf med bløde løg. Jeg bestemmer mig for en æggemad, en med fiskefilet og et stykke franskbrød med rejer.

Mens vi venter på maden, kigger jeg mig forundret omkring. Det er totalt syret at sidde på en ø ud for Marokkos kyst, omgivet af solbrune og krebserøde pensionister, der spiser flæskesteg og drikker Gammel Dansk. Loftet er plastret til med over 1000 kasketter, der alle har forbindelse til Danmark. Der er alt fra Brøndby IF til VVS-firmaer fra provinsen. Hver eneste hat er gaver fra gæster, forklarer Lailas mand Kurt. På væggene hænger billeder af gæster, og det minder om et familiealbum.

Anlægget spiller ”Kære Lille Mormor” med Richard Ragnwald, da vores mad kommer på bordet. Jeg tager en bid af min fiskefilet og prøver ikke at tænke på Dansk Folkeparti.

Meget er sket siden 53-årige Laila og hendes mand Kurt på 60 slog sig ned på ferieøen for to årtier siden. Efter maden trækker Kurt mig med udenfor til en smøg i solen og fortæller mig hele historien. Han er en robust mand med rødmosede kinder, og han taler endnu mere jysk end Laila.

Annoncering

”Første gang jeg var på ferie på Tenerife i 1976, vidste jeg, at jeg ville have mit eget sted hernede. Jeg ville have min egen palme,” fortæller han. Den drøm blev til virkelighed i 1998, men samtidig havde parret deres restaurant i Hals i Nordjylland.

LÆS MERE: Jeg tilbragte et døgn i Grøften med julesild, Johnny Reimar og folkelighed

”Dengang var vi i Danmark om sommeren og hernede om vinteren,” husker Kurt. ”Men vi blev nødt til at finde et ståsted på grund af børnene, som var små dengang, og det endte så med at blive her.”

Meget har ændret sig siden stedet åbnede første gang, hvor der kun var to retter på kortet, og fire gæster kom forbi.

”Det var i det gamle årtusind, dengang det hed pesetas, og der ikke var noget, der hed Schengen,” siger Kurt. Men maden er forblevet den samme, selvom der er kommet et større udvalg.

”Det var ikke vigtigt for mig, at det skulle være dansk mad - vi ville bare have vores eget sted,” slår Kurt fast. ”Men det var den samme type mad, vi lavede derhjemme, så det fortsatte vi med her. Det kendte vi til.”

Jeg spørger ham, hvordan det kan være, at folk rejser hele vejen herned og så vælger at spise det samme mad, som de kan få derhjemme.

”Fordi det er hjemmelavet,” svarer han selvsikkert. ”Det er ikke McDonald’s eller et eller andet cafeteria. Vi laver det hele selv. Vi forsteger kartofler og laver sovs, og alt det der. Der er halvtreds andre steder her i byen, hvor du kan få oksemørbrad, men her står man gerne i kø for at få det hjemmelavet.”

Annoncering

Ved hjælp af mund til mund har rygtet om Den Bette Kro spredt sig i danskerkolonierne, og nu er stedet en bragende succes. Men sådan har det ikke altid været, og Kurt kan godt huske i starten, hvor de gik sultne i seng. Jeg spørger, om der efterhånden altid er så travlt som i dag.

”Det her er stille og roligt! Der er tit mange flere,” siger han og slår ud med armen. Han fortæller, at vores broderfolk er lige så flittige kunder. Faktisk er nordmændene tit i overtal om aftenen, men vi har jo også fælles madkultur.

”Om lørdagen har vi det, gæsterne har døbt pølsedag, hvor det eneste, vi langer over disken, er pølser og brød og øl. Og folk kan danse her udenfor. Så er her fuldkommen fyldt.”

Indenfor igen smiler han over hele hovedet, så overskægget danser, da han sætter to glinsende fadøl foran os. Han niver mig i armen og siger, at man da i hvert fald ikke kan klage over servicen. Han er som en munter onkel, der har kørt lastbil engang.

Alle snakker højlydt, og Kurt snakker med alle på én gang. Ved bordet ved siden af sidder en gammel mand, der hoster hult, og de andre spørger grinende, om han skal til lægen. Han får en Fernet i stedet. En ældre dame brokker sig over, at det er så varmt, at man er nødt til at have hat på.

Alle taler sammen, og jeg ved ikke, om det er det isolerede fællesskab eller varmen, der får folk til at åbne op, for det samme ville nok næppe ske på en dansk kro i provinsen. Der er en umiskendelig følelse af at være til moster Odas fødselsdag i et forsamlingshus, hvor alle fortæller, hvordan det går med børnebørnene, og snakker om vejret.

Delicioso culo betyder lækker røv!” forklarer en kvinde. Hendes brilleglas er som hinkesten, og hun smiler hele tiden.

Annoncering

”Jeg er faktisk rigtig god til at lave mad," siger hun lidt efter. "Jeg har været i kokkelære."
Hendes københavnske accent går rent igennem, og vi kan høre hvert et ord. De andre ved bordet spørger, hvornår hun blev udlært. ”Det blev jeg sgu aldrig. Det gik alt for stærkt for mig.”

Laila fortæller, at den nye Far til Fire-film bliver optaget lige i nærheden. Og hvorfor egentlig ikke? Hvis alt andet dansk kultur kan flyttes herned, så kan Lille Per vel også. Her i den danske enklave er alting mere dansk end i Danmark. Det er en karikeret danskhed, ligesom den Pia Kjærsgaard vil bevare. De nævner Bubber igen.

I baren sidder en tyndhåret herre med en bajer og er tydeligvis glad for, at jeg vil skrive om stedet. ”Her er så dejligt. Jeg har været her 56 gange på de 19 år, kroen har eksisteret.”

Jeg er så imponeret, at jeg slet ikke fanger hans navn. Imponeret - og forvirret over, at man ikke har behov for at prøve noget nyt.

Da Laila smutter til fys, råber alle farvel og ”tak for mad”. Det gør vi også. Det er ikke en overvældende kulinarisk oplevelse på Den Bette Kro, men der er trygt og roligt i vores luksus-eksil. Ligesom derhjemme. Ligesom det plejer.

“For øjeblikket har vi det herligt…” nynner jeg, da vi går derfra. Meget mæt, og lidt fuld.