Jeg spurgte mine gamle Næstved-venner, hvorfor vi ikke er venner længere

Det viste sig, at de virkelig havde gået og tænkt over det.

|
27 november 2017, 10:15am

Rune til venstre og forfatteren til højre. Ham i midten er en amerikaner på besøg i Næver.

Vi har færre og færre venner, som vi holder kontakten til, efterhånden som vi bliver ældre. Man flytter, man stifter familie, man starter på nye skoler eller i jobs og får ny omgangskreds. Eller også skræmmer man folk væk.

Jeg er venner med alle mine gamle venner på Facebook, men det er et falsk fællesskab. Ud over nogle babybilleder, som ikke just har fanget min opmærksomhed, aner jeg ikke, hvad de laver. Men fordi de står på min venneliste, kan jeg overbevise mig selv om, at de skam er en del af mit liv, og derfor rækker jeg ikke ud til dem.

Mine gamle venner, som jeg var så tæt på engang, er blevet degraderet til et profilbillede, der engang imellem dukker op i min feed og får et hurtigt like, inden jeg er videre i teksten.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at det er mig, der ikke har været god nok til at holde kontakten under udlandsophold, eller efter jeg flyttede til en ny by, men jeg er nysgerrig efter at vide, om mine gamle homies også synes, jeg bærer skylden – eller om de også føler, at de selv har et ansvar.

"Du ringer kun, når du skal skrive en artikel eller vil have noget fra mig."

Derfor besluttede jeg mig for at ringe til tre gamle venner - en fra folkeskolen, en fra efterskolen og en fra gymnasiet – for at finde ud af, hvorfor venner glider fra hinanden, og om de vil drikke en bajer og blive venner igen.

Læs også:

Den første, jeg ringer til, er Rune, som jeg blev venner med i gymnasiet. Han er den eneste, som jeg stadig taler med af og til, men der går tit et halvt år mellem vi ser hinanden, og vores kommunikation er i perioder begrænset til semi-ophedede diskussioner på Facebook om kønsdebat og den slags brandfarlige emner. Da jeg ringer, ender vi med at snakke i næsten en time.

Han er enig i, at vi stadig er venner, men han har også en kontant forklaring på, hvorfor vi ikke ses så meget, som vi burde.

”Du ringer kun, når du skal skrive en artikel eller vil have noget fra mig,” siger han. ”Du går mere op i dit eget shit end dine venners. Alle de gange, vi har set hinanden, har det været på dine præmisser. Du inviterer til din fødselsdag eller bogreception eller fodboldkamp. Jeg har ikke fået et eneste opkald, hvor du bare ringer for at høre, hvordan det går. Jeg har kun lovord til overs for din personlighed, og hvis du døde, kunne jeg ikke bare finde en ny Kristian. Så jeg savner dig. Hvis du havde taget kontakt til mig for at lave et eller andet, lige så mange gange, som jeg har mødtes med dig, så ville vi faktisk se hinanden temmelig meget.”

Shit, mand. Den sved. Måske især fordi jeg ved, at han har ret. Jeg prøver at ringe til min veninde Tine fra efterskolen, for at høre om hun har det på samme måde.

”Jeg har tænkt ret meget over, hvorfor vi ikke er venner mere,” fortæller hun. ”Jeg tror, det handler om, at jeg havde en periode efter efterskolen, hvor jeg var usikker på mig selv. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, og hvor jeg var på vej hen. Du var til gengæld enormt holdningsfast og aldrig bleg for at sige, hvis du var uenig med noget. Jeg følte mig overrumplet og kritiseret. Jeg synes ikke, du tog fejl, men det var ikke rart, når jeg var så usikker på mig selv. Jeg ved, det ikke var i ond mening - du ville bare gøre verden til et bedre sted. Men jeg var mega følsom. Det er hårdt at være ung.”

Forfatteren og Tine. Til gallafest på efterskolen.

Der var engang en af mine veninder, der sagde, at jeg skræmte pigerne væk, fordi jeg var så kontant i mine holdninger. Jeg pillede folk i stykker, hvis de sagde noget jeg var uenig i, og jeg gjorde det ikke på en særlig pædagogisk facon. Men jeg har altid tænkt, at det bare var over for dem, jeg alligevel ikke kunne lide.
Det er ikke sjovt at vide, at folk jeg holder af, har haft det på samme måde. Min dårlige mavefornemmelse bliver bekræftet, da jeg ringer til Sara fra min folkeskole.

”I 9. klasse kan jeg huske, at jeg havde en bluse på med røde stjerner,” fortæller hun. “Du kom hen til mig og sagde ’Hvor er den fed! Er det med vilje?’ Jeg sagde ja, men der var altså intet budskab med det. Du var enormt politisk bevidst, og det var jeg ikke endnu. Jeg følte mig bagefter, og var lidt pinligt berørt over det.”

Der tegner sit et mønster. Min overbevisning om, at jeg havde ret i alt, skubbede folk væk fra mig. Men hverken Tine eller Sara mener faktisk, at jeg havde forandret mig – det var deres egen udvikling, der bare ikke fulgte min.

”Vores overgang fra barn til voksen har været forskellige,” forklarer Sara. ”Vi havde hver vores rute, som vi blev nødt til at følge, men vi er endt nogenlunde det samme sted. Jeg tror faktisk, at vi har enormt meget til fælles i dag.”

Forfatteren og Sara til fest i 9. klasse

Rune, som trods alt kender mig mere indgående end de andre, fordi vi stadig ses af til, er ikke helt enig.

”Du har forandret dig,” slår han fast. ”Du er den samme person, men før i tiden kunne vi bare mødes og ryge hash et sted, og det var en fælles hobby, vi altid kunne dyrke. Nu sidder du foran et skrivebord på et kontor. Du har slips på, på dit profilbillede. Du kunne også have et mega kogt billede fra en fest, for sådan er du jo også stadig, men dit billede repræsenterer noget andet. Du har stadig dit dragesmil, så man kan se, det er dig, men jeg tror, du er blevet mere voksen.”

Jeg tror, Rune har ret, og det er både godt og skidt. Hvis jeg er mere voksen, er jeg også mere lyttende og tålmodig, og i så fald kan jeg måske få en ny chance med Sara og Tine. På den anden side har jeg virkelig ikke lyst til at være voksen-voksen. Men jeg går på arbejde og jeg er holdt op med at ryge joints i tide og utide. Det er da lidt voksent. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var totalt ansvarlig og parcelhus-i-Næstved-typen. Det er ikke engang tæt på at være sandheden, og mine tømmermænd er en påmindelse om det. Men jeg er ikke den samme som jeg var engang.

”Inden man bliver voksen, regner man med, at forældrene eller samfundet eller ens egen utvivlsomme genialitet løser det hele. At være voksen, tror jeg, betyder, at man selv tager ansvar,” siger Rune eftertænksomt. Den udvikling mener han også betyder, at man automatisk vil miste kontakten til nogen.

”Hvis man har venner, der stadig tror, at de er guds gave til menneskeheden, eller forventer, at de finder Aladdins lampe, og så er hele verden fikset i et snuptag, så kan det være svært at holde dem ud,” fortsætter han. ”Så når man glider fra hinanden, er det ikke kun et spørgsmål om at have tid nok, som det er med os to. I forhold til andre handler det om, at de kan være arrogante eller uansvarlige, og så bliver det sgu for besværligt at ses. Det har jeg altså ikke tid til. Det er sgu for useriøst.”

"Før i tiden kunne vi bare mødes og ryge hash et sted, og det var en fælles hobby, vi altid kunne dyrke. Nu sidder du foran et skrivebord på et kontor."

Når man begynder at blive voksen, kan man ikke bare tage ud og drikke sig i hegnet på en mandag uden at vide, hvornår man kommer hjem igen. Der er ting, der skal nås. Men øl kan og bør stadig drikkes.

En af de store fordele ved at være voksen-ish er, at man planlægger sit liv. Så jeg finder kalenderen frem, og spørger om mine gamle venner vil have en øl med mig snart. Jeg kan mærke i telefonen, at det er nemt at snakke sammen, og hvorfor skulle et venskab ikke kunne blomstre op igen?

Det har virkelig været lærerigt, at ringe til dem, og spørge så direkte, hvad der gik galt. Jeg kan anbefale det – hvis altså du er klar på at høre svaret.

De vil heldigvis meget gerne ses, og jeg laver konkrete aftaler med alle mine tre gamle venner. Det er et skridt på vejen. Der er i hvert fald ingen grund til at så gode mennesker skal degraderes til et indslag i et overfladisk facebookfeed.

Mere ungdomsnostalgi: