"Alt, hvad vi har gjort de seneste 50 år, har været nytteløst." Så kontant er udmeldingen fra Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der i dagens Information uddyber holdningerne i sin nye debatbog, EXODUS – vejen frem for centrum-venstre, der slår et slag for afkriminalisering af stoffer og hash.
Sass-Larsen siger blandt andet, at han mener, cannabis bør fuldstændig legaliseres, mens hårde stoffer "som minimum" skal være komplet straffri for brugerne.
Argumenterne er hverken nye eller særligt kreative, men må stadig siges at være et friskt pust i Socialdemokratiets ellers ret forstokkede holdning på området. Sass siger blandt andet, at debatten om stoffer og hash bør være mere rationel og faktabaseret, ligesom han er sikker på, det vil give de kriminelle bagmænd væsentligt mindre at lave, hvis man fjerner salget af stoffer og hash fra deres ansvarsområde og i stedet overdrager handlen til staten.
Dermed lægger han sig ikke blot på linje med Portugal, der allerede i 2001 legaliserede alle stoffer, men også det stadigt voksende kor af eksperter, der igen og igen forsøger at råbe politikerne på Christiansborg op - ikke blot på spørgsmålet om legalisering, men lige så meget omkring måden, vi taler om stoffer. Som Jakob Demant, der er lektor på Sociologisk Institut og ekspert i unges forbrug af rusmidler, sagde til os tilbage i marts måned, da debatten endnu engang blussede op i kølvandet på to tragiske mdma-relaterede dødsfald:
”Debatten er super polariseret. Og der stilles kun ét spørgsmål: Er man for eller imod stoffer? Men sådan kan man slet ikke tale om et komplekst emne. Ingen tager en nuanceret diskussion, og det er jo frygtelig ærgerligt. Især efter så tragiske hændelser, som vi har set nu."
Rusmidler har aldrig været Henrik Sass' primære ressortområde, og med sin nye kurs bryder han med partiets linje, der principielt går imod alle former for legalisering af stoffer. Specielt deres retsordfører, Trine Bramsen, har flere gange markeret sig ved at svine folk til, der forsøger at nuancere debatten. Senest var det overlæge Henrik Rindom, der fik en tur over knæet på Bramsens Facebook-profil, hvor hun i samme ombæring fastslog, at "stoffer er dødsens farlige. Og unge må ikke være et sekund i tvivl om, at de skal holde sig langt væk fra dem." Derfor kan det heller ikke komme som en overraskelse, at partiet allerede få timer efter Sass' udmelding gik ud og sagde, at man ikke har planer om at ændre holdning til sagen.
Og selvom der formentlig er en partifælle eller to, der er blevet chokeret over deres gruppeformands syn på legalisering, er hans standpunkt langt fra nyt.
Allerede i 2016 lagde Radikale Venstre samme kurs, da de foreslog et treårigt forsøg med fri hash i hele landet og dermed lagde sig på linje med både SF, Liberal Alliance og Enhedslisten, der alle i en eller anden afskygning har legalisering af cannabis som en fast del af partilinjen.
Sass-Larsen er heller ikke den første Christiansborg-politiker, der lufter tanker om afkriminalisering af hårde stoffer. Allerede i 2014 meldte Anders Samuelsen ud, at Liberal Alliance går ind for legalisering af hash og stoffer til eget forbrug, og så sent som i sidste måned sagde folketingsmedlem for partiet, Joachim B. Olsen, at der, hvis det stod til ham, skulle ske en total legalisering af alle stoffer.
Men alt i alt virker Sass' udmelding som et friskt pust i Socialdemokratiets ellers forudsigelige og dødssyge take på debatten om stoffer. Og læser man hans interview i Information til ende (som klart er anbefalelsesværdigt), lader det til, han godt er klar over, at hans tanker ikke vil falde i god jord alle steder:
"Det her er et spørgsmål, der deler folk på tværs af partiskel. Trine (Bramsen, red.) lægger sig et andet sted end mig. Jeg er ikke sikker på, at det nogensinde vil lykkes mig at overbevise hende."