café

Jeg besøgte en kæledyrscafé i Korea, som har flodsvin og surikater

I Seoul kan man spise vafler, mens man aer et får – og man kan få en smoothie med en surikat.

af Spencer R. Morrison
08 august 2017, 11:15pm

Toutes les photos sont de l'auteur.

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA. Den bringes her med bidrag fra MUNCHIES Danmark.

Siden den første kæledyrscafé blev åbnet for næsten 20 år siden i Taiwan, har konceptet spredt sig som en steppebrand over Asien og resten af verden. Kattecaféer er efterhånden helt normale i storbyer over hele kloden, selvom københavnerne åbenbart ikke var helt klar til at få hår i deres latte – i hvert fald er Café Miao på H.C. Andersens Boulevard, som åbnede i 2014, nu lukket.

Men i Seoul holder de sig ikke bare til katte. På nogle af Sydkoreas mest bemærkelsesværdige spisesteder, kan man nu få selskab af et hav af eksotiske dyr.

Derfor besluttede jeg mig for at besøge tre af Seouls underligste kæledyrscaféer. De lovede mig, at jeg ville få mulighed for at drikke americano og spise vafler, mens jeg hang ud med får, vaskebjørne og surikater. Da jeg undersøgte sagen, fandt jeg ud af, at nogle af caféerne endda havde dyr, jeg ikke kendte til. Hvad fanden er et flodsvin?

Jeg begyndte min rundtur på Thanks Nature Café, også kendt som "fåre-caféen". Den ligger i den del af Seoul, der hedder Hongdae, som er præget af undergrundsmusik, skøre caféer og innovativt modetøj. Heldigvis er fårenes afdeling ikke samme sted, som man får kaffe, smoothies, juice og vafler.

Som det er på de fleste kæledyrscaféer, så skal man købe et eller andet, før man får lov til at lege. Udover fårene, så kommer gæsterne for at få vafler og patbingsu, som er en meget populær dessert i Korea, der består af frossen mælk med forskellig krymmel. Thanks Nature Cafes version af patbingsu er den klassiske mælkeis med et lag af rød bønnepuré, ristet bønnepulver og mochi af røde bønner. Isen har samme lette konsistens som sne, der lige er faldet, og derfor passer den perfekt til den tunge varme i den koreanske sommer.

Så snart vi trådte ind ad døren, gav baristaen mig og min kæreste en menu og en flyer med en masse regler som, 'lad være med at løfte vaskebjørnen', og 'lad være med at røre en sovende vaskebjørn'.

Min største bekymring, inden vi besøgte stederne, var de potentielle problemer med renlighed, som burde følge med, når man lader dyr rende rundt, hvor man laver mad. Jeg regnede med, at udendørsområderne ville stinke af fårepis, men ejeren løb frem og tilbage for at rengøre og desinficere området. Resultatet var, at folden var hysterisk ren, og det så endda ud til, at fåret lige havde været i bad – det var renere og blødere at se på end de fleste skyer i den forurenede hovedstad.

LÆS MERE: Hvem har brug for kattecaféer, når man kan drikke sig fuld på en kattevinbar?

Når det kommer til dyrenes trivsel, så har de deres egne indhegnede områder i en lille lade, hvor de kan gå ind og sove eller være for sig selv, hvis de har lyst. Fårene hed Anna og Sam og var meget venlige. De kom ud for at sige hej og hoppede op af de gæster, som kunne finde på at fodre dem. Deres milde brægen var et kærkomment afbræk fra det bragende K-pop, der spillede udenfor.

Det næste mål på min café-rundtur var Blind Alley's 'vaskebjørnscafé'. Først tænkte jeg, at det måtte være den mærkeligste. Jeg kommer fra New Jerseys forstæder, så jeg er vokset op med at betragte vaskebjørne som ondsindede skadedyr, der roder i skraldespande og uden tvivl har rabies. Det er ikke den slags dyr, man har lyst til at have ved middagsbordet.

Blind Alley Cafe ligger i en ret rolig del af Seoul, hvor der ikke er særlig mange andre kæledyrs-caféer. Efter at have snakket med et par af de ansatte og ejerne begyndte jeg at forstå, hvorfor kæledyrscaféerne er så populære i byen.

Befolkningstætheden i Seoul er dobbelt så høj som i København, og de fleste indbyggere bor i højhuse, hvor man tit ikke må holde dyr. I Korea lægger man vægt på hårdt arbejde, og det betyder, at man har lange arbejdsdage – koreanerne har i gennemsnit den tredjelængste arbejdsuge i verden, så der er ikke meget tid til at tage sig af kæledyr. Så jeg forstår det godt: Efter en stresset 60-timers arbejdsuge har man tit bare brug for at spise en is og ae en vaskebjørn for at lade batterierne op.

Selvom der er en del tomme borde – i modsætning til Thanks Nature Cafe, som var helt proppet – var der en konstant udskiftning af gæster, som var både lokale og udlændinge. Så snart vi trådte ind ad døren, gav baristaen min kæreste og jeg en menu og en flyer med en masse regler, som 'lad være med at løfte vaskebjørnen', og 'lad være med at røre en sovende vaskebjørn'. Jeg ville ønske, at jeg kunne være til stede i det øjeblik, hvor en fatsvag kunde er dum nok til at samle en vaskebjørn op, som om det var en harmløs hundehvalp.

Det bekymrede mig mere, at der også stod på flyeren, at dyrene måske kunne finde på at spise vores ejendele eller bide, så vi fik at vide, at vi "ikke skulle blive bange og bestemt sige 'nej' til vaskebjørnen".

VIDEO: MUNCHIES Præsenterer: Parachute

"Det er godt at vide," sagde jeg. "Jeg vil gerne bede om en Oreo Bong Bong og en ricotta-salat."

Udover vaskebjørnene er Blind Alley kendt for sin hjemmelavede ricotta og is. Salaten består af et stykke frisk ricotta med tomater og rosiner. Oreo Bong Bong er en varm brownie lavet med Oreo-kiks og overhældt med hjemmelavet vaniljeis, chokoladesovs, karamel og mandler. Jeg rørte rundt i den, indtil de smeltede mønstre af chokolade begyndte at ligne en vaskebjørns ansigt.

Ligesom på den første café er dyrenes afdeling adskilt fra der, hvor man spiser. Jeg var nervøs, da jeg trådte ind og ikke kunne se dem, for jeg regnede med, at de ondskabsfulde gnavere ville springe på mig, så snart jeg kiggede væk. Det viste sig, at alle tre vaskebjørne lå og sov. De ansatte gav mig små stykker tørret blæksprutte, og vaskebjørnene vågnede op en efter en, da de duftede den kraftige fiskelugt. Den sjoveste og mest legesyge af de tre var en albino-vaskebjørn med søde, hvide potter, som den greb maden med.

Jeg kunne ikke lade være med at fare sammen, hver gang dens hånd rørte min, og jeg kunne se, at alle de andre amerikanere reagerede på samme måde. Der var halvmørkt i lokalet, som havde murstensvægge og lavthængende rør i loftet, og det fik rummet til at minde lidt om en mørk baggård. I New Jersey ville det være sådan et sted, man mødte en hel folk vaskebjørne i færd med at rode i skraldespande og drikke rådden mælk. Vaskebjørnene kravlede op af den ene væg og pilede afsted på rørene.

Der bor ikke vaskebjørne i Sydkorea, så de lokale var uvidende om dyrenes dårlige rygte i USA og var slet ikke bange, når de tog selfies få centimeter fra dyrene. Der kom endda en corgi ind, som begyndte at slås med en af bjørnene. I et andet lokale havde caféen for nylig fået en kapivar, eller et flodsvin, som er et meget besynderligt dyr. Den kommer fra Sydamerika og er verdens største gnaver. Den ligner et 80 kilo tungt murmeldyr med en kanins hoved og bittesmå ører. Mens jeg drak min americano, fik alle de vilde dyr mig til at føle, at jeg virkelig oplevede, hvad Seouls underlige café-kultur har at tilbyde, men det skulle vise sig, at det blot var opvarmning.

Nu taler jeg af erfaring, og følelsen af en surikat, der forsøger at grave huller i ens tøj, er... mærkelig.

Endelig nåede jeg frem til den tredje og klart mærkeligste destination på min liste: Surikat-caféen. I modsætning til de andre, er der ikke et bestemt område, hvor dyrene er – de havde lov til at gå rundt, hvor de havde lyst til. Over mit hoved hang en genettes lange, plettede hale ned. Det plettede pattedyr bor normalt i Afrika og ligner en mellemting mellem en lemur og et desmerdyr. Bag mig kom en wallaby hoppende forbi bordene. En fræk arktisk ræv løb langs med vinduet bag mig og begyndte at slås med den lille kænguru. Samtidig sprang katte af alle størrelser rundt på bordene eller på skødet af alle dem, der gad fodre dem.

Fordi der ikke er et separat spiseområde, serverer caféen kun kolde drikke på flaske, som iskaffe og juice. Jeg købte en iskaffe og ventede i kø for at få lov til at komme ind til de 10-12 surikater, hvor man må lege i ti minutter, inden det er den næste persons tur. Gæsterne får et tæppe og surikaterne, som er venlige og sociale, kommer og sidder på skødet.

Nu taler jeg af erfaring, og følelsen af en surikat, der forsøger at grave huller i ens tøj, er... mærkelig. Når jeg kiggede på surikater, der forsøgte at følge deres naturlige instinkter midt i en overfyldt café langt fra deres hjemland, så kunne jeg ikke lade være med at tænke: Er det overhovedet etisk forsvarligt med de her kæledyrscaféer? Jeg spurgte ejeren af Meerkat Café, Natalie, hvordan hun synes, dyrene bliver behandlet på de koreanske kæledyrscaféer.

"Der er nogle af caféerne, hvor der ikke er gode forhold," sagde Natalie. "De passer ikke på dyrene. De vasker dem ikke, og de fodrer dem ikke ordentligt. De tænker kun på penge."

LÆS MERE: San Franciscos nye rottecafe er pop-up-restauranten, ingen har bedt om

Hvordan er dit sted anderledes?

"Jeg elsker dyrene. Nogle gange kommer de med mig hjem. Surikaterne og den arktiske ræv var mine kæledyr, inden jeg åbnede caféen. Jeg havde altid dårlig samvittighed, når jeg efterlod dem derhjemme for at tage på arbejde, så jeg åbnede caféen, for at de kunne få mere opmærksomhed."

Den historie gik igen flere steder. Vaskebjørnene fra Blind Alley var engang ejerens kæledyr, efter hun havde reddet dem fra at blive lavet til pelsjakker, fortalte hun, og hun fik kapivaren fra en zoologisk have, der skulle lukke. Selvom ejeren af Thanks Nature Café ikke har haft fårene som kæledyr, inden han åbnede caféen, fortalte han, at han havde haft dem, siden de var lam.

Mens mange af Seouls katte- og hundecaféer bliver anklaget for dyremishandling, forsøger de tre caféer, jeg besøgte, at skille sig ud, ikke bare på grund af deres alternative racer, men også for deres syn på dyrevelfærd.

Jeg synes nu stadig, det er svært at sige, hvor humant det egentlig er at putte vilde dyr ind i et unaturligt habitat, for at de kan blive kælet af fremmede dagen lang. Men for nogle af dyrene er alternativet at være efterladt alene i en lille lejlighed, eller blive dræbt for deres pels' skyld.

Og især Natalie virkede til at være oprigtig omkring hendes intentioner.

"Jeg er dyreelsker," sagde hun, "og jeg vil bare gerne dele mine dyr med mennesker, som elsker dem lige så meget som mig."