Annoncering
sexarbejde

Mød alfonsen fra Dubai, der sælger sex til milliardærer

Har du lyst til at skyde en AK47 ud af vinduet på en Lamborghini? Eller er du mere til orgier i ørkenen? Her er manden, der opfylder dine ønsker.

af Mahmood Fazal
14 juli 2017, 4:00pm

Ilustración de Benjamin Thomson

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australia

Dubai er Mellemøstens Las Vegas, hvis altså Las Vegas gik i burka. Det er den store festby i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de rettroende kan give efter for deres kødelige lyster på diskoteker, falske øer, og højt oppe i de vildeste skyskrabere og hoteller i verden.

Da jeg var der for et par år siden, lagde jeg mærke til, hvor mange sexarbejdere der var, bare på et enkelt hotel, og det hele var pakket ind i eufemismer og halvskjulte tilbud. "Du kan ikke bare bede dem om at gå op og kneppe, mand," fortalte en amerikansk soldat mig. "Det er den gammeldags måde, hvor du skal gå med hende hjem og I skal forhandle jer frem til en pris."
Jeg ville gerne vide mere om den hemmelige verden, så efter lidt forhandlinger frem og tilbage gik en ukrainsk alfons, der bor i Dubai, med til at fortælle om sin lukrative karriere. Han var en bleg mand, klædt i et sort jakkesæt med et skinnende Rolex-ur og en Burberry-polo.
Her fortæller Alex*, hvordan det er at arbejde med sexarbejdere i et land, hvor prostitution både er ulovligt og unævneligt.

VICE: Du er ukrainer. Hvordan endte du i sexindustrien i Dubai?
Alex: Jeg arbejdede som konsulent for et ingeniørselskab i Jeddah. Efterhånden som jeg klatrede højere op ad rangstigen, handlede mit job mere og mere om at være sammen med klienter, når de var i Saudi Arabien og tage dem på en weekendtur til Dubai. Jeg fik nogle virkelig gode kontakter, og til sidst kunne jeg lige så godt flytte til Dubai. Her kontakter mange forskellige firmaer og banker mig, og så sørger jeg for, at deres klienter har det godt.

Så man kan sige, at du får penge for at holde fest hele tiden?
Ja, det kan man godt sige, for mit job er nemlig meget mere end bare prostitution. Jeg tilfredsstiller alle mine klienters behov. Vi har et samarbejde med de største hoteller og klubber. Når de får højtprofilerede gæster på besøg, som gerne vil feste, så ringer de til mig. Alle der bruger os, får en del af fortjenesten, og vi er kendt for at være meget dygtige til at beskytte vores kunders identitet. Vi har arrangeret fester for kendisser, politikere og gangstere. Vi er alle sammen forskellige, og det er ikke alle, der har lyst til at kneppe blondiner med store patter. Nogle rappere vil gerne ryge hash i et undervandshotel, forretningsmændene vil nogle gange gerne ud i ørkenen og skyde med AK47 fra kamelryg, eller ud af vinduet på en Lamborghini. Jeg kan hjælpe dem med at slappe af og nyde livet, mens de er i Dubai. Det er et paradis for dem, der ikke vil følge reglerne, og når de er her, kan de glemme den virkelige verden lidt.

Hvad er den mærkeligste fest, du har arrangeret?
Der var en amerikansk forretningsmand, som gerne ville have ti piger i burka i et telt i ørkenen. Vi udstyrede teltet med højtalere, en udendørs jacuzzi og kæmpestore senge under åben himmel. Han insisterede på, at kvinderne beholdt ansigtsdelen af burkaen på, når de tog tøjet af. Han var en meget mærkelig mand. Han kunne godt lide at se på tjenerne have sex med kvinderne. Han ville ikke have alkohol eller noget som helst. Bare store firhjulstrækkere fyldt med kvinder i burka.

Hvilke mærkelige fester har du lavet for de lokale?
Der var en sheik fra Yemen, som gerne ville have 30 afrikanske kvinder og nok viagra til at slå en elefant ihjel – det hele skulle være klar en time efter. Han inviterede mig med til orgiet. Jeg sagde nej tak og bad ham nyde det. Jeg sad i lobbyen og drak cognac, indtil solen stod op, mens de ansatte løb frem og tilbage med håndklæder. Da de var færdige, lignede det et bombet lokum. Jeg blev nødt til at bestille damprensning af hele værelset. Der var alle slags pletter over det hele.

Tjek vores video om olierige sheiker og deres kærlighed til store katte

Jeg går ud fra, at han ikke var religiøs?
Islam burde ikke være en hindring for at have det sjovt. Vi er alle dyr. Vi har behov og lyster. Jeg er ligesom en jæger. Jeg skaffer det, der er brug for. Hvis de synes, det er en synd, står det for egen regning. Det kan godt være, de synes, at jeg arbejder for djævelen, men det er altså ikke børn, jeg betjener. Nogle gange bliver religion glemt, når ingen kigger - også i Dubai. Vær en religiøs mand udadtil, men hvis du har arbejdet hårdt, så bør du forkæle dig selv om aftenen. Det er helt naturligt at synde.

Bliver du aldrig bange for autoriteterne eller det religiøse politi?

Vi har visse forbindelser og er kloge nok til at være diskrete. Vi kan ikke snakke åbent om de ting, vi laver, for det er et følsomt emne. Men vi tager os af de rigtige folk. Vi gør ikke skade på nogen. Jeg kender mænd, der har fået pisk, fordi de holdt op med at være forsigtige og burde have holdt pikken i bukserne. Vi gør, hvad vi kan, for at de lokale og saudierne ikke ved, hvad vi laver. Vores mål er at sælge vores service til udlændinge og magtfulde forretningsfolk, men alt kan købes for penge. Hvis man betaler, kan man slippe afsted med stort set alt her, ligesom i resten af verden. Man kan styre alle med sex og penge. Alt det andet er ligegyldigt.

Hvordan har du det med at behandle kvinder på den måde? Trafficking er et problem over hele jorden.

Det er noget pis. Du kan spørge en hvilken som helst af de kvinder, vi har ansat. Der, hvor vi kommer fra, får kvinderne en elendig løn – hvis de overhovedet får nogen. Jeg indrømmer gerne, at de kommer fra en smadret opvækst, men de tjener godt. Nogle af kvinderne kommer fra de fattigste landsbyer i mit land, og nu kører de rundt i Ferrarier og bor i skyskrabere. Hvis du spørger dem, om de er blevet tvunget til noget, så griner de af dig. En af de piger jeg kneppede i gymnasiet, bor i dag i Biarritz i Frankrig sammen med en filantropisk millionær. Selvfølgelig lever alle ludere ikke på den måde, men vi arbejder ikke med det her for at udnytte nogen.

Hvor meget koster det?

Hvis du vil have sex med en af vores kvinder, er det ikke en billig fornøjelse. Vi har ikke lyst til, at gud og hvermand er kunde hos os, og vores omdømme taler for sig selv. Man kan kun få kontakt til os, hvis man er blevet henvist. Pigerne starter omkring 7000 kroner i timen. Drengene omkring 3500.

Drengene?

Ja, det er sjældent araberne, der efterspørger dem. Mest udlændinge. Og det er faktisk ret mærkeligt, for vi har haft nogle eksempler på vold, og det er altid mod de mandlige ludere. Der er nogle udenlandske forretningsmænd, der er forvirrede over deres følelser. De har sex med en prostitueret og bagefter tæsker de dem, fordi de skammer sig. De er kujoner, der ikke kan forholde sig til deres egen seksualitet. De tror selv, de er nogle rigtige hårde typer, men de vil gerne tages i røven. Jeg forstår det ikke.

Hvad gør I i sådan en situation?

Det bedste, vi kan gøre, er at få nogle af vores mænd til at tæske dem på samme måde. Men når det gælder forretninger, er man nogle gange nødt til at være fornuftig. Offeret har brug for penge og får i princippet ikke noget ud af en voldelig hævn, så vi giver dem lidt ekstra.

Udover pengene, hvad er det så, der tiltrækker dig ved jobbet?
Jeg kan godt lide at tilfredsstille folk. På en måde er jeg ligesom en luder. Jeg kender mine klienters hemmelige lyster, og jeg elsker at få deres drømme til at gå i opfyldelse. Det bedste er at mødes med dem bagefter og se deres ansigtsudtryk. Jeg er menneskelig og kan godt lide at imponere andre. Jeg har altid syntes, at gangsterne i amerikanske film var vildt seje – alle der kommer fra fattige kår, holder med de onde. Hvis man kommer fra sådan et sted, vil man gerne være en rebel. Det har jeg mulighed for, og jeg får endda både løn og tak for det. Jeg forsyner ikke fattige bydele med kilovis af stoffer. Men hvis jeg gjorde det, kunne jeg have tjent endnu flere penge.

Synes du, at dit job er vigtigt?
Der er nogle umodne mennesker, som tror, at man enten er god eller ond. Men hvad gør én lyst god og en anden ond? Hvem bestemmer det? Jeg tror på forhandlinger. I et ægteskab laver jeg også en forhandling med min kone. Der er nogle ting ved hende, jeg godt kan lide, og andre som jeg ikke kan lide, men vi får det til at fungere, fordi vi er voksne mennesker, og vi forhandler. Vores moral er også bare en forhandling, og så længe der er balance i regnskabet, skal det nok gå. Jeg tilbyder noget, som nogen synes er forkert, men det, jeg tilbyder, er naturligt, og der er et behov for, at man får det engang imellem. I Dubai kalder de det, jeg gør, for haram, i Vesten kalder de det frihed. Lige meget hvad man kalder det, er der et behov for det, jeg tilbyder. Jeg opfylder folks drømme, lige meget om de er onde eller gode, rigtige eller forkerte.

*Alex ville kun tale med os, hvis han var anonym. Han hedder ikke Alex i virkeligheden. Redaktionen er bekendt med hans identitet.

Tagged:
Sex
Islam
prostitution
dubai
Mellemøsten