fest

Sådan er det at feste, når man kun har én arm

Jeg plejede at gemme mig for fyrene i byen, fordi de var så optaget af, at jeg manglede underarmen – indtil det gik op for mig, at mit handicap kunne bruges til noget.
24.4.17
Illustration af Eleanor Doughty

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly.

Det første, jeg lærte på college, var, at man skal bruge to hænder for at bruge et fadølsanlæg. Jeg har kun én – jeg er født uden min venstre underarm. Man skulle tro, at det ville være helvede at være teenager for sådan en som mig, men da først mine klassekammerater havde fundet ud af, at jeg kun havde én hånd, drillede de mig næsten ikke. Det var først, da jeg begyndte at feste, at alle kommentarerne kom.

Annoncering

Det er besværligt at være glad for opmærksomhed og glad for at tage fint tøj på og snakke med fremmede og så samtidig være utryg ved de selvsamme ting. Jeg har altid været bevidst om, at jeg var anderledes. Det er ikke kun mit handicap, jeg går også i noget ret specielt tøj – jeg går altid i sort, har en choker og høje støvler – men jeg var ikke fuldkommen bevidst om, hvordan andre så på mig, indtil jeg startede på college. Fulde mennesker lægger ikke fingrene imellem.

Den første fest tog jeg til sammen med mine to naboer på kollegiet, Karina og Alexa. Da de mødte mig, sagde de ikke noget om min arm, nok fordi de allerede havde regnet det ud på grund af Facebook. Jeg skulle til at tage mine høretelefoner på og se genudsendelser af Sex and the City, da de kom væltende ind på mit værelse og stak mig en øl. Jeg havde ikke noget valg: Vi skulle til fest. Jeg var iført alt det bedste, 2011 kunne tilbyde: Hullede bukser, Uggs, en nylon-tanktop, en choker af rhinsten og en trucker-kasket med ordene "Just be a Queen." Det ville være løgn at påstå, at jeg var genert og ikke kunne lide, når folk kiggede på mig. Jeg glædede mig, lige indtil jeg så fadølsanlægget. Det var meningen, at vi selv skulle hælde op. Jeg kunne selvfølgelig bare tage noget af velkomstdrinken, men jeg fik at vide, at jeg hellere måtte holde mig fra den, fordi den var absurd stærk.

"Hey, har du brug for hjælp?" sagde en fyr med strittende hår og falske Chanel-øreringe. Jeg nikkede energisk.

Annoncering

Han hældte op til mig og holdt glasset skråt som en rigtig bartender. "Ved du godt, at du er meget smuk?"

Jeg kunne ikke stå for hans charme. "Tak," sagde jeg og lagde mine arme over kors på en måde, som jeg synes var ret flirtende. Den enarmede udgave af bevægelsen var, at jeg greb fat om min armstump.

"Hvor sejt," sagde han og pegede på min arm. "Må jeg røre ved den?"

Nej, nej, nej! skreg jeg inde i hovedet, men i stedet sagde jeg "Ja, da."

Stive piger, der stod i kø til toilettet, sagde, at jeg var inspirerende.

Jeg var vant til, at fremmede spurgte, hvad der var sket, og at jeg skulle svare med et kedeligt, "jeg er født med det," men jeg var slet ikke klar på, at nogen spurgte, om de måtte røre ved den. Nogle gange var der børn, der rørte ved den uden at spørge, men jeg havde ikke regnet med, at voksne var interesseret i det. Jeg troede, at den slags direkte omtale af mit handicap ville være sjældent, når vi blev ældre, fordi folk blev mere modne, men det skete hele tiden. Til hver eneste fest, jeg var til, blev jeg spurgt, "Hvad er der sket med din arm?"

I et stykke tid lod jeg bare som ingenting. Det ville lægge en dæmper på morskaben, hvis jeg blev sur, hver gang nogen nævnte mit handicap, så jeg svarede altid henkastet og med et smil. Engang jeg var stiv, viste jeg nogle andre fulde mennesker, hvordan jeg bandt mine sko, og de gav mig et bifald, som om jeg lige havde fremført en hel musical alene.

Annoncering

Men selvom det var nedladende at skulle høre på deres forundring over, at jeg kunne finde ud af de mest basale ting, var det stadig bedre end at blive afvist på grund af mit handikap. Jeg var kommet ud af skabet på det tidspunkt, men der var ikke så mange andre lesbiske piger på min skole, så jeg flirtede tit med fyrene. Halvt af kedsomhed, halvt fordi jeg ville være "normal". Der var engang en fyr til en fest, som spurgte til min tatovering, og jeg løftede frækt op i min trøje, så han bedre kunne se, hvilket tiltrak unødig opmærksomhed til min manglende arm. Jeg aner ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at han ikke lagde mærke til den før – han var sikkert super stiv. Inden jeg kunne sige noget om at være født med den, mumlede han, "ej, ej, den rører jeg ikke ved," og gik.

Forfatterens eget billede

Lykønskningerne var endnu værre end spørgsmålene og afvisningerne. Bartendere sagde, at de respekterede mig for at tage i byen. Fulde piger i køen til toilettet sagde, at jeg var inspirerende. Fyre forsikrede mig om, at jeg "stadig var smuk". De andre på kollegiet sagde, at jeg var modig.

Alligevel var det fedt at varme op med Karina og Alex, og det blev hurtigt en tradition, jeg satte stor pris på. Takket være undertegnede havde vi et kæmpestort handicapvenligt badeværelse, så vi bundede øl, linede op ved spejlet ved siden af hinanden for at lægge make-up, dansede rundt i vores undertøj og angreb hinanden med selvbruner, så vi efterlod brune fodspor på fliserne.

Annoncering

Det var forår på andet semester, da jeg besluttede mig for at tage min protese på, en aften vi skulle på bar. Selvom jeg havde haft den en del år, havde jeg aldrig haft den på før. For det meste brugte Karina og Alexa den til at tage pis på folk: Vi lagde den i deres senge, i brusekabinen eller i vaskerummet. Vi sang ind i den som en mikrofon. Det havde jeg det egentlig fint med. I starten hadede jeg den for alt, hvad den stod for: Et forsøg på at være normal. Men af en eller anden grund var jeg den aften utilfreds med mine hotpants og t-shirt. Jeg var træt af at svare på spørgsmål. Jeg var træt af at blive rost. Jeg synes, der manglede noget, og jeg havde pludselig lyst til at have protesen på. Tanken om at se normal ud lød ret fedt.

Når der er burlesque-dansere, der skider på scenen, er det svært at blive chokeret af en pige med én arm.

Til sidst blev jeg træt af uni-fester – objektivt set er de noget lort – og jeg havde behov for at hænge ud med mennesker, som jeg havde mere til fælles med. Jeg droppede alle mine pyntegenstande, begyndte at gå helt i sort og gik mere op i queer-teori og feminisme end druk. Jeg holdt også op med at bruge min protese – den føltes bare ikke rigtigt som en del af mig.

Men det varede ikke længe, før jeg gik i byen igen. Det føltes nemlig heller ikke rigtigt at blive hjemme. Jeg begyndte at læse et kursus om nattelivets sociologi og blev hurtigt fascineret af Club Kid-kultur. De havde outrerede kostumer, det at feste var næsten helligt, og de var fyldt med selvtillid, lige meget hvor mærkelige de så ud. Jeg blev gode venner med min lærer, Victor, som heller ikke passede ind i mainstreamen. Han var en succesfuld, cool rebel med de rigtige forbindelser. Da han inviterede mig til The Box, som er en eksklusiv burlesque-klub på Manhattan, havde jeg det som Askepot på vej til bal. Jeg fandt mit sorteste, mest elegante outfit frem, men turde ikke tilføje protesen.

Derefter begyndte jeg at gå mere i byen på Manhattan og i Brooklyn. Der var sexede barer, kældre under hoteller, eksklusive klubber og enorme industribygninger – jeg elskede det. De eneste kommentarer jeg, fik om mit udseende, gik på mine mere og mere aparte outfits. Når der er burlesque-dansere, der skider på scenen og squirter ned i shotglas, er det ret svært at blive chokeret over en pige med én arm. Vi var alle sammen mærkelige, så ingen lagde mærke til min arm. Hver gang jeg gik ud, gjorde jeg mit udseende en tand vildere. Grå læbestift, septum, hundehalsbånd, plateausko, strop-bh'er og gennemsigtige toppe. Hver gang jeg gik ud, føltes det mindre og mindre som adspredelse og mere og mere som min identitet. Hele mit liv begyndte at handle om, hvad jeg skulle have på næste gang, hvad jeg skulle drikke, hvilken klub vi skulle på, hvem vi kendte, så vi ikke skulle stå i kø. Jeg tænkte ikke engang på mit handicap.

I dag foretrækker jeg at tage på restauranter og barer i stedet for klubber, men jeg bliver ved med at finde nye nuancer af nattelivet. Jeg elsker stadig at lege med mit udseende. Folk stirrer stadig på mig. Der er stadig folk, der stiller mig uhøflige spørgsmål. Men i dag føler jeg, at jeg bedre kan styre, hvordan folk reagerer overfor mig. For fire måneder siden begyndte jeg at gå med en hyper-moderne, bionisk protese, som er sort og robotagtig. Den er meget langt fra min kosmetiske protese, for der er intet naturligt ved den måde, den ser ud på. Jeg elsker den måde, den matcher min læderjakke, mine støvler og min O-ring-taske. Den fuldender mit look, når jeg går i byen, og jeg vil gerne have at folk lægger mærke til den. Andre partygirls kommer og siger, den er vildt sej, og spørger, hvordan den virker, og om jeg kan give folk fingeren med den. Den opmærksomhed rører mig ikke på samme måde, som når fyrene ville røre ved min armstump – det er trods alt ikke hver dag, man ser en cyborgarm. Efterhånden som jeg bliver ældre, er jeg også mere tålmodig omkring folks spørgsmål. Jeg ved godt, at min arm er mega fucking sej. Jeg ville sikkert også give komplimenter til sådan en som mig. Man bliver lidt træt af at fortælle den samme historie, men jeg kan godt lide at informere folk og se, at de rent faktisk lytter efter.

Som menneske, som kvinde, som queer, som modebevidst, som handicappet, og nu, som cyborg, ved jeg, at jeg aldrig vil undslippe folks blik. Det er en del af min identitet at tage fedt tøj på og gå i byen, og jeg kan ikke undgå at tilfældige mennesker kommer og spørger. Men med min bioniske arm og mit (lidt) mere modne udvalg af gå-i-byen-steder føler jeg mig mindre sårbar, når det sker. Jeg var vant til, at folk stirrede – nu sørger jeg for, at de kigger længe nok til virkelig at se mig.