En dansk MMA-kæmper fortæller om selvmordstanker, træningsnarkomani og vingeskudte drømme

FYI.

This story is over 5 years old.

En MMA-kæmpers bekendelser

En dansk MMA-kæmper fortæller om selvmordstanker, træningsnarkomani og vingeskudte drømme

På få måneder gik 26-årige Mikkel Parlo fra et liv som feteret kampsportsstjerne i Californien til en tilværelse som angstramt tømrer i Vangede. Det her er første kapitel i hans ærlige fortælling om at miste sig selv – og hans kamp for at rejse sig igen.

For få år siden blev 26-årige Mikkel Parlo betragtet som en af Danmarks største MMA-kæmpere. Allerede som 22-årig underskrev han en professionel kontrakt i USA, og bare halvandet år siden udgav forlaget Gyldendal biografien "Bæstet" om den unge kæmper fra Vangede. I dag er kontrakten revet over, karrieren sat på standby og Mikkel Parlo er ved at komme sig efter en dyb psykisk nedtur. 

Det her er det første af tre kapitler i historien, hvor en ung MMA-kæmper fortæller ærligt om træningsnarkomani, ulykkelig kærlighed og vingeskudte drømme. Men også om håbet for et comeback på kampsportsscenen.

Annoncering

1. Den blå aura

10. marts, 2012

Min mor var bekymret for mig.

"Hvad nu, hvis du kommer til skade? Hvad nu, hvis du dør," spurgte hun.

"Jamen mor, så dør jeg lykkelig," svarede jeg og smilede roligt til hende.

Som MMA-kæmper havde jeg det sådan. Min modstander skulle slå mig ihjel, før jeg stoppede. Jeg havde bomber i hænderne.

Mikkel i kamp. Foto: GNP1.dk

Jeg skulle kæmpe mod polakken Martin Tondryk i Brøndby Hallen. Jeg var nervøs op til kampen. Jeg er altid nervøs, inden jeg skal i ringen. Min krop prøver at fortælle mig: Nej, du skal ikke det her. I sidste ende er vi alle styret af urgamle instinkter, og vores største instinkt er overlevelsesinstinktet. Når min hjerne ved, at der skal ske noget farligt, forsøger den at sige: Nej, nej, glem det. Men når du beslutter dig for at overvinde det og står derinde i buret, så ved din hjerne godt, at der ikke er nogen vej tilbage – nu gør vi det.

Da jeg gik ind mod buret, blev jeg rørt. Jeg havde våde øjne. Jeg kunne mærke en tåre på vej frem, men det var ikke noget, nogen andre kunne se. Da jeg kom op i buret, tænkte jeg på min søster, mine to brødre, min mor og far og min afdøde morfar. Jeg havde det, som om min morfar kiggede på mig.

Jeg følte, at jeg nærmest vidste, hvad min modstander ville gøre, inden han gjorde det. Han snittede mig ikke så meget som med et slag. Jeg bevægede mig. Undveg slagene. Blokerede hans spark. Jeg tænkte, at han slår med sin højre hånd nu, lige inden han gjorde det. Og da han gjorde det, og blottede sin ene side, sparkede jeg min venstre fod op i hans lever. Hvis du rammer i leveren, lige under de nederste ribben i højre side, går leveren i krampe. Min modstander gik halvt ned, mens jeg fløj på ham med slag. Dommeren stoppede kampen.

Annoncering

Da jeg vandt, følte jeg bogstaveligt talt, at min krop lyste med en blå aura omkring sig. Det var sikkert bare lysspotsene i ringen, men jeg følte, at der var et lille hul i skyerne i himlen, der åbnede sig. En stråle af lys, der kun stod på mig. Fyldt med energi.

Fire år senere …

Jeg er fanget i en form for træningspsykose. En frygt for, at hvis ikke jeg træner tre til fire gange om dagen, så er jeg ikke en god nok kampsportsudøver. Jeg har trænet så hårdt som aldrig før. Op kl. 06.00 og løbe. Hjem og spise morgenmad. Træne fra 8-9. Direkte videre til anden træning fra 10-12. Tage hjem, spise og slappe af. Og så ind og træne kl. 18.

Jeg har det så dårligt den aften, at jeg i et kort øjeblik tænker, at hvis jeg slår mig selv ihjel nu, vil det hele gå væk.

Jeg kører mig selv, selvom jeg ikke har lyst, og jeg er udmattet. Jeg har altid sovet godt, men jeg begynder at vågne om natten med sved om halsen og hjertebanken.

Da jeg får meddelelsen om, at Bellator (amerikansk MMA-organisation, red.) vil give mig en kamp om fem uger, i juni, er jeg i forvejen meget stresset. Kampen er en ekstra byrde på mine skuldre. Jeg går nærmest helt ned. Stressen tager overhånd. Jeg træner en uge, og i de næste to uger kan jeg ikke træne, fordi hver gang jeg begynder, får jeg hjertebanken og åndenød. Jeg kan ikke sove. Min krop siger fra. Tegnene har jeg fået før, men jeg har ikke lyttet til dem.

17. juni, 2016
Fresno, Californien

Annoncering

Mikkel forud for en kamp i USA. Foto: Privat

Da jeg går ind til kampen mod Chris Honeycutt, er jeg egentlig i god fysisk form. Men jeg kan mærke, at jeg ikke er til stede psykisk. Jeg har ikke lyst til at slås og kæmpe. Jeg er meget overivrig i 1. runde. Overtændt, for nervøs. Jeg forsøger at slå ham ud med hvert et slag. Vælter fremad og slår. Det går ikke. Jeg kan mærke, at jeg er helt færdig efter 1. runde. Jeg gasser totalt ud og bliver sindssygt træt. Han ender med at vinde på point.

Bellator havde allerede inden forsøgt at skaffe sig af med mig, mens jeg gik og var skadet. De sagde til mig, at jeg ikke var den type kæmper, de ledte efter. Efter kampen opsiger Bellator min kontrakt. Hvis jeg havde vundet, ville jeg være forblevet på kontrakten. Men når du taber, har de mulighed for at cutte dig.

På en træningstur i Tyskland, en måned senere, bliver jeg ramt af et slag. Ikke noget specielt hårdt slag, det er jo normalt at blive ramt lidt, når man sparrer. Da jeg kommer hjem igen til Danmark, kommer angsten. Jeg har en nat, hvor jeg ikke lukker et øje. Jeg har det så dårligt den aften, at jeg i et kort øjeblik tænker, at hvis jeg slår mig selv ihjel nu, vil det hele gå væk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Angstanfald har jeg aldrig før prøvet i mit liv. Jeg begynder at få hjertebanken og føle mig nervøs uden grund. Jeg kan bare sidde i min stue eller vågne op midt om natten med angstanfald. Jeg har gået igennem meget, og man skal alligevel have en robust psyke for at være MMA-kæmper, men det her er et ret tydeligt tegn; shit mand, du er kørt rigtig langt ud Mikkel.

Annoncering

Jeg er til lægen, efter jeg har haft et angstanfald en nat, hvor jeg ender med at køre hjem til min mor kl. 5 om morgenen. Lægen måler blandt andet mit testosteron-niveau. Jeg får at vide, at mit testosteron ligger helt normalt. Jeg spørger, om jeg kan se det på skrift. Tallet er 8,6. Da jeg kommer hjem, googler jeg mig til, at mænd i min aldersgruppe normalt ligger mellem 15 og 22. Det er altså helt i bund. Jeg tror, mit niveau er så lavt på grund af stress.

Jeg har haft nogle hjernerystelser igennem min karriere. De fleste i kampe, men også under træning. Hjernerystelsen er en joker. Et par timer efter kamp, begynder den stille og roligt at komme. Så bliver jeg træt, og lyset bliver utrolig skarpt. Jeg får kvalme, og jeg føler mig meget negativ, alt er noget lort. Jeg føler mig drænet for energi. Smerterne i kroppen begynder også at komme efter et par timer. Over årene er jeg blevet hærdet. Smerter på skinnebenene, lårene og ansigtet vænner man sig til.

Jeg er tilbage til ground zero. Jeg ved ikke, om jeg kan dyrke MMA. Jeg arbejder som tømrer. Hvad skal jeg gøre?

Første gang jeg havde en pro-kamp, forsøgte jeg at sparke en over låret, men han blokerede, så jeg sparkede for fuld hammer mit skinneben lige ind i hans knæ. Det gjorde rigtig ondt, men sådan noget er som regel fint nok nu. Hjernerystelserne er stadig rigtig ubehagelige. Og det, der er ved hjernerystelserne, er, at de faktisk kan påvirke nogle ting i hjernen, så du kan få depression og selvmordstanker. Jeg tror, det er det, jeg har oplevet.

Annoncering

Det største problem er ikke mængden af hjernerystelserne. Det største problem er, at jeg ikke har restitueret ordentligt efter dem. Jeg har haft flere hjernerystelser, hvor jeg holder en uges pause, og så går jeg ind og sparrer og bliver slået i hovedet igen. Da det skete første gang, skulle jeg nok have taget to måneders pause. Hvis man ikke kommer sig ordentligt, kan man risikere at få post-concussion syndrome – en tilstand, hvor symptomerne bliver ved med at være der.

Nogle gange spørger jeg mig selv: Er den skade, der er sket, irreversibel? Eller kan jeg tage en lang pause og komme tilbage? Det er ikke noget, lægerne kan se på en MR-scanning. De kan kun se, hvis man har en blødning.

Det er svært at sige, om min angst og depression har haft noget at gøre med, at jeg har fået en masse hjernerystelser. Måske var det lige præcis den, jeg fik i min sidste kamp. Det er forvirrende for mig at skulle finde ud af, hvad der sker. Er det fordi, jeg har stress i livet? Er det fordi, jeg står ved en skillevej? Er det fordi, jeg har en hjernerystelse?

Jeg har altid tænkt, at jeg ville MMA så meget. Jeg har været villig til at gøre alt for at nå mit mål om at blive verdensmester. Jeg tror i virkeligheden, jeg har været villig til at gøre for meget. Det er, som om at jeg har glemt at lytte til mig selv og mit hjerte. Hvad føles rigtigt? Føles det rart? Føles det sjovt?

Jeg ved ikke, hvad fanden der har gjort, at jeg endte i en træningspsykose. Fra jeg var en lille dreng, har jeg været lidt af en rod og fået mange løftet pegefingre af de voksne. "Du er ikke god nok", "sid nu stille" og "gør nu sådan". Man er altid lidt under anklage, når man er en rod. Jeg tror ikke, det er de voksnes intentioner, men sådan bliver det. Da jeg fandt kampsporten, fandt jeg et sted, hvor jeg følte mig velkommen, passede ind og ikke kunne gøre noget forkert. Her kunne jeg være vild og fyre den af og blive accepteret for den, jeg var. Jeg har nok aldrig før været bevidst om det, men da jeg som teenager fandt ud af, at jeg var rigtig god til kampsport, så var det jo bare det, jeg skulle. Og intet andet.

December, 2016
Vangede, Nordsjælland

Mikkel hjemme i Vangede. Foto: Amanda Bødker

Min mor har foreslået, at jeg starter et tømrerfirma. Det gør jeg. I sidste ende vil min mor bare gerne have, at jeg er glad. Hun vil bare gerne have, at jeg tager en beslutning, som jeg ikke kommer til at fortryde. Heldigvis har min mor også respekt for det, når jeg siger til hende, at jeg har noget inde i mig, og hvis jeg dør uden at have forsøgt det, så kommer jeg til at vende mig i graven.

Jeg er tilbage til ground zero. Jeg ved ikke, om jeg kan dyrke MMA. Jeg arbejder som tømrer. Hvad skal jeg gøre? Jeg står ved en skillevej. Men jeg kan mærke inde i mig selv, at der er en gnist. Jeg har noget, jeg vil, og jeg kan ikke give slip.