Annoncering
videnskab

Vi kommer sandsynligvis til at spise grøntsager der er groet i jord fra Mars

En af de største udfordringer, vi mennesker står overfor i vores forsøg på at kolonisere Mars, er at finde ud af, hvad vores nederdrægtige og opmærksomhedskrævende art skal spise, når først vi har stukket tæerne i Mars' røde sand.

af Nick Rose
04 juli 2016, 8:10am

En af de største udfordringer, vi mennesker står overfor i vores forsøg på at kolonisere Mars – altså udover de omkring 300 dages transporttid og besværet, der følger med, når man skal spise rummad på hele den lange tur – er at finde ud af, hvad vores nederdrægtige og opmærksomhedskrævende art skal spise, når først vi har stukket tæerne i Mars' røde sand.

Og selvom muligheden for at leve i en kombucha-baseret bygning i en koloni på Mars nok ligger mange år ude i fremtiden, så vil der stadig være et behov for et ordentligt udvalg af kulinariske tilbud på den røde planet. Og det problem er der selvfølgelig en masse videnskabsmænd, der arbejder døgnet rundt på at løse.

Og det er her, at Wageningen University and Research Center i Holland kommer i spil. For tre måneder siden lykkedes det et hold af forskere fra Wageningen at gro spiselige planter—inklusive radiser, ærter, rug og tomater—i simuleret Mars-jord. Hurra for menneskeheden!

Men vent! At planter er groet ud af Mars-jorden, er ikke ensbetydende med, at de er af god kvalitet, er spiselige eller for den sags skyld sikre at spise. Jorden på Mars er nemlig fuld af giftige mineraler, der ikke egner sig som menneskeføde, hvilket betød, at missionen ikke kunne betegnes som en succes, bare fordi planterne spirede.

"Det øjeblik, vi begynder at spise dem, kan tungmetallerne i jorden give os problemer," fortalte miljøbiolog Wieger Wamelink, der er tilknyttet projektet til Washington Post tilbage i marts. Efter at have testet de forskellige afgrøder viste det sig dog, at deres frygt var ubegrundet.

Rent faktisk var koncentrationen af farlige metaller meget mindre end forventet. "Afgrøderne er derfor helt uskadelige, og koncentrationen af nogle af metallerne var faktisk mindre end i planter, der er groet i konventionel jord," meddelte holdet i en pressemeddelelse.

Og forskerne er fuldstændig sikre i deres sag. "Vi testede radiser, ærter, rug og tomater, og resultaterne var meget lovende," sagde Wamelink, inden han tilføjede: "Vi kan spise dem, og jeg er meget spændt på at finde ud af, hvordan tomaterne smager."

Selvom de indtil videre kun har testet koncentrationen af metaller i fire afgrøder, forventer de at tage yderligere prøver på de i alt ti forskellige afgrøder, de har plantet, og de håber på at udsætte endnu flere mennesker for deres Mars-kost. "Hvis vi er helt sikre på, at det er sikkert at spise kartofler, ærter, gulerødder, karse, bønner, radiser, rug og tomater, så vil vi sammensætte en menu og servere den for vores sponsorer. De vil så være de første til at smage Mars-tomater og finde ud af, om de smager anderledes end normale tomater."

Det er altså både et stort skridt for menneskeheden og for planteheden.