Jeg var til middag med Cambodias hundetyve

I en mørk gyde i et af Phnom Penhs fattigste forstæder stiger bølger af tyk røg op fra en lang række restauranters skorstene. Under de bølgede bliktage står mænd i klynger, rundt om borde der er oplyst af lysstofrør. Menuen er ret begrænset: man kan få et par salater og lidt forskellige slags dip til at supplere restaurantens eneste kilde til protein: hund.

"Vi kommer her cirka to gange om ugen," siger en af restaurantens gæster, mens han og vennerne tager for sig af både indmad og ribben, der tidligere har tilhørt et eksemplar af menneskets bedste ven. "Jeg kan virkelig godt lide det. Smagen er både sød og lækker."

I modsætning til andre lande i regionen, som Vietnam, Kina og Korea, er det cambodianske folk først for nyligt begyndt at spise hund. Men nu lader det til at flere og flere cambodianere har fået smag for den kontroversielle spise.

"Det er blevet meget populært, særligt her i Phnom Penh," fortæller Pheakadey, der ejer en af gydens hunderestauranter. "Det er meget delikat, og så har det også medicinske egenskaber. Det er godt for mandens virilitet."

Den stigende efterspørgsel på hundekød bevirker, at restauratører som Pheakadey er blevet afhængige af knap så formelle leverandører. I takt med at Cambodias appetit for hund er steget, bugner det sorte marked med stjålne kæledyr og herreløse hunde, der er blevet indfanget med henblik på at blive solgt til restauranter.

"Vi køber nogle af vores hunde fra hundetyvene," indrømmer Pheakadey. "Hver eneste dag får vi leveret stjålne hunde."

I en anden del af byen huser Lucy Haurisa og hendes kolleger fra organisationen Cambodian Animals Protection Association omkring 100 hunde, inklusive dyr der er blevet reddet fra hundehandlerne.

"Det er et stigende problem," fortæller hun. "Jeg tror, at en af årsagerne til hundekødets stigende popularitet bunder i kulturelle traditioner fra Vietnam, Korea og Laos, hvor det er meget mere almindeligt at spise hund."

Folk som Lucy Haurisa, der arbejder med dyrevelfærd, er særligt bekymrede for det stigende antal hundetyverier, der knytter sig til handlen med hundekød.

"Kæledyr bliver regelmæssigt stjålet," fortæller hun. "Kæledyr er venlige, og som regel er de også sunde og raske. De er ret nemme at fange, og derfor er de også blevet ret eftertragtede. Nogle gange bliver dyrene lokket ud af deres hjem med forgiftede godbidder, og andre gange bliver de fanget med snarer eller net."

Da handlen med hundekød stadig er helt ureguleret, går det meget hårdt ud over dyrenes velfærd.

"Man har ikke rigtige slagterier. Det hele foregår basalt set i baggårde, og det bliver forestået af mennesker, der hverken er uddannede slagtere, eller ved hvordan man slår et dyr ihjel på en human måde," fortæller Lucy Haurisa.

Efter at have foretaget et par telefonopkald lykkes det mig at opspore et par hundetyve. Jeg bliver inviteret til middag af Mr. Pheak og hans partner Mr. Pek. Vi sætter os på en ramponeret sofa ved siden af et stereoanlæg, der spiller cambodiansk house musik.

De fortæller mig, at de i dagtimerne tjener mellem 7 og 8 dollar på at køre solbrændte backpackere rundt i tuk-tuks. Men om natten stjæler de hunde, "hvis muligheden byder sig".

"Pengene, jeg tjener på at køre tuk-tuk, er ikke gode nok," fortæller Pheak. "Jeg er nødt til at give nogle af pengene til min kone, til mine børns skolegang og til at putte mad på bordet. Når det er gjort, er der ikke ret meget tilbage til mig selv. Vi er en stor familie, og det er mig, der skal forsørge min familie."

En sund hund kan indbringe op imod 30 dollars – tre gange så meget som hvad Pheak normalt kan tjene på en dag.

"Skulle vi derfor støde på en hund, hvor ejeren ikke lige er i nærheden, ja, hvorfor skulle vi så ikke fange den og tjene nogle penge," fortæller Pheak og kigger over mod Pek, som han har kendt i mere end ti år. De griner begge.

Deres måde at indfange hundene på er både ondskabsfuld og primitiv. De bruger en motorcykel. En af dem sidder bagpå og holder snaren – en stang af træ med en løkke af ståltråd for enden - som han fører rundt om hunden hals.

"Så snart vi får snaren rundt om halsen på hunden, gasser vi op og trækker hunden efter os et par hunderede meter, indtil den besvimer," fortæller Pek. "Sommetider dør hunden. Så tager vi bare den døde hund med hen til restauranten, og de køber den gerne."

Jeg spørger ham, om han ikke får det dårligt over at behandle dyrene på den måde.

"Jo, vi føler skam med hunden, men hundekødet bliver mere og mere populært. Det er vores kylling," fortæller han.

De er selv hundeejere, og jeg spørger dem derfor, hvordan de selv ville have det, hvis jeg tog deres hund fra dem, og spiste den.

"Jeg ville helt sikkert være meget vred," fortæller Pheak. "Men da vi er fattige, tænker vi ikke så meget over den slags. Vi gør det bare."

Fattigdom er stadig meget udbredt i Cambodia på trods af, at landet har oplevet stabil økonomisk vækst siden midten af 1990'erne. Ifølge verdensbanken er antallet af fattige i Cambodia blevet mere end halveret i løbet af de sidste ti år. Men omkring halvdelen af befolkningen lever stadig en tilværelse i nærheden af fattigdomsgrænsen med en indkomst på mindre en $2.30 om dagen, hvor selv det mindste indhug i deres indkomst ville være nok til at sende dem tilbage i fattigdom.

At stjæle og sælge hunde er, for nogen, en hurtig måde at tjene penge på. Men det er ikke helt risikofrit. I Vietnam er mindst 20 hundetyve blevet tæsket til døde siden 2012 af vrede mennesker, der har fået nok af kæledyrstyvene.

Pheak og Pek er aldrig blevet taget, men det har været tæt på et par gange.

"Vi har været heldige," fortæller Pek. "Nogle gange har hundenes ejere eller deres naboer lugtet lunten, og vi har derfor været nødt til at flygte."

Vi holder en pause for at få noget at spise. Bordet er blevet dækket: et sæt ribben, indvolde, klumper af kød og et grillet hoved, der tidligere umiskendeligt har siddet på skuldrene af en hund. Til hundekødet får vi bønnespirer, en løg salat, og noget dip lavet af chili og limejuice.

Pek går direkte efter hovedet, skærer et stykke af ansigtet lige over det ene øje, og rækker det til mig. Sammen med dippen smager det ikke så dårligt. Kødet er lidt kedeligt men utroligt mørt, og det smager mildt af vildt. Lidt lige som vildsvin.

Vi får selskab af Pheak og Peks ven, den professionelle khmer bokser Pech Arun, der er en ivrig hundespiser.

"Hvis det er muligt, spiser jeg gerne to hunde, før jeg skal i ringen," fortæller Pech Arun, idet han åbner en dåse Angkor øl." Der er meget protein i, og man bliver virkelig stærk af at spise hund."

Jeg springer de uidentificerbare indvolde over, og går i stedet efter ribbenene, der viser sig at smage pragtfuldt. De er glaseret med BBQ-sauce, bevares, men de er overraskende kødfulde og så tilfredsstillende, at man næsten glemmer, at det man spiser, kunne have været nogens kæledyr, der er blevet fanget og slået ihjel for profit.

Da vi har fået et par øl indenbords, fortæller tyvene mig, at de ikke fortæller deres familier om den indbringende sidegeschæft. Det viser sig nemlig, at hundetyveriet handler om mere end at skaffe mad og penge til deres børns skolegang.

"Vi deler pengene imellem os, og så tager vi ud for at drikke og more os," fortæller Pheak.

"Nogle gange," siger han med et stort smil, "kan vi fange op mod tre hunde på en aften. Det er mange penge. Så tager vi på bar, og får de smukke kvinder til at servere og drikke sammen med os."