Yay! Der er masser af topløse kvinder på stranden i år

De sidste ti år har man kunnet læse nedslående artikler om, at danske kvinder er blevet mere blufærdige. For hvor det i 70’erne snarere var reglen end undtagelsen, at kvinder badede topløse, har der de senere år været langt mellem de nøgne bryster på stranden.

Men noget ser ud til at have ændret sig i år. Der hviskes om, at kvinderne igen smider toppen.

Videos by VICE

Sidste sommer viste en Megafon-måling foretaget for Politiken og TV 2, at kun seks procent af de danske kvinder altid eller ofte bader topløse. Og det var faktisk en forbedring, for da samme rundspørge blev lavet i 2015, var det kun fire procent, der svarede, at de foretrak at bade uden top.

Broadly har ikke haft mulighed for at bestille en lignende undersøgelse. Men vi har kopieret en lidt mindre metodisk korrekt tilgang, som Politiken og TV 2 også har anvendt. Nemlig lad-os-gå-ud-på-Amager-Strand-og-se,-hvordan-det-rent-faktisk-forholder-sig-tilgangen.

En solskinsdag i juli 2015 gik Politiken en tur på Amager Strand og fandt én kvinde, der badede topløs. I 2017 gik TV 2 samme tur i samme måned og fandt ligeledes kun en enkelt kvinde, der badede topløs. Men da Broadly gik turen i går, mødte vi 33 topløse kvinder.

En af dem er 24-årige Emily Devlin Kristiansen, der ligger sammen med to veninder.

”Jeg har gjort det for første gang i år. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det lige var i år, men det er noget, jeg altid gerne har villet prøve.”

Første gang Emily Devlin Kristiansen smed toppen, var hun taget alene ud til havnebadet på Islands Brygge. ”Jeg havde på forhånd taget en beslutningen om, at jeg ville gøre det, men jeg var lidt nervøs. Så lagde jeg mærke til, at der var okay mange andre piger, der også gjorde det – mit bud er, de fleste af dem var i 20’erne – og det hjælper altså helt vildt, når man ser andre gøre det.”

Når eksperter gennem de sidste 10 år har skullet forklare, hvordan det kan være, at brysterne endnu engang bliver pakket væk, har de sagt, at det skyldes en øget seksualisering af kvindekroppen og en mere snæver forståelse af, hvordan en smuk krop ser ud, hvilket har fået flere til at skamme sig over deres kroppe. Det giver sig selv, at det bliver en negativ spiral. For hvis flere kvinder skammer sig over deres kroppe og derfor ikke viser dem frem, forbliver de eneste nøgne kroppe, vi ser, de perfekte fra reklamerne, og så kommer vi aldrig videre, fordi vi aldrig får udfordret vores forståelse af, hvordan ”rigtige” kroppe ser ud.

Ergo, det eneste, der kan ændre på, at kvinder går rundt og skammer sig over deres kroppe, er, at kvinder rent faktisk tør vise deres almindelige, uperfekte kroppe frem for hinanden. Og det ser det altså ud, som om at flere og flere tør.

Blandt dem er Zoee Schmidt på 37. Da hun var barn i 80’erne, badede alle kvinder topløse. Også hendes mor, til trods for at hun havde fået fjernet det ene bryst. Og netop fordi hendes mor ikke opførte sig, som om der var noget skamfuldt ved det, opfattede Zoee Schmidt det som barn som noget helt naturligt at være nøgen til trods for, hvad der kunne opfattes som fejl og mangler. Alligevel havde hun en periode af sit liv, hvor hun selv dækkede sig til på stranden.

”Jeg tænkte nok, at man skulle have en vis krop og et vist bryst, for at kunne gøre det,” siger Zoee Schmidt. ”Jeg tror ikke, det handler om blufærdighed, men om, at der har været meget kropsshaming. Jeg kan stadig godt være i selskaber, hvor jeg ikke smider toppen, fordi jeg shamer mig selv og tænker over, om mine bryster er for små.”

I dag er hun afsted med en veninde og deres respektive børn og meget afslappet omkring sin topløshed. Men hun kigger sig alligevel lidt omkring og påpeger, ganske rigtigt, at der stadig er rigtig mange, der er tildækkede. Derfra, hvor hun sidder, kan hun faktisk ikke se andre, der er topløse.

Zoee Schmidt er selv vokset op med en mor, der smed toppen som det naturligste i verden. Foto: Nicoline Larsen

Det er selvfølgelig svært at svare entydigt på, hvorfor så mange kvinder netop i år vælger at smide toppen. Men man kan spekulere i, om den nye bølge af feminisme, som skyller ind over landet i disse år, er en del af forklaringen. Kropsaktivisme har jo længe været en stor ting på Instagram. Deller og appelsinhud er blevet vist frem, og mange har været begejstrede. Men det er ligesom forblevet på skærmen. Ligesom at #MeToo også primært var et fænomen, der udspillede sig online. Men måske er de her 33 par bare bryster på Amager Strand et tegn på, at Instagramaktivisme og Twitter-kampagner faktisk har reelle konsekvenser for rigtige kvinder. At den nye feminisme måske nok har internettet som primær kampplads, men at det ikke betyder, at dens betydning ikke også kan ses i virkelighedens verden.

Ti meter længere oppe ad stranden ligger de to 26-årige veninder Caroline Ohrt og Cecilie Suhr på et strandtæppe og spiser ærter. De har altid været topløse på stranden, for det var deres mødre. ”Og drengene er det, så hvorfor skulle jeg ikke kunne være det?” siger Cecilie Suhr. Men de er begejstrede for, at der er flere, der er begyndt at joine dem.

”Det er befriende, at der lige pludselig er så mange forskellige kroppe, så man kan se, at vi ikke alle sammen ligner fucking modeller, men at vi tværtimod alle sammen har appelsinhud og naturlige bryster,” siger Caroline Ohrt.

”Ja, det ville være lækkert, hvis kvinders kroppe blev mindre seksualiserede. Altså mænds overkroppe er jo også seksuelle – det er jo derfor de træner for at blive buff – men de kan bare gå flaunte deres overkrop nede i Netto,” siger Cecilie Suhr, der primært bader topløs for at undgå de blege bikinilinjer, toppen efterlader.

Det var faktisk også årsagen til, at Mette Petersen på 29, der sidder endnu et stykke oppe ad stranden, i første omgang smed toppen for tre år siden.

”Jeg hadede tan lines og tænkte, hvorfor kan jeg ikke, når drengene kan? Mine bryster må da også godt komme ud i solen. Nu har jeg opdaget, at det bare er en rigtig dejlig følelse, og i og med at der er flere og flere, der gør det, så føler man sig også mere tryg ved det.”

Hun tænker lidt og trækker så på skuldrene. ”Man finder også ud af, at der ikke er nogen, som kigger. De fleste har set bryster før og synes egentlig, det er dybt uinteressant, at der ligger en, som er topløs.”

*I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at vores totalt uvidenskabelige undersøgelse viste, at der er sket en stigning på 33 procent i antallet af bare bryster på Amager Strand siden sidste år. Det var noget værre sludder, som desværre afslørede, at Broadly-redaktionen fulgte dårligt med i matematik i folkeren. Der var 33 gange så mange bryster, altså 3200 procent flere.