Denne professionelle vinbums har drukket sig tværs gennem USA

Dan Dunn har fundet en måde at overgå dine vildeste drømme. Mange af os kan kun drømme om at sige vores job op blot for at rejse og drikke alkohol, men Dunn har taget sagen i egen hånd og gjort netop det.

Han tog på et alkoholisk road trip tværs over USA, og det har han nu skrevet en 350-sider lang bog om.

American Wino: A Tale of Reds Whites, and One Man's Blues hedder den glorværdige udgivelse. Men bogen i sig selv er ikke den helt store overraskelse. Dunn er trods alt tidligere cocktail- og nattelivsskribent for Playboy, og han har skrevet bøgerne Nobody Likes a Quitter (and Other Reasons to Avoid Rehab): The Loaded Life of an Outlaw Booze Writer og Living Loaded: Tales of Sex, Salvation, and the Pursuit of the Never-Ending Happy Hour.

MUNCHIES tog en snak med Dunn for at lære mere om den tragiske histore bag en rejse, der førte ham rundt til 200 vingårde i 40 stater. Vi talte også om hvilke amerikanske stater, der laver de dårligste vine, og om hvordan det føles at drikke sig stiv på en vingård drevet af Maynard James Keenan, der er frontmand i de to bands Tool og A Perfect Circle.

MUNCHIES: Hvad så Dan? Hvordan går det? Dan Dunn: Det går godt. Det er en smuk dag i mit nabolag.

Hvad fik dig til at smide alt hvad du havde i hænderne for at drikke dig tværs gennem USA? Det var faktisk en personlig tragedie, der førte mig ud på denne tur. Min bror druknede ved molen ved Venice Beach, Los Angeles tilbage i 2010, og lige efter det mødte jeg en pige på flyet på vej til min brors begravelse. Vi endte med at være sammen i flere år, men mit forhold til hende fik mig på en måde til bare at udskyde min sorg. Selvfølgelig sørgede jeg voldsomt, men jeg støttede mig voldsomt meget til min kæreste. Men vores forhold sluttede, lige da jeg var færdig med at skrive en bog om It's Always Sunny in Philadelphia.

Jeg tog min brors aske med mig i et opbevaringsglas, og bogen er fyldt med en masse samtaler, jeg havde med ham oppe i hovedet. Min rejse handlede mest af alt om, at jeg skulle til at tage mig sammen. Det vidste jeg dog ikke på daværende tidspunt. Jeg følte mig bange og fortabt. Mit liv gav ikke så meget mening, så jeg tænkte, 'måske vil et par måneder alene på landevejene hjælpe mig med at finde ud af det hele'. Det gjorde det. Jeg ville ønske, at inspirationen til bogen ikke var indtruffet, men jeg er glad for måden' bogen tog form.

Kan du huske præcis, hvornår du fik idéen? Jeg stod ved en skillevej. Både personligt og professionelt. Jeg følte mig en smule fortabt. En aften drak jeg vin og besluttede mig for, at det smarteste jeg kunne gøre, var at drikke endnu mere vin. Derefter fik jeg en idé: Jeg vil drikke alt vin i USA. Det var den grundlæggende idé til min bog. Jeg googlede "vin i Amerika", og det gik op for mig, at der laves vine i alle 50 stater. Det vidste jeg ikke før, og så fik jeg en endnu vildere idé: Hvad hvis jeg bare kørte rundt i USA og forsøgte at blive den førende ekspert indenfor amerikanske vine?

Hvor længe var du på farten? Jeg kørte 24000 kilometer i løbet af en periode på treenhalv måned. Tro mig. Der var mere end en dag, hvor jeg overvejede at vende om, særligt da jeg var i stater som Nebraska og Iowa. Men jeg fortsatte.

Ud over Californien, Washington, og Oregon, hvilke stater overraskede dig så mest i forhold til kvaliteten af vinene? Altså, de stater er jo nok dem, der har vine af den højeste standard. Sammen med New York, Virginia, Texas og Arizona. Jeg er venner med Maynard James Keenan fra Tool og A Perfect Circle. Han holder til i Jerome i Arizona, og han har to vingårde. En der hedder Caduceus, og en der hedder Merkin. Og Maynard laver noget virkelig god vin. Vinproduktionen i Texas brager virkelige derudaf for tiden.

Hvilke stater har de dårligste vine? Det er i midtvesten. Stater som Montana og Wyoming. Det er ikke det bedste sted at kultivere druer. Men selvom de måske ikke laver verdensklassevine, så laver de bestemt vine, og det er opløftende. Det samme gør sig gældende i Florida og i Louisiana, og bare det, at de rent faktisk laver vin, er helt fantastisk. Det er et bevis på amerikanernes alkoholentusiasme. Men vin er sværere at opstøve i det nordøstlige USA, i stater som Rhode Island og Maine. Jeg besøgte en mad og vin festival i Portland i Maine, og der serverede de ikke en eneste vin fra Maine.

Hvorfor lige vin og ikke øl? Jeg har tidligere skrevet meget om spiritus og øl, og vin har altid været noget, jeg har vidst lidt om, men som jeg ikke har har været særlig god til. Det var lidt min akilleshæl. Det hele kom egentlig af, at jeg den ene aften sad og drak vin og havde lidt ondt af mig selv.

Det lyder lidt som om, at hele oplevelsen nemt kunne have udviklet sig i en lidt uheldig retning. Fik du på noget tidspunkt for meget af det gode? Når jeg fortæller folk om min tur, så lyder det som noget meget romantisk og sejt. Det var det helt sikkert også. Men realiteten var, at jeg tilbragte enormt meget tid med at køre fra et sted til et andet. Jeg havde ondt i røven. Jeg kendte ingen mennesker. Og ensomheden tog hårdt på mig; og alt den kørsel gik ud over min ryg. Der var helt sikkert tidspunkter undervejs, hvor jeg tænkte, Hvad fuck er det jeg laver?

Jeg husker særligt et tidspunkt i Nebraska, hvor jeg seriøst overvejede, om jeg skulle vende om og køre hjem. Så tændte jeg for radioen, og der blev spillet "Homeward Bound" af Simon & Garfunkel. Det er ikke engang løgn. Så slutter sangen og bliver efterfulgt af "The Long and Winding Road" med The Beatles. Jeg kiggede bare op på himlen og tænkte, Er der nogen der fucker med mig lige nu?! Men jeg tænkte bare, at jeg var nødt til at holde ud og gennemføre mit projekt.

Hvordan havde du det, da turen var ved at være overstået? Så snart jeg kom over trangen til at vende om, var resten af min tur en sørgmodig oplevelse, fordi jeg vidste, at det på et tidspunkt ville få en ende. Der var noget vidunderligt over at vågne op hver eneste dag og ikke vide, hvem jeg ville møde, eller hvad jeg skulle drikke og spise. Jeg blev ked af det, da jeg kunne se målstregen.

Det var heller ikke kun gamle, rige og hvide mennesker, der sippede vin og talte om, hvor svært det er at opstøve en god yachtbesætning nu til dags. Overalt var der rigtig mange unge mennesker, der drak vin. Folk der bare hang ud, var nede med vin og fordybede sig i det. Det var min oplevelse, at hovedparten af klientellet på vingårdene var unge mennesker. Og det er også unge mennesker, der arbejder på vingårdene. Det ser meget lovende ud for vinene her i landet.

Har du flere af sådanne alkoholfyldte bog-ture planlagt i den nærmeste fremtid? Nu er det næsten to år siden det hele skete, og jeg kan næsten ikke vente med at gøre det igen. Jeg overvejer meget seriøst, om jeg skal tage endnu en tur. Måske skulle den næste bog hedde South American Wino?

Tak fordi du tog dig tid til at tale med mig.