MUNCHIES guide til Distortion
Foto af Lousy Auber.

FYI.

This story is over 5 years old.

distortion

MUNCHIES guide til Distortion

Fra kødkikkert til granskud: Her finder du kulinarisk sjælero, så du kan koncentrere dig om at feste igennem.

Selvom Distortion er synonymt med tung bas og dåsebajere, er mad en mindst lige så essentiel del af den københavnske nattelivsfestival. Når tørsten er slukket, og dit korpus kræver fast føde, er det derfor på tide at forlade menneskemylderet for en kort stund, lade techno være techno, og i stedet finde vej gennem bjerge af efterladte dåser i jagten på festmad. MUNCHIES kommer dig til undsætning og sørger for, at du på forhånd ved, hvor det er værd at finde kulinarisk sjælero, så du kan koncentrere dig om at feste igennem på Nørrebro, Vesterbro og Distortion Ø.

Annoncering

Photo via Wiki Commons.

NØRREBRO Onsdag starter festen midt i Nørrebros multikulturelle bohemeparadis med kebab, kant, surdej og funky naturvin. Shawarmabæltet på Nørrebrogade kræver ikke den store introduktion, men det er værd at nævne både Five Stars' orientalske fusionsshawarmaer og Sheik Shawarmas rødkålsbombe.

Går turen via Nørrebro station mod Distortions epicenter omkring Sankt Hans Torv, finder man en regulær FN generalforsamling af kompetent fastfood. Snup en "Børge med krudt" - den sagnomspundne jumbo-pølse med hjemmelavet chiliketchup - hos Harry's Place på Nordre Fasanvej, en shawarma med mix-dressing hos Grillhouse i Hillerødgade eller thai take-away fra Nittiya's på Jagtvej.

Hvis du trænger til at eliminere det værste fedtlag fra din diæt og få en mere fredfyldt oplevelse, leverer Selfish i Elmegade noget af byens bedste sushi, og det nye gastrotunge hjørne ved Empire i Guldbergsgade kan nu pryde sig af gourmet pizza hos Bæst (kartofler, blåskimmel og granskud er milevidt fra din Hawaii med ekstra ananas) og mikrobryg på Brus, To Øls nye slaraffenland for ølnørder med bar, restaurant og bryggeri.

Husk i øvrigt, at der er gratis øl på Sankt Hans Torv, hvis altså at du har investeret i et Gadearmbånd, og at de drilske kokke fra I'm a Kombo holder "københavnerfrokost" på Vor Frue Plads onsdag.

Læs mere om maden på Nørrebro:

Mød kokken der opgav sin michelinstjerne for at lave ølmad på Nørrebro

Relæs nye kok finder inspiration i den asiatiske madkultur han voksede op med

Annoncering
Chicky Grill

Foto af Sarah Buthmann.

VESTERBRO Torsdag rykker Distortion og gadefesten til Vesterbro og området omkring Sønder Boulevard og Istedgade. Det kan godt være, at gentrificeringens blankpolerede facade har gjort Vesterbro til en yndet destination for internationale zeitgeist-magasiner, men for hver fermenteret gulerod, der langes over disken, findes der også en autentisk madinstitution, som holder de gamle dyder fra stenbroen i hævd.

Er maven til brun sovs, er det oplagte valg en tur på Chicky Grill i Kødbyen, hvor Bruna serverer bajere og pariserbøf i det røgfyldte lokale. I den krydrede del af Istedgade i nærheden af Hovedbanegården finder man noget af byens bedste asiatiske mad: Der er nudler og griseører på Noodle House i Abel Cathrines Gade, rødglødende kinesisk sichuanmad hos Magasasa på Istedgade og dim sum hos Fu Hao i Colbjørnsensgade. Kebabistan på Istedgade tryllebandt vores ven Action Bronson, da han sidst var forbi, og gadens mange kødkikkertleverandører skal nok kunne servicere de hungrende masser med kød og pitabrød. Trænger man til en pause fra bas og menneskehav, skal man bevæge sig ned til Pasha Kebab på Enghave Plads og lade sig overvælde af stedets potente grillspyd.

I Kødbyen skal du spise burgere på Bakken, tacos hos Hija de Sanchez og østers på Fiskebaren, og er humøret til en sandwich, kan den skylles ned med tjekkiske pilsnere ved Riga-boden på Litauens Plads. Skulle det ske, at vejret ikke er til rosé og cutoffs, kan man få parisertoasts og varm kakao med whisky og flødeskum på Vinderhjørnet i Dybbølsgade.

Annoncering
Photo by Lousy Auber

Foto af Lousy Auber.

Distortion Ø Når Noma - gastronomiens verdenserobrende Valhalla - næste år flytter ind på deres urbane landbrug et troldmandskast fra Christiania, forenes alt den smukke diversitet, som området fra Christianshavn til Refshaleøen byder på. Det kulinariske venn-diagram mellem gammelt arbejderkvarter og byfornyelsens prestige byder på alt fra fine dining i verdensklasse til vegetarmad i hippieklasse.

På Christiania kan du ryge grønt, men du kan frem for alt også spise grønt, blandt andet hos Morgenstedet, som stadig er garant for noget af byens bedste vegetarmad. Falafelboden på Staden er en yndet destination for christianitter såvel som stjernekokke, mens man kan få et pittoresk afbræk fra menneskemylderet ved at parkere sig på volden med en klirrepose fyldt med økopils.

Refshaleøen, hvor festen for alvor stikker af, huser også en af byens mest eftertragtede restauranter: Amass, med den amerikanske kok Matt Orlando ved roret, er nok mere til stearinlys end knæklys, men i sommerperioden åbner de også op i køkkenhaven og serverer fried chicken med coleslaw i det fri. Er man til italiensk mad, bio-vin og afslapning, er havneknejpen La Banchina på den gamle badebro ved B&W stedet at søge hen. Og trænger man til kaffe, inden dagens strabadser går i gang, er Sweet Treat på Christianshavn det helt rigtige sted at tanke op.

Annoncering