Musik

Her er Nikoline. Hun tæsker absolut alle

Sangerinden Nikoline er vred på alle fra pseudofeminister til SKAT, højrefløjen, venstrefløjen og drengerøvsrappere uden integritet. Oprøret er musikkens rolle, mener hun. Eller det bør i hvert fald være det.

af Andreas Thorsen
02 marts 2017, 9:37am

Nikoline er frustreret. Hun er faktisk skidesur. Det går igen i det, hun laver, og i det, hun siger og synger, at hun før noget andet er indigneret. Hun taler om oprøret som en indre nødvendighed, og det virker, som om hun ser på verden og bliver en lille smule skuffet. 

Men i oprøret er der også noget konstruktivt, sådan er det jo med oprør. Det ødelægger for at genopbygge, og jeg tror også, Nikoline er optimist. Men altså. Først og fremmest er hun indigneret. En liste over grunde til det følger her:

Pseudofeminister, ufarlig popmusik, underholdning (fordi den bedøver og distraherer fra den sande, konfronterende kunst og dermed virkeligheden), venstrefløjen, højrefløjen, latterlige små drengerappere uden integritet, paroler uden substans og den underminerede oplysningstanke på universiteterne.

"Jeg har et eller andet behov for at ruske i det her "sådan er det bare". Sådan er jeg bare," siger Nikoline.

Vi sidder på en café på Vesterbro i København og drikker kaffe. Nikoline har købt fire, store stykker wienerbrød med fra bageren, hun har lige været på et flere måneder langt roadtrip i det vestlige USA og har brug for det mest danske bagværk, hun kender.

"Jeg ser det som musikkens klareste opgave at ruske op. At skabe debat," siger hun.

"Det er fucking det, jeg vil lave. Kunst. Kunst mod underholdning; folk gør det til sådan en stor diskussion, og det er det overhovedet ikke. Kunst er det, der konfronterer dig med dig selv og med det, der er anderledes. Det får dig til at sætte spørgsmålstegn ved dig selv og ved verden. Underholdning er det præcist modsatte. Det er bedøvelsen, og jeg synes, der er en rigtig klar adskillelse. Men det er blevet udvandet, fordi vi kalder alle stjerner. Kunsten er at lade sig mærke af ubehaget."

De der store popstjerner er jo pseudofeminister. Nicki Minaj og Beyoncé. Bow down bitches. What the fuck?

Det kan virke voldsomt, og det er det sikkert også. Nikoline er voldsom. Til sin sang 'Ketchup' lavede hun en video, hvori hun tæskede rundt på en seng og dyppede pølser ned i ketchupfyldte hotdogbrød (sex, hint, hint), og et andet af hendes numre, 'NOCMMC', handler om, at ingen kan få hende til at komme. Det er vulgært, måske endda provokerede, og netop det er pointen. Nikolines pop skal have skarpe kanter. Den skal være farlig. 

"Madonna gjorde popmusikken farlig, David Bowie gjorde popmusikken farlig, Prince gjorde popmusikken farlig. De var farlige, fordi de alle havde den der tvetydige og grænseopløsende seksualitet. Vores tids seksualitet og køn er meget udflydende, men det synes jeg ikke kommer til udtryk i musikken. Fremstilingen af seksualiteten er sindssygt stereotyp, ingen passer ind i den. Det er altid noget med, at fyren pumper to gange, og så kommer kvinden mirakuløst. De der store popstjerner er jo pseudofeminister. Nicki Minaj og Beyoncé. Bow down bitches. What the fuck? Det kan jeg slet ikke forlige mig med," siger hun. 

"Poppen er blevet udvandet. Jeg savner, at den kan noget, men den er blevet så kommercialiseret. Der er så meget autopilot, jeg kan simpelthen ikke holde flere af de der wannabe-perkerrappere ud: 'Åh, det er så svært for mig … jeg har næsten været i fængsel.' Hold nu kæft."

Således frustrationen. 

Nikolines er en relativt ny stemme i dansk pop. Hun er eklektisk. Hun producerer sine egne sange. Hun er klassisk uddannet fra musikkonservatoriet ("Jeg skrev en ouverture, før jeg nogensinde skrev et popnummer") og har en grad i fysik fra universitetet. Hendes bachelorprojekt handlede om finansfysik, som er noget med sammenhængen mellem bakteriekulturer og aktiemarkedet, og det kan hun tale længe om. Hun taler også meget om Einstein og om Higgs-boson-partiklet. Om tolvtonemusik og dur-moltonalitet. Og om Allen Ginsbergs 'Howl', hvori hun fandt en allieret, da hun var yngre.

Nikolines seneste udladning lyder den mundrette titel 'Tæsk til alle' og er netop det:

En aggressivt rappet opremsning af alle dem, der skal have tæsk, fordi de af den ene eller den anden grund har gjort sig fortjent til det. Det er der ret mange, der har. Fra tracket:

"Folket er blevet et idioti / Dovner foran Vild Med Dans og fake reality / Røvrendt af CEPOS og Dansk Industri / Fra DF til Ø misbrug af demokrati."

og

"Og apropos damer har jeg kneppet mange flere, end I kan kapere / Og i modsætning til jer giver jeg dem orgasmer, til de ikke kan mere / Alle kvinder med selvrespekt er feminister / I får kun udsalgsfisse på jeres medister / Ingen gider røre jeres klamydiaramte genbrugspik / Applaus, det var lyden af mig, der lavede syntaktisk hattrick."

Den sidste går ud til førnævnte latterlige små drengerappere uden integritet, men ned igennem sangen er der som nævnt mange, der får ørene i maskinen.

VICE: Jeg har prøvet at opliste, hvem der skal have tæsk. Latterlige små drengerappere. Venstrefløjen, højrefløjen, shariafløjen…
"Ja. Ha ha!"

Og så er der nok nogle subplot rundt omkring, som jeg ikke engang kan se. Men hvad er problemet med venstrefløjen?
"Der er på venstrefløjen den her fuldstændigt fantasiløse humanisme, der overhovedet ikke er baseret på fakta og tal, og konsekvensen af den er, at vi kommer til at underminere vores velfærdssamfund. Fem procent af befolkningen har muslimsk baggrund, alligevel fylder den gruppe sindssygt meget. Meget af det siger også noget om de mennesker, der fører debatten, men det er ikke alt sammen opdigtet. Det er ikke alt sammen vanvittig DF-propaganda. Der er problemer, og de er reelle nok."

Nikolines protest går både til venstrefløjens humanisme og til Dansk Folkepartis "hykleriske semiracister". Hun protesterer mod begge tilgange, men mener, at venstrefløjen på nogle områder er blind.

"Flere gange har jeg gået på Blågardsgade på Nørrebro og kysset med min kæreste, og så er det kommet en muslimsk mand gående, som har råbt af os. Altså, situationer som den har jeg bare oplevet for mange af, og jeg kan simpelthen ikke bukke mig for det. Jeg synes, det er så fucked up at være i eget land og opleve sådan noget. Det pisser mig af, og jeg har et behov for at protestere imod det," siger hun.

"Det er jo absolut ikke alle, der er som ham, og det er helt sikker ikke engang flertallet, men bare det, at nogen er det, er for meget. Det er et problem, at der kommer nogen og moraliserer og forsøger at lave samfundsstrukturer om. Jeg er pisse ligeglad med, hvad du gør i dit eget hjem, men når du stiller krav til det offentlige rum, så står jeg af. Vi skal ikke lave vores samfund om på grund af noget så irrationelt som religion. I praksis er vi et sekulært samfund, og det skal vi blive ved med at være."

Jeg vil gerne være noget for alle de andre sorte får. 

Højrefløjen, på den anden side, er altså også nogle idioter. Faktisk er de fleste af vores folkevalgte i Nikolines optik nogle idioter, og vi burde bruge meget mere tid på for eksempel at debattere, hvordan fanden SKAT formåede at smide 12 milliarder kroner ud af udbytteskattevinduet i 2016. Affekten og bedøvelsen er problemet, mener hun.

Nikolines projekt er oprøret i det bredest mulige perspektiv.

Hun er  halvt kroat, er født i Danmark, men levede de første af sine år i Jugoslavien hos sine bedsteforældre. Det var en kærlig tid, siger hun, og hendes liv har generelt været fyldt af musik, sprog og litteratur. Senere så hun sig selv som det sorte får, og hun har aldrig haft nogen stræben efter at være en del af flokken. Da de andre begyndte at drikke, havde hun ikke lyst. Da de andre stod langs væggene til festerne og klamrede sig til deres drinks, ville hun ud og danse.

Hun taler om, at hun, når hun læser interviews med andre musikere, lægger mærke til, at det ofte er noget med, at de hadede skolen og generelt havde en hård barndom. Sådan var det ikke med hende, Nikoline elskede skolen. Elskede universitetet. I hvert fald den oprindelige idé med det. 

"Oplysningen, dannelsen. Frirummet til at fordybe sig i poesien for poesiens skyld. Fritænkningen."

Hun blev klassisk guitarist og har "en klar historisk bevidsthed om, hvordan også klassisk musik engang var oprørsk", men 'engang' er kodeordet her, for hun oplevede, at oprørspotentialet i den musik, hun havde uddannet sig i, var udtømt. Nogle vil måske her indvende, at der i dag er masser af oprør i klassisk musik, for eksempel laver Kronos-kvartetten, verdens mest berømte strygerkvartet, en masse vilde ting, men Nikoline køber den ikke. 

"Jeg sad nede i Serbien til en konkurrence, det er meget sådan, man gør i den verden. Så vinder man måske nogle penge, det er fint nok. Men der var et klart øjeblik, hvor jeg sad der i koncertsalen og lyttede til en eller anden russer, som lirede 300 noder af i sekundet, og så kiggede jeg rundt, og der var kun de andre konkurrenter og deres familier. Og jeg mærkede ingenting," siger hun.

"Det føltes helt forkert, og jeg havde allerede på tidspunkt spillet det repertoire, jeg var forelsket i. Nu havde jeg ikke lyst længere. Jeg kunne se den akademiske pointe i musikken, men jeg kunne ikke mærke den. Potentialet var sprængt."

Så hun laver pop nu. Leder som så mange andre musikere efter at lave noget, som i dets grundvold er anderledes. Det kan for mange synes som er en flygtig ambition, for hvad betyder det at være anderledes? Det er ikke noget konkret, det er bare … anderledes. Det er ikke desto mindre her, hun er, Nikoline, egentlig er det måske ret passende, at lige netop hun er her.

Samtalen springer til den evigt, og nu igen, aktuelle feminismedebat. Det går let med Nikoline, man skal sådan set bare sætte hende igang. 

"Det, jeg slet ikke kan forlige med mig, og hvor jeg får hovedpine, det er det her med, at kvinder samler sig på et uholdbart grundlag og råber paroler. 'Der er ikke ligestilling', råber de. De der statistikker, fat nu, hvad de dækker over. Kvinder tjener mindre end mænd, okay, men det dækker jo også over, at kvinderne i gennemsnit arbejder mindre. De tager mere barsel, de arbejder mere på deltid. Det er ikke undertrykkelse, det er det frie valg. Måske kan kvinder ikke finde ud af at forhandle løn," siger hun. 

"Min pointe er, at det feministiske oprør må være den enkeltes, det synes jeg ikke, staten skal blande sig i. De steder, der finder strukturel undertrykkelse sted, der skal der også være et strukturelt oprør. Ellers ikke. Jeg synes, at i Danmark, der bør vi alle gå på gaden og kræve de der 12 milliarder tilbage fra SKAT. Det synes jeg, vi skulle gå sammen om. Der bliver diskuteret så meget kønspolitik, kvoter og så videre, men vi har jo for helvede alle sammen opdaget, at Pia K. er blevet formand for Folketinget. Alt det andet er en kæmpe distraktion fra det væsentlige."

Hvad er det væsentlige da?
"Det her hamsterhjul, altså," siger hun.

"I politikernes øjne lader der ikke til at være noget alternativ til vækst, men flere og flere af os indser, at verden brænder, og at det ikke hænger sammen. Der er ikke ubegrænsede resurser. Vi lever i en underlig tid, hvor vi i årtier har ændret samfundet til, at intet har værdi, med mindre du kan måle det. På den måde bliver den frie tanke og alt det, universiteterne har stået for, undermineret. De bliver produktionsskoler. Symptomet på det er, at alle render rundt og bliver angste, men for mig at se er det bare en virkelig sund reaktion på en meget usund og fucked up samfundsstruktur."

Og derfor laver Nikoline musik. Hun er frustreret, og i frustrationen planlægger hun et oprør. Hvad der sker derefter, ved hun ikke.

Hvad drømmer du om?
"Lige nu er jeg et sted, hvor det er konfrontationen, der er den indre nødvendighed. Men hvad vil jeg senere i livet? Ikke kun musik. Musik er ligesom … Jeg vil gerne være noget for alle de andre sorte får. Jeg har manglet det, så jeg tror, at det er der andre, der også gør."