Jeg fik min mor til at trippe på svampe, så vi kunne tale om min fars død
Illustration af Adam Waito

FYI.

This story is over 5 years old.

stoffer

Jeg fik min mor til at trippe på svampe, så vi kunne tale om min fars død

"Hvorfor har du givet mig de her? Er det fordi, du gerne vil se mig græde?"

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

"Er du klar, mor?"

"Ja, okay, men jeg forstår stadig ikke, hvad de her skal til for…"

"Bare slap af, tag det roligt. De hjælper dig med at få det bedre. Bare lad være med at kokse ud, lige meget hvad der sker. Og du kan sige, hvad der passer dig. Du skal ikke holde dig tilbage."

Det er sent om eftermiddagen på en efterårsdag i Mississauga, Ontario. Jeg er hjemme hos min mor i et par dage, før hun flyver til Pakistan på et besøg. Det er anden gang, hun flyver dertil på under to år, hvilket ikke ligner hende. Siden min far døde for et års tid siden, har hun virket en smule desorienteret. Min bror og søster har også bemærket, at hun har ændret sig – hun snakker hele tiden om, at hun ikke længere har nogen grund til at leve videre, fordi hun er enke. Hun siger, at vi ikke har brug for hende længere, at ingen har brug for hende, og at det havde været bedre, hvis det var hende, der var død, i stedet for vores far.

Annoncering

Læs også: Mød den danske hjerneforsker, som vil kurere depression med psykedeliske svampe

Hun er deprimeret, men vil ikke indrømme det, og det er begyndt at sætte sine spor på vores lille og ekstremt tætte familie. Jeg kan godt forstå, hvorfor hun har det hårdt. Jeg havde det på samme måde i en periode efter min fars død. At tale om sin smerte og sårbarhed er ikke noget man gør i en typisk, pakistansk familie. Man bliver opdraget med, at svaghed er noget uattraktivt, og at man aldrig for alvor bør åbne sig op over for andre mennesker, fordi de i sidste ende altid vil bruge den information imod dig, for at skade dig, selv hvis der er tale om dine familiemedlemmer. Det blev jeg også opdraget med, og det lykkedes mig kun at bryde ud af den her giftige tankegang, fordi jeg eksperimenterede med psykedeliske stoffer. Nu vil jeg gerne hjælpe min mor med at gøre det samme.

Jeg rækker hånden ud og giver hende tre tørrede psilocybin-svampe – cirka tre gram i alt. Det var overraskende nemt at overtale hende til at være med til eksperimentet. Hun opfattede ikke engang, at de var ulovlige. Jeg skulle være hendes åndelige guide – hendes ædru, åndelige guide.

"De smager grimt, mor. Tyg dem og skyld dem ned med den flaske vand, vi har taget med."

Hun tager en bid og væmmes med det samme ved smagen.

"Ad, hvor er de klamme, mand!"

Hun spiser resten og får dem meget lettere ned, end jeg havde regnet med.

Annoncering

"Okay, hvad nu?"

"Nu ikke noget. Nu går vi en tur. Lad være med at tænke for meget over det."

Solen skinner, og vejret er smukt. Der ligger en park ikke så langt fra, hvor min mor bor, som vi går hen mod. Min bror er hjemme, og jeg har ikke lyst til, at min mor skal trippe, mens han er der. Han kan være en smule fordomsfuld omkring folk, der "indtager rusmidler" inklusiv alkohol. Vi går rundt i parken i omkring 45 minutter og sætter derefter kurs mod en Starbucks ikke så langt derfra. Jeg vil gerne sørge for, at vi er indenfor og sidder et behageligt sted, før svampene rammer hende.

Vi passerer et bed fyldt med stedmoderblomster, lige før vi ankommer til Starbucks. Min mor stopper op og stirrer tavst på dem i et par sekunder.

"De her blomster er så smukke," siger hun stille.

Vi træder nærmere indgangen til Starbucks. Hun kigger op i luften med øjnene og munden på vid gab.

"Wow, himlen ser så blå ud! Er den altid så blå?"

Vi går ind, og hun bryder øjeblikkeligt sammen i et grineflip.

"Hina, se ham ders sko! De er så røde!"

Hun peger på en af de andre Starbucks-kunder, der har et par røde Nike-sko på. Skoene er faktisk ret påfaldende!

"Ja, det er de!"

Hun griber fat i min arm, og jeg studerer hende hurtigt. Hun har udvidede pupiller, og hun smiler fra øre til øre. Hun skælver en lille smule og trækker vejret lidt hurtigere, end hun plejer.

Min mor tripper.

"Vil du have noget at drikke, mor?"

Annoncering

"Jeg vil bare…jeg tror bare, at jeg skal sidde lidt ned. Kan du købe noget til os? Bare noget sødt, hvad som helst er fint!"

Jeg bestiller to latte til os, og vi sætter os ved et bord udenfor. Jeg vil have, at hun skal kunne nyde farverne. Vi er de eneste kunder udenfor, og snupper et bord ved siden af endnu et blomsterbed. Min mor ser sig omkring, som om hun ser alt for første gang. Vi sidder i stilhed i et par sekunder.

"Savner du din far?" spørger hun til sidst.

Hun fortsætter, før jeg kan nå at svare.

"Jeg kendte jo ikke min far. Han døde, da jeg kun var 16 år gammel. Selv da han var i live, arbejdede han hele tiden. Og min mor var der aldrig for mig. Med syv børn og huset fyldt med tjenestefolk var der ikke nogen, der havde tid til mig. Jeg har helt klart et mommy-vakuum i mit liv," siger hun.

"Det var derfor, jeg giftede mig med din far, da jeg var 21. Jeg elskede ham ikke; jeg vidste ikke engang, hvad kærlighed var. Jeg følte bare ikke, at der var nogen, der gad have mig gående. Min mor og brødre så mig alle sammen som en byrde. De glædede sig bare til, at jeg giftede mig og skred. Min søster Asma blev jo allerede giftet væk som 17-årig."

Og nu, her, som 48-årig taler min mor for første gang i sit liv ud om sin barndom og de traumer, hun måtte udstå i sin opvækst med resten af familien i Pakistan – sexisme, skam, omsorgssvigt og seksuelle overgreb fra sine brødre. Jeg lytter stille, mens hun gennemgår de første par år af sit ægteskab med min far i detaljer – utroskab, verbale og fysiske overgreb, afpresning og flere separationer. Det meste af det ved jeg – noget af det var jeg ikke klar over.

Annoncering

Hun stopper indimellem for at se på blomsterne, før hun fortsætter. Jeg stiller spørgsmål for at holde samtalen i gang, men for det meste lytter jeg bare. Hun tager en pause, efter hun har snakket i cirka en time.

Hun sunder sig lidt og spørger mig: "Hvorfor har du givet mig de her? Er det fordi, du gerne vil se mig græde?"

"Har du lyst til at græde? For det er okay, hvis det er."

Hun kigger væk.

"Jeg har ikke lyst til at græde længere. Jeg har grædt nok i mit liv."

Vi snakker lidt videre. Hun forklarer, hvordan hun aldrig kunne forlade min far, fordi vi ikke havde kunnet leve det liv, som hans penge tillod os at leve, uden ham. Hendes familie var ikke villig til at forsørge hende, hendes mor følte, at det ville bringe familien skam, hvis hendes datter blev skilt med to små børn, og at ingen ville gifte sig med min mor bagefter. Så uden nogle økonomiske ressourcer, et job eller hjælp fra sin egen familie besluttede min mor, at den eneste mulighed var at kæmpe sig igennem livet med min far. Hun var i et nærmest sexløst ægteskab, der varede ved i 25 år, udelukkende for at give sine børn de ressourcer, som hun vidste, hun ikke selv ville være i stand til at give dem.

"Mor, jeg er nødt til at spørge – hvorfor tager du til Pakistan igen? Far er død, du behøver ikke at spille den gode hustru længere. Og har du oprigtigt lyst til at se din familie? Efter alt det, du har fortalt mig? Hvorfor?"

Annoncering

Hun virker oprigtigt chokeret over mine spørgsmål. Hun svarer ikke lige med det samme og lægger i stedet for armene over kors, mens hun stirrer tomt på mig.

"Jeg…jeg ved ikke, hvorfor jeg tager afsted," indrømmer hun til sidst. "Jeg er bare så fortabt for tiden og har ingen ide om, hvad jeg skal gøre med mit liv."

Vi snakker i et par timer til og migrerer til sidst til en Wild Wings for at spise aftensmad. Mor er stort set blevet ædru igen, men er i betydeligt bedre humør, end hun var, før hun spiste svampe. Hun smiler og fortæller historier om sine første par år som ung mor, og hvordan det var at skulle finde ud af det hele selv. Hun kan godt se, hvordan hun har bygget hele sin identitet op om at være mor og at sørge for, at mine søskende og jeg havde alle de ressourcer, vi behøvede for at få succes i livet. Det er en stor del af grunden til, at hun føler sig så fortabt nu – vi er alle sammen blevet voksne og lever vores egne liv, mens hun endnu engang er overladt til sig selv og igen skal finde ud af det hele på egen hånd.

"Mor, du er ikke alene. Det håber jeg, at du ved? Livet har givet dig en chance til, og vi vil bare gerne have, at du skal leve det liv, du altid har ønsket dig. Du kan date, blive forelsket, blive gift, se verden – du kan gøre lige, hvad du har lyst til, og vi skal nok støtte dig og hjælpe dig!" forsikrer jeg hende.

"Årh mand, jeg vil virkelig ikke giftes igen! Den del af mit liv er jeg færdig med!" svarer hun med et frastødt blik i øjnene.

Vi er ved at gå, da min mor spørger mig, "Så du har taget de her før, har du ikke? Hvad skete der med dig, da du tog dem?"

Jeg tøver med at svare. Der er mange ting, jeg ikke har delt med hende om de forskellige ting i min barndom, der virkelig har fucket mig op indeni, og hvordan jeg har håndteret alt det gennem mikrodosering. At se mine forældre skændtes, og at min far slog min mor, har traumatiseret mig og påvirket mit forhold til mænd, og det har taget mig mange år at affinde mig med min fortid. Jeg har lyst til at dele de ting med hende, men ikke nu. Ikke når hun er i godt humør.

Jeg ved, at hendes nuværende humør ikke kommer til at vare evigt, men jeg vil have, at hun skal kunne blive der, på den bænk, hun var på for kun et par timer siden, med hovedet lænet tilbage og øjnene lukket.

"Oh my god," siger hun. "Har himlen altid været så blå?"