Annoncering
10 spørgsmål

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en person med en ansigtstatovering

"Jeg kan mærke folks blikke på en kilometers afstand."

af Thomas Pedroli
14 december 2016, 8:32pm

Billeder af Kas van Vliet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

Det er noget af et statement at have en ansigtstatovering. Du kan ikke skjule den – ikke når du lige skal hente en liter mælk i Netto, heller ikke når du skal møde din nye kærestes forældre for første gang. Den er der altid og har ligeså meget kontakt med den person, du kommunikerer med, som dine øjne og din mund.

Bram Zaliger har haft en ansigtstatovering i flere årtier. Det er en flamme lige i midten af panden. Selvom den er relativt lille, er den ikke til at komme uden om. Jeg har altid været nysgerrig på, hvordan det er at have en tatovering i ansigtet, så jeg tog en snak med Bram om det.

Læs også: En tatovør fortæller, hvordan man håndterer ketaminblæste, liderlige og nærige kunder

VICE: Hvorfor besluttede du at få en tatovering i panden?
Bram Zaliger: Jeg fik den i Amsterdam i 1982, da jeg var knap 30. Jeg var lidt rebelsk dengang – jeg var en del af bz'er miljøet i Amsterdam, og jeg ville gerne tatoveres et sted, hvor de færreste havde en. Det var sådan, den endte i panden.

Hvad sagde din mor, da hun så den?
Jeg havde ikke kontakt til mine forældre dengang, så jeg fik ikke deres reaktion. Mine venner skulle lige vænne sig til den. Og man skal konstant forklare, hvad det er, man har i ansigtet – hvad den betyder, og hvorfor man har den. Man er altid i centrum. Det vænnede jeg mig til henover årene, så opmærksomheden generer mig ikke længere. Det er bare lidt irriterende, når folk bliver ved med at stille spørgsmål til den.

Sorry. Hvad er de dummeste spørgsmål, folk stiller om den?
Det er mest bare den måde, folk henvender sig til mig på, der er åndssvag. Jeg kan se folks gennemborende blikke fra en kilometers afstand. Så cirkler de om mig i et par minutter, indtil de endelig kommer op til mig og siger: "Må jeg spørge dig om noget?" Fuck nu af. Det lyder måske lidt dramatisk, men det føles som en overskridelse af mit privatliv. Og nogle gange spørger folk mig, om jeg er brandmand.

Klart. Hvorfor flammen?
Jeg kan egentlig ikke huske det. Jeg tror, det havde noget at gøre med sjælens flamme. Den plejede at være mindre, men jeg fik den gjort større, da farverne begyndte at falme. Det sker med nogle års mellemrum, især hvis tatoveringen hele tiden er udsat for sollys. Efter en periode var der kun en lille krusedulle tilbage. Alle troede, det skulle forestille en dråbe, men det er det ikke – det er en flamme. Jeg fik den tegnet op for at være sikker på, folk kunne se den – og større denne gang.

Tror folk, at din tatovering repræsenterer en eller anden slags ekstrem politisk overbevisning?
De tror for det meste, at jeg fik den lavet af religiøse grunde. Jeg tror nogle gange, de forveksler den med den der prik, Hinduer har i panden – den der repræsenterer det tredje øje. Anyway, jeg er ikke rigtig en religiøs person. Min tatovering er udelukkende til pynt.

Gør det mere ondt at få en tatovering i ansigtet?
Det føltes virkelig som om, der blev boret i mit kranium. Der er intet fedt mellem huden og kraniet, og huden er virkelig tynd, så det var ikke så rart. Heldigvis havde jeg drukket en lille smule for lette smerten, så det var ikke så slemt.

Har du nogensinde fået problemer på dit arbejde på grund af din tatovering?
Nej. Før jeg fik den lavet, havde jeg allerede besluttet, at jeg aldrig mere ville have et job, hvor det kunne være et problem. Jeg arbejdede på en træplantage og havde et par skrivebordsjobs inden, men da jeg fik min tatovering, vidste jeg, at jeg aldrig ville lave den slags igen. Jeg har haft mange forskellige jobs, og lige nu arbejder jeg i en bar i et øvestudie for bands. Musikverdenen er ret vant til tatoveringer.

Har du nogensinde set dig i spejlet og tænkt: "Åh, fuck"?
Ja, det hænder, men de øjeblikke passerer lige så hurtigt, som de kommer. Især i begyndelsen, da jeg hele tiden skulle forklare til min familie, venner og bekendte, hvorfor jeg havde fået den lavet – der bandede jeg nogle gange over mig selv for at have fået den lavet. Men den periode varede kun omkring et år.

Scorer du mere på grund af din tatovering?
Det kan jeg jo ikke vide. Jeg havde engang en kæreste, som var vild med den. Jeg datede også en kvinde i en periode, som havde en tatovering af en slange bag på hovedet. Den var dækket af hendes hår, men en gang imellem barberede hun sig skaldet, så slangen tittede frem.

Overvejer du nogensinde at få flere tatoveringer i ansigtet?
Jeg har helt klart tænkt på det, men jeg kan godt lide den, som den er. Jeg vil ikke have, at mit ansigt skal være helt dækket af tatoveringer. Jeg har dem også andre steder – en rose på armen, et tyrehoved og en amagerplade på lænden. Den sidste var fordi, min kæreste virkelig gerne ville have, jeg skulle have en som et symbol på vores forhold. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gjorde det bare.

Tak, Bram!

Mere fra VICE:

Sådan har syv år med hjemmelavede tatoveringer formet mig og mine venner

Tænk før du bliver tusset: Hvad folk har lært af deres grimme første tatovering

En tatovør forklarer, hvorfor hun fik sine øjenæbler tatoveret