’Hysteriske’ kvinder blev behandlet med orgasmer

For hundrede år siden blev vibratoren opfundet for at aflaste læger, der fik regelmæssige kramper i fingrene af at behandle “hysteri” hos kvindelige patienter. Den blev først betragtet som et sexlegetøj i 1920’erne.

|
11 januar 2017, 6:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Vi har visse fordomme om, hvordan kvinder så ud og opførte sig for 100 år siden – det var noget med korsetter, chaiselonger og en gudfrygtig hengivenhed til håndarbejde. Og det passer, at kvinder var eksperter i at brodere sidst i 1800-tallet. Men bagi tidsskrifter som Home Needlework Journal, Needlecraft og Modern Priscilla var der også reklamer for en af de victorianske kvinders andre yndlingshobbyer: Diskret onani bag lukkede døre.

Udbredelsen af strøm i hjemmet gjorde den personlige vibrator til virkelighed, i en tid hvor over- og middelklassekvinder havde gået til lægen for at få orgasmer i flere århundreder. Endelig gav den industrielle revolution kvinder magten til at komme i deres egne hjem. "Det første husholdningsapparat, der blev elektrisk, var symaskinen i 1889," skriver Rachel Maines i sin banebrydende bog The Technology of Orgasm: "Hysteria," the Vibrator, and Women's Satisfaction. Ifølge Maines var den elektroniske vibrator kun det femte elektroniske husholdningsapparat, der nogensinde blev opfundet. Den "kom omkring ni år før den elektriske støvsuger, ti år før det elektriske strygejern og over et årti før den elektriske stegepande, hvilket måske siger lidt om forbrugernes prioriteter."

Men hvorfor har vi så sådan et støvsugertungt og vibratorløst billede af kvinder fra før den seksuelle revolution? Det er, fordi de vanvittige victorianere ikke opfattede stimuleringen af klitoris som onani – ikke engang som noget seksuelt. Klitoral stimulation var en lindrende kur mod en sygdom. Den britiske fysiker Havelock Ellis' bog fra 1913, The Sexual Impulse in Women, anslog, at næsten 75 procent af kvinder døjede med "hysteri". En lidelse, hvis symptomer kunne være alt fra hovedpiner til epileptiske anfald og groft sprog. Stort set al adfærd, en kvinde udviste, kunne tolkes som hysteri. Den førende behandling – siden lidelsen blev opfundet i det antikke Grækenland – var bækkenmassage.

Det var ikke meningen, at kvinder i den victorianske æra skulle kunne føle seksuelt begær, og derfor blev hysteri omtalt som en sygdom, der havde absolut intet at gøre med sex. De omdøbte endda orgasmen; hvis bækkenmassagen fik kvinden til at rødme og gjorde hende glad, sagde man, at hun havde fået en "hysterisk paroksysme". Ifølge Maines omgav læger sig selv med "den betryggende tanke om, at det kun var penetration, der havde en seksuelt stimulerende virkning på kvinder. Derfor var spekulummet og tamponen i første omgang mere kontroversielle i medicinske kredse, end vibratoren var." Hvis en kvinde ville have stimuleret sin klitoris, var det en selvfølge, at hun led af "hysteri" – sådan lød teorien. Og den eneste behandling var at stimulere den klitoris, indtil hun ikke ville stimuleres mere. Behandlingens lindrende effekt varede selvfølgelig kun ved i en begrænset periode, og derfor var "hysterikere" lukrative stampatienter.

Den oldgræske fysiker Aretaios kaldte skødet for "et dyr inde i et dyr." Hans teorier gik på, at livmoderen, hvis den blev overladt til sig selv, havde tendens til at kvæle kvinden indefra: Den skulle lokkes på plads igen med velduftende olier. Disse olier blev tilfældigvis indgnedet ihærdigt på og omkring klitoris, hvilket sandsynligvis havde en ekstremt oplivende effekt på kvinden.

Læs også: Jeg talte med min bedstemor om hendes 12 aborter

Grundlaget for hysteriet ændrede sig med årtusindeskiftet – fra vandrende livmoder i oldtiden til dæmonisk besættelse i middelalderen. Kvinder var naturligvis lettere at besætte – skeden er jo en indgang for dæmoner. Ifølge Maines anbefalede læger ægteskab, hyppige rideturer på hesteryg, eller at man blev fingerkneppet af en jordmoder for at kurere lidelsen. I den victorianske æra mente man, at hysteri udsprang som resultat af det moderne samfund og det pres, det lagde på de skrøbelige kvinder. "I victoriansk tid afskrev læger hysteri som en følgevirkning af intellektuelle kvinders farlige adfærd," skriver Greer Theus fra Washington and Lee University. Udbredelsen af læsekyndighed og alle symaskinerne med fodpedal var ved at flå kvinders sarte psyker i småstykker. Heldigvis fulgte videnskaben med, og en ny behandlingsform for hysteri blev opfundet inden længe: Vandkuren, aka bækkenudskylningen.

I stedet for at fyre op for vibratorerne begyndte læger at angribe de brændende skød med vandslanger. Bækkenudskylningen, der foregik ved, at en vandstråle blev affyret mod inderlårene, blev hurtigt fast inventar i spabade overalt i Europa og Amerika midt i 1800-tallet. Kvinder elskede dem og strømmede til de wellnesscentre, der udbød behandlingsformen. R.J. Lane, der skrev om sine oplevelser på en britisk spa, bemærkede, at mænd næsten frygtede bækkenmassagen, hvorimod kvinder "med jævne mellemrum kom ud fra massagen og udbrød, at de følte sig så lettede og frejdige, som havde de drukket champagne."

Med udmattede fingre og kramper i hænderne var læger trætte af at behandle hysteri. "Det lader ikke til, at lægerne har været mere ivrige efter at skulle forsyne kvinder med orgasmer end de partnere, der sendte dem til terapi til at begynde med," skriver Maines. Der var en ivrig efterspørgsel på enhver metode, der kunne føre til en hurtigere opnåelse af den "hysteriske paroksysme". Den første mekaniserede vibrator skulle startes med håndsving. Og før kommuner begyndte at afmåle vandforbrug, var der en kort periode, hvor det var på mode at have vibratorer, der kørte på miniature vandhjul og kunne kobles til håndvasken derhjemme.

"Det lader ikke til, at lægerne har været mere ivrige efter at skulle forsyne kvinder med orgasmer end de partnere, der sendte dem til terapi"

Men det var dampvibratoren, der for alvor blev en game changer.

En amerikansk læge ved navn George Taylor tog patent på et apparat, han havde døbt "Manipulator" i 1869. Patienter skulle sætte sig på et polstret bord med et vibrerende område i midten. "Han solgte primært sin opfindelse til kursteder og læger, der havde en fysioterapeutisk praksis, som var stor nok til at retfærdiggøre købet af stort, tungt og besværligt udstyr," skriver Maines.

Til sidst blev læger trætte af at skulle skovle kul ind i motorrummene på deres vibratorer. Mortimer Granville opfandt den første batteridrevne vibrator tidligt i 1880'erne, selvom han understregede eksplicit, at hans apparat ikke skulle anvendes på klitoris: "Jeg har undgået og vil fortsat undgå behandlingen af kvinder, simpelthen fordi jeg ikke ønsker at blive snydt eller at være med til at føre andre bag lyset ved at sprede skøre indfald omkring den hysteriske tilstand eller de karakteristiske fænomener af mimiske lidelser," skrev han i 1883.

I stedet for at fake orgasmer, troede Granville altså, at kvinder fakede en lidelse, så de kunne orgasmer.

Batteriet i Granvilles vibrator vejede 18 kilo, men den var tilsyneladende transportabel. Som århundredeskiftet nærmede sig, blev batterier mindre i størrelse, og kvinder begyndte at købe vibratorer til privat brug i hjemmet. I et Sears-katalog fra 1918 blev der reklameret for en hjemmemotor med forskelligt tilbehør – blandt andet en vibrator. Men motoren kunne også bruges med andet tilbehør til at "kærne, mikse, piske, male, pudse og til at operere en blæser," skriver Maines.

Der blev reklameret prominent for vibratorer i dameblade frem til 1920'erne ifølge sexlegetøjsfilialen Good Vibrations. Antique Vibrator Museum bemærker, at "som vibratorer begyndte at dukke op i 1920'ernes 'stag films', blev det sværere og sværere at se bort fra deres seksuelle funktion. Som resultat forsvandt reklamer for vibratorer gradvist fra de respekterede publikationer." Ifølge Maines begyndte sexlegetøjsindustrien for alvor at vokse i 1980'erne, hvorved vibratorer langt om længe blev en almindelig del af hverdagen.

Mere VICE
VICE kanaler