Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK
I 2015 blev Yung Lean indlagt på et psykiatrisk hospital. Han lader ikke til at have den store trang til at fortælle præcis, hvad der skete, hvilket er forståeligt, men de begivenheder, der førte op til hans indlæggelse, er alligevel tilgængelige gennem politiet i Miamis arkiver. Mens han indspillede 2016-albummet Warlord blev han ifølge en historie i Fader, afhængig af en kombination af stoffer, der bestod af Xanax, kokain og cannabis. Og lean. Der var tale om alvorlig, daglig afhængighed.
Videos by VICE
Derefter tog historien en mærkelig drejning. I interviewet med Fader fra 2016 fortalte han, at han begyndte at klæde sig ud som sygeplejerske i operationstøj. Af en eller anden grund begyndte han at gå med kniv. Han skrev en bog om rotter baseret på kinesisk astrologi. I et særligt opstemt og samtidig fraværende øjeblik fortalte han journalisten, at han også begyndte at smadre sin lejlighed, ødelægge ting og slå glas i stykker. I sidste ende fik hans ven (og musiker) Bladee ringet til alarmcentralen. Lean skulle indlægges. Han var kun lige fyldt 20 år.
Det er gamle nyheder at snakke om internettet (det er ved at tage livet af os og så videre), det er også kvalmefremkaldende (gå udenfor!), men i det her tilfælde er det også vigtigt. Yung Lean kom frem flere år før den aktuelle gruppe af Soundcloud-rappere med deres pangfarvede hår, og han var også polariserende. Han var en svensk rapper, et barn faktisk, der tog dele af afroamerikansk kultur til sig og omorganiserede dem. Debutsinglen ”Ginseng Strip 2002” var foruroligende, men det var på en måde også et historisk øjeblik i popkulturen – som at høre Jai Paul, eller fka twigs eller Burial for første gang; musik, der tilegnede sig vidt forskellige historiske referencer og forvandlede dem til lyden af fremtiden.
Produktionsmæssigt havde Leans hold af Yung Sherman og Yung Gud meget tilfælles med en masse andre kunstnere, der kom fra, og ikke kunne have overlevet uden, midt-00’ernes bloggerkultur. Som for eksempel hele cloudrap-scenen – hvis største forgangsmand var Clams Casino (som indkapslede genren med en uovertruffen klassiker sammen med Lil B) – som inkluderede A$AP Rockys tidligere udgivelser (lyt for eksempel til ”Purple Swag” eller ”Peso”). Genren bestod af af omtågede, berusende, svævende toner. Sange lavet til at poppe smertestillende piller og køre heeeeeeelt ned i gear.
Men i modsætning til nogle af de førnævnte kunstnere var der noget særligt fascinerende ved Yung Lean – noget ud over det kuriøse ved hvide teenagere fra Skandinavien, der gerne ville være rappere (men det kommer vi til senere). Jeg spurgte ham engang, hvad det var ved musik, han godt kunne lide, og hvilket budskab han ønskede at sende. Hans svar var: ”Fuck budskaber. Jeg hader det, når folk prøver at forklare musik. Det bedste ved musik er, at det er usynligt.” Undskyld, hvad? Det her var i 2014, da Lean var på toppen. Han bragte bøllehatten tilbage, og han havde en vildt dedikeret ung fanbase – den kunne sammenlignes med Odd Future eller Brockhampton bare mindre forskelligartet. Scenen var hans, før den pludselig ikke var det længere. Debutalbummet Unknown Memory blev sablet ned. Bøllehatte blev useje. Der var bedre rappere derude – eller i hvert fald sjovere, mere excentriske rappere som Lil Yachty (udsprunget af den nye generation af mærkværdige Soundcloud-kunstnere) eller Young Thug (udsprunget af Atlanta, eller hvad end den planet, han er fra, hedder).
Men trods kaosset, trods skyderiet mod hans tourbus i Pittsburgh i 2017, trods hans ven Barron Machats død i 2015, fortsatte Lean. Han udgav musik med sit punk band Död Mark og udsendte to nye album, Warlord fra 2016 og Stranger fra 2017. ”Red Bottom Sky”, en single fra sidstnævnte, introducerede en ny Yung Lean – stadig trist, men hans vanedannende, hookdrevne stil, der fik ham frem til at starte med, var blevet mere poleret. “Agony”, det næstsidste nummer på pladen, gav et skarpt og intenst indtryk af hans mentale tilstand. Det nærmer sig næsten det gotiske. Akkompagneret af dybe, bløde keyboardtoner, synger han: “Take a pill and go to sleep / I’m chasing witches in the street / I’m the last page in your book / Can’t write a song can only do hooks”. Mens hans tidligere udgivelser måske virkede ironiske, selv om de ikke var det, var der noget naturligt og direkte over de mørke og fremmedgjorte følelser på Stranger. Det stod sløjt til (selv om produktionen og teksterne var noget af det bedste, han endnu havde præsteret).
I 2018 spillede Yung Lean en udsolgt koncert på Brixton Academy. Jeg var der ikke, men når man spiller der, betyder det, at man for alvor har slået igennem. Man er i hvert fald nået til niveauet lige under stadionniveau. Med på scenen havde han en masse andre folk, blandt andre Yves Tumor – en af de mest eksperimenterende og roste kunstnere, som sidste år udgav det fantastisk skæve album Safe In The Hands Of Love. Jeg hørte, at Leans koncert var fremragende. Som om han var ved at bryde igennem til en ny del af sin karriere, stadig som en af de førende inden for en ny gren af avantgarde internetmusik. Men i januar udkom Nectar, et soloalbum udgivet under navnet Jonatan Leandoer127 (hans borgerlige navn er Jonatan Leandoer Håstad), der lyder som Bob Dylan.
Faktisk lyder det som en masse forskellige kunstnere. Der er bidder af Lou Reed, beat-poesi, Beck og – på ”Wooden Girl” – sukkersød pop. Det lyder som et album, der kunne have været skrevet i 60’erne eller 90’erne, hvis den psykedeliske fortælling på et nummer som ” Off With Their Heads” havde beholdt referencen til Orwell og fjernet versene om iPhones og sociale medier. I pladeselskabets korte beskrivelse af albummet beskriver de Nectar som Jonatan, der ”vandrer gennem den aktuelle musiks moderne fortid i et forsøg på at genskabe sin egen ødelagte minder og forståelse og samtidig gennemgår forskellige lag af følelser og udtryk på vejen.” Og mens det lyder som typisk pladeselskabssnak, er der noget sandhed i det. Nectar lyder som en helt anden æra, som om det er skrevet i en helt anden verden, hvilket faktisk vil sige, at han lyder mest som Jonatan, den rigtige person bag den karakter, der blev berømt, før han fyldte 20.
En kilde tæt på Lean fortæller, at albummet efter sigende blev skrevet og indspillet på en uge. Tit hørte Lean nogle akkorder, hvorefter han enten freestylede sine tekster (der er et nummer på pladen, der faktisk hedder “Tangerine Warrior (Freestyle)”) eller simpelthen bare kastede sig ud i det, hvilket giver numre som ”Porcelain” deres beat-agtige stil. Når man lytter til numrene, kan det virke, som om den side af Dylan, der skrev “Bob Dylan’s 115th Dream”, er blevet fjernet fra legendens krop og midlertidigt flyttet til det sted, hvor Lean og den danske komponist Frederik Valentin skrev de ni numre på Nectar.
Men det her er ikke et Dylan-album – langt fra. Det er Jonatan Leandoer Håstad. Det lyder også som et genoprejsningsalbum. Det er ikke til at sige, om det er på grund af stoffer, livssituationer eller et resultat af, at han har fundet sig selv. Det, jeg med sikkerhed kan sige, er, at jeg for nylig er begyndt i et terapiforløb, hvor de fortæller, at ’recovery’ ikke kun handler om afhængighed, men også at komme sig over det, der er sket for dig i løbet af de seneste år. Det kan være en lang proces; det kræver erkendelse. Når Jonatan synger “I put a curse on myself / I put a spell on my health” på åbningsnummeret “Razor Love”, kan man mærke den bitre fortrydelse. Gudskelov er det ikke dårligt alt sammen. Evnen til at oversætte følelser gennem musikalsk osmose fortsætter gennem albummet. Når han siger – ganske vist med lettere opgivende erkendelse – “I’m happy / I’m just happy I’m here” på pladens andet nummer, ”Moth”, kan man også mærke det. Det samme gælder linjen “I chose my line of work so I could pretend” på “Wooden Girl” – måske en reference til tidligere udgivelser.
Det kan godt være, at Yung Lean var et eksperiment, men fordi projektet så en teenager manifestere musik, der nu vil eksistere online for evigt, med eller uden hans samtykke, kan man diskutere, om det i virkeligheden har gjort det mere ægte, end nogen kunne have forventet. Vi ved det ikke, og det ville være nyttesløst at udforske det – musikken er her, den er usynlig, og den forsvinder aldrig. Men på Nectar får man indtryk af, at Yung Lean gør sig fri af sit tidligere image og realiserer sit sande potentiale. Forestil dig at se den person, Bowie var bag de album, han lavede, da han var 15. Det ville være banalt at sammenligne de to. Pointen er bare, at Jonatan er voksen nu. Jeg er spændt på at se, hvad hans næste projekt bliver.
