Fotografi

Billeder af flygtninges vigtigste ejendele

Fotograf Nikolai Linares har taget billeder af de ejendele, som flygtninge havde med sig, da de kom til Danmark.

af Nikolai Linares
26 januar 2016, 3:27pm

Tekst af Lars Jellestad, billeder og billedtekst af Nikolai Linares.

Tirsdag d. 26. januar skete det så endelig. Et flertal i Folketinget vedtog de omfattende asylstramninger, som skal gøre det mindre attraktivt for flygtninge og migranter at søge mod Danmark. Lovforslaget L87 medfører blandt andet, at retten til familiesammenføring udskydes fra et til tre år, at de økonomiske ydelser til asylansøgere nedsættes med 10 procent, og at opholdstilladelserne til asylansøgere fremover bliver kortere. Og så er der lige den her detalje med, at politiet nu fremover kan konfiskere flygtninges værdigenstande, så de kan hjælpe med at betale for deres eget ophold. Det er det punkt i forslaget, der er blevet omdøbt "smykkeloven", og som udlandet går mest op i. Faktisk i en grad, som vi ikke har oplevet, siden Jyllands Posten for 10 år siden fik idéen med at tegne profeten Mohammed. Og dengang som nu er det ikke international opmærksomhed af den type, der får champagneindtaget på VisitDenmarks kontorer til at stige.

Man kan diskutere rimeligheden i, at store internationale medier sammenligner os med nazisterne, der som bekendt fratog store mængder guld og andre værdier fra jøderne. Men faktum er, at politiet i Danmark nu kan visitere en asylansøger og beslaglægge eventuelle værdier fra vedkommende. "Formålet med hele lovgivningen er at sikre, at der gælder de samme standarder for asylansøgere som for danskere, nemlig at kan man forsørge sig selv, så gør man det", har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere udtalt. Politiet kan kun beslaglægge værdier, der overstiger 10.000 kroner, og som ikke har affektionsværdi. Tilbage står spørgsmålet, hvor meget der reelt er at komme efter. For at få et indblik i, hvilke værdigenstande flygtninge havde med sig, da de ankom til Danmark, besøgte vi det tidligere Helsingør sygehus, der i dag fungerer som asylcenter for omkring 150 mennesker.

Her er billederne af, hvad fem flygtninge ifølge dem selv ejede, da de kom til landet.

Abdul Khader er 44 år og fra Syrien. Han ankom til Danmark for fem måneder siden. Hans vigtigste personlige ejendel er det sorte armbånd, som han har fået af sin datter på 16 år. Hun er i Tyrkiet med sine to søskende og deres mor. Abdul Khader vurderer, at hans personlige ejendele er ca. 1.500 kr. værd.

Subhe Mohammad er 40 år og fra Syrien. Han har været i Danmark i fire måneder. Hans kone og tre børn befinder sig stadig i Syrien. Hans vigtigste personlige ejendel er hans telefon, der er fyldt med billeder af hans børn. Subhe Mohammad vurderer selv, at hans ejendele har en værdi på ca. 1.700 kr.

Laith Wadea er 31 år og fra Irak. Han har været i Danmark i fem måneder. I Irak arbejdede han som underviser og smed. Hans vigtigste personlige ejendel er hans sølvhalskæde med en medaljon af Jomfru Maria, som han har fået af sin mor. Derudover har han en iPhone 6 og et kopi-ur. Han vurderer, at ejendelene har en samlet værdi på ca. 6.000 kr.

Nashet Blank er 40 år og kommer fra Syrien. Han kom til Danmark for fire måneder siden med sin kone og tre børn. De solgte samtlige af deres værdigenstande for at kunne rejse igennem Europa. Det gælder også deres vielsesringe. Hans telefon og pung betyder ikke noget for ham. Han vurderer, at hans to personlige ejendele maksimalt er 500 kr. værd.

Ahmad Farman er 25 år og fra Irak. Han kom til Danmark for fem måneder siden. Alle hans personlige ejendele er lige vigtige for ham. Dog er der flere billeder på hans telefon, som han værdsætter højt. Han vurderer, at hans personlige ejendele er ca. 1.500 kr. værd.

Flere billedserier fra VICE:

Seks flygtninge dokumenterer deres hverdag med engangskameraer

Det de syriske flygtninge måtte efterlade på deres vej til Europa

Historierne bag flygtninges baggrundsbilleder på deres telefoner