Derfor er Danmark det bedste sted i verden

Hver gang det bliver den 16. april, og det derfor er Dronning Margrethes fødselsdag, stiller en mængde turister samt den del af folket, som alligevel var i området, sig op på Amalienborg Slotsplads. Når nok af dem har gjort det, kommer nævnte dronning ud på sin balkon og vinker til nævnte turister og folk, mens hun smiler med sit efterhånden ret livstrætte tandsæt.

Det gør dronningen, fordi det er en tradition. Danskerne er helt vilde med traditioner, og det er dronningen nok også, da man alt andet lige må forvente, at en dronning kan lide bare nogle af de samme ting, som det folk, hun er chef for, kan lide. Det er bare ikke hele sandheden. En anden grund til, at dronningen på den måde stiller sig op og vinker, er nemlig, at vi, altså folket, til gengæld smider nogle (læs: mange) millioner efter hende hvert år, så hun har råd til slotte og smøger og hundemad og racerbiler til sønnike. Vi betaler hende løn for at vinke, og så forventer vi fandme, at hun vinker. Sådan er vi så kompromisløse. Det er monarkiet, som vi kender det, og mange vil nok mene, at skal man skrive om, hvad der er særskilt dansk, så er monarkiet et godt sted at starte.

Det er det da også jævnfør denne indledning, men med et aber dabei, et twist, og det kommer her:

For det ved monarkiet, der er særskilt dansk, er nok ikke så meget, at det eksisterer. Det særskilt danske er måske snarere, at vi aldrig bliver færdige med at diskutere retfærdigheden i netop dette. Er det virkelig cool på en helt basal, moderne og 21. århundrede-agtig måde, at en familie fødes til at være bedre og mere end andre, og er det virkelig retfærdigt, at dronningen og hendes mand, søstre, sønner og så videre hvert år bliver tildelt millioner af den evigt trængte statskasses reserver, alene fordi de er blevet født ind i lige præcis den familie?

Der går sjældent mange år mellem, at republikanere og royalister på grund af spørgsmål som disse farer i struberne på hinanden med mere eller mindre velunderbyggede argumenter under armen, og DET er fandme dansk. Vi skændes, vi diskuterer, vi debatterer, vi elsker at være uenige. Når Margrethe smiler, hidser nogle af os op over, at andre af os klapper af hende, og når der er bagedyst på DR1, taler vi i timevis om, hvorvidt det er public service at vise programmer, der handler om kager med og uden flot snit. Bagefter taler vi om, hvem af kagebagerne vi hver især holder med.

Der er andre eksempler. Når helten Bengt Holst går på BBC og med overskud og evigt kølig suave forsvarer Københavns zoologiske haves beslutning om at partere giraffen med det med henblik på partering uheldigt søde navn Marius, så siger vi go Bengt, Bengt 4 prez, så kan de måske lære, at vi har ret, og at de ikke har det. Zoo's videnskabelige direktør, der før var ganske ukendt, har givet os muligheden for at skændes lidt med udlandet også, og det kan vi godt lide.

Vi diskuterer. Vi diskuterer, om vi skal have motorveje til den ene eller den anden jyske provinsby, vi debatterer flygtningepolitik, økonomi, sport, køn og familieliv, og her taler vi ikke bare far, mor og børn, nej, vi taler far, far og børn og mor, mor og børn og far, mor, far og børn også, for vi er i tilgift mega åbne, tolerante og regnbueagtige, i hvert fald de fleste af os, og det er jo helt vidunderligt.

Altså er Danmark et land, hvor vi snakker om tingene, men det er selvfølgelig også andet og mere. Danmark er en insisteren på at spise usundt, selvom vi, når vi er udenlands, stolt namedropper Noma og Rene Redzepi og nyt nordisk, og jeg skal komme efter dig. Danmarks folk er verdens lykkeligste på lykkepiller?&csp=45f4df11dc99cd2019aa9aa30865f74f). At være dansk er at være et paradoks, og når amerikanske medier i et anfald af Bernie-mania skriver om, hvor seje vi er, fordi vi har voldsomme mængder barsel til rådighed for snart sagt enhver, der vil have det, så går vi amok og deler det på Facebook og på Twitter, som flertallet af os godt nok endnu ikke helt er kommet med på, men som dem, der er noget med medier, selvfølgelig bruger hver dag.

Danmark er gratis uddannelse og sundhedsvæsen. Svineeksport og kølig æstetik. Danmark er bevidst underkuet selvfedme. Danmark er landet, hvor 21 procent af vælgerne stemte på Dansk Folkeparti ved det seneste valg, og hvor den nuværende regering ikke længere gider være klimaduks, fordi det også er godt nok bare at være med omkring toppen. Danmark er et lille, homogent lorteland, selvom vi med al den snak om udkantsdanmark lader som om, der er langt til noget som helst.

Og så er der altså det her med Dansk Folkeparti og de 21 procent… Er det så et udtryk for racisme? Er danskerne ved at udvikle sig til et gennemført fremmedfjendsk folk, der ingen omsorg har for menneskeliv, hvis det ikke er deres eget? Er vi dårlige mennesker? Det er der mange velmenende kulturradikale, der siger, og efter de har sagt det, sætter de en sort firkant til at være profilbillede på Facebook og truer i afmagt med at flytte til Sverige, hvor humanismen, siger de, stadig lever. Pludselig er også de flygtninge, siger de, for de har givet op, siger de, og overlader derfor deres fædreland til Pia Kjærsgaard og Søren Krarups populistiske horder, der som tyve i natten har fået monopol på, hvad det vil sige at være dansk. Siger de.

Men! Så er det, det bliver forvirrende. For lige efter de kulturradikale har sagt det, når en stor omgang flygtninge rent faktisk til Danmark, og så træder danskerne pludselig hinanden over tæerne for at hjælpe. Der er en overgang slet ikke flygtninge nok til alle, og så virker det næsten, som om valgresultatet intet betyder, fordi folkedybet i virkeligheden altid var både tolerant og humanistisk. Pludselig synes der at være et skisma mellem folket og dets folkevalgte, og så ved de kulturradikale jo efterhånden slet ikke, hvad de skal mene. Det skriver de så på Facebook, hvor de også lige skynder sig at følge Lisbeth Zornig.

Sådan er Danmark så forvirrende.

Den nu meget forhenværende præsident ovre i USA, George W. Bush, var vild med Danmark eller i hvert fald med vores lige så forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmusssen, som han havde på besøg hele tiden, så de sammen kunne køre rundt på hans landsted i en golfbil. Hver gang Bush ville i krig, og det ville han jo fra tid til anden op gennem 0'erne, så var Danmark friske og sendte blandt andet en ubåd afsted til en ørkenkrig og jægersoldater op i diverse afghanske bjerge, selvom vi til at begynde med ikke helt ville indrømme det sidste. Den nuværende præsident Obama er også pjattet med os, for Danmark, siger han, er et land, som "punches above its weight", og det lyder jo godt, bortset fra at samme Obama altså har sagt noget mistænkeligt tilsvarende om både Norge, Irland og Holland.

Det sidste der, det lægger vi dog ikke så meget vægt på. For vi eeeeelsker, at andre ser på os med beundring, og mellemregninger som præsidentens meget lidt eksklusive smiger betyder mindre, så længe vi føler, at han har ret. Og det føler vi sgu. Vi tager ansvar, siger vi - vi er jo lidt ligesom USA bare meget mindre, det er klart, og hvis der er nogen derude, der fucker med frihed eller menneskerettigheder eller kvinders ret til at gå på arbejde, så bomber vi dem bare, eller det vil sige, at vi bomber dem, indtil vi enten løber tør for bomber, hvilket vi gør ret hurtigt, eller vores fly går i stykker, hvilket de også gør ret hurtigt.

Nå, det var et sidespring. For det kan godt være, at tanken om, at Danmark skulle være et krigsførende land, engang var fuldstændig vanvittig, men det er længe siden, for nu bomber vi altså. Vi bomber, når vi får chancen, og derefter bliver vi overraskede over, at de mennesker, hvis huse og byer vi ødelægger i processen, flygter og måske endda når helt herop, og således er vi tilbage ved Dansk Folkeparti, de 21 procent og de forvirrede kulturradikale.

Men her skifter vi lige spor.

For hvis man spørger mine kreative, københavnske venner, der alle går med tophue i august og selvfølgelig (siger de) ikke er en del af de 21 procent, så er der ikke noget mere dansk end Distortion. De ser Distortion som et slags mikrokosmos af, hvad der er dansk i lige præcis deres liv, de kalder Distortion for en perfect storm af i hvert fald københavnsk danskhed. For gadefesten er kontrolleret kaos: den er liberal, fordi man må næsten alt, men det kaos, der lægges op til, opstår først, når vi efter tre halvliters gulddamer er blevet lidt fulde.

Vi vil så gerne være vilde, vi vil så gerne lægge intimsfærens ubarmhjertige kontrol fra os, og vi forsøger alle at skille os ud samt at være autentiske, men resultatet bliver ufravigeligt, at vi alle sammen så kommer til at ligne hinanden. Således ender vi endnu engang med at være nogle små åndssvage og omvandrende paradokser, som ikke kan finde hoved og hale i noget som helst, og som derfor i panik løber hen til nærmeste pølsevogn efter Cocio og hotdogs, om ikke andet så bare for at SMAGE på noget autentisk.

Og imens taber Danmark i fodbold. For det gør vi jo. Det er en livets hårde, men retfærdige realiteter, at Danmark taber i fodbold, men i det mindste er Sverige og Norge også lidt ude at skide for tiden, så vi og vores nationale stolthed på lige præcis det punkt er endnu ikke helt ødelagt. Island vinder dog over Holland igen og igen, og vi er ikke helt sikre på, hvordan vi har det med det. Men vi er ukuelige. Danmark BØR, siger vi, være en del af den europæiske elite, for vi har jo været der før, vi vandt jo engang, kan I ikke huske, hvordan vi festede på Rådhuspladsen og i Nyhavn?

Hvis alt andet glipper, kan vi begynde at se håndbold.

Så jo, Danmark er et paradoksalt land med en paradoksal befolkning. Det er et land, som øjensynligt har tilladt nogle rabiate højrefløjskrigere at definere, hvad danskhed er, men som alligevel viser tolerance og humanisme, når det gælder. Vi, altså folket fra indledningen at dette essay, elsker at blive rost, og vi puster os op, når vi bliver det, selvom vi endnu taler om jantelov og om, at ved jorden at blive, det tjener os bedst. Ved det mindste tegn på sol spæner vi udenfor i hvide ben og klipklappere, fordi HVEM VED, HVORNÅR VI FÅR GODT VEJR IGEN, og vi elsker, at verden ser os som de lykkeligste af alle.

Det er vi måske også.

Mere fra VICE:

I billeder: da punken mistede sin uskyld i København

Jeg spiste alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma

Derfor er København det værste sted nogensinde