Annoncering
Stuff

Riv dit pas i stykker: en menneskesmuglers historie

135.000 bådflygtninge er ankommet til Europa i 2015. Menneskesmugleren Atef forklarer, hvordan man får flygtningene til EU.

af Kristian Holgersen, Jakob Espersen og Lise Møller Schi
18 august 2015, 11:23am

Atef fotograferet i Istanbul af Lise Møller Schilder.

Denne artikel er udgivet i samarbejde med Brain Food.

Borgerkrigen i Syrien har tvunget fire millioner mennesker til at forlade landet og været medvirkende årsag til de sidste års øgede flygtningestrøm til Europa. I første halvdel af 2015 er mere end 135.000 bådflygtninge ankommet til Europa ifølge en rapport fra UNHCR. Det udgør en stigning på mere end 80% for samme periode i 2014. I Danmark har det stigende antal flygtninge været genstand for debat længe, og især efter vi modtog et rekordhøjt antal asylansøgere i 2014. Det bør dog holdes in mente, at tallet stadig var relativt lavere end hos en del af vores EU-fæller såsom Sverige, Frankrig, Holland og Belgien m.fl.

Som følge af den øgede indvandring valgte den nye regering at fremsætte forslaget om at reducere ydelser til flygtninge - i nogle tilfælde med næsten 50% - for bl.a. at gøre Danmark til en mindre attraktiv destination for flygtninge. Forslaget træder i kraft 1. september og strammer sammen med andre tiltag på tværs af Europa den flaskehals, det er at komme til EU som flygtning.

På den anden side af flaskehalsen finder man netværker af menneskesmuglere, der tager store summer for at hjælpe flygtninge til EU. 32-årige Atef udgør et af de lavere led i fødekæden i et sådan netværk. Han har brugt det sidste halve år på at smugle venner, bekendte og fremmede mennesker til Europa. Han er altså menneskesmugler, men han er også meget andet. Det insisterer han på, at vi skriver, da vi møder ham på en café i bydelen Aksaray, Istanbul, hvor mange smuglere holder til.

Vi er interesserede i at høre om, hvordan forretningen hænger sammen og hvordan han er endt som smugler.

"Spørg mig om, hvordan det er at bo her i Tyrkiet," siger han og ryster på hovedet. "Da jeg kom hertil fra Syrien, vejede jeg 90 kilo. Nu vejer jeg 75."

Atef ligner på ingen måde en kriminel menneskesmugler. Han er høj og slank, har kort, sort hår og et velplejet skæg. Han kom for et år siden til Istanbul som flygtning, men havde ligesom andre syriske flygtninge meget svært ved at få et arbejde – primært fordi den tyrkiske regering ikke vil give flygtninge arbejdstilladelse. Atef endte derfor med at søge et meget lavt betalt og illegalt job i et af byens slumkvarterer for at kunne forsørge sin kone og datter.

"Jeg arbejdede på en internetcafé i et område, der hedder Kumkapi, som ikke er så langt herfra. Det sted er en en rede for smuglere og pushere. I løbet af min arbejdsdag kom mange af smuglerne hen og spurgte, om jeg ville arbejde for dem."

"På et tidspunkt talte jeg så med en af smuglerne, der virkede som et godt menneske. Jeg talte med ham flere gange og fandt ud af, at han var ærlig. Vi aftalte derfor, at jeg skulle finde mennesker til ham, og så ville han først tage deres penge, når de var kommet frem. Han sagde: 'Okay, hvis de lægger deres penge hos dig, er det okay med mig.' Han stolede på mig, og jeg stolede på ham. Hvis der ikke er tillid, fungerer det bare ikke."

Husk at rive passet i stykker

Der er mange måder at komme til EU på, forklarer Atef. Det er nemmest, hvis man har nok penge til at betale for en flybillet, et falsk pas og en falsk identitet. Det koster mellem 10.000 og 12.000 euro. Men så får man også et makeover og en aftale med noget personale i lufthavnen.

"Jeg kan tilbyde en rejse med fly fra Grækenland takket være det græske politi i lufthavnene. De er nemme at bestikke, og de leder ikke efter syrere."

"Du skulle se, hvad de gør. De laver folk helt om. Skifter øjenfarve og klipper og farver håret, så folk ligner billedet i passet," siger Atef og fortsætter:

"Når man så kommer ombord på flyet, skal man, så snart lampen med sikkerhedsbæltet er slukket, gå ud på toilettet og rive sit pas i stykker og skylle det ud i toilettet. Det kan godt være lidt svært at rive det over, men det er vigtigt, at man ikke har falske papirer på sig, når man skal søge asyl."

Det sværeste ved den metode er at komme forbi paskontrollen, forklarer Atef. Mange bliver da også stoppet i lufthavnen i Istanbul – enten fordi der er noget galt med deres pas, eller fordi paskontrollen har luret, at noget ikke er, som det plejer. Derfor anbefaler Atef som regel sine kunder, først at sejle til Grækenland og dernæst flyve til et andet land i EU.

"Jeg kan tilbyde en rejse med fly fra Grækenland takket være det græske politi i lufthavnene. De er nemme at bestikke, og de leder ikke efter syrere. Hvis du er syrer med falsk pas, kan du nemt komme igennem."

Gummibåden er sidste udvej

Selvom Atef på sin Facebook-side både reklamerer for ruter med fly og til fods, er det turen med båd, der er den suverænt mest populære, når syriske flygtninge skal krydse grænsen til EU. Det skyldes, at bådturene fra Tyrkiet til Grækenland er forholdsvis sikre og samtidig en del billigere end at rejse med fly.

Efterhånden er der også kommet længere mellem de flygtninge, som kan betale for en illegal flyrejse. De rige syrere rejste nemlig for et par år siden, fortæller Atef. Han hæfter sig dog ved, at der er begyndt at komme en del irakere på flugt fra IS, og de har stadig råd til en flybillet. Resten af hans kunder må dog nøjes med at sejle til Grækenland eller Italien.

"Det tyrkiske politi var i lang tid ikke særlig opmærksomme på, at folk tog med båd til Italien. Det er store skibe. Lige nu er der et skib på omkring 80 meter, som sejler fra havnen i Izmir. Det sejler med en masse varer, og det tager omkring otte dage at komme fra Tyrkiet til Italien. Det er rigtig godt – ikke som de skibe man hører om fra Libyen, hvor folk drukner på havet. Men det koster 7.000 dollar," siger han.

I Tyrkiet er der to havnebyer ved vestkysten, som er særligt populære blandt smuglere. Det er byerne Izmir og Mersin. Mersin ligger ikke så langt fra den syriske grænse, mens Izmir ligger mere nordligt. Til gengæld ligger Izmir også meget tæt på den græske ø Lesbos. Derfor er det en populær destination for mange flygtninge, som ikke har råd til de dyre ture med fly. De tager i stedet en gummibåd eller en lille træbåd og betaler mellem 800 og 1.500 dollar.

"Man kan sejle med gummibåd for 800 dollar, men det kan jeg ikke lide, fordi det er farligt. Du lægger dit liv i Guds hænder. Jeg vil anbefale en normal båd, som er større og har en god motor. Den tager omkring 40 mennesker ad gangen til de græske øer og koster 1.500 dollar."

Smuglingen af mennesker foregår ifølge Atef på den måde, at han finder kunderne, som han laver en aftale med om transport til eksempelvis Tyskland. De giver ham så penge for halvdelen af turen, hvorefter han sætter dem på et tog mod Izmir. I havnebyen er der en smugler, der sørger for at tage imod kunderne og indkvartere dem på et hotel. Når der er en båd ledig, tager smugleren ned til havnen med flygtningene omkring klokken fire om morgenen og sørger for at få dem sendt af sted.

Når de så er kommet sikkert i land, giver Atef smugleren den første halvdel af pengene. Først når kunderne er nået helt til Tyskland, betaler de den anden halvdel til Atef, som dog ikke selv beholder pengene.

"Hvis en tur til Italien koster 7.000 dollar, får ejeren af båden 5.000 dollar. Min smuglerkontakt får 1.500 dollar, og jeg får 500 dollar. Hvis det er en tur til 1.500, får bådejeren 800. Min kontakt får 500, og jeg får omkring 200 dollar," forklarer han.


Se: Ghosts of Aleppo


Fra soldat til smugler

Atef er ligesom de flygtninge han hjælper med at transportere et produkt af konflikten i Syrien. Syriens mænd har ifølge ham selv to valg. De kan enten blive og kæmpe, eller de kan forlade Syrien. Man kan ikke blive i Syrien uden at gå i kamp.

"Jeg havde en ven, som mistede alt. Assads soldater kom hjem til hans hus og slog hans mor ihjel. De voldtog, torturede og slog hans søster ihjel for øjenene af ham, og så brændte de hans lillebror levende. Hans bror var kun otte år! Hvem gør sådan noget; hvem brænder et barn levende? De er dyr, de er ikke mennesker."

"Noget tid efter spurgte min ven så, om jeg kunne skaffe ham en gammel bil. Han sagde, at han ville gøre noget, der ville blive husket længe. Jeg fandt en bil til ham, og så kørte han hen til Assads hovedkvarter i byen og sprængte sig selv i luften. Han dræbte otte af Assads soldater. Jeg fandt et brev, hvor han skrev, at jeg kunne tage alle hans ting. Han havde jo ingen familie tilbage."

Atef valgte altså selv at kæmpe på de demokratiske oprøreres side mod Bashar al-Assad. Men kampene ændrede sig efter et års tid, fortæller han.

"Lige pludselig skulle vi også kæmpe mod andre grupper. Grupper, som heller ikke kunne lide Assad. Det var som om, den ene hånd kæmpede mod den anden. Jeg sagde til de andre, at vi burde starte med at slå Assad ned og så kæmpe mod hinanden bagefter. Det hele blev meget kompliceret, og jeg vil kun kæmpe for noget, jeg tror på," siger Atef og skynder sig at forklare, at han ikke forlod krigen, fordi han ikke turde kæmpe mere:

"Det er ikke, fordi jeg er bange for at dø. Man dør, når man dør, og så er det slut. Sådan er det bare. Jeg tror på min Gud, men jeg troede ikke på krigen længere."

Der er gået mere end et år, siden han forlod Syrien med sin familie, og han tror ikke på, at der kommer fred foreløbig, for der er ikke nogen tilbage, der forstår, hvordan man samler et folk. "Alle de kloge er enten i fængsel, døde eller rejst ud af landet. Der er desværre kun idioter tilbage," siger han.

Det er derfor også hans plan at følge trop med sine kunder og starte et nyt liv i Europa, hvor han håber på at kunne give sin datter en fremtid, hvor hun kan gå i skole og skabe sit eget liv. "Når jeg får råd, vil jeg gerne til Tyskland. Jeg tror, at syrere og tyskere er lidt den samme slags mennesker, for vi syrere arbejder også rigtig meget. Jeg vil gerne til Tyskland, hvor der er industri, hvor du kan få et rigtigt job," forklarer han.

Dele af interviewet er tidligere bragt i Information.