Annoncering
LGBTQ

Min mor lærte mig, hvordan man vælger sin egen familie

Jeg besluttede, at jeg ville elske på samme måde som hende – jeg ville elske stort, og jeg ville forelske mig i hele verden og al dens ubærlige lidelse og elendighed.

af Jeff Leavell
01 december 2016, 6:00am
Skribenten (til venstre) med sin mand Alex (i midten) og deres kæreste Jon (til højre). (Foto: Jeff Leavell)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Da jeg var barn, tog min mor mig med over alt i New York City på jagt efter det bedste af det bedste – biscotti fra Mott Street, espresso på Mulberry Street og paella i Washington Heights.

På vejen fik vi cocktails med drag queens i Hell's Kitchen eller besøgte hendes ven Tony, som var døende af AIDS. Hun tvang noget kyllinge-matzo ball suppe og mørk chokoladekage i ham og hviskede til ham, hvor smuk han var. Vi sad i Washington Square Park med de unge homoseksuelle fyre, som altid havde en boombox med og dansede til deres yndlingssange. Hun slæbte mig med til hemmelige møder med evigt skiftende elskere, som altid vidste, hvor man fik den bedste marengs eller det bedste pizzaslice i byen.

Som teenager var jeg med hende på den ene homobar efter den anden, og jeg så på, mens hun flirtede, sang og drak. Man kunne mærke den ild, der brændte i hende – det brændende ønske om at blive elsket, der fik verden omkring hende til at forvandle sig til noget smukt og uendeligt betydningsfyldt. Min mor er en ustoppelig kraft.

"Man kan ikke ændre livets gang," sagde hun en gang til mig. "Eller dets regler. Vi skal allesammen dø. Du vil blive forladt, blive fyret, blive rig og så fattig, venner vil svigte dig – det er bare ting, der sker. Men du kan ændre dit syn på dem. Der er had og smerte og sorg nok til alle, men der er også kærlighed, glæde og vidunderlighed nok. Verden er, hvad du beslutter dig for. Vil du bo i en verden, hvor der findes magi, eller en hvor der ikke gør? Vi ved jo begge, hvilken verden jeg bor i."

Skribenten og hans mor. (Foto: Jeff Leavell)

Da hun blev diagnosticeret med kræft i stadie fire, blev mit liv overtaget af mørke.

Dengang var jeg afhængig af heroin og ude af stand til at vise min mor bare en brøkdel af den kærlighed og støtte, hun havde vist mig. Jeg stod bøjet over hendes hospitalsseng, og så hende hoste blod op. Lige i det øjeblik kunne jeg se meningen med det hele.

Vi bliver knust. Vi bliver ødelagt og vi kommer til at lide. Vi mister alle de ting, der nogensinde har betydet noget for os og hvert eneste menneske, vi nogensinde har elsket vil dø, og oftest på måder, som gør ondt at være vidne til. Det er bare reglerne i livet. Men det er ikke det eneste.

Min mor døde ikke. Og jeg blev heller ikke clean – det tog tre år mere.

Den lektie, jeg lærte i min kamp mod heroinen, ændrede for evigt den måde, jeg lever mit liv på. Jeg besluttede, at den eneste ting, jeg ville tage med mig, var kærlighed – den måde jeg elskede andre på og den måde, de elskede mig. Min mor skulle dø, men måden hun elskede mig på – fuldstændig absolut og betingelsesløst – den vil leve videre i mig for evigt.

Jeg besluttede, at jeg ville elske på samme måde som hende – jeg ville elske stort, og jeg ville forelske mig i hele verden og al dens ubærlige lidelse og elendighed og finde skønheden og meningen i det hele. Jeg vil forvandle min verden til et brændende alter af kærlighed.

Jeg lever i et åbent trekantsforhold med min mand Alex og vores kæreste Jon, og jeg bliver ofte spurgt, hvordan det dog fungerer – hvordan jeg kan elske dem begge to? Hvordan kan jeg også elske min kæreste Connor og hvordan kan jeg holde ud, at Alex elsker sin kæreste? Er jeg bange for, de forlader mig? Er jeg bange for, at jeg vil forlade dem?

Læs også: Jeg har været i seng med op mod 3500 mænd og nægter at skamme mig

De spørgsmål minder mig bare om, at livet er fyldt med smerte og elendighed. Jeg er bange det meste af tiden – jeg føler ofte, at jeg aldrig vil være nok for dem, eller at jeg aldrig vil kunne give dem alt det, de fortjener. Jeg bekymrer mig om, at de kommer til at lide (det gør de), og at jeg ikke vil kunne redde dem (det kan jeg ikke). Jeg spekulerer over, om de vil forlade mig, og det gør de måske.

Men hvad er alternativet? At lade være med at elske Alex eller Jon eller Connor? De mænd som er mine elskere, mine venner og min familie?

Min mor ringede til mig i mandags for at spørge, hvad jeg skulle til Thanksgiving. Jeg fortalte hende, at Jon, Alex og jeg skulle spise på vores vens restaurant til et kæmpe sammenskudsgilde.

Det meste af min barndom var Thanksgiving min mors helligdag. Hun holdt spraglede, dekadente fester med eklektiske gæster; et virvar af samtaler om politik, kunst og filosofi fløj på tværs af bordet. Hun serverede først tærten og lod os børn om at vælge en dessert som forret på en betingelse: Vi måtte ikke bruge bestik til at spise den, kun fingrene. Vi blev høje på sukker og løb rundt som små galninge, indtil det var tid til hovedretten.

Jeg tror ikke, jeg kan huske en eneste Thanksgiving som barn, hvor jeg ikke endte med at kaste op.

I min familie handler Thanksgiving om kærlighed, familie og venner. Det handler om at drikke sig fuld og diskutere de store, ubesvarlige spørgsmål: Har vi brug for kunsten? Har videnskaben modbevist eksistensen af Gud? Min bror og jeg gemte os under bordet og lyttede til min mors gæster diskutere og grine og kysse deroppe, helt henførte af deres vilde, fantastiske historier. Hun kaldte dem fortryllelser – de kastede fortryllelser over os oppe ved bordet. Da hendes venner begyndte at dø, sagde vi deres navne, som om vi selv kastede fortryllelser og sang trylleformularerne.

"Jeg vil savne dig i år," sagde hun til mig i telefonen. "Jeg tænker altid på dem til Thanksgiving. Jeg mindes dem allesammen."

"Hvem?" spurgte jeg, selvom jeg kendte svaret.

"Dem allesammen. Alle de mennesker, jeg har elsket. Kram Jon og Alex. Sig til Connor, du elsker ham. Skrig deres navne, så højt du kan." Jeg kunne høre hende hoste. Uanset hvor stærk hun er, så går kræften aldrig helt væk længere.

Hun griner og det bliver til host. "Hvert år føler jeg mig heldigere og heldigere. Selv med kræften. Selv om du er så langt væk. Forstår du, hvad jeg mener?"

"Ja. Jeg føler mig virkelig fucking heldig," siger jeg til hende.

"Vi har det hele, har vi ikke?"

"Vi har i hvert fald det meste."

"Giv dem et kys fra mig. Også dem, jeg ikke kender."

"Det gør jeg, mor. Det lover jeg. Jeg kysser dem allesammen."

Min mor har de smukkeste havblå øjne. De funkler og brænder. Og hun har ret. Jeg føler mig heldigere for hvert år, der går, og alt, hun nogensinde har sagt til mig, er sandt. Livet bliver, hvad det bliver. Jeg kan ikke bestemme reglerne, men jeg kan bestemme, hvordan jeg lever det.

Så jeg kysser dem. Og knepper dem. Og elsker dem. Og holder dem så tæt på mig, jeg kan. Jeg vil skrige deres navne så højt, jeg kan. Og jeg vil være så gay og tyk, som jeg vil.

For i sidste ende vil det eneste, jeg har tilbage, være kærligheden. Kærligheden jeg havde til andre og den, de gav til mig.

Mere fra VICE:

Min prostituerede mormor

Min mands sæd og de lesbiske kvinder, der vil have den

Sådan er det at leve med en mor, der er psykisk syg